Count To Ten|One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2014
  • Status: Igang
I 8 år har Dawn Jackson været hjemløs i Londons gader. Den nu 18-årige pige tjener penge som gademusikant, men det er ikke nok. Dawn er enormt underernæret, da hun aldrig kan skaffe penge til dagen og vejen og hårdnakket nægter at ”sælge sig selv”, og det hjælper ikke yderligere, at den unge pige har mange traumatiske oplevelser gemt i sin mørke fortid. Dawn er ved at vænne sig til tanken om, at sandsynligheden for at overleve den kommende vinter er meget lille, og hun mister efterhånden lysten til at vågne op hver eneste morgen til en kold og nådesløs verden - alt andet vel være bedre end at leve i samme verden som de kyniske mennesker, der findes overalt. Men en sen eftermiddag, da Dawn som sædvanlig sidder på gaden med sin guitar og synger for penge, stopper der en ikke helt almindelig person op lytter. En person med et kærligt hjerte og en ren sjæl.

20Likes
29Kommentarer
1137Visninger
AA

2. Kapitel 1.

23. november

Jeg slog den første akkord an på min guitar. En trist, men velkendt akkord, A-mol. Den passede til årstiden, menneskerne omkring mig og mit humør. Der var en melankolsk stemning over det hele; voksne der hastede forbi på tidlige julegaveindkøb, små børn der græd over kulden, to hjemløse der sad og tiggede. Lidt ligesom mig – jeg tiggede bare ikke. Jeg gjorde noget for pengene.

Jeg spillede introen færdig på min guitar. Det var ikke svært, for den bestod kun af A-mol. Få personer stoppede op og lyttede, andre fór forbi uden at værdige mig et blik. Min slidte hue lå med bunden i vejret foran mig for at bede om penge. Jeg havde stærkt brug for folks medlidenhed, da ingen ville give mig det ringeste job. Ingen ville have en hjemløs til at arbejde for sig. Jeg slog den næste akkord an og lod min stemme flyde ud over gågaden.

 

“There are faces, there are smiles, so many teeth, too many arms and legs

And eyes and flashing buttons all around me

I’m a-watching, I’m a-breathing, I’m a-pushing, I’m a wishing

That these walls would not be talking quite so loudly

I have lost it once before I’ve pulled myself up from the floor

And I am looking for a reason to stay standing

But sometimes it’s just too much or not enough or something else

It’s so much bigger than my head, it’s too demanding

 

Sometimes the fastest way to get there is to go slow

And sometimes if you wanna hold on you got to let go

 

I’m gonna close my eyes

And count to ten

I’m gonna close my eyes

And when I open them again

Everything will make sense to me then

 

1-2-3-4-5-6-7-8-9-ten...”

 

Efter det sidste efterspil blev der klappet, så jeg så op og smilte forsigtigt. Det var svært at vende sig til at spille for komplet fremmede folk, men det var min eneste indkomst. Jeg havde aldrig så meget som overvejet at ’sælge’ mig selv for penge, for det var da for alvor en falliterklæring. Altid havde jeg prøvet på at overleve de kolde vintre og sulten selv. Gadeoptøjerne holdt jeg min langt væk fra, det blev tit så voldeligt, og når man som jeg altid var meget svag, var det ikke det bedste at rode sig ud i. I min hue lå en lille bunke mønter, og taknemmeligt sagde jeg ”Tak,” til dem der stod omkring mig, selvom jeg ikke kunne være sikker på, at det var dem… men man skal jo altid sætte pris på gode gerninger, lige meget hvem de er fra.

En lille pige, hun har højst været 2 år, kom stavrende over mod mig. Hendes mor, formodede jeg, stod lidt bag ved og smilede. Pigen var ikke helt sikker på benene, så jeg rejste mig og greb hende, da hun var ved at falde. Hun viste sit kridhvide tandsæt frem i et stort smil og rakte hånden frem. I den lå der en 20-punds seddel, og jeg stirrede chokeret på moren, der bare smilede til mig igen. ”Det kan i da ikke mene,” sagde jeg, stadig chokeret, men fik bare det svar, at jeg fortjente det. Jeg gik ned i knæ til den lille pige, der havde en sød lille hue med bjørneører på. ”Tak skal du have, lille bjørn!” og så gav jeg hende et lille kram, så hun grinede. Hendes mor kom over og tog barnet i hånden.

”Brug dem nu fornuftigt,” formanede hun.

”Det lover jeg,” svarede jeg. ”Tusind tak. Du ved ikke hvor meget det betyder.” Pigen vinkede til mig, da de gik væk igen – moren slæbende på både barnet og flere store tasker. Hvad mon de nu skulle? Hvor mon de ville tage hen? Skulle de måske hjem og sidde foran ildstedet, mens radioen kørte med gamle hits fra 80’erne, som den gjorde i næsten alle de minder, jeg havde fra min barndom? Havde faren de samme smilerynker, som min far havde haft, når han så på det lille barn? Ville moren sidde ved klaveret, mens de alle tre sang julesange på livet løs? Ville de være glade?

Jeg gav mig til at spille videre for ikke at falde i et ”sort hul” igen. Først ”Yesterday” med The Beatles, så ”Someone Like You” med Adele, ”Dreamer” med Ozzy Osbourne, ”Evilyn” med Lordi, og så ”The A Team” med Ed Sheeran.

