The Ninja War {1D}

Emily Coldell har endelig fået det job hun har længdes efter. Hun er blevet personlig træner! Det er et meget vigtigt job. Hun skal få pisket boy bandet One Direction i form, og lære dem kampsport så de bedre kan forsvare sig selv. De bliver dog lidt overraskede der de opdager kønnet på deres træner, og specielt to af dem. Vil følelser og krig mellem venner sætte en stopper for hendes karriere?


Læs med!


Skrevet af Christina. M & Cayern.




102Likes
216Kommentarer
7575Visninger
AA

21. Kapitel 20.

Min krop lå krøllet sammen på min hvide sofa, helt alene og begravet i tårer. På mit stuebord stod adskillige tomme Ben & Jerrys isbøtter, som min mund havde voldtaget. Jeg forsøgte at følge med i filmen der kørte på mit tv. Men ikke engang min elskede Garfield kunne få mig i bedre humør. Det var tredje gang i dag at jeg så den film, men jeg havde stadig ikke grinet. Normalt lå jeg flad på gulvet af grin allerede efter 5 minutter.

Jeg vidste ikke om man kunne kalde det kærestesorger, da vi ikke rigtigt havde været kærester.

Mine øjne var så røde og opsvulmede, at de snart ikke kunne græde mere. Jeg kunne ikke beskrive hvor meget jeg havde fortrudt at jeg havde været i seng med Harry. Jeg savnede ham, jeg savnede Niall. Han kunne altid få mig i bedre humør. Jeg savnede at han nussede mig, savnede hans små kys i min nakke, savnede hans tilstedeværelse. Jeg savnede ham.

Jeg havde brug for en til at muntre mig op, og jeg kendte kun en ud over Niall der kunne dét ordentligt. Og det var Lily.

Selvom jeg vidste at jeg ville fortryde, og jeg havde svoret mig selv ikke at ville snakke med hende igen, kunne jeg ikke lade være, jeg vidste at det ville være det rigtige.

Jeg tastede nummeret der stod skrevet i min hukommelse op. Nummeret på Lily.

Inderst inde vidste jeg jo godt at jeg savnede hende. Vi havde bare haft noget helt specielt sammen, ligesom de sidste to af mine bitches havde. Åh, gud hvor jeg savnede dem alle sammen.

Jeg sad stadig på sofaen, knugende omkring min mobil. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at trykke på den grønne knap, der betød at min mobil ville ringe Lily op.

I stedet besluttede jeg mig for noget andet. Jeg gik ind i vores gruppechat, hvor der efterhånden som tiden gik, ikke havde været skrevet noget i, i et par måneder. Mine fingerspidser lod jeg glide hen ad tasterne, dog uden at skrive noget. Tastaturet føltes køligt mod mine fingre. Efter nogle minutter, hvor jeg bare havde stirret på min computerskærm, fik jeg endelig skrevet tre enkle bogstaver, der dannede ét ord. “Hej.”

Der gik minutter, som føltes som uendeligt lang tid. Min mund begyndte langsomt at blive tør. Der var altså ingen der svarede. Jeg sukkede. For blot et par måneder siden, ville de have svaret på nogle få sekunder. Endnu engang lod jeg mine fingre nærmest danse hen ad tasterne, hvor bogstaverne så fint stod skrevet på. De ting jeg skrev ned, dannede ordene: “Jeg har brug for at snakke med jer. Vil I ikke nok svare?” Af en eller anden grund, kunne jeg mærke tårerne svie i mine øjne, fordi de ville ud. Det hele var bare så indviklet lige nu, og jeg havde bare brug for at dele det hele med nogle.

“Hvad vil du snakke om?” Pling lyden forskrækkede mig, da hendes besked kom frem. Et smil var til at finde på mine læber, da jeg så Abigails navn. Åh, jeg savnede hende så forfærdeligt meget.

“Kan du ikke få fat i de andre piger? Vil gerne dele det med jer alle.” Jeg var på nippet til at lave en smiley, men jeg syntes situationen var alt for alvorlig til, at begynde på det.

