Count To Ten|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
I 8 år har Dawn Jackson været hjemløs i Londons gader. Den nu 18-årige pige tjener penge som gademusikant, men det er ikke nok. Dawn er enormt underernæret, da hun aldrig kan skaffe penge til dagen og vejen og hårdnakket nægter at ”sælge sig selv”, og det hjælper ikke yderligere, at den unge pige har mange traumatiske oplevelser gemt i sin mørke fortid. Dawn er ved at vænne sig til tanken om, at sandsynligheden for at overleve den kommende vinter er meget lille, og hun mister efterhånden lysten til at vågne op hver eneste morgen til en kold og nådesløs verden - alt andet vel være bedre end at leve i samme verden som de kyniske mennesker, der findes overalt. Men en sen eftermiddag, da Dawn som sædvanlig sidder på gaden med sin guitar og synger for penge, stopper der en ikke helt almindelig person op lytter. En person med et kærligt hjerte og en ren sjæl.

20Likes
29Kommentarer
1201Visninger
AA

3. Kapitel 2.

24. november

Jeg vågnede, stivfrossen, ved at der var én, som gnubbede mine arme. Jeg ville spørge, hvad vedkommende lavede her, men jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Det kneb endda med at få øjnene op, men da det endelig lykkedes, så jeg, at det var ham drengen fra i går, så da der kom en lille smule liv i min venstre arm, skyndte jeg mig at skubbe min bamse længere ned i soveposen, så han ikke kunne se den. Hvor havde jeg dog egentlig haft den længe. Det havde været en dåbsgave fra min nu døde farmor, og den var meget slidt efter alle de års brug. Jeg havde lappet den sammen op til flere gange, og den havde været med mig gennem alt.

”Undskyld, at jeg bare sådan smuttede i går. Jeg ville bare ikke have en masse nye rygter i gang,” sagde han skamfuldt. ”Jeg skulle ikke have efterladt dig her. Se bare, hvad der skete! Damn!” bandede han af sig selv og gnubbede videre. Det begyndte så småt at gøre lidt ondt, men det var et godt tegn – det betød, at jeg var ved at få varmen tilbage i kroppen. Endelig kunne jeg kontrollere min stemme. Nogenlunde i hvert fald.

”D-du s-skal ik-k-ke u-undsky-ylde. J-jeg er i-ikke d-dit proble-e-m,” stammede jeg og kunne så småt mærke mine arme igen, så jeg gik i gang med at gnubbe mine ben nede i soveposen. Det hjalp bare ikke rigtig.

”Jeg efterlader dig i hvert fald ikke igen. Ikke sådan her,” konkluderede han beslutsomt. ”Louis,” præsenterede han sig selv og rejste sig. Så tog han min guitartaske på ryggen, og så kan jeg godt garantere for, at jeg blev sur. Ingen skal røre min guitar.

”LÆ-Æ-ÆG D-DEN!” hvæsede jeg, så godt jeg nu kunne. I stedet for at lytte til mig, løftede han mig op i sine arme, mens jeg stadig lå i soveposen og derfor ikke kunne gøre modstand – også fordi jeg stadig var halvfrossen.

”H-hvad f-fanden i-i f-fre-eaking fu-u-ucking h-helve-ede ha-a-a-r du-u g-g-a-ang i-i?” protesterede jeg og sprællede det bedste, jeg havde lært. Det nyttede bare ikke, for denne Louis var flere gange stærkere end mig.

”Jeg gør det godt igen,” hviskede han. ”Slap bare af. Jeg gør dig intet ondt.” Han så med milde øjne ned på mig og smilede, og selvom jeg rystede i hele kroppen, gengældte jeg hans smil og lagde mit hoved ind mod hans skulder. ”Stol aldrig på fremmede.” Min mors stemme dukkede op inde i mit hoved, men lige nu var jeg mere end ligeglad, for jeg havde en fornemmelse af at kunne stole på Louis. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne høre hendes stemme igen. ”Jeg elsker dig.” ”Hav en god dag.” Hun måtte sige alt, bare det var hendes stemme – ja, selv, at jeg skulle tage opvasken. Det var alt for sent nu. Hun var død for over 8 år siden, nøjagtig som min far og min lillesøster. For sent. Alt for sent.

Jeg lukkede øjnene, og hviskede ”Tak.” Efter et lille stykke tid tilføjede jeg:

”Mit navn er Dawn.”

