Count To Ten|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
I 8 år har Dawn Jackson været hjemløs i Londons gader. Den nu 18-årige pige tjener penge som gademusikant, men det er ikke nok. Dawn er enormt underernæret, da hun aldrig kan skaffe penge til dagen og vejen og hårdnakket nægter at ”sælge sig selv”, og det hjælper ikke yderligere, at den unge pige har mange traumatiske oplevelser gemt i sin mørke fortid. Dawn er ved at vænne sig til tanken om, at sandsynligheden for at overleve den kommende vinter er meget lille, og hun mister efterhånden lysten til at vågne op hver eneste morgen til en kold og nådesløs verden - alt andet vel være bedre end at leve i samme verden som de kyniske mennesker, der findes overalt. Men en sen eftermiddag, da Dawn som sædvanlig sidder på gaden med sin guitar og synger for penge, stopper der en ikke helt almindelig person op lytter. En person med et kærligt hjerte og en ren sjæl.

20Likes
29Kommentarer
1207Visninger
AA

5. Kapitel 4. - Flashback

22. december 2005

”Mor? Mor, har du set kagerullen?” spurgte jeg, imens jeg gennemsøgte køkkenskufferne en efter en. Daisy og jeg var ved at bage brunkager, trods hun kun var 5. Min mor magtede det ikke, far var ikke hjemme, og det skulle jo gøres – for mig var en jul aldrig en rigtig jul uden brunkager, og Daisy skulle jo alligevel lære det på et tidspunkt.

Dog vidste jeg ikke, at det ville være sidste gang i mange år, jeg kom til at stå i et køkken.

”Mor?” råbte jeg og undrede mig over, at hun ikke svarede. Jeg havde været inde og se til hende for få minutter siden, og så hurtigt plejede hun aldrig at kunne falde i søvn. Jeg besluttede mig for at gå ind til hende.

”Daisy, lad være med at spise dejen,” bad jeg min lillesøster om, da jeg så, at hun var ved at spise det halve af det, der skulle være vores brunkager. Hun rødmede, flov over, at hun var levet opdaget. ”Jeg er tilbage om lidt.”

Jeg løb hurtigt ind på vores forældres soveværelse, hvor min mor som forventet lå i sengen. Jeg havde bare ikke forventet, at hun ville være bleg som et lig, at hendes vejrtrækning ville være kort og hæs og at hendes ansigt intet udstrålede – ikke engang et smil. Kun det ansigtsudtryk, som en, der er dødssyg, har, kort før det er slut.

”Mor!” skreg jeg og ruskede hende. Daisy kom straks løbende, tilkaldt af mit skrig.

”Daisy, du skal ikke komme herind. Bliv ude.” Jeg blokerede hurtigt dørkarmen, så hun ikke kunne se mor. Det ville ødelægge hende endnu mere, end hun var ved at blive i forvejen på grund af alle de besøg fra de store mænd på motorcykler, som ville have penge fra far. For når far ikke havde nok penge at give dem, gik det ud over Daisy og jeg. Vi havde altid blå mærker over alt, og min klasselærer var begyndt at stille spørgsmålstegn ved det. Og far og mor kunne intet gøre ved det, når de gennembankede os eller hev mig med sig med et helt andet formål end at slå. Et formål, der var endnu mere afskyeligt. Jeg gøs ved tanken og kunne nærmest mærke den rædselsfulde følelse af, når de gjorde deres ting mod mig, selvom jeg kun var et barn.

Gudskelov voldtog de ikke også Daisy.

”Hvad er der galt?” spurgte hun og så med forskrækkede øjne op på mig. Jeg plejede aldrig at tale hårdt til min søster. Jeg tog mig sammen og smilede falskt til hende – det ville måske berolige hende lidt.

”Ikke noget, Butterfly. Bare lav lidt videre på brunkagerne,” opfordrede jeg hende og lagde nødplaner i mit hoved om, hvad jeg skulle gøre, hvis hun ikke snart gik.

”Jamen kagerullen…” begyndte Daisy, men jeg afbrød hende straks.

”Så led efter den, please!” bad jeg hende, og hun nikkede straks og gik i gang. Heldigvis. Jeg fór hen til vores fastnettelefon, da jeg ikke havde min egen, og ringede til den eneste person, jeg kunne komme i tanker om.

Far.

Den velkendte bip-tone lød i mit øre. Tag den nu, tag den nu, bad jeg indeni og krydsede fingre, mens jeg skævede hen til min syge mor, der stadig lå på sengen. På grund af telefonens ledning, kunne jeg ikke gå hen til hende.

”Hej, det er Elijah Jackson, hvem taler jeg med?” blev der spurgt i den anden ende af røret. Jeg kunne nemt høre, at der under den kølige og halv-venlige facade lå gemt en stor frygt. Var han hos mændene med læderjakker nu?