“Hva’ så?” skrev Becky, den tredje af mine ellers så gode veninder. “Er Lisa her?”

“Ja, jeg er her...” Lilys navn frembragte nogle underlige følelser hos mig. Både gode og vrede.

“Kan vi ikke alle samles hjemme hos mig? Vil gerne snakke en masse igennem med jer!” De skrev alle sammen, at det kunne de godt. Jeg sukkede lettet ud, men også nervøst - Nu var der ingen vej tilbage.

***

Uroligt havde mine fødder bevæget sig hen over gulvet, for at lade min krop gå i en uendelig cirkel. Jeg øvede mig på, hvad jeg dog skulle fortælle dem. Hvor skulle jeg overhovedet starte? Ville det blive akavet imellem os alle? Mange slags af de former for spørgsmål, kørte rundt i mit hoved.

Da jeg endelig kunne høre nogen banke på døren, skyndte jeg mig derud. Mine svedige hænder tog fat om dørhåndtaget, for at åbne døren, og nogle lyseblå øjne kom mig i møde. “Hey Abbi,” mumlede jeg og prøvede krampagtigt at smile til hende. Abigail sendte mig et lidt akavet smil tilbage, inden hun tog sit overtøj af, og hang det på knagen. Vi nåede knap nok at sige et ord til hinanden, før Becky kom dumpende, helt forpustet. Hun boede ikke ligefrem tæt på mig, og hun havde intet kørekort, så hun måtte cykle. Beckys kinder havde en rødlig farve på grund af den hårde, kolde vind hun havde cyklet i.

“Er Lily kommet?” pustede hun lettet ud, da hun kunne tage sine sko og jakke af. Hun skyndte sig hurtigt ind i min lejlighed, fordi hun ville have mere varme end den ude på gangen. Hun svang sit mørke, krøllede hår over skulderen og kiggede derefter afventende på mig.

“Øh... Nej. Ikke endnu.” En kvalmende smag bredte sig i min mund ved tanken om, at Lily snart skulle befinde sig i mit hjem. Det var så lang tid siden hun havde været her - eller nogle af dem for den sags skyld.

“Hm, okay.” Becky stod og trippede, som om hun ventede på, jeg skulle sige noget. Jeg var virkelig en dårlig vært, for jeg inviterede dem ikke engang ordentligt indenfor. Hvorfor kunne jeg ikke bare tænke mig om?!

“Hey!” hørte jeg Lilys nervøse stemme sige, da hun stod ved siden ad mig. Jeg prøvede at undgå, at se på hende, fordi jeg nok bare ville få det værre end jeg allerede havde.

Lidt efter besluttede vi os for, at gå hen til sofaen, for at sætte os ned. Pigerne var lidt tøvende til at starte med, og satte sig et stykke væk fra hinanden. Vi havde trods alt ikke set hinanden i flere måneder.

Mit blik gled hen over dem alle sammen, og opfangede hver af deres nervøse, forvirrede øjne. Fint, svarede de alle sammen, uden overhovedet at se på mig. Det var let at se, ingen af dem følte sig specielt tilpas. Jeg sagde ingenting, men det gjorde Becky derimod.

“Hvad var det så du ville fortælle?” Hun lød faktisk interesseret. Men okay, hun havde også altid været den mest nysgerrige af os fire. Ud af min øjenkrog kunne jeg se, at Lily rykkede uroligt på sig, men jeg tog mig ikke mere af det.

“Øh, altså... Det er lidt indviklet.” Jeg kløede mig nervøst i nakken, hvorefter jeg åndede tungt ud. “I ved, det der arbejde jeg søgte ikke?” Min underlæbe dirrede let, og min stemme var underligt grødet. “Der sket virkelig meget siden jeg fik det.” Sig det nu bare, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke, for før jeg så mig om, kunne jeg mærke de salte tårer bane sig vej ned ad mine kinder.