 

***

 

”Så, Dawn. Vågn lige op. Bare et lille stykke tid,” kunne jeg høre nogen sige, og jeg slog øjnene op. Min mave rumlede, og jeg kiggede mig omkring efter min pose, hvor pengene lå i. Så kom jeg i tanker om, hvad der var sket, og så straks hen på Louis, som var ved at tænde lyset i den forholdsvis store lejlighed. Jeg lå på en sofa i dét, der måtte være stuen. Her var hyggeligt, men det bar tydeligt præg af, at Louis ikke var nogen fattig mand. Over en dør hang et stort ur, hvorpå der stod, at klokken var halv fire. Louis var gået ned i parken midt om natten for at hjælpe mig. Mig!

”Kan du selv stå op? Jeg kan ikke så godt bade dig, medmindre du ikke har noget problem med det,” smilede han med et gavtyveagtigt glimt i de smukke øjne. Ved ordet ”bade” gik min krop amok. Det var flere uger siden, jeg sidste havde fået sådan ét, og jeg måtte lugte aldeles rædselsfuldt. Tanken om det rindende vand, som skyllede én ren for alt skidtet – også det psykiske af slagsen – fyldte mig med fryd. En sjælden følelse for mit vedkommende.

”Jeg tror godt, jeg kan selv, tak,” smilede jeg igen og stavrede efter Louis, da han ville vise mig vejen. Badeværelset var stort, og der var både badekar og jacuzzi, et stort spejl, samt hvide kakler på gulvet og væggene.

”Her tænder du for vandet, og her regulerer du varmen. Her er der shampoo og balsam,” forklarede Louis og fortsatte: ”Jeg ser lige, om jeg kan finde noget tøj, du kan passe.” Og så mumlede han ét eller andet, som godt kunne tolkes som: ”Det bliver lidt svært, når Eleanor ikke er her mere.” Hans ansigt var bittert og såret.

”Hvem er Eleanor?” spurgte jeg forsigtigt og så op på ham.

”Min eks,” svarede han kort og forsvandt – dog for kort efter at komme tilbage med en bunke tøj i hænderne.

”Undskyld. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke spurgt,” sagde jeg skamfuldt. ”Men tak. For det hele.”

Han så på mig. ”Du skal ikke undskylde. Det var jo ikke din fejl. Og det var så absolut lidt, Dawn,” sagde han og gjorde mine til at ville gå ud. ”Hvis der er noget, så er jeg lige herude,” smilede han og lukkede døren. Jeg så hen på det fyldte badekar. Det hele virkede så uvirkeligt. For mindre end 12 timer siden ville jeg have grinet af enhver, de prøvede at bilde mig ind, at sådan én som Louis ville komme og hjælpe mig. Men se bare, hvad der skete.

Langsomt fik jeg taget det beskidte tøj af og lagt det på gulvet. Jeg så mig selv i spejlet, og det syn der gik mig i møde, var endnu skrækkeligere end sidst. Mine ribben stak ud som fiskeben, kun holdt tilbage af et tyndt lag hud – eller sådan så det jo ud. Mine arme og ben var tynde og svage, og mit ansigt uden den mindste smule fedt, nøjagtig ligesom resten af min krop. Med andre ord, jeg lignede et underernæret fugleskræmsel. Ja, for underernæret var jeg. I stor stil.

Jeg trådte forsigtigt ned i det varme vand. Først storetåen, så hele foden. Min krop skreg af fryd, og derfor lod jeg hurtigt den anden fod komme ned i vandet også, skarpt efterfulgt af resten af min krop. Med et veltilfredst suk lænede jeg mig tilbage.

Efter at have vasket både mit hår og min krop følte jeg mig for første gang i lang tid rigtig ren. Jeg tog bestik af det tøj, som Louis, så sød som han var, havde lagt frem til mig. Det var en langærmet, stribet bluse, et par joggingbukser, uldsokker og… vent lige et øjeblik. Pigeundertøj? En BH og tilhørende trusser? Hvorfor FANDEN ejede en DRENG sådan noget? Var han transvestit eller hvad? Og så kom jeg i tanke om Eleanor. Det måtte være noget, hun engang havde glemt. Pyha.

Jeg tørrede min krop i et håndklæde, som lå under tøjet – åh, Louis – hængte det op og tog tøjet på.

Så åbnede jeg døren og gik ud i stuen til Louis, som sad i en af sofaerne og glanede TV.

