Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
11989Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Denne gang vågnede jeg før Louis. Jeg satte mig op og kiggede ned på gulvet som det første. Hans krop var ganske vist under dynen, men hans arme og ben lå ud til begge sider som en anden sprællemand. Måske skulle jeg havde købt en større madras? Jeg rejste mig fra sengen og prøvede at liste langsomt forbi ham, men jeg falde over de jeans han bare havde smidt på gulvet og faldt ned på knæerne. Han gryntede bare kort og samlede sig sammen på madrassen igen.

Jeg havde ikke taget noget tøj med mig, så jeg gik rundt i min over-size bluse og gik ud for at lave en spand te. Jeg kiggede i skabet på mit te-lager, som min mor kaldte det, og spekulerede på hvad han mon kunne lide. Han var jo trods alt Englænder, så han måtte da kunne lide te? Jeg fandt en pakke frem, som jeg havde gemt til særlige lejligheder. Det var fra dengang jeg var i London med Julia for 2 år siden. Hvor vi var fattige og boede på et ungdoms vandrehjem i udkanten af øst-London. Vandrehjemmet lå ovenover et velbesøgt værtshus, så vi havde ikke sovet særlig meget i alt den tid vi var der. Meeen jeg fik en masse te med hjem!

Jeg valgte en English Brakfest te. Den kunne man vel ikke gå galt i byen med. Jeg satte te-bryggeren i gang og begyndte at forberede noget morgenmad. Jeg skar et par stykker franskbrød ud til Louis og lagde dem i en lille flettet kurv. Jeg dækkede stuebordet i stedet for spisebordet, så vi kunne se tegnefilm imens vi spiste.

”Nutellaen!” sagde jeg til mig selv, mens jeg rørte rundt i min gryde med havregrød. Jeg gik hen til køleskabet for at finde nutellaen, men pludselig kunne jeg se noget ud af min ene øjenkrog. Louis stod lænet op af dørkarmen og gloede på mig med et smil på læben. Han havde fået tøj på. De samme kakifarvede bukser som i går, men han havde i dag taget en lyseblå polo på og et par kiksede seler. Jeg grinte lidt af ham, da jeg rakte ham nutellaen.
”Hey!” sagde han og så lidt tøsefornærmet på mig. Jeg trak ud i hans sele så den klaskede tilbage mod hans bryst, før jeg gik over til min havregrød igen.
”Jeg har i det mindste bukser på!” sagde han og kom over for at se ned i kasserollen. Han rynkede på næsen som i går.

”Hvis du rører i det her, så kan jeg skynde mig ind og få noget tøj på.” sagde jeg og smuttede inden han nåede at svare. Jeg gjorde som ham og genbrugte noget af tøjet fra i går, men i stedet for at tage short ud over mine gemacher, fandt jeg en knælang sort kjole frem, med tråd detaljer på. Den var en af de første kjoler jeg havde købt, efter jeg havde tabt mig og turde vise mine ben, men det var stadig for koldt at gå uden gemacher på.

Jeg tog en rød cardigan udenpå, som kun gik til lige under brystet, men alligevel havde lange ærmer. Jeg kiggede mig i mit overtegnede spejl og konstaterede at jeg så nuttet nok ud, til at gå i byen. Jeg skulle alligevel have noget mere udenpå. Louis havde gjort min havregrød klar og den stod inde på bordet, da jeg kom ind i stuen. Jeg uldede hans hår og vi slugte vores mad, da vi kom til at kigge på klokken.

Da vi gjorde os klar, lod jeg mærke til hver forskelligt vi egentlig gik klædt. Han tog hans sporty jakke på, snickers og hans hue. Jeg havde mine sædvanlige militærstøver og en rødternet jakke. For ikke at skille mig for meget ud fra ham, lod jeg min spirithood blive hjemme og viklede et tørklæde om halsen i stedet. Gad vide om han virkelig ville ses offentligt med mig?

Jeg ville nemlig ikke tage ind til samme by, som jeg gik i gymnasium, i frygt for at møde nogen jeg kendte. Vi tog bussen den modsatte vej og endte i Viborg. Det var ikke nogen speciel stor storby, men den havde trodsalt været Danmarks hovedstad for mange hundrede år siden!

Jeg kendte Buschaufføren rigtig godt efterhånden og han kiggede nået efter Louis, da vi tog med bussen. Han var selvfølgelig også en gammel ven af min morfar, så det skulle nok blive diskuteret næste gang de mødtes. Louis havde taget hans solbriller på igen og det irriterede mig lidt, at jeg ikke kunne se hans øjne, da de virkelig var en stor del af hans fremtræden. Vi pjattede hele vejen i bussen og slog hinanden når vi så gule biler – for så modne var vi!

Louis gik meget afslappet ved siden af mig, mens jeg gik rædselsslagen ved siden af i frygt for at nogen ville genkende ham. Vi gik ned igennem gågaden og det var mere mig der fulgte ham ind i butikker, end det var ham der fulgte mig. Vi var inde i diverse herretøjsbutikker hvor han købt ind med arme og ben. Den knægt havde virkelig råd til det. Jeg fulgte bare pænt efter og skulle svare på om hans røv så flot ud i de jeans han prøvede. Jeg må indrømme, at det gjorde den. Da vi gik ud fra Jack and Jones hvor vi havde stået og snakket sammen på engelsk i lang tid, om hvilke jeans der var pænest fik jeg lige et ”Din kæreste har god stil” fra ekspedienten på engelsk, før vi gik ud af butikken.

