Count To Ten|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
I 8 år har Dawn Jackson været hjemløs i Londons gader. Den nu 18-årige pige tjener penge som gademusikant, men det er ikke nok. Dawn er enormt underernæret, da hun aldrig kan skaffe penge til dagen og vejen og hårdnakket nægter at ”sælge sig selv”, og det hjælper ikke yderligere, at den unge pige har mange traumatiske oplevelser gemt i sin mørke fortid. Dawn er ved at vænne sig til tanken om, at sandsynligheden for at overleve den kommende vinter er meget lille, og hun mister efterhånden lysten til at vågne op hver eneste morgen til en kold og nådesløs verden - alt andet vel være bedre end at leve i samme verden som de kyniske mennesker, der findes overalt. Men en sen eftermiddag, da Dawn som sædvanlig sidder på gaden med sin guitar og synger for penge, stopper der en ikke helt almindelig person op lytter. En person med et kærligt hjerte og en ren sjæl.

20Likes
29Kommentarer
1138Visninger
AA

6. Kapitel 5.

24. november

Louis P.O.V

 

”Forklar.” Liam lagde sine arme over kors og så på mig med et blik, der bare sagde: Hvis du ikke adlyder, river jeg knolden af dig. Min ellers så rolige ven kunne til tider virke som en politimand, hvis han besluttede sig for, at der var noget, han ville have at vide.

”Louis, hvorfor har du en syg anorektiker i din lejlighed?!” spurgte Niall chokeret for ottende gang inden for de ti minutter, der var gået, siden Dawn var besvimet på mit badeværelsesgulv. Jeg kunne ikke give mine kammerater noget svar, for jeg var mindst lige så forvirret, som de var.

”Har du virkelig haft et one night stand med hende? Hun er jo så tynd, at man kan knække rygraden på hende med et kram!” Harry kørte frustreret sine hænder igennem sit hår og kiggede kort hen på mit soveværelse, hvor vi havde lagt Dawn inde, for at hun kunne komme sig.

”Vi har ikke været i seng sammen,” sukkede jeg og overvejede, om jeg skulle fortælle dem sandheden - at jeg efterlod en hjemløs liggende natten igennem i parken og om morgenen ville se til hende, og så tog hende med hjem, fordi hun var forfrossen. Det var i princippet ikke særlig klogt af mig overhovedet at kontakte hende i første omgang – pressen kunne på få sekunder få sat en million rygter i gang, som ville skade mit bands omdømme. Jeg kunne bare ikke nænne at efterlade så skrøbelig en skabning for sig selv, selvom hun tydeligvis var vant til livet på gaden.

”Louis, hvorfor er hun her så, hvis I ikke har…?” spurgte Zayn uden at afslutte sin sætning, hvilket han heller ikke behøvede, for jeg vidste udmærket, hvad han mente. Med et suk plantede jeg min bagdel i sofaen og placerede min hage på mine knyttede næver.

”Det er mere kompliceret end som så, drenge,” startede jeg og så på mine venner for at sikre mig, at jeg havde deres fulde opmærksomhed.

”I går eftermiddags var jeg ude på julegaveindkøb. Dawn var gademusikant. Da hun stoppede med at spille, snakkede jeg med hende, og det stod rimelig hurtigt klart for mig, at hun ikke lever et normalt liv.” Jeg sænkede blikket, skar alle detaljerne fra. Jeg havde ikke lyst til at fortælle om, hvordan jeg var flygtet fra paparazzierne og dermed havde efterladt Dawn til kulden, men drengene og jeg havde altid fortalt hinanden alt. Det ville føles helt forkert, hvis jeg skulle lyve for dem eller bare undgå at sige andet end sandheden, så jeg fortsatte.

”Jeg forstod i starten ikke, hvorfor hun ikke gik hjem, men i stedet bredte aviser ud ved en bænk i parken. Og da jeg endelig regnede det ud, blev vi overfaldet af paparazzier, og… jeg løb min vej for at undgå rygter.”

Der var bomstille, og jeg turde ikke se op.

”Dum som jeg er, besluttede jeg mig først for at gå tilbage til hende, da klokken var omkring fire i nat. Hun lå der stadig. Forfrossen.” Billedet af den blege, stive krop i den tynde sovepose bragte kuldegysninger frem i min krop, og jeg gøs ved tanken.