”Tusind tak skal du have! Jeg ville måske aldrig have vågnet igen, hvis ikke du havde vækket mig,” sagde jeg ligeud og smilede – for det var jo sandt. Jeg ville sikkert ikke have vågnet igen.

Derefter samlede jeg mine ting op og skulle til at tage mine sko på, men Louis stoppede mig. ”Hvad tror du selv, du har gang i?” spurgte han. ”Du får ikke lov til at gå derud lige foreløbig. Desuden skal du have noget at spise.”

Jeg skævede til hans beslutsomme ansigt, som klart signalerede, at jeg ikke havde noget at sige i denne sag. ”Jeg vil ikke være til besvær,” forklarede jeg forlegent.

Louis gik et skridt tættere på mig og kiggede mig i øjnene. ”Det er du bestemt ikke.” Det så ud, som om han tog en beslutning, hans blik blev ligesom en anelse mere fast, og hans holdning ændrede sig en smule. ”Hvis det er, kan du godt bo her. I hvert fald i noget tid – jeg kan ikke se noget komme i vejen for det,” foreslog han, og jeg spærrede øjnene op. Han kendte mig jo ikke engang, og nu stod han her og tilbød mig husly!

”Mener du det?” åndede jeg. ”For hvis du gør det, så tager jeg hellere end gerne imod det tilbud!” sagde jeg med et stort smil.

”Jamen så er det en aftale!” Louis tjattede til mig, og jeg grinte. ”Lad os få noget at spise, så kan jeg vise dig vores crib bagefter,” foreslog Louis, og jeg nikkede.

”Jeg er ved at sulte ihjel,” svarede jeg. Han behøvede ikke at vide, at jeg mente det bogstavelig talt.

”Du kan bare sætte dig ned. To sekunder.” Kort efter - lidt mere end to sekunder - kom Louis tilbage med et uldtæppe og lagde det over mine skuldre.

”Tak skal du have,” smilede jeg og satte mig ned.

”Hvad har du lyst til?” Louis løftede et øjenbryn.

”Alt, der kan spises!” Jeg lo forsigtigt.

”Fint! Hvad med en tredobbelt portion enhjørningekød?”

Mit ansigt må have set virkelig sjovt ud. Louis flækkede i hvert fald på både kryds og tværs.

”Har du røget weed?” spurgte jeg – en smule seriøst.

”Ikke i dag!”

”Nat… OG JEG VIDSTE DET!” Jeg løftede en truende pegefinger. ”Det shit skal du holde dig væk fra.” Det ødelægger liv.

I allerhøjeste grad.

”Helt ærligt… jeg troede du var sådan én, der kunne joine mig i at ryge weed.”

”Tal til hånden.” Den her samtale begyndte at komme langt ud i hegnet.

”Det hedder: Tal til Kevin!”

Jeg rynkede uforstående øjenbrynene. ”Hvem er Kevin?” Louis grinede for sig selv, som om det var en indforstået joke.

”Længere historie. Men en due.”

”This is madness,” sukkede jeg for sjov. Og sådan fortsatte hele formiddagen – ude i køkkenet mens vi snakkede vidt og bredt om alt lige fra enhjørninger til mit og hans eget liv og spiste en masse mad. Så meget mad havde jeg aldrig spist på én gang før! Det endte med, at vi kendte hinanden ret godt – han var med i et verdenskendt band ved navn One Direction sammen med fire andre drenge, han var 21 år, hans fulde navn var Louis William Tomlinson, han spillede klaver – jeg fik ham til at give en optræden – og sang, og så videre.

”Men der er lige en sidste ting, du er nødt til at vide,” sagde han og skulle til at fortsætte, men jeg afbrød ham. ”Lad mig gætte: Du har et monster i skabet? Du er bøsse?” grinede jeg.

”HVORDAN KUNNE DU GÆTTE DET?” spurgte Louis, chokeret, for sjov.

”DET VED JEG IKKE!” svarede jeg, mindst lige så chokeret, og vi fik en mindre anfald af grineflip. Louis kunne i hvert fald ikke holde op med at grine lige med det samme.

”Nej, helt seriøst, det jeg ville sige var, at vi har alle sammen nøgler til hinan…” Han nåede aldrig at få færdiggjort sætningen, for i samme øjeblik hamrede døren op, og fire grinende drenge brasede ind.

”Jep. Det var det dér, du skulle vide.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...