Jeg ved ikke om jeg skulle tolke det som en kompliment eller en indforstået kommentar til min tøjstil. Bah! Jeg overvejede om jeg skulle tage revanche og slæbe ham rundt nu, men jeg var bange for at der i butikker som H&M ville være nogen piger der ville kunne genkende ham. Jeg tøvede da vi stod udenfor, og trak ham stille væk igen.
”Ville du ikke derind?” Spurgte han uforstående.
”Hvad hvis nu der er nogen der genkender dig? Den butik er fyldt med piger!” sagde jeg overdramatisk.
”Ej kom nu!” sagde han og tog min hånd. Jeg rødmede helt vildt, men der var stadig min luffe mellem vores hænder. Jeg slap hans hånd og gik ind mellem stativerne. Jeg trak ud i en bluse, men rystede på hovedet og skubbede bøjlen på plads igen, mellem de andre.

”Hvad med den her?” Sagde Louis mens han fnes på den anden side af stativet. Jeg gik om til ham og så ham hive ud i jordens grimmeste blomstrede mormor bluse. Jeg løftede det ene øjenbryn mens jeg kiggede bebrejdende på ham. Jeg fandt ikke noget selv, men Louis fandt en hue han trak ned over hovedet på mig.
”Argh!” Udbrød jeg, da jeg ikke kunne se noget og slog ud efter ham, men ramte bare luften. Jeg trak den af mig og jeg kunne se, at folk gloede på os. En sær lillahåret tøs der gik rundt med en dreng der havde solbriller på indenfor. Intet usædvanligt her folk! Bare kig væk igen!

”Skal du ikke have sådan en?” spurgte han og tog huen ud af hånden på mig for at sætte den ordenligt på mit hoved. Jeg gik hen til det nærmeste spejl og kiggede.
”Den er jo næsten magen til din?” sagde jeg bare dumt.
”Ja? Og du hørte hvad ekspedienten i Jack And Jones sagde; Jeg har god stil!” sagde han og smilet. Hans smil var bare ikke det samme, når jeg ikke kunne se hans øjne. Jeg vendte mig om og hev hans solbriller ned på næsen af ham, så jeg kunne se hans øjne.
”Klæder den mig?” spurgte jeg og stillede mig på tæer, for at kunne kigge over brillen.
”Selvfølgelig! Køb den nu!” sagde han og smilte mens hans rettede solbrillerne på plads. Jeg nåede heldigvis, at se hans blå øjne!

Det endte faktisk med at jeg købte den, på trods af at jeg plejer at lave lidt sjov med Julia, når hun har sin på. Jeg fandt også noget neglelak på tilbud og det kan man aldrig få nok af! Da vi havde været der en halv times tid, og jeg var gået amok i te-afdelingen i Søstrene Grene, besluttede vi os for at finde noget at spise, inden vi skulle købe ind for alvor. Jeg kendte ikke meget til Viborg, men min mor viste mig engang en cafe hvor hun hængte ud, da hun var yngre. Den lå meget afsides og var et perfekt sted at gemme sig. Alle møblerne var genbrug og der lugtede lidt af gammel dame, men lugten af kager og kaffe overdøvede det.

Vi satte os i en gammel rød sofa med løvefødder og tog menukortet op. Jeg prøvede på at oversætte tingene så godt jeg kunne, men det er lidt svært at forklare ting som smørebrød. Halve sandwich! What? Der kom en gammel dame med blomstret forklæde over til os.
”Hvad skal jeg have?” sagde Louis og var næsten ved at gå i panik over, at han ikke anede hvad der stod på menukortet. Jeg prøvede at forklare ham hvad en platte var, og han blev tydeligvis irriteret og sagde bare, at jeg skulle bestille det samme til ham, som jeg bestilt til mig selv.

Vi sad lidt og stirrede på hinanden. Der var en masse jeg ikke havde spurgt ham om, i forhold til at være kendt, men jeg vidste ikke om det var stedet at gøre det. Jeg var bange for, at der måske var nogen der genkendte ham og så ville det hele ende op som et stort mediecirkus ude i min baghave. Jeg kiggede på hans øjne og prøvede at vurdere farven uden, at tænke over, at der sad et menneske bag. Var de blå? Blå/grå. Der var da også lidt grøn i dem, var der ikke? Jeg sad med albuerne på bordet, så jeg støttede mit hoved i mine hænder. Jeg blev revet ud af min trance, da Louis viftede med hånden foran sig ansigt, så mit stene-punkt blev uregelmæssig.

”Er jeg virkelig så lækker?” sagde han og lænede sig lidt ind over bordet og blinkede til mig. Jeg rystede bestemt på hovedet. Han skulle ikke få nogen ideer!
”Nej overhovedet ikke!” sagde jeg hurtigt, men jeg indså hvor forkert det lød.
”Altså.. Jeg mente ikke du var grim! Jeg.. jeg syntes bestemt at du har… Hvad farve syntes du selv dine øjne har?” sagde jeg akavet og slog mig selv i panden. For satan da. Hvor kom den usikkerhed fra. Han grinte bare af mig, og lænede sig tilbage i stolen, da den gamle servitrice placerede en tallerken foran os begge. Louis nikkede til damen som tak, men kiggede skeptisk ned på tallerkenen, da hun var gået.
”Hvordan fanden er det lige i danskere spiser?” spurgte han med frustration i stemmen.
”En platte var jo ganske enkelt en masse pålæg på en tallerken med en masse forskellige brød til, så du selv kan sammensætte din mad som du vil have den.” sagde jeg og begyndte at putte noget af den hjemmelavede skinkesalat på noget groft brød.

”Hey! Christina? Er det dig?” kunne jeg hører en stemme sige bagfra. Jeg stivnede midt i en bid og turde ikke vende mig om. Jeg kiggede på Louis som bare smilede til hvem det end var der var bag mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...