Jeg fik et større bifald efter hvert nummer i dag end jeg plejede – det var nok på grund af de mange børnefamilier på forskellige julegaveindkøb. Bare det var mig, der lige nu hersede rundt i byen i jagten på at finde gode gaver til min familie.

En eller anden vanvittig tøs begyndte at skrige – ikke af frygt, nok nærmere overraskelse eller spænding. Det ragede mig en høstblomst, og derfor lukkede jeg hende ude for dernæst at spille den sang – Stranger Inside med Shinedown - der nok ville blive den sidste i dag. For jeg frøs så meget, at mine fingre snart ville ryste så meget, at de ikke kunne holde guitaren.

 

”This day could be the worst one yet

I just won't relax, I can't catch my breath

Because I'm sick and tired of “you'll be fine”

Well how do you know, can you read minds?

 

So take it while you can, so you can meet demands

My insanity is what you thrive on

So rip it from my soul, so everyone will know in the end

We were never friends

 

Have you ever felt lost inside? So unloved within that you almost die?

Have you ever stepped out of the light and realized there's a stranger inside?

 

Don't push your ignorance on me

I'm not unrehearsed to your jealousy

And I know you don't think I see the signs

Well how do you know, do I look blind?

 

So take it while you can, so you can meet demands

My breakdown in what you thrive on

So rip it from my soul, so everyone will know in the end

I'm the break, you're the bend

 

Have you ever felt lost inside? So unloved within that you almost die?

Have you ever stepped out of the light and realized there's a stranger inside?”

 

Jeg rystede så kraftigt, at jeg virkelig måtte tage mig sammen for at kunne rejse mig op. Den tynde, tre år gamle, slidte forårsjakke var ikke i nærheden af at være varm nok. Da jeg med iskolde fingre samlede huen op, lød en fremmed stemme.

”Det er sjældent, at man ser så ung en hjemløs. Men jeg må indrømme, at det lød godt.” En ung mand, som nok var et par år ældre end mig, kiggede opmærksomt på mig, og jeg trak på smilebåndet. Han måtte have kunnet regne det ud på grund af tøjet og det fedtede hår.

”Jeg har haft god tid til at øve i,” svarede jeg. ”Det lader til snart at være slut,” tilføjede jeg, for jeg kunne lige så godt være ærlig. Løgne var ofte vejen til had. Selv de små.

Han rynkede øjenbrynene, og skulle nok til at spørge, hvad jeg mente, men jeg pakkede min guitar i kassen, tog min plasticpose, der indeholdt resten af mine ejendele, i hånden, og gjorde mine til at ville gå.

”Fortsat god aften – og tak for det med, at det lød godt,” sagde jeg og traskede ud i aftenen, der snart ville blive til iskold nat. På vejen gik jeg forbi en af de holdere, hvor man kunne tage gratis aviser og tog en stor bunke under den anden arm.

”Hey!” den samme stemme fangede min opmærksomhed én gang til. ”Hvor skal du hen?” Han forstod ikke, hvorfor jeg gik i retning af parken.

”Derhen hvor jeg plejer at sove, hvorfor?” jeg kendte ikke engang navnet på denne dreng, og han begyndte allerede så småt at gå mig på nerverne. Hvorfor kunne han ikke bare smutte? Han havde allerede puttet et par mønter i huen. Hvad mere var der at komme efter?

”Åh, nu forstår jeg. Du tror, at bare fordi jeg er hjemløs, kan du få en billig omgang på den dumme! Men så kan du fandeme godt tro om igen! Bare fordi jeg ikke har noget sted at bo, betyder det ikke, at jeg er luder! Og tag så og skrid!” hvæsede jeg. Så gik jeg hen til en bænk, som stod op af nogle buske, foldede aviserne ud, og lagde den med systematiske, øvede bevægelser ud over dér, hvor man sidder for at undgå den værste sne. Derefter lagde jeg også et godt lag på den tidlige sne under bænken og tog så min slidte sovepose, som jeg havde fundet på et loppemarked for fire år siden, ud af plasticposen og foldede den ud under bænken. Plasticposen lagde jeg i bunden af soveposen sammen med min vandflaske, og min guitartaske lagde jeg længst inde mod buskene, for at den ikke ville blive stjålet. Så vendte jeg mig om, og til min store irritation stod han der stadig.

”Hørte du mig ikke?” sukkede jeg. Jeg var virkelig træt og ville bare sove. Det bedste ville være, hvis jeg slet ikke vågnede igen.

”Jeg… jeg mente det altså ikke sådan,” svarede han stille. ”Du må ikke misforstå mig. Jeg ville bare…” Han så ned i jorden.

”Ville hvad?” spurgte jeg en anelse mere venligt og mødte hans blik. Smukke grå-blå øjne. De havde en gnist i sig, som mine egne, selvom de havde samme farve, for længst havde mistet. Den havde været slukket i flere år. Lige siden dengang. Nu var de bare matte. Matte og tomme.

Og det kunne han vist godt se, for han skyndte sig i hvert fald at kigge væk. ”Jeg…” mere nåede han ikke at sige, før det første skarpe lysglimt blitzede gennem parken skarpt forfulgt af en flok ophidsede paparazzier.

”Glem det. Jeg er nødt til at gå, inden de ser dig. Undskyld.”

Han forsvandt lige så hurtigt, som sne smelter, når man tænder et bål.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...