Count To Ten|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
I 8 år har Dawn Jackson været hjemløs i Londons gader. Den nu 18-årige pige tjener penge som gademusikant, men det er ikke nok. Dawn er enormt underernæret, da hun aldrig kan skaffe penge til dagen og vejen og hårdnakket nægter at ”sælge sig selv”, og det hjælper ikke yderligere, at den unge pige har mange traumatiske oplevelser gemt i sin mørke fortid. Dawn er ved at vænne sig til tanken om, at sandsynligheden for at overleve den kommende vinter er meget lille, og hun mister efterhånden lysten til at vågne op hver eneste morgen til en kold og nådesløs verden - alt andet vel være bedre end at leve i samme verden som de kyniske mennesker, der findes overalt. Men en sen eftermiddag, da Dawn som sædvanlig sidder på gaden med sin guitar og synger for penge, stopper der en ikke helt almindelig person op lytter. En person med et kærligt hjerte og en ren sjæl.

20Likes
29Kommentarer
1170Visninger
AA

4. Kapitel 3.

24. november

Kan du forestille dig lyden af 10 chimpanser, der bliver overfaldet af en flok bissende gnuer mens en bandekrig med skarpskydende våben er i gang lige bag dig? Nå ja, og glem endelig ikke at gange den med et par og tredive. Har du lyden i hovedet? Sådan, ja.

Lige præcis sådan lød det, da de fire drenge braste ind ad Louis’ hoveddør.

Jeg stirrede panikslagent hen på dem og rejste mig med en hurtig bevægelse op.

”Louiiiiiiiiiis!” råbte en af dem. Han havde et enormt, krøllet, brunt hår. ”Hvad s-” og så nåede han ikke længere, for i samme øjeblik fik han og de tre andre drenge øje på mig. Deres øjne blev store, og da krøltoppen igen skulle til at sige noget, blev han afbrudt af en anden med mørkere kulør og sort hår.

”Nåh, Louis, det ser da ud til, at du har hygget dig!” grinede han og vippede med øjenbrynene. Et listigt smil krusede på hans læber.

Louis sukkede, og jeg rynkede øjenbrynene. Hvad mente han?

”Drenge…” prøvede Louis at forklare. ”Vi har altså ikke… lavet noget. Det er slet ikke sådan, det hænger sammen.” Han kiggede på mig og signalerede, at jeg skulle introducere mig selv.

Jeg sank en klump. ”Hej mennesker…” jeg løftede akavet højre hånd til hilsen. ”Jeg hedder Dawn.”

Så blev der ligesom brudt hul på ballonen, og jeg fik smidt fire nye navne i hovedet, selvom jeg i bund og grund var ligeglad og bare trængte til den ro, som jeg havde haft sammen med Louis.

Ham med det krøllede hår gik hen til Louis og stak ham en albue i siden. ”Nåh? Var hun god?” forlangte han få at vide.

”Harry, prøv nu bare at opføre dig pænt i to minutter,” sukkede Louis irriteret og skubbede Harry, som bare begyndte at grine, væk. Stemningen var rimelig akavet, og jeg følte for at stikke af og som en anden kujon efterlade Louis med alle spørgsmålene.

Så det var præcis, hvad jeg gjorde.

”Jamen hej hej… det var hyggeligt at møde jer,” skyndte jeg mig og lire af, mens jeg var i gang med en hastig tilbagetrækning til den anden ende af stuen, hvor mit beskidte tøj lå. Jeg samlede det op med hensigt om at smide det til vask, for at det ikke skulle ligge og flyde i lejligheden.

Jeg kunne have svoret på, at jeg hørte Louis lavmælt mumle ”forræder”.

Lige så snart, som jeg kom ud i bryggerset, som Louis havde vist mig, hvor lå, stoppede jeg op og gloede på det monster – også kaldet en vaskemaskine – der var foran mig. Den store, runde rude midt på den gloede ondt på mig som en kyklops øje.

Sikke noget creepy shit.