”Far,” udbrød jeg. ”Det er mig. Der er noget galt med mor.”

”Dawn?” spurgte han. Jeg hulkede.

”Der er noget galt med mor,” gentog jeg. ”Vil du ikke nok komme hjem?”

”Det kan jeg desværre ikke lige nu, min skat. Prøv at ringe til alarmcentralen, de kan-”

Jeg afbrød ham.

”FAR! Jeg ved, at du er hos mændene med det hvide pulver lige nu. Der skal du ikke være! Vi har brug for dig, vil du ikke nok komme hjem? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!” tiggede jeg ham. Jeg ønskede sådan, at han ville stoppe med at købe det hvide pulver af de onde mænd, så alt kunne blive som før. Så vi kunne sidde alle fire i sofaen og fortælle historier eller lege på gulvet, som da jeg var lille. Så mændene med læderjakker og motorcykler ikke ville komme og gøre onde ting ved os.

Nogen grinede i baggrunden, og et øjeblik lød det som om, der var nogen der sloges. Da min far igen talte, lød han forpustet og vred. Men han talte ikke til mig.

”Det må i ikke! Nej! Stop!” råbte han af nogen, mens latteren langsomt kom længere og længere væk, som om personerne, der grinede, gik et andet sted hen.

”Dawn, er du der stadig? Dawn!” min far lød desperat. Hans vejrtrækning var forpustet, og det lød, som om, han løb.

”Ja, far.” Jeg havde hørt det hele.

”Skynd jer ud af huset! Nu! Få Daisy med! Hvis mor ikke er ved bevidsthed, så bare skynd jer ud uden hende,” kommanderede han, skræmt. Hvad var det, der ville ske? Tvivlsomt noget godt. Jeg skævede hen mod min mor, der begyndte at røre en smule på sig.

”Men far…” protesterede jeg.

”NU, DAWN!” nærmest råbte han, og jeg gispede forskrækket.

”Undskyld, Dawn. Det var ikke min mening at forskrække dig.  Jeg elsker dig. Jeg skynder mig hjem. Skynd jer ud!” Min far lavede en hurtigt kysselyd i den anden ende af røret.

”Vi-” og så nåede jeg ikke mere, for han lagde på. ”Ses,”  tilføjede jeg.

”Daisy!” råbte jeg, og kort efter kunne jeg høre lyden af hendes små fødder, der trippede på gulvet.

Min lillesøster kom til syne i døråbningen, og hun lavede store øjne, da hun så mor liggende på sengen.

”Hvad er der galt med mor?!” udbrød hun og løb over til hende, men jeg greb hende blidt i armen og så hende i øjnene. Hun blev stille.

”Daisy, du skal finde din flyverdragt, vinterstøvler, hue og vanter og få det på hurtigt. Løb udenfor. Gem dig i McCallisters have. Jeg kommer så hurtigt som muligt, ikke, Butterfly?” sagde jeg til Daisy og kyssede hendes pande.

”Okay,” sagde hun og rakte sine arme op til mig, som tegn på, at hun ville have et kram. Jeg krammede hende hurtigt og gav så slip.

”Skynd dig ud. Mor og jeg kommer om lidt.”

Daisy løb ud i gangen for at finde sit overtøj, og jeg sank en klump og vendte mig om mod min mor, der lå dér, fuldstændig bleg uden kræfter til noget som helst.

”Mor, vågn op. Nu!” kommanderede jeg og ruskede hende hårdt, ligeglad med, at det ikke er sådan, man behandler en syg. Den blege kvinde på sengen lignede ikke min mor – min mor smilede eller grinede altid, der var kulør i hendes kinder, og hun sang så fantastisk. Hun havde ikke sunget længe, og i øvrigt heller ikke været i nærheden af at være sund og rask, siden far begyndte at suge det underlige, hvide pulver op i næsen, når han troede, vi ikke så det.

Kvinden på sengen – min mor – bevægede sig ikke.

”MOR!” råbte jeg og tryglede hende om at vågne. De varme tårer begyndte at løbe ned af mine kinder, og jeg fornemmede den salte smag i munden. ”Vil du ikke nok?” bad jeg.

Endelig glippede mor med øjnene, og løftede en hånd for at fjerne noget af sit tynde, knækkede hår fra sit ansigt. Hun så på mig med sine trætte øjne, der nærmest havde et mælkehvidt lag over regnbuehinden, så den ellers så smukke, grå-blå farve, der nærmest var identisk med min, falmede som et gammelt maleri.

”Honey? Hvad sker der?” spurgte hun, omtumlet, og prøvede på at sætte sig op, men faldt bare tilbage i sengen igen. Jeg klemte hendes hånd og hjalp hende med at komme op at sidde.

