The effect of darkness❤

"Intet vil nogensinde blive godt igen, jeg røg ned på bunden, jeg kunne ikke komme op, ikke kræfter nok, ikke modig nok.. Bunden måtte blive mit nye liv, jeg kunne ikke rokke mig fri, fra mørkets influering på mig.
Jeg lærte at acceptere mørket, blev en del af det, lod det opsluge min sjæl, med et følelseskoldt ydre."

Fortællingen om Bruna, hvis liv aldrig ville blive det samme, hun har mistet alt, har intet tilbage at miste, hun kommer ud på dybt vand, hvor ingen vil kunne bunde.. Men vil hun finde modet og styrken, til at kæmpe sig fri fra det onde? Og er det bare en tilfældighed, at hun føler sig overvåget, eller er mørket andet en hemmelighedsfuldt?..

2Likes
0Kommentarer
410Visninger
AA

3. The shadows in life

Jeg droppede skolen for en periode, der var gang i et nyt og helt vildt spændende teaterstykke.. Jeg havde sgu meget andet at tage mig til. At spille skuespil bekræfter kun min teori om hvor falske mennesker virkelig er. Jeg havde i stedet gravet mig dybt ned i historie bøgerne, fra det gamle romerrige. Historierne om heksebrændinger og gladiatorkampe, som blev beskrevet ned til mindste bloddråbe. Jeg blev fascineret af tankerne bag deres handlinger, fik lysten til at kæmpe, selvom der intet var at bekæmpe. Jeg skimmede de gamle historier, da jeg blev fanget af en side. "The shadows in life" Det var skrevet på Latinsk, men efter flere år alene om natten, begynder man at lære en masse, måske i normale folks øjne, meningsløse ting. Jeg har siden min barndom, været tæt knyttet til skyggerne, jeg elskede min egen skygge, og når jeg blev for ensom, var den der altid for mig, som min bedsteven. Men intet varer evigt, selv en bedsteven svigter til tider. Jeg læste kapitlet, om så såkaldte "Skygger" det var åbenbart en gammel beretning fra Italien. Det var når munke og pilgrimme brød deres trosløfter, da blev de forvist fra landet, de tog op i bjergene, hvor man aldrig hørte fra dem igen. Men myterne beretter om, at der i de Romerske gader blev plyndret lige efter mørkets frembrud, man hørte skrig fra bjergene, det eneste øjet kunne se, var hundrede vis af skygger, som susede ned gennem gaderne, som efterladte rædsel og børneskrig.

 

Jeg kastede et hurtigt blik på vinduet, solen var få sekunder for at være forsvundet bag horisonten, jeg smilede for mig selv, mens jeg knep øjnene sammen. Jeg tog en dyb indånding, jeg fik alle duftene med, regnen der havde en svag duft af græs og mudder, men alligevel også en vis friskhed. Jeg kunne nærmest fornemme, hvordan træerne åndede lettede op, da den skoldhede sol forsvandt. Mørket havde atter sænket sig over Teramo. Jeg kunne ikke slippe tankerne om Skyggerne, jeg vidste hvad min nat skulle bruges til, jeg skulle vide alt, der kunne læres, om de gamle beretninger. Der var overraskende meget information, men myterne var forskellige, nogle mente at det var helvedes engle, der udvalgte djævlens lærlinge, andre mente det var fattige folk, der ville hævne sig, på den vigtigste og mægtigste by i Italien. Selv blev jeg mest tiltrukket, af de ældste beretninger, om munke og pilgrimme, som blev landsforvist. De skygger, der bliver omtalt, er alt andet end venlige, de plyndrede folk, for alt hvad de kunne finde, lige fra afgrøder til spædbørn.

 

Jeg vågnede i vild panik, jeg hørte lyde fra entreen, jeg boede alene og havde aldrig haft gæster. Jeg har ellers ikke noget problem med lyde, men de her lyde var anderledes, det var ikke normale lyde, det var ikke menneskeskabte lyde, men hvad var det så? Jeg rystede opgivende på hovedet, rejste mig op og prøvede at glemme, hvad jeg havde oplevet. Der skal ikke meget til, før man kommer til at blande på drømme og virkeligheden, specielt ikke to sekunder efter man er vågnet. Jeg havde ikke i tankerne at besøge skolen, ikke de næste par uger, jeg havde for travlt, ikke med at være social, men med at være asocial, som jeg elsker. Jeg bevægede mig langsomt nedenunder, hvor trapperne knirkede, som de plejede, jeg kiggede rundt i rummet, som jeg lige var trådt ind i. Der var intet at få øje på. Jeg følte en træng til at gå ud i entreen, jeg havde inderst inde, ikke lyst. Men det var allerede for sent, mine fødder havde allerede flyttet mig fra stuen til entreen. Jeg gispede. Jeg følte en kuldegysning, bevæge sig fra mine nakkehår til min lænd. Alle dun på min krop rejste sig. Der var ingen ting at se, men mit hjerte hamrede, som var det ustoppeligt. Jeg løb ind i stuen igen, samme øjeblik, som jeg trådte ind i stuen, forsvandt kulden, jeg slappede igen af i mine muskler, det var først der, at jeg indså, at jeg faktisk havde spændt i alle mine muskler. "Med Skyggerne følger kulden.."  Jeg så sætningen for mig. Det er ikke så unormalt, at der er koldt i et rum, hvor der ikke er nogen radiator, men at det skilte lige ved dørkammen, var foruroligende, som om grænsen var tegnet. Jeg følte mig alt andet end tiltrukket af kulden, men et eller andet, fik mig til at tænke på entreen, at gå derud igen. Som om noget vigtigt, noget uopklaret, ventede på mig. Jeg gik langsomt ind i entreen, mærkede mine hår rejse sig igen, jeg lukkede øjnene, vænnede mig til følelserne, de nye dufte og sanseindtryk. Det blev faktisk temmelig komfortabelt for mig, jeg forestillede mig, at jeg stod på en mark dækket af sne. Snefnuggene, som rammer min hud og smelter til en lille vanddråbe. Billederne i mit hoved forandrede sig: Den snedækkede mark, blev til en slagmark, vanddråberne til bloddråber. Jeg åbnede chokeret mine øjne. Jeg trak vejret ustyrligt. Når jeg åndede ud, dannede jeg kortvarigt en lille hvid sky, som blandede sig med resten af luften og forsvandt så igen. Jeg knep mine øjne sammen og prøvede på at samle mine tanker, hvorfor så jeg billeder fra en slagmark? Jeg lukkede øjnene igen, jeg gispede da billederne, kom svævende med det samme. Det var børn, der brændte op, huse der brasede sammen for øjnene af familierne, der var vild panik blandt folkene. Det sidste jeg så var omkring hundrede skygger, der så let som ingenting, fløj igennem menneskene, så deres livløse kroppe faldt til jorden, så kom stilheden..

Jeg stod stadig i entreen, men med en anden form for mod. Jeg ville finde de her skygger. Ikke bare i historiebøgerne, jeg ville finde dem i virkeligheden. Om jeg så skulle forlade alt, som jeg holder af.. Men da jeg ikke holdte af noget, havde jeg ingen grund til at blive. Jeg holder ikke af andet end mørket, og mørket vil altid være der for dig, det svigter dig aldrig. Det kommer når du kalder, bare luk øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...