”Så… så du mener, hun er-” Niall kunne ikke afslutte sin sætning, før jeg afbrød ham og lagde armene over kors.

”Er hun hjemløs?” spurgte Harry med rynkede bryn og et ulæseligt ansigtsudtryk og pillede rastløst ved en af puderne i sofaen.

”Ja.” Jeg lod beskeden synke ind, og den blev bestemt modtaget forskelligt. Harry bed tænderne sammen og skævede mod værelset, hvor Dawn endnu lå, mens Zayn bare så ud, som om han allerede havde regnet den ud. Niall lignede en, der var tæt på at besvime, og Liam gik blot hen og lagde en arm om mig.

”Og nu vil du lade hende bo her?” spurgte min yngre ven med et smil. ”Det er det venligste, jeg har oplevet nogen gøre længe, Lou,” nærmest sang han og så begejstret ud, nærmest som en nybagt far – eller nok nærmere storebror.

”Louis, tænker du slet ikke på vores ry?” afbrød Harry, og så på mig med et afmålt blik. ”Det kan godt være, at pressen vil synes det er sødt, at vi tager os af hende, men i det øjeblik de så meget som hører om hendes… anfald, så vil historierne ingen ende tage!” hvæsede den yngste i vores gruppe og gestikulere voldsomt med begge hænder mod soveværelset.

”Harry-” Niall blev afbrudt i løbet af no time af en meget ophidset Harry.

”Jeg ved, hvad jeg taler om! Medierne har en eller anden syg idé om, at jeg er en mandeludder, for helvede!” Min ven hævede sin stemme, og Zayn tyssede på ham, for at vi ikke skulle bekymre naboerne.

Liam tog ordet. ”Harry, vi ved alle sammen, at pressen altid vil lave noget enormt ud af hvad som helst, men det her er noget andet. Dawn har brug for hjælp,” prøvede han at glatte ud.

”Kan vi ikke bare skide på pressen for en gangs skyld?” tilføjede Zayn og tog en pære fra frugtskålen på mit sofabord. Niall nikkede og hapsede pæren ud af hånden på Zayn, som så rimelig fornærmet ud. Dog, i stedet for at starte en diskussion om pæren med Niall – som vi alle på forhånd vidste, han ville tabe – greb han blot en nyt fra skålen. Da han tog en bid, blev hans ansigt fordrejet, og han klagede over, at frugten var stenhård. Niall gnæggede ondt og smaskede med munden fuld af pære lige op i fjæset på Zayn for at drille ham.

Liam lo over drengenes fjollerier. ”Desuden er det ikke sikkert, pressen overhovedet finder ud af det. Hvis ingen af os siger noget, kan de ikke andet end at gætte,” pointerede Liam og puffede til Niall, da han stadig smaskede som en gris.

”I forstår ikke noget som helst!” Harry talte højt for at få vores opmærksomhed, og hans ansigt var fordrejet til en maske af frustration – den velkendte og altid glade Harry var helt gemt væk.

”Hvis vi lader Dawn bo hos Louis, vil det blive et helvede…” han kørte frustreret sin hånd igennem sit hår, ”…for os alle! Kan i ikke se det for jer? One Direction kidnapper ung pige, One Direction babysitter hjemløs, One Directions nye sexslave – det vil jo heller ikke være særlig rart for Dawn!”

Niall gik hen og lagde sin hånd på Harrys arm, men sidstnævnte dreng hev bare sin arm til sig i en hård bevægelse og hamrede hånden mod væggen, så lyden rungede gennem hele lejligheden. Han lod sig synke ned på gulvet og stirrede tomt ud i luften. Jeg brød mig ikke om at se min ven på den måde – det gjorde ondt helt ind i min sjæl.

Jeg gik hen og lagde armene om Harry, men han rystede mig væk fra sig.

”Harry, hør nu. Dawn har desperat brug for hjælp. Jeg kender hende allerede en smule – i hvert fald bedre end du gør. Hun kan ikke klare en vinter mere i den tilstand,” sagde jeg lavt og Harry fnøs, mens han nægtede at se mig i øjnene.

”Lou, fat det nu,” hvæsede han og rykkede væk fra mig, mens han knurrede som en pirret løve og forsøgte at få os til at forstå, ”det kommer til at ødelægge os.”