Jeg fandt det grusomme frem i mig selv, og trak kyklopens øje ud – inde i mit skøre hoved kunne jeg nærmest høre dens protester og skrig. Jeg rystede på hovedet af mig selv og proppede alt tøjet derind med en hurtig bevægelse, før jeg satte øjet fast i monstrets hvide hoved igen.

Nå ja, og da jeg så så de mange knapper, som der skulle  trykkes på for at sætte vaskemaskinen i gang, kom jeg i tanker om, at jeg aldrig har prøvet at sætte sådan en i gang før – det er en luksus, jeg aldrig har kendt til. Og når jeg nu ikke kunne finde ud af det, var der kun én mulighed, selvom det ville virke som om, jeg var et hjælpeløst spædbarn…

”LOUIS! Vil du lige give mig en hånd?”

Der lød tumult inde fra stuen af, og kort efter stod både Louis og hans fire venner ude i bryggerset, der pludselig virkede meget småt, sammen med mig. Den lyshårede af dem snublede over sine egne ben og landede med et bump nede på gulvet og gjorde vore andres ben glade med sit selskab. Vi flækkede af grin, mens den lyshårede surmulede sødt og lagde armene over kors, som om han var fornærmet, mens han vendte ansigtet mod væggen.

”Jeg nægter at tale til jer nogensinde igen!” udbrød han med sin fine accent.

Den roligste af dem lagde hånden på hans skulder. ”Nialler, du er en tøs, at du ved det…”

Jeg rynkede brynene. Nialler var da et mærkeligt navn. ”Nialler? Hedder du det?” spurgte jeg en smule flov, da jeg på den måde tydeligt signalerede, at jeg ikke havde hørt efter, da de annoncerede deres navne.

Den svagt kulørte kørte hånden gennem sit kulsorte hår og grinede, så hans øjne skinnede. ”Jep, det gør han,” bekendtgjorde han, men den lyshårede var straks over ham.

”Jeg er lovformelig døbt Niall James Horan, hvis nu du skulle have glemt det! Kom, Dawn, jeg har brug for noget normalt selskab,” sagde Niall i det han gik hen mod mig, der stadig havde røde kinder af grineturen. Sådan havde jeg ikke grinet længe, og det lykkelige blik Louis sendte mig, signalerede tydeligt, at han var glad for at se mig så godt tilpas. Men det fik ham nu ikke til at stoppe med at drille.

”Niall, har du helt glemt, at det var hende, der ikke kunne huske dit navn?  Det er kvindemenneskets skyld!” udbrød Louis med falsk foragt i stemmen og kastede med håret, som om han var en pige. Men da hans hår var rimelig kort, så det bare akavet ud.

”Du må ikke skyde skylden på mig.. jeg havde jo ikke en chance for at opfatte noget af det, i sagde til mig, så meget larmede i…” drillede jeg og smilte en smule genert, mens jeg legede lidt med en af mine lange, brune lokker.

Louis sukkede og skiftede hurtigt emne. ”Du ville have min hjælp.”

Jeg kom hurtigt i tanke om min mission... ”Ja, det var min mening at smide mit gamle tøj til vask, så det ikke ligger og flyder, men jeg har… du ved…” Jeg var forlegen over for åbenlyst at skilte med over for de fire andre drenge, at jeg det meste af mit liv havde været hjemløs. Hvad ville de ikke tænke om mig? Nej, så hellere stikke dem en hvid løgn, som alligevel næsten var så tæt på sandheden, som den kunne blive. ”Jeg ved ikke, hvordan man tænder for den her, giver du en hånd?”

Drengene rynkede lidt på brynene, men Louis fortrak ikke en mine.

”Jo da.” smilede han og viste mig hurtigt, hvordan man startede for vaskemaskinen. Jeg blev lidt forlegen, da jeg så, at det kun var to knapper, man skulle trykke på – en for temperaturen og en for at starte den. Ups.

”Æh. Tak.”

