En Historie Om Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2013
  • Status: Igang
Emma og hendes mor er på flugt fra morens gamle kæreste. De vidste ikke hvem han var før han næsten havde overfaldt Emma med en kniv. De håber begge på at han snart bliver fanget af politiet.

0Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

1. En Historie Om Flugt

Jeg hedder Emma. Mig og min mor er på flugt fra hendes ekskærste. Vi har boet mange steder og nu bor vi hos min onkel Peter. Men det er snart enden på det hele. Dette er min historie.

 

"Mor!" råbte jeg. "Ja skat?" "Jeg går mig en tur," svarede jeg. "Ok men pas nu på og husk din mobil," sagde hun. "Det skal jeg nok," sagde jeg surt. Jeg tog min mobil i lommen og tog jakke og sko på. "Hvor skal du hen i den fart?" Det var min onkel. "Jeg  skal bare ud og gå lidt," svarede jeg. "Pas på dig selv så," sagde han. "Pas på dig selv så," imiterede jeg med den mest irriterende stemme jeg kunne lave. Men jeg sagde det lavt selvfølgelig. "Det hørte jeg godt!" råbte Peter ude fra køkkenet. Jeg var lidt sur idag det var derfor. Jeg åbnede døren og trådte ud i solskinnet og kunne mærke vinden blæse at det sure ud af mig og fyldte mig med glæde. Jeg valgte hvor jeg ville gå hen og valgte de gamle togskinner. Jeg gik langs med vejen og da skovstien kom gik jeg af den.

Da jeg havde gået i en halv time nåede jeg den gamle togstation. Jeg gik langs skinnerne og da jeg var nået til et passende sted satte jeg mig ned og bare sad. Jeg tænkte imens. Tænkte på hvor dejligt det ville være uden at skulle flygte til nye steder hen aldrig at skifte skole. Jeg tænkte også på hvordan det ville være hvis mor ikke havde lukket ham fyren ind i sit liv. Jeg huskede tydeligt den dag. Den startede med en begravelse. En tåre trillede ned af min kind.

Min søster var død. Hun var blevet dræbt om aftenen for to dage siden. Det var et knivstikkeri. Bagefter havde gerningsmændene gemt liget så godt at selv ikke politiet kunne finde det. Men de fandt det dog. Heldigvis. Min søster. At dø i hendes alder, en alder af kun sytten var forfærdeligt. Jeg sad og græd. Hørte ikke hvad præsten sagde. Jeg var også ligeglad. Min søster havde altid været der for mig, altid. Og nu? Nu var hun borte, pist væk, forsvundet fra jordens overflade. Hvad for en skæbne var det? At blive dræbt af to gerningsmænd der stak hende med en kniv vil jeg ikke kalde at få en fredelig død. Pludselig hørte jeg kirkeklokkerne ringe. Min mor sendte mig op for at lægge rosen på kisten. Jeg gik derop og lagde den der. En rød rose på en hvid kiste. Hun skulle brændes. Det havde jeg hørt hende sige til mor. At når hun døde så ville hun brændes. Det var som om at hun vidste det ville ske. Som om hun vidste at hun ville dø om en måned. Jeg gik udenfor. Stod forest og græd. Jeg lænede mig ind mod mors nye kæreste, virkede ret sød, forkælede mig og fortalte en masse røverhistorier.

Efter vi havde stået der og set bilen med kisten køre væk gik vi hen til vores egne biler. Vi ville ikke holde fest. De andre i min familie måtte gerne, det havde vi givet dem lov til, men vi ville ikke. Min onkel Peter og min far var enige med mig, mor og Jannik. Det var min mors kærestes navn. Vi kørte hjem og satte os alle sammen i sofaen. Det var mærkeligt at der lige pludselig var plads i vores trepersoners-sofa fordi vi havde altid trykket os sådan sammen på grund at vi var fire i en trepersoners. Jannik sad og holdt om mig og mor. Sådan sad vi i en time til jeg skulle i seng. Jeg gik ud og børstede tænder. Så gik jeg ind på min søsters værelse og lagde mig i hendes seng. Jeg kunne ikke give slip.

Jeg vågnede midt om natten. Fornemmede der var nået galt. Jeg lå på siden så jeg kunne se døren. Den gik op og en person trådte ind. Det var Jannik. Han havde nået i hænderne. Det var en kniv. Han rettede den mod mig og jeg skreg. Jeg skreg så højt jeg kunne så mor også hørte det. Jannik var hurtig. Åbnede vinduet og sprang ud. Min mor kom løbene ind på værelset. Hun spurgte hvad der var sket. Jeg forklarede hende at Jannik var gået herind med en kniv i den ene hånd og at han skulle til at dræbe mig med den. Efter det der var sket med min søster troede hun på mig. Vi pakkede hurtigst muligt de mest nødvendige ting tog vores bil og kørte ud af Svendborg. Vi kørte på motorvejen mod Odense. Jeg faldt i søvn i bilen.

Da jeg vågnede igen var vi ved et motel. Vi gik derind og bestilte et værelse for et ubevidst antal dage. Vi fik en nøgle til værelse 21 og gik derhen. Derefter lagde vi os ned i sengen og sov fast. Men han kom tilbage. Vi blev nødt til at flygte igen. Vi tog bilen - afleverede nøglen først - og kørte på motorvejen igen. Denne her gang valgte mor at køre til København. Jeg var lysvågen og opmærksom. Jeg kunne ikke sove mere. Det var forsent at sove. Det var allerede lyst udenfor. Hvorfor? Hvorfor skulle det være sådan her? Vi stoppede i en lille by jeg ikke vidste hvad hed. 

Denne her gang kunne vi få lov at være der en måned eller to. Det vidste jeg ikke rigtigt. Jeg var stoppet med at tælle eftersom vi var på vejen igen.

Efter vi havde kørt et par dage og sovet i bilen var vi endelig kommet til København. Alle tingene var store syntes jeg. Det var også her min onkel boede. Lidt uden for København havde han en gård. Det var vidst der vi var på vej hen. Jeg havde ret. Efter lidt tid kunne jeg endelig se gården. 

Der gik et par dage og på de få dage havde jeg opdaget den gamle station og de selvsamme skinner jeg sad på. Min mor ringede. "Hej mor," sagde jeg. "Skynd dig at komme hjem! Jeg har en god nyhed!" sagde hun. Jeg rejste mig og løb så hurtigt som muligt op ad skinnerne, hen ad skovstien og mod vejen og hjem igen. "Jeg er..." Mor tyssede på mig. "Kom herind og se nyhederne!" Hun lød spændt. "Mændene der dræbte den syttenårige pige for et halvt år siden er nu blevet pågrebet under et tyveri. De bliver sat i fængsel på livstid," sagde manden i nyhederne. Jeg skreg. Af glæde selvfølgelig. Glædeståre strømmede ned af både min mors min onkels og mine kinder. "Nu har hun fået fred," sagde jeg da vi var færdige. Endelig. Han blev ellers ved med at dukke op overalt. Det kan han ikke mere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...