”Jeg ved det ikke, mor. Far sagde, at vi skulle skynde os ud. Jeg sendte Daisy over i McCallisters have.” sagde jeg og så mig omkring i lokalet. ”Her mor,” sagde jeg, da jeg rakte hende en tyk, grå joggingtrøje, som var det bedste, jeg kunne finde, og tog selv en anden af min mors trøjer, en blå, da der ikke var tid til at finde vores jakker. Min gamle bamse, Teddy, sad på radiatoren, næsten tør efter det bad, han fik, fordi Daisy havde tabt en hel pose mel ud over ham. Jeg tog fat i hans gulbrune, bløde pote med den ene hånd, og min mor med den anden. Det var nærmest som om, hun var et lille barn, og jeg var den voksne, og pludselig virkede tanken om at skulle få hende ud af huset uoverskuelig.

”Dawn, hvad laver du?” spurgte min mor og så på mig med et nærmest vildt blik – feber. For at være sikker lagde jeg min hånd på hendes pande. Jeg havde ret.

”Det har jeg jo lige sagt, mor. Vi skal ud. Der er nogen, der kommer, og vi skal ud inden.” Jeg hev blidt i min mors arm og forsøgte at smile. Min mor så opgivende ud.

”Ikke igen,” sagde hun bare. Jeg forstod ikke, hvad hun mente og forsøgte endnu engang at få hende op at stå. Det lykkedes ikke, for pludselig væltede hun om i sengen, besvimet. Tårerne vældede på ny op i mine øjne.

Pludselig så jeg nogen, som ikke burde være her stadig, stå i døråbningen. Daisy. Hun så på mor og jeg og ventede tydeligvis på os. Hun rystede en smule, og en enkelt tåre trængte ud af hendes øjenkrog.

Hvorfor var hun her stadig?

”Daisy! Jeg sagde, at du skulle skynde dig ud!” sagde jeg desperat og hev mor op over min ene skulder, trods mine ben slet ikke kunne bære både hendes og min egen vægt. Jeg gispede og forsøgte at finde balancen.

Daisy greb fat om min hånd. ”Jeg vil ikke gå uden jer,” sagde hun og rystede på hovedet, så hendes chokoladebrune krøller lignede et lille vandfald.

”Så lad os komme ud herfra,” sagde jeg, men så lød der en al for velkendt lyd nede fra gaden. En lyd, jeg havde hørt alt for mange gange før, og som altid kun førte dårlige ting med sig.

Lyden af motorcykler. Mange motorcykler.

Noget inde i mig slog klik, og jeg blev fyldt af en rædsels så stor, at jeg ikke kunne se klart. Nu ville de komme igen, mændene med det hvide pulver, og de ville slå Daisy og jeg, og selvom far ville give dem vores sidste penge, ville de alligevel slæbe mig med sig bagefter og først aflevere mig, når smerten i mit underliv var så stor, at jeg næsten ikke kunne gå.

”DAISY! GEM DIG!” skreg jeg og skubbede mor ind under sengen efterfulgt af Daisy, som rystede af frygt. Da jeg skulle til at kravle derind, lød en lyd fra døren, men før jeg nåede at skrige, så jeg, at det var far. Han så værre ud end nogensinde før – han havde sår over det hele, og hans brune krøller var fulde af skidt, og ting, jeg ikke ville vide, hvad var. Han måtte have løbet hele vejen hjem, og selvom mændene med pulveret og læderjakkerne var på motorcykler, var de nået frem samtidig. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Det fandt jeg aldrig ud af.

”Dawn! Hvad laver I?” spurgte han rædselsslagen og gik hen og trak os ud fra vores gemmested, én efter én. ”Jeg sagde i skulle ud, ikke gemme jer!” Han løftede mor op, selvom han var i så slem en tilstand, at han vaklede og var lige ved at falde.

”Jamen far, de kommer jo efter os, hvis vi går ud…” jeg så spørgende på min far, som stadig havde skrækken malet i ansigtet. Og så slog det mig… nu havde de fået nok af, at min far ikke kunne betale for deres djævelske pulver. Min far bekræftede min teori.

”Dawn, min elskede, de nøjes ikke med at slå denne gang. Skynd dig, løb!” sagde han, og jeg greb Daisys lille hånd og spurtede ud i gangen for at stikke af. Men det var for sent.

Trappen, der førte nedenunder, stod i flammer.

”FAR!” skreg Daisy og klyngede sig til fars ben. Hans øjne var desperate, og jeg så hvordan han tog en beslutning indeni, da hans ansigtsudtryk ændrede sig fra frygt til en beslutsom maske.

”Kom piger,” sagde han og trak os med ind i soveværelset igen, mens han stadig havde mor, som nu var ved at vågne, på ryggen. I den ene hånd havde jeg Daisy, der hostede voldsomt på grund af røgen og i den anden havde jeg Teddy. Daisy begyndte at hoste endnu voldsommere, og jeg trak hende med ned mod gulvet for at undgå røgen. Vi fortsatte med at kravle væk fra ilden, der bredte sig med lynets hast.

