The effect of darkness❤

"Intet vil nogensinde blive godt igen, jeg røg ned på bunden, jeg kunne ikke komme op, ikke kræfter nok, ikke modig nok.. Bunden måtte blive mit nye liv, jeg kunne ikke rokke mig fri, fra mørkets influering på mig.
Jeg lærte at acceptere mørket, blev en del af det, lod det opsluge min sjæl, med et følelseskoldt ydre."

Fortællingen om Bruna, hvis liv aldrig ville blive det samme, hun har mistet alt, har intet tilbage at miste, hun kommer ud på dybt vand, hvor ingen vil kunne bunde.. Men vil hun finde modet og styrken, til at kæmpe sig fri fra det onde? Og er det bare en tilfældighed, at hun føler sig overvåget, eller er mørket andet en hemmelighedsfuldt?..

2Likes
0Kommentarer
433Visninger
AA

2. Nightfall

Jeg vågnede ved vækkeurets skingre klang, efter tre timers søvn, jeg mistede med det samme modet og vendte vredt hovedet ned i min pude. Endnu en perfekt solskinsdag var kommet, der var bare et problem, jeg hader dem. Folk er altid så glade og falske hele tiden, det er utroligt at de kan se sig selv i spejlet om morgenen, kan de virkelig se igennem den facade de stiller op? Alle opfører sig, som lalleglade idioter på lykkepiller. Hvorfor vælge det liv? Det er jo intet liv. Jeg orker ikke at have et liv, man kan jo ligeså godt opgive det hele fra starten, hvad fanden er forskellen? Det slutter jo alligevel alt sammen på et tidspunkt. Lyset betyder intet for mig, mørket, er det spændende, det naturlige, det rigtige. Jeg skulle bare have dagen overstået, så det igen kunne blive mørkets frembrud.

 

Dagen var præcis ligeså kedsommelig, som jeg havde forudset. Vi fik ingen lektier for, men det ville alligevel ikke betyde det store, da jeg alligevel aldrig laver dem. Der er ingen grund til at prøve.. For det liv man ville blive nødt til at leve, er ikke noget liv, så selv hvis man kæmper for et perfekt liv, vil man ende med, at man alligevel ikke har et liv. Man vil være en falsk person, hvis ydre er make-up og det indre, vel nok en blanding af tomhed og dumhed.

Eftermiddagen tilbragte jeg på mit værelse, alene selvfølgelig, jeg læste i min efterhånden slidte bog, om anden verdenskrig. Det blev hurtigt aften og mine sanser satte i gang, jeg skulle fokusere for at kunne ane skikkelser, som blev let oplyst af måneskæret. Jeg hørte lyden af vinden, der ruskede i de bladløse og krogede grene. I mørket er der ingen fordomme, alle er accepteret, respekteret, som vi respekterer mørket, jeg brugte natten, som alle de andre, ved at fordybe mig i mine tanker, tanker og livet, og døden. I mørket, føler jeg mig rigtig, men snart ville det være ovre, og lyset ville vinde og atter oplyse verden, som alle falske og lalleglade folk elsker den.. Men der er en vis mystik ved mørket, som jeg ikke kan lade være med at blive tiltrukket af..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...