Vanilla

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Katusmi får endelig sin drøm i opfyldelse, da han forsigtigt, men sikkert, bliver venner med pigen Vanilla; men hun er ikke en helt normal pige. Hun er halvt Menneske og halv Arbejder. Altså, ikke et menneske værdig; det er hvert fald ilde set fra ethvert normalt menneske.
Men Katsumi er forelsket i Vanilla og vil gøre alt for hende. Hvordan skal de klare verden? Kan de komme gennem det sammen eller sker der noget forfærdeligt?


- Det er egentlig en lille historie til en større historie, jeg er ved at skabe, men jeg har langsomt forelsket mig i de to personer og overvejer evt. at få dem med i nogle andre movellas ^^ Nu må vi se; who knows.

God fornøjelse.

3Likes
0Kommentarer
591Visninger
AA

3. Fremad er den eneste vej nu!

Vi endte med at blive rigtig gode venner. Vanilla og jeg. Hun var højst sandsynlig ikke forelsket i mig, det virkede ikke sådan, men jeg var tilfreds ved bare at tilbringe tid med hende. Det var stort for os begge.

For mig var det stort at være sammen med hende og for hende, var det stort at have en form for ven, går jeg ud fra.

 

Vi havde pjækket et par gange, hvor vi havde taget ind i skoven til en lille lysning og snakket. Nogle gange tog Vanilla endda små madpakker med og delte dem med mig.

Det at komme ud fra skolen og undgå de andre, var ikke længere noget problem for os. Hun sad bag på min cykel og så kørte jeg hurtigt ud gennem skolegården, så de fyre, der mobbede hende, ikke havde en chance for at nå os. Men folk talte stadig grimt om hende ... og de var også begyndt med mig.

 

”Ah, Katsumi?” sagde hun en dag, vi var taget ud i skoven efter skole.

Jeg nikkede smilende. ”Har du en familie?” spurgte hun.

”Ja. En mor, en far og en bror,” forklarede jeg.

”Det er rart at vide noget mere om dig,” sagde hun og smilede. Det var hun også begyndt på. At smile meget.

”Hvad med dig? Har du nogen familie?” spurgte jeg. I starten bare af ren høflighed, men så kom jeg pludselig i tanke om hendes baggrund. Jeg havde ikke styr på hvor hun boede; faktisk slet ikke, hvordan hendes liv var. Jeg fortrød straks hvert et ord og skulle til at starte en ny samtale, da hun pludselig åbnede munden og svarede.

”Ja. Jeg har en mor og en far. De er begge mennesker.”

Jeg kunne ikke lade være, med at undre mig. ”Hvordan det?” spurgte jeg forvirret.

Hendes grå øjne så på mig. ”Min mor kunne ikke få børn, så hun var meget ulykkelig. Min far er forsker, så han fik fat i en Arbejder og fik på en eller anden måde lavet mig,” smilede hun og grinte forsigtigt.

Der var stille.

”Jeg er taknemmelig,” sagde jeg pludselig.

Hun så forvirret på mig og grinte lavt. ”For hvad?” spurgte hun.

”For at du blev skabt.”

 

Vi havde mange sjove tider sammen. Især efter hun begyndte at åbne sig helt op for mig. Dette var et skridt på vejen, men der var meget mere. Vi sad ofte og fortalte hinanden historier og nogle af vores små hemmeligheder. Det føles godt.

Jeg havde egentlig helt glemt min forelskelse i hende, indtil en dag …

 

”Ya, Katsumi! Vent på mig!” råbte hun højt og løb efter mig, så hende krøller hoppede op og ned.

”Tsk, du er for langsom!” råbte jeg tilbage, hvorefter jeg grinte og løb videre.

Hun pustede tungt. Hun var i så dårlig form!

Til sidst fik jeg ondt af hende og stoppede op. Hun nåede endelig op til mig og lænede sig ind mod mig for at få støtte. Jeg grinte lavt af hende.

 

Hun var endelig ved at få pusten igen og hun så irriteret op på mig. ”Idiot,” mumlede hun.

”Så så,” sagde jeg, for at irritere hende, mens jeg aede hende på håret. Hun slog træt min hånd væk.

”Ah, kom så,” mumlede hun til sidst og tog fat i mit håndled, for at trække mig med.

Jeg vidste ikke helt, hvor hun førte mig hen. Jeg troede, vi skulle hen i skoven, men hun gik forbi den og vi endte foran hendes hus. Jeg lavede store øjne. Hun havde aldrig taget mig med herhen før; udover de gange jeg havde fulgt hende hjem, fordi det havde været sent.

Hun så usikkert på mig, da vi stod foran hendes dør. Hun bed sig i læben og jeg så forvirret på hende. ”M-mine forældre er ude af byen … og jeg tænkte, det ville være sjovt at vise dig mit hus,” mumlede hun.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes usikkerhed. Hvad troede hun?

At jeg ville udnytte hende, når vi var alene. Tsk, hvis det var de intentioner, jeg havde haft, så var det allerede sket. Jeg rystede svagt på hovedet; tanken om at udnytte en mod personens vilje gav mig kvalme.