Og så kom den akavede stemning tilbage, desværre i en endnu værre version end før. Igen havde jeg lyst til at flygte, men tog mig alligevel sammen. Mit blik faldt på Louis, som ikke stod særlig langt væk fra mig. Jeg undersøgte hans smukke kropsbygning, hans smukke hår, de markerede ansigtstræk. Læberne, der lignede rosenblade og sikkert også var lige så bløde. Da jeg nåede hans øjne, opdagede jeg til min forskrækkelse, at han også så på mig med et uudgrundeligt smil.

Jeg så væk.

Hvorfor var der noget i mig, der ville have mig til at række ud efter Louis?

Hvorfor ville jeg så gerne røre ved ham?

Det blev Niall, der stoppede stilheden, da han brød ud i sang.

”London bridge is falling down, falling down, falling down, London Bridge is fall-”

“Hold kæft Niall,” udbrød Harry irriteret. ”Du skræmmer os alle sammen.” Ordene, der på mig umiddelbart virkede stødende, og ikke var noget, jeg nogensinde ville have sagt til min ven, var på en eller anden måde kærligt ment. Det kunne man se på det ironiske, men kærlige smil, der krusede Harrys læber, og på den måde, han blinkede med det ene øje, mens Niall igen spillede fornærmet.

”Jeg prøvede bare at bryde isen…” sagde han, men i dét, han ville stikke Harry en lussing, forhåbentlig for sjov, flyttede målet sig, og Niall hamrede hånden ind i væggen.

Det var det, der skulle til. Pludselig grinede vi alle, undtagen Niall, der bandede heftigt, og bagefter insisterede på, at det eneste, der kunne gøre ham glad igen, var mad. Af den grund gik han ud i køkkenet og kastede sig over Louis’ og min mad – eller det, der var tilbage af den.

”Så-eh, Dawn, rart at møde dig,” smilede den rolige dreng med kort, brunt hår. ”Jeg er Liam. Hvor gammel er du så?” spurgte han interesseret, og nu, hvor der var kommet mere ro over drengene – lig med, at de ikke opførte sig som babyer, nu bare børnehavebørn – havde jeg overskud til at svare. Dog passede jeg på med, hvad jeg sagde. De her drenge virkede så flinke – jeg havde ikke lyst til, at de skulle få det indtryk af mig, at jeg bare var ude efter deres penge, for det var jeg ikke. Men det faktum, at jeg var hjemløs, kunne meget vel få dem til at tro det.

”Jeg er 18,” svarede jeg, høfligt, afmålt. ”Hvad med dig?” Et sikkert samtaleemne – jeg ville ikke behøve at være bange for at komme til at afsløre for mange af mine hemmeligheder. Selv Louis vidste kun, at jeg var hjemløs og en smule om, hvor længe, jeg havde været det. Han vidste ikke noget om det, der var sket for otte år siden.

”Jeg er 20…” Liam tøvede. ”Du ligner ellers ikke en på atten – du ser meget yngre ud.” Han smilede, usikker på, om jeg ville blive sur over, at han påpegede det. Det blev jeg ikke. Jeg vidste udmærket godt selv, at mit ansigt lignede et lille barns, selvom jeg var voksen, og at mit brystparti lignede en piges før puberteten på grund af den konstante sult, jeg havde levet med.

”Tjaeh… det er lidt træls… folk tror aldrig på en.” Ud af min øjenkrog så jeg Zayn, som jeg havde fundet ud af, at han hed, åbne terrassedøren, fiske en pakke cigaretter frem af lommen og dernæst en lighter. En lighter. Mit hjerte gik i stå, da jeg så flammen. Åh, nej. Ikke igen.

Jeg grinede af Louis’ joke, men jeg fornemmede, hvordan mit smil blev mere og mere falsk og langsomt forsvandt i takt med at panikken overtog min krop. Jeg skreg indvendigt.

Ikke nu. Ikke nu!

For at aflede drengenes opmærksomhed fra min mere og mere underlige opførsel, fik jeg det med vilje til at se ud som om, jeg spildte et glas mælk ud over mig selv, så jeg ville få en undskyldning for at flygte. Mælken gennemblødte det lånte tøj, og jeg spillede chokeret. ”Undskyld, det var virkelig ikke med vilje!” udbrød jeg og lavede store øjne.

