Vi ses på den anden side

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 22 feb. 2013
  • Status: Igang
En historie om kræft..

4Likes
8Kommentarer
382Visninger
AA

2. One shot

Kan du huske da jeg startede på skolen? Jeg var den der lille rødhårede pige der ikke havde nogen venner. Jeg gik rundt på den store gang. Følger du med? Jeg var nervøs. Så kom du. Du var så smuk, med dit lyse hår og blå øjne. Du gik hen til mig. Kan du huske det? Du rakte mig som den første din hånd. Du sagde hej. Jeg sagde hej. Verden var så nem dengang. Var den ikke? Jeg var så stolt af at være sammen med dig. Jeg følte mig som alt. Kan du huske hvor godt vi havde det sammen?

Vi grinede og du præsenterede mig for dine veninder. Kan du huske det? Nu var jeg pludselig sammen med de populære. Jeg følte mig så glad. Kan du huske da vi bagte kage i hjemmekundskab? Jeg brændte den på, og den blev uspiselig. Kan du huske det?

Men en dag opførte du dig så mærkeligt. Som om du var en anden person. Hvorfor gjorde du det? Jeg kunne næsten ikke kende dig. Du gik fra at være en glad og udadvendt pige, til at blive en indadvendt trist pige. Jeg var så forvirret, troede du ikke kunne lide mig. Kunne du ikke det?

Du smilede stadig men dine øjne græd. Du prøvede at undgå mig. Jeg blev forvirret. Vi gik stadig kun i 3 klasse. Jeg var 9 du var 10. Kan du huske det? Jeg gik stadig efter dig, men vi var ikke så knyttede som før. Så begyndte jeg at være ligesom dig. Kan du huske det?

Dine veninder forsvandt en efter en. Du stoppede med at bruge tid på dit udseende. Normalt var dit hår blevet flettet med små blå eller lyserøde sløjfer. Kan du huske det? Nu havde du ingen gang redt det. Jeg fornemmede at der var noget galt, men jeg turde ikke spørge dig om det.

Jeg var bange for at du ville blive sur. Hvad skete der med dig? Du virkede så deprimeret, men ligemeget hvad kastede du et smil på, vær gang jeg ville spørge. Men dine øjne græd og skreg om hjælp. Dine øjne hjemnemsøgte mig i mine værste maridt. Vidste du overhoved det?

Jeg besluttede mig for at gøre ligesom dig. Gemme mine følelser væk med et kæmpe smil. Kan du huske det? Jeg brugte din metode til at løbe fra mine problemer. Kan du huske det? En dag kom du med en hue. En hue der dækkede der hvor dit hår skulle sidde.

Dit hår havde altid været så smukt og lyst. Jeg spurgte dig hvorfor du havde huen på. "Fordi jeg kan lide den" svarede du efter at have set på mig i, 1 minut. Dine øjne bad mig om hjælp, men smilet skjulte det næsten. Jeg brugte igen din metode, slog et kæmpe smil på.

Jeg fik bildt mig selv ind at det virkede. En dag var du ikke i skole. Du havde aldrig været syg før. Jeg gik over og spurgte en af dine gamle veninder. Rikke, kan du huske hende? Hende med det korte mørkebrune hår, og de mandelformede grå øjne.

Hun tøvede kort med at fortælle det. Hun stod og stirrede og nærmest bedømte mig på mit udseende. "Hvad rager det dig" snerrede hun efter lidt tid, og gik. Jeg stod helt lamslået. Jeg havde kun talt med dig, og du sagde aldrig grimme ting til mig.

"Meget" skreg jeg. Jeg spyttede en spytklat efter hende. Rikke græd. Hun råbte på de voksne. Jeg blev meget forvirret. Pludselig stod læreinden foran mig. Hun skældte mig ud. Da læren var gået løb jeg ud på toilettet og låste. Først nu lod jeg de tårer jeg havde gemt væk i lang tid komme frem.

Den facade jeg havde prøvet at opbygge svandt ind. Næste dag var du heller ikke i skole. Jeg lod som om, jeg var ligeglad men jeg tænkte hele tiden på dig. Dagen efter fik jeg det meget dårligt. Jeg blev træt. Ikke kun lidt men meget. Jeg faldt ned fra træet da jeg legede.

Jeg blev bare liggende. Kan du huske det? Du spurgte om der var noget galt. Jeg rystede på hoved. Du spurgte hvorfor jeg ikke rejste mig op. Jeg sagde jeg var for træt. Vi gik i 7 klasse på det tidspunkt. Du var 14, jeg var 13. Kan du huske det.

Du ringede til min mor. Hun kom og hentede mig. Hun bar mig ind. Vi kørte til lægen. Jeg sagde jeg ikke ville med, men mor tvang mig. Du kom med. Kan du huske det? Lægen blev meget bange da han havde taget blod prøve. Jeg fik konstateret kræft.

Du sagde ikke noget. Du stod bare oppe af væggen og stirrede. Jeg genbrugte din metode, for at få smerterne væk. Jeg gik hele dagen rundt med et kæmpe smil. Jeg håbede nogen ville opdage jeg ikke var glad. Nogen ville gå over til mig og snakke om det.

Du gik stadig rundt med huen. Jeg smilede stadig. Prøvede, at skjule min følelser. Du gjorde det samme. Kan du huske det? Der var gået 5 dage siden jeg fik konstateret kræft. Der var så underligt stille i mit hus. Det havde stået på i 5 dage. Ingen sagde noget ved maden.

Efter vi havde spist kom mor ind på mit værelse. Hun satte sig vedsiden af mig på sengen. Hun så på mig. Jeg prøvede at ryste hende af med et smil. "Skat, du skal have kemo behandlinger" sagde hun, med et hulk bagefter. Jeg vidste hvad det var.

Jeg ville ikke være grim og skaldet. Jeg sagde jeg havde det fint. Men mor hoppede ikke på den. Jeg havde besluttet mig for jeg ikke ville have kemo behandlinger. Jeg tog mine ting og løb over til dig. Åbnede døren, for at fortælle dig om hvor ond verden var.

Jeg gik ind på dit værelse. Du sad og læste en fantasy bog. Du lignede en dukke. Du havde intet hår. Jeg glemte alt om smilet og græd. Du skyndte dig at tage din hue på. Men det var forsent. Jeg havde allerede set det. Jeg løb. Løb hjem igen.

Næste dag var jeg på hospitalet. De lagde mig i en maskine. Da jeg vågnede op, havde jeg slanger i næsen. Jeg manglede mit hår. Vedsiden af mig lå du. Du havde det værre end mig. Jeg hørte lægerne sige at du måske ikke ville vågne op. Da jeg hørte det lukkede jeg mine øjne.

Prøvede alt hvad jeg kunne at dø. Prøvede at lade kræften vinde. Det lykkedes ikke. Så kom den næste kemo behandling. Jeg kastede op på det hvide lagen. Jeg fik at vide at du var død. Kræften havde vundet over dig. Den næste sejr den fik var over mig... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...