The Ninja War {1D}

Emily Coldell har endelig fået det job hun har længdes efter. Hun er blevet personlig træner! Det er et meget vigtigt job. Hun skal få pisket boy bandet One Direction i form, og lære dem kampsport så de bedre kan forsvare sig selv. De bliver dog lidt overraskede der de opdager kønnet på deres træner, og specielt to af dem. Vil følelser og krig mellem venner sætte en stopper for hendes karriere?


Læs med!


Skrevet af Christina. M & Cayern.




101Likes
216Kommentarer
7693Visninger
AA

17. Kapitel 16.

Emily

De bløde læber lå stadig på mine. Det føltes dejligt, og jeg begyndte at kysse med. Der gik tid før vores læber endelig slap hinanden, men da det skete, så vi bare på hinanden. Niall sendte mig et nervøst smil, efterfulgt af et blik. Skøre, dumme, lille Niall. 

Jeg kunne ikke lade være. Det kunne jeg bare ikke. Jeg begyndte at grine - højlydt endda. Det var Nialls lille baby-ansigt. Niall så forvirret på mig et kort øjeblik, men brød også ud i latter. Der sad vi så, to personer der lige havde kysset, der nærmest døde af grin. Da latteren langsomt holdt inde, så vi længe på hinanden. 

“Hvad synes du?” spurgte han, og så flirtende på mig.

“Om hvad? Kage?” Jeg så drømmende ud i luften. Jeg kunne godt bruge noget mere kage...

“Nej, lille Emily-skat.” Han begyndte at nusse min hånd. Lidt efter tegnede han cirkler i min håndflade, og det kildede lidt. Jeg fnisede. 

“Men jeg kan godt lide kage...” Jeg lavede trutmund, og så trist på ham. Han grinede. Hans øjne kørte op og ned ad min krop, indtil de nåede min mund. Han holdt blikket der længe, som om han overvejede noget. Han bed sig i læben, og så nu dybt ind i mine øjne. Før jeg nåede at blinke, havde han kysset mig igen. Jeg kom til at smile midt i kysset. Mine hænder fandt op til hans nakke, og min ene hånd rodede i hans hår. Niall kyssede godt - meget, meget godt. Vores læber havde svært ved at slippe hinanden, men når de gjorde, så jeg drømmende ind i hans krystalblå øjne. 

“Ved du godt, at du er fantastisk?” spurgte han, og kyssede min kind. 

“Øh, ja, daaah?” Jeg grinede lavt, og trak mig længere ind til ham. Hans krop holdt mig dejlig varm, og jeg kunne let falde i søvn i hans arme. “Niall?”

“Mmmh?” Han så på mig, og flettede sine fingre ind i mine. “Hvad er der, smukke?”

“Hvad tror du, at de andre vil sige?” Jeg vendte blikket imod fjernsynsskærmen, hvor filmen for længst var slut. Filmen der startede det hele...

“Om hvad?” Han sendte mig et uforstående blik. Åh, hvor var han sød, når han var forvirret. 

“Det her,” sagde jeg, og hentydede til vores flettede fingre. “Du ved, os.”

Han nikkede, og begyndte bagefter at grine. “Vi behøver da ikke sige det, hvis du ikke vil.” Jeg himlede med øjnene.

“Det er det jeg mener... Vi behøver jo ikke plapre ud med det, vel?” Jeg bed mig i læben, og fortsatte. “De skal jo ikke føle, at du får særbehandling.”

“Men det gør jeg. Jeg får jo dig,” sagde han, og kyssede mig endnu en gang på håret. Jeg fnisede genert, og slog blikket ned. Det var faktisk ret underligt det her.

“Men lover du, at du ikke siger noget endnu?” Nu kiggede jeg indtrængende på ham. Han bed sigt i læben, og nikkede.

“Okay... Men det bliver svært ikke at blære sig med, at jeg har scoret verdens lækreste pige.”  Jeg rødmede kraftigt, og smilede lidt. Han synes jeg var lækker... 

“Det mener du ikke,” udbrød jeg.

“Jo jeg gør, Emily.” Han så på mig med dyb alvor i øjnene. Jeg kyssede ham. Han var så sød. Kyssende blev ved og ved, så det havde næsten ingen ende. Heller ikke, da vi besluttede os for at sove. 

***

Næste dag smilede jeg som en lalleglad idiot - mere end jeg plejede. Nialls kys var næsten lige så godt som kage. Men kun næsten. 

Om morgenen havde jeg vågnet ved, at Niall aede mig på håret. Jeg vendte mig imod ham. 
“Godmorgen.” Min stemme var søvndrukken, og han så drømmende på mig. Han kyssede mig på håret, og jeg lukkede øjnene.