 

Hun strammede grebet om mit håndled en anelse, for lige at gøre mig opmærksom på hendes tilstedeværelse.

”Det lyder hyggeligt,” fik jeg frem og smilede.

Hun låste op og førte mig ind. Alle mennesker kunne i teorien få lige hvad de pegede på, men dette hus var sparsomt. Men at det var lidt smalt i gangen og køkkenet og stuen var et og samme rum, gjorde det også lidt hyggeligt. ”Hvor er dit værelse?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ovenpå,” sagde hun og førte an op ad en trappe og ind i et lille rum med gule vægge. Midt i værelset, op ad en væg, var der en lille dobbelt seng. Hen ad væggen var der et skrivebord og ved siden af det en hylde. Her var egentlig meget ryddeligt.

Hendes humør var pludselig ændret fra lidt mut til frisk. ”Nå, hvad synes du?” spurgte hun og smilede, hvorefter hun hoppede lidt op og ned i spænding, hvilket gjorde at hendes krøller bølgede op og ned.

”Det er sødt,” svarede jeg.

Hun stak underlæben ud. ”Kun sødt … hvad med rigtig flot eller virkelig pænt,” mumlede hun.

Jeg kunne ikke modstå at knibe hendes kind. Når hun gik i sit nuttede mode, kunne jeg ikke lade være med at se på hende som et barn.

”Ya!” sagde hun og ømmede sig.

Jeg grinte blot.

Hun sukkede og smed sig i sin seng. Jeg satte mig på kanten ved siden af hende.

 

”Er du sulten?” spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet. ”Er du?”

”Nej, jeg må jo passe på figuren,” grinte hun og satte sig op.

”Du er jo bare en streg, det ville da ikke gøre noget med lidt mere fylde,” sagde jeg drillende og grinte.

Jeg ventede på, hun ville grine med, men hun var stille. Mine bryn rynkede sig sammen og jeg så spørgende på hende, selvom hendes ansigt var gemt bag det lyse hår.

”Hey, Vanilla …” sagde jeg spørgende og lod min hånd lægge sig på hendes ryg. Først der, gik det op for mig, hun græd. Jeg kunne mærke de små hulk gennem hendes ryg.

”Ah, hvad er der galt?” spurgte jeg.

Hun grinte nervøst gennem gråden. ”Ikke noget .. jeg er bare fjollet.”

”Fjollet. Hvordan?”

Hun vendte endelig ansigtet mod mig og det gjorde ondt i hjertet på mig, at se hende med de tårer ned ad kinderne. ”Synes du jeg er grim? Eller u tiltrækkende?” spurgte hun pludselig.

Jeg forstod endelig og grinte lavt over hende; jep, hun var lidt fjollet.

Hun så forvirret på mig. ”Nej, du er pæn. Rigtig pæn. Du er måske endda, den mest flotte pige, jeg nogensinde har mødt,” sagde jeg og smilede forsigtigt til hende.

Hun så på mig med store øjne. ”Virkelig? Selv med mine øjne?”

Jeg nikkede. Alle arbejdere plus deres børn - selv hvis de var halvt menneske - havde lyse, grålige øjne. "Især med dine øjne."

Hun rødmede og pludselig følte jeg et sug indeni. Jeg havde fået Vanilla til at rødme.

”Katsumi,” sagde hun og trak lidt på det sidste.

Jeg nikkede. ”Jeg kan rigtig godt lide dig,” mumlede hun.

Jeg lavede store øjne og så spørgende på hende.

”Du er det første menneske, udover mine forældre, der har behandlet mig godt,” sagde hun lavt og så ned på sine hænder, som hun sad og vred rundt.

Jeg fik ondt af hende, men samtidig bankede mit hjerte så hurtigt. Det gjorde ondt, men på en god måde.

 

Resten gik bare af sig selv. Jeg tog min hånd op til hendes hage og fik forsigtigt løftet hendes hoved, så hendes ansigt vendte mod mit. Langsomt lod jeg mit hoved nærme sig hende. Jeg holdte det lidt på skrå og til sidst mødes vores læber. De var så bløde og hun duftede så godt … lidt ligesom vanilje. Jeg kunne ikke lade være med at finde det lidt sjovt.

Jeg lænede mig endnu længere mod hende og begyndte at kysse hende mere inderligt. Hun lagde sig frivilligt tilbage, men da jeg tog min hånd ind under hendes trøje ved ryggen, stoppede hun mig og trak sig væk fra mig. Hun smilede sødt. ”Det er jeg ikke helt klar til endnu,” grinte hun.

Jeg nikkede forestående, selvom jeg havde så inderligt lyst til hende … til at gå helt i dybden.

 

Men det var lige meget, jeg ville tage det i hendes tempo. ”Men jeg lover, at når jeg er klar, så vil den du være den, jeg går til,” grinte hun.

Jeg smilede og følte mig pludselig helt utrolig let … som damp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...