Selvom Zayn forsøgte at holde sin irritation i ave, kunne man godt se, at han var dybt uenig med Harry. Hans ansigt var koldt, da han spurgte den yngste: ”Så hvad er det, du, åh almægtige Harry-jeg-ved-alt-Styles, mener, vi skal gøre?”

”Hun skal tilbage, hvor hun hører til – så langt væk herfra som muligt,” svarede Harry nøgternt og gloede hen mod værelset, hvor Dawn lå, mens han pillede ved sine negle. Den overflødige og ligeglade handling blev det, der satte ild til mit efterhånden enorme bål af irritation.

I en hurtig bevægelse rejste jeg mig op og så nedladende på Harry, der aldrig plejede at være så selvisk. Jeg havde intet andet end foragt tilovers for denne version af min ven.

”Jeg er ligeglad med, hvad du mener om denne her sag, Harry,” hvæsede jeg og hev ham vredt op at stå med et solidt tag i hans trøje. Da Liam forsøgte at få mig til at stoppe, slog jeg ud efter ham fik ham derved til at blande sig udenom.

”Vi ved intet om Dawn, men én ting er sikker: hun har brug for hjælp. Og den kan vi give hende,” hvæsede jeg og hamrede Harry ind mod muren, så han klynkede kort. Jeg vidste, at den dårlige samvittighed ville overfalde mig senere, men lige nu var jeg alt for vred til at tænke på konsekvenserne af mine handlinger. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ville hjælpe Dawn, og at alle dem, der ikke ville, skulle blande sig udenom.

Pludselig lød der en lys stemme henne fra den anden ende af stuen.

”Hvad sker der?” spurgte den spinkle pige nervøst og støttede sig til dørkarmen. Hun havde min dyne om sig, da hun jo ingen trøje havde på indenunder, og hendes ben rystede en smule. På nul komma fem stod Liam, Zayn og Niall henne ved Dawn og guidede hende hen til sofaen. De pylrede om hende som tre hønemødre, også selvom de alle tre var mænd – specielt Liam havde forælder-genet, men det vidste alle jo i forvejen. Blandt vores fans gik han jo under navnet ”Daddy Direction”, fordi han var langt den mest ansvarlige af os alle.

Dawns blik granskede Harry og jeg, og hun kunne helt sikkert se, at vi lige havde været oppe at skændes. Hendes lange, brune hår slaskede omkring hendes skuldre, og hendes øjne, der sikkert engang havde været smukke og fulde af liv, var matte som de plejede at være. De tørre, røde læber lyste op på den blege, mælkehvide hud som en rose på sne, og hendes ansigt udstålede mere visdom, end jeg nogensinde før havde set i et ansigt.

Hun lignede en engel i menneskeskikkelse.

Jeg gav slip på Harry, som sank sammen på gulvet, selvom jeg ikke engang havde været særlig hård mod ham. Uden at tænke på andet end at få ham ud af mit synsfelt, bed jeg tænderne sammen. Jeg ville hjælpe Dawn. Han var imod det. Hvem skulle jeg prioritere?

”Ud. Nu,” hvæsede jeg til sidst, koldt, og prikkede til Harry med foden. Hans ellers så perfekte, krøllede hår var uglet og sad helt forfærdeligt. Var det tårer, der var på hans kinder? Jeg måtte minde mig selv om, at det på ingen måde var fair, at han bare ville smide Dawn ud på den måde. Han skulle smage sin egen medicin.

”Ud af mit hus!” råbte jeg, da Harry ikke havde reageret på min ordre, og han kom langsomt op at stå med et såret og undskyldende udtryk i ansigtet. Min ven rakte en hånd frem mod mig.

”Lou, det var ikke-”

Jeg rystede på hovedet og afbrød ham, meget bevidst om de blikke vores tre venner og Dawn sendte os inde fra stuen. ”Gå.”

Harry bøjede hovedet og gik ud i gangen, hvor han greb sin jakke uden et ord. Det var helt tydeligt at se, hvordan tårerne stille løb ned af hans kinder og ramte gulvet én efter én. I det øjeblik lyden af døren, der åbnede, skar gennem stilheden i stuen, følte jeg mig som verdens værste ven. Den dårlige samvittighed bølgede ind over mig, og vreden fortog sig langsomt.

Jeg havde aldrig følt mig mere som en forræder, end jeg gjorde, da døren smækkede bag ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...