“Ved du godt, at du er ufatteligt smuk når du sover?” spurgte han, og aede min kind. 

“Nej jeg er ej. Jeg ligner sikkert lort... Jeg mener, jeg er lige vågnet,” plaprede jeg. Han begyndte at grine af mig.

“Selvom jeg nyder at ligge her ved siden af dig, så må vi op nu.” Jeg stønnede irriteret, og klamrede mig til min dyne. 

“Jeg vil ikke op...” Jeg klemte mine øjne hårdt sammen, og begravede mit ansigt ned i puden. 
Det gav et sæt i mig, da jeg hørte hans lækre stemme udenfor min øregang: “Men det skal du. På den ene, eller den anden måde.” Jeg ignorerede ham, og fnyste ad ham. 

“Hvad vil du gøre, måske? Kilde mig?” Et triumferende smil spillede på hans læber.

“Det er nøjagtig hvad jeg vil gøre.” Et sekund senere kunne jeg mærke hans hænder ved min talje, og han kildede mig på livet løs. Jeg råbte, skreg og grinede på samme tid. Jeg hadede at blive kildet. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde min kæft?

“Niall, ssst-op!” hylede jeg, og prøvede at skubbe ham væk. Han stoppede. Han lå oven på den dyne, jeg havde over mig. Jeg løftede mit hoved og kyssede ham blidt på læberne. 

“Står du op?” spurgte han, og fjernede noget hår fra mit ansigt. Jeg kyssede ham igen.

“Okay,” surmulede jeg, og skubbede ham af mig, så jeg kunne komme op. Mit blik fandt frem til det spejl der hang på væggen, og jeg fattede virkelig ikke, hvordan han kom frem til jeg var smuk. Mit hår var uglet, min mascara var tværet ud, og lå i klumper på øjenvipperne. Jeg lignede ærlig talt lort.  

Jeg gik ind på badeværelset, og fik ordnet mascaraen. Nu kom det bare til det monster på mit hoved, som man jo kaldte hår. Jeg redte det igennem med min store, dejlige børste. Det gjorde vildt ondt, og jeg var sikkert også halvskaldet bagefter, men det lykkedes at få knuderne redt ud. Jeg kastede et sidste blik ind i spejlet, inden jeg gik ud til Niall.

“Jeg synes du sagde, at jeg var smuk?” sagde jeg med sarkasme i stemmen. “Jeg har lige set mig i spejlet, og jeg kunne ikke se noget som helst pænt.” Niall var stille. Hvilket var lidt uhyggeligt, hvis man tænkte over det. Han kiggede op og ned ad mig, da det gik op for mig, at jeg stadig stod i undertøj...

“Jeg synes nu du ser godt ud... Kan du ikke gå i det til hverdag?” jokede han med en lille latter. Jeg himlede med øjnene, og gik ud for at tage tøj på.

Da jeg nu engang kom tilbage, havde Niall begyndt at lave morgenmad. Jeg stirrede. Kæft hvor var der meget... ikke engang Garfield kunne æde så meget.

“Er du i gang med at lave en restaurant bag min ryg, eller hvad?” smilede jeg, og satte mig ned ved spisebordet. 

“Kun det bedste til dig,” sagde han. 

“Tjah...” 

“Tjah hvad? Jeg er da perfekt.” Jeg fnysede.

“Hvis der er en der er perfekt, er det mig! Og Garfield! Og kage!” Jeg krydsede mine arme, og så beslutsomt på ham.

“Du har helt ret.” Han så alvorligt på mig. “Intet er mere perfekt end kage.” Jeg åbnede min mund, men lukkede den igen. Han havde vel ret i at give mig ret, ikke? Okay, forvirrende, I know...

Vi blev overraskende hurtigt færdig med at spise. Vi havde haft grineflip under hele forløbet, så det overraskede mig virkelig.

“Skal vi gåååååå?” sang han, og tog min hånd, for at trække mig med ud til jakkerne. 

“Okay, okay,” mumlede jeg med et lille smil. “Hvorfor så meget hastværk? Vi er i god tid.” Han svarede ikke, og det endte med, at jeg lavede en lille hovedrysten. Der var seriøst noget galt med den dreng. 

____________________________

Nååå? Hvad synes I?

Er de egentlig ikke bare for kære de to? Nu fik vi i hvert fald gang i kærligheden!

Undskyld at det først kommer nu, men har næsten ikke haft internet (pænt irriterende.)

Håber I kunne lide kapitlet,

knus Christinna!

 

Nurghh et sødt kapitel Christina! :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...