Ude på altanen stod Zayn roligt med sin smøg, men det var for sent, selvom lighteren allerede lå i hans lomme igen. Jeg havde set den lille, uskyldige flamme. Den lille flamme, som så let kunne blive til et helt flammehav, et inferno af skrigende, hylende, brændende, dræbende flammer, som uden tanke for dem, der blev efterladt, tog menneskeliv. Nådesløst. Uden tanke for dem, der ville sidde alene tilbage i et helvede af en verden, når alt var taget fra dem. De pårørende. Børn. Barn. Mig.

Jeg magtede ikke engang at smile, da jeg rejste mig op så hurtigt, at stolen væltede bagover og styrtede ud mod badeværelset. Jeg smed med det samme den gennemblødte trøje, og uden at kigge mig i spejlet knugede jeg mine arme om mig selv, mens jeg lænede min pande mod den kakkel beklædte væg, bevidst om, at jeg ville få mærker af det, men samtidig fuldstændig ligeglad.

Flammehavet.

Alt det gode, der havde været i årene før. Alt det slemme, der var sket i de sidste.

Min far. Det hvide pulver, han sugede op i næsen, og som jeg først senere lærte, hvad var. De mange mænd, der ville have penge for det. Jeg ville have dem til at gå.

Min mor, der blev sygere og blegere hver dag. Min mor, som intet kunne gøre mod de forfærdelige ting, mændene ville os.

Daisy. Daisy med de smukke, store dådyrøjne og det brune hår, der havde den nøjagtig samme farve som min egen. Min søster. Kun fem år gammel.

Flammehavet, der ødelagde alt, der var tilbage af det liv, der engang havde været godt. Det påsatte flammehav. Påsat af mændene i læderjakker.

Daisys skrig.

Jeg så hende aldrig igen.

Mine tanker blev mere og mere omtågede og jeg bed i min hånd for ikke at komme til at skrige.

Pludselig lød en stemme. Liam.

”Vi ville lige se, om du havde det godt og- DAWN!” udbrød han og jeg hørte gisp fra flere af de andre, da de så min tynde ryg.

Nej, ingen af dem vidste, hvad det var, der havde taget min lykke fra mig. Mit lys, mit alting.

Jeg kollapsede og sank sammen på gulvet, mens minderne overfaldt mig, som alle de andre gange, hvor jeg havde set ild, selv når jeg bare havde været nødt til at tænde et bål for at holde varmen.

Deres aske var derude et sted. Mine forældre. Daisy.

Døde.

Jeg skreg.

____________________________________________________________________________________

Hej alle! 

Undskyld, at der går så lang tid mellem kapitlerne... der er bare så meget lige nu. Statsforvaltningen er ved at fastsætte samvær for min lillesøster og jeg hos henholdsvis min mor og min far, og de er også oppe at toppes om forældremyndigheden, for at sige det pænt. Det tager meget på os alle, og familien er min førsteprioritet - specielt min ni-årige lillesøster, der har brug for al den støtte, hun kan få, for det her er ikke rart at blive hevet igennem. Specielt, når ens far har været indlagt på psykiatrisk hospital, og som stadig er psykisk sårbar, og man er nødt til at kæmpe for at få sin mening igennem, selvom man er 14 år og i princippet kan bestemme selv. Jeg vil bare ikke have, at min lillesøster skal tvinges til at være alene ovre ved ham. Det vil ødelægge hende.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg vil opdatere hver uge, men det kan jeg ikke, desværre. Så jeg vil nøjes med at sige, at jeg vil skrive så tit, jeg kan, for mere kan jeg desværre ikke gøre det til. Men jeg brænder virkelig for den her historie, og er allerede i gang med det næste kapitel - så glæd jer. Der skal nok komme mere, jeg lover, at jeg finder tiden til det.

Tak, fordi i ikke hader mig for at være så langsom.

Nå ja, og god jul! :)

  - Eréndil

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...