Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
13143Visninger
AA

26. Kapitel 9 - London

”Jeg er stolt over at kunne kalde dem mine brødre! Jeg elsker virkelig de drenge! Og nej jeg er ikke i et forhold med nogen af dem! Jeg vaske bare deres underbukser!” Grinte jeg til en kvinde der havde stået og ventet uden for porten til jeg eller drengene kom hjem. Jeg låste mig ind af porten inden hun kunne nå at stille flere spørgsmål.
”OZZZZZZZYYYY!!!” råbte jeg da jeg kom ind af døren. Jeg smed mine sko på gulvet for jeg orkede ikke at stille dem pænt ind på skohylden og smed min taske lige udenfor stuen. En gammel dame vimsede rundt med forklæde og gummihansker på inde i stuen og trak en støvsuger efter sig. Ozzy plejede at komme når jeg kaldte, men det kan være han var bange for støvsugeren.
”Hejsa!” sagde jeg høflig og rakte min hånd ud til den gamle dame. Hun var ikke så høj, havde krøllet hår og hendes briller sad helt nede på hendes næsetip, så hun var nød til at rykke hende hoved tilbage for at kiggede på mig gennem dem.
”Du må være den skønne Christina der letter min byrde med vasketøjet.” Sagde hun og tog min hånd.
”Ja det må vist være mig. Drengene siger de ikke kan finde ud af det.” Sagde jeg og rullede med øjnene.
”Ak ja de drenge. Du kan bare kalde mig Bedste. Det gør Louis og lille Harry allerede.” Hun lo lidt for sig selv og hev støvsugeren efter sig, før hun tændte for den. Lille Harry! hahah!

Jeg gik ud i køkkenalrummet hvor Louis og Harry sad i sofaen sammen med Ozzy. De sad begge med hovedet begravet i deres mobiler.
”Nå det er her i gemmer jer og er sociale.” Louis kiggede op fra sin mobil og sendte mig et smil. Jeg blev helt varm i kroppen og kunne ikke lade være med at smile fjollet igen. Han klappede på sofaen ved siden af sig, som tegn på at jeg skulle sætte mig. Jeg satte mig nervøst og Ozzy vandrede hurtigt fra hans skød til mit så han endelig kunne få noget opmærksomhed.
”Hvor er de andre drenge?” Spurgte jeg lidt højt, for at overdøve støvsugeren i stuen.
”De er vist på Nandos for at spise. Deres undskyldning var, at man godt måtte, når det er fredag.” Sagde Harry uden at kigge op fra sin telefon. Jeg trak min egen mobil op og kiggede på klokken. Gud var klokken allerede så mange?
”Hvad skal vi så have at spise?” Jeg kiggede over mod køkkenet og bare tanken om at lave mad gjorde mig træt.
”Vi var bestilt pizza!” Sagde Louis glad og lagde igen sin arm omkring mig og trak mig tættere på. STOP DET! Jeg dør af den dejlige lugt af Louis!
”Også til mig?” Louis placerede sin næse mod min kind og nikkede så. At have ham så tæt på mig, gjorde mig helt omtumlet. Lad nu være!
”Det skulle i altså ikke have gjort! Jeg bliver bare fed igen!” Jeg rev mig ud af Louis greb og tog Ozzy med mig. Jeg gik over og kiggede i køleskabet da porttelefonen ringede. Louis sprang op og gik ud i gangen for at tage den, hvorefter han gik ud til porten og lukkede pizzabuddet ind.

Mens vi sad og spiste i stilhed, mest fordi vi sad med hovederne nede i hver vores mobil, fik jeg en sms fra Damon. Jeg fik et helt chok da jeg sad og stirrede på mobilen og den pludselig vibrerede voldsomt. Jeg skyndte mig at tage den op til mig, da drengene også reagerede på det og sikkert ville kunne læse det, når nu de sad så tæt på.

Fest i aften. Skal jeg komme og hente dig? Jeg skal spille!

Jeg skyndte mig at svare JA tilbage, for jeg ville ikke kunne holde ud at være i nærheden af Louis, når vi ikke var flere hjemme.
”Jeg tager til fest i aften. Damon kommer og henter mig!” Sagde jeg og rejste mig hurtigt med min tallerken.
”Vent hvad?” Louis blev hevet ud af hans mobiltrance og gik efter mig. Jeg begyndte at pakke resten af min pizza ind i sølvpapir. Det kan være Niall var sulten når han kom tilbage.
”Damon skal spille igen! Han vil gerne have jeg kommer!” Louis stod lænet op af bordet og kiggede igen skuffet på mig.
”Du hænger meget ud med ham Damon, hva’?”
”Jaaa… Det gør jeg vist.” Jeg stod akavet og kiggede ind i køleskabet hvor jeg lige havde lagt pizzaen ind. Alt andet end at kigge på hans uimodståelige ansigt.
”Hvaaa… hvad er han så for en… type?”
”Han er musiker… En fattig en af slagsen, som bare venter på at blive opdaget. Han bor i Camden men er ikke på stoffer! Og jaaa… Så er han bare rigtig sød og accepterer en som man er.” Jeg ved det lød langt ude, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. Han var også en af de få der accepterede at jeg boede sammen med One Direction.
”Lige din type?” Jeg klappede køleskabet i og kiggede chokeret på ham. Det var ikke lige noget jeg ville diskuterer med ham. Han skulle bare vide hvad der var mig type. Han skulle bare vide.

Reddet af telefonen! Jeg nåede ikke at svare Louis, før jeg tog min telefon.
”Hey Damon?” Sagde jeg akavet og rødmede af Louis irriterede blik.
”Hey du kan godt gøre dig klar! Jeg står af toget om 2 sekunder!” Han lød som om han var i bevægelse og lagde hurtigt på.
”Jeg skal lige gøre mig klar! Vil i