Nu så jeg, hvorfor vi var gået ind i soveværelset – der var de største vinduer. Vi var på første sal i huset, så der var langt ned, men det var den eneste mulighed. Jeg knugede Daisy ind til mig og aede hendes hår, mens hun hulkede. ”Jeg elsker dig Daisy, bare rolig. Vi skal nok klare det,” beroligede jeg hende, selvom jeg tvivlede på, at jeg talte sandt.

Daisy så op på mig med sine smukke dådyrøjne. ”Jeg elsker dig til månen og tilbage, Dawn,” hviskede hun idet hun strakte sine tæer og kyssede mig på kinden. På trods af den truende fare, smilede jeg, men vores far rev os tilbage til virkeligheden. Han havde sat mor ned, og nu sad hun og forstod ikke, hvad der skete, fuldstændig væk i sin febertåge.

”Dawn, dig først,” sagde han. Han forsøgte at være rolig, men jeg kunne høre på hans stemme, at han var rædselsslagen for at miste os. Og skamfuld. Skamfuld, fordi det her var hans skyld.                     

Jeg krammede Daisy en sidste gang ind til mig og mumlede hendes kælenavn, ”Butterfly” med mit ansigt begravet i hendes hår. Hun knugede min lillefinger på nøjagtig samme måde, som hun altid gjorde når hun var urolig. ”Jeg elsker dig, Butterfly.”

Det var det sidste, jeg nogensinde sagde til hende.

Min far greb mine hænder og krammede mig tæt ind til sig. Jeg kunne nærmest lugte hans panik. Min mor stirrede tomt på os. Gad vide, om hun overhovedet opfattede, hvad der foregik? Røgen fyldte rummet mere og mere, og ilden var ikke langt væk.

”Dawn, jeg hejser dig langsomt ud af vinduet og giver slip, når du er så langt nede mod jorden, som du kan komme. Jeg har lært dig, hvordan, man skal lande, ikke?” spurgte far, og jeg nikkede trofast, mens han løftede mig ud af vinduet og holdt godt fast i mig. Jeg så Daisy række ud efter mig, da far spurgte ”Er du klar?”, og jeg nikkede, så han gav slip.

Det var sidste gang, jeg så min familie.

Jeg landede med et bump, for afkræftet til at koncentrere mig om at lande på benene. Et kvalmende knæk lød, og jeg skreg af smerte og krummede mig sammen på den kolde sne, mens jeg ventede på, at Daisy ville komme ned. Så ville jeg prøve på at gribe hende.

Hun kom aldrig ned. Det gjorde hverken hende, mor eller far. Ilden åd sig for hurtigt frem. Inde fra vores brændende hus kunne jeg høre deres skrig. Rædslen fyldte mig endnu en gang i takt med at smerten oversvømmede min krop.

”DAISY!” skreg jeg og forsøgte at rejse mig med intentioner om at løbe ind til hende. Holde om hende. Hvad som helst, selvom det ville betyde min egen død. Jeg ville gøre alt for, at det var Daisy, der lå her, og ikke mig.

Men jeg kunne ikke rejse mig. Smerten fra de brækkede knogler fra faldet overvældede igen min krop, og jeg krummede mig sammen og skreg, fordi det gjorde så ondt.

”Daisy,” hulkede jeg, og mine tårer dryppede ned på den blodige sne under mig. Jeg ville have gjort alt for at holde om hende, mens flammerne tog livet af os. Intet liv ville være værd at leve uden min søster.

Længe lå jeg hulkende og frysende på den blodige sne farvet af mit eget blod og så på, mens mit liv blev brændt i småstykker i takt med, at mine forældre og Daisys skrig blev mere og mere desperate. Til sidst stoppede de.

Alt, jeg kunne gøre, var at stirre på gløderne, der landede over alt i sneen omkring mig og den brændende bygning. Langsomt blev de til sort aske, der forpestede den hvide sne.

____________________________________________________________________________________

Tjah, så fik i jo et kapitel alligevel ;)

Jeg har juleferie, og der er ikke en skid at lave, og så er i bare så dejlige, at i skulle have et kapitel mere.

Det er rimelig dystert. Hvad synes i? Bare rolig, der kommer flere glade scener i de næste kapitler, men der var bare lige brug for et lille indblik i Dawn fortid, synes jeg.

Hvad synes i?

Tak fordi i er så dejlige, og forstår, at jeg som regel ikke kommer til at opdatere så tit, som jeg gør lige nu, fordi der jo ikke er fred og ferie året rundt, ahahaha... og fordi familien kommer i første række, når jeg i visse situationer må prioritere min tid.

Happy holidays! Je t'aime! <3

- Eréndil

                                                              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...