Intet kunne jeg gøre for at stoppe hulkende og de tusinde tårer. Mit hjerte gjorde mere ondt end nogensinde, som om det var gået i brand. Jeg tænkte overhovedet ikke over, at der var andre end mig selv i det svagt oplyste rum, før jeg mærkede at der blev lagt en arm omkring mine skuldre. Svagt åbnede jeg de tårefyldte øjne, og kunne utydeligt skimme omridset af Abigail, der vuggede mig beroligende i sin favn. Jeg mærkede de alle krammede mig, og tørrede mine uendelige tårer væk med deres hænder, lommetørklæder eller hvad de ellers brugte.

Det var som om, at isen var brudt. Vi kunne snakke, græde og smile. De prøvede at opmuntre mig, kramme og snakke med mig - det var alt hvad jeg havde brug for lige nu. Som tiden gik, blev min gråd så stille, at den til sidst ikke kunne høres. Langsomt trak jeg mig væk fra Abigail, hvorefter jeg tørrede noget af den løbende mascara væk.

Det havde taget mig tid, at forklare det hele, fordi jeg flere gange brød sammen i gråd, men hver gang jeg gjorde det, begyndte de at trøste mig. Da jeg endelig var færdig med at fortælle hvad jeg havde gjort, kiggede de bare trøstende på mig

“Jeg har ødelagt det hele,” udbrød jeg grødet, med rystende stemme. “Det hele er min skyld.”

“Du har ikke ødelagt noget, Emily,” prøvede Becky at overbevise mig om. Hun smilede oprigtigt til mig, så man kunne se mellemrummet mellem hendes kridhvide tænder.

“Becky har ret.” Abigail trykkede blidt min højre hånd, og trak på smilebåndet. Jeg rettede mine øjne mod hende, mens min underlæbe dirrede. “Det var jo ikke din skyld. Harry vidste du var forelsket i Niall, så han kunne jo bare lade være med at kysse dig,” påpegede hun og strøg mig over ryggen.

“Jeg føler mig bare så ussel,” græd jeg, eftersom tårerne var til at finde i mine øjne. Jeg trak det varme tæppe tættere omkring mig. “Hvis jeg ikke havde taget derover, eller bare var gået, da det gik for vidt ville det ikke være sket.” Der var stilhed i lang tid, hvor det eneste der brød den, var min snøften. “I lover ikke at sige det her til nogen,” fastslog jeg og så på dem alle sammen på skift.

De nikkede alle sammen, inden de mumlede i munden på hinanden: “Vi lover det.” Undtagen én.

***

Jeg mærkede en bidende kulde, selvom jeg var indsvøbt i så mange tæpper, at de ikke kunne tælles. Men kulden var der ikke, fordi det var koldt - den kom indefra.

Pigerne var for længst taget hjem, og jeg havde rystende lagt mig til sove på sofaen. Min krop vendte og drejede sig der i mørket, mens drømmende langsomt blev til de vildeste mareridt. Pludselig kunne jeg høre en velkendt melodi, som viste sig at være min ringetone. Forvirret og lettere søvndrukken, famlede jeg rundt i mørket, og fik fat i min mobil, som lå på sofabordet. Med store bogstaver, tusinde hjerter og smilyer stod Nialls navn skrevet på skærmen. Jeg skyndte mig at klikke på svar.

“Hallo?” spurgte jeg med en dyb, hæs stemme. Jeg kunne høre, at han trak vejret hurtigt og hårdt, som om han var vred.

“Jeg skal tale med dig, Emily!”

“Jamen... Er der noget i vejen?” stammede jeg forfærdet, da jeg hørte Nialls rasende stemme.

“Ja,” svarede han koldt, for derefter at ligge på.  Jeg stirrede forvirret på telefonen i min hånd, inden jeg nærmest smed tæppet af mig. Der var noget galt, for Niall brugte aldrig den tone.

Jeg nåede ikke engang at tænke over, jeg kunne have brugt andet end mine ben til at komme derover. Min vejrtrækning var hård, da jeg løb i den kolde natteregn, og mit hjerte dunkede hårdt mod min brystkasse, så det nærmest gjorde ondt.

Hurtigt løb jeg op ad de mange trapper, der ville føre hen til Nialls opgang, uden at skænke elevatoren en tanke. Da jeg stod foran hans dør, måtte jeg først stå og sunde mig lidt, efter den vilde løbetur. Med en rystende hånd bankede jeg på hans dør, men der kom intet svar. Langsomt lod jeg mine fingre tage fat om dørhåndtaget, hvorefter jeg trak det ned.

Jeg kunne kun lige skimme omridset af Niall, da jeg trådte ind i det svagt oplyste rum. Mine øjne flakkede igennem rummet, hvor jeg så ting var væltet, og nogle endda også ødelagt. Et skridt efter det andet, nærmede jeg mig Niall, der havde sit ansigt gemt i sine hænder. “Niall?” hviskede jeg forvirret, inden jeg satte mig ned ved siden ad ham. “Hvad... Hvad er der sket?” Han stirrede lamslået på mig. I mørket var hans ellers så lyseblå øjne sorte som blæk, og det tog mig ikke lang tid at få øje på, at de var blanke. Han havde grædt.

“Svar mig ærligt,” knurrede han, hvorefter han knyttede sine hænder. “Har du været sammen med Harry?” Hans stemme var skræmmende, nærmest uhyggelig. Det var som om, at alt indeni mig knækkede. Det var Lisa, det var jeg sikker på det var. Det var hende der havde fortalt ham det. Hvorfor havde jeg dog været så dum, at stole på hende? Jeg mærkede tårerne presse sig på.

“Det... Det var ikke meningen det skulle ske,” klynkede jeg grædende. Jeg turde ikke at se på ham, se hans skuffede blik. Nialls krop sitrede - han var virkelig vred. Han tørrede de sidste tårer væk, og rejste sig op.

“Forhelved, Emily!” råbte han, og måtte virkelig beherske sig, for ikke at banke hånden ned i bordet.“Hvordan kunne du? Og så endda med en af mine bedste venner...” Jeg slog blikket ned og kiggede på mine hænder. Tårerne faldt en efter en. Det gjorde så forfærdeligt ondt at se ham sådan.  “Jeg stolede på dig! Jeg troede... Jeg troede du elskede mig. At du holdt mere af mig mere end... dét!”

“Jeg elsker dig Niall!” udbrød jeg, da jeg hørte de sidste ord han sagde. “Jeg elsker dig mere end noget andet,” hulkede jeg hjerteskærende. Jeg havde rejst mig fra sofaen, og stod nu ansigt til ansigt med ham.

“Hvis du gjorde det, havde du ikke været sammen med Harry!” Hans hårde stemme fik flere tårer frem i mine øjne.

“Hvad er det dog du snakker om?!”

“Det betød noget for dig, gjorde det ikke?” hviskede han hæst, mens en tåre løb ned ad hans kind, efterfulgt af flere. “Du kan ikke benægte det.”

“Niall...” hvislede jeg stille, og rakte ud efter hans hånd, men han trak sig væk.

“Det er ham eller mig, Emily. Du må vælge. Jeg kan bare ikke det her.” Det blev for meget for mig, jeg kunne ikke klare mere. Hulkende løb jeg ud af rummet, ud gennem døren og ned ad de hundrede trappetrin. Jeg prøvede forgæves at tørre nogle af de mange tårer væk, men det lykkedes ikke rigtig.

Regnen piskede ned over London, som jeg gik hen ad de mange gader. Jeg stillede mig støttende op ad en mur, som jeg langsomt sank ned ad, med ansigtet gemt i hænderne. Hvad havde jeg gjort?

__________________________________

Det var så sidste kapitel...

Gud hvor har det gjort ondt at skrive det! I har måske også lagt mærke til, at dette kapitel er længere end de andre? (Noget af det længste jeg har skrevet. Det blev på hele 2350 ord...) Det har været en hel fantastisk rejse, at skrive på denne movella. Det skal dog lige siges, at der er en epilog tilbage, og den vil komme ud i nærmeste fremtid ♥

Glædelig jul, og tillykke til vores dejlige skat, Louis Tomlinson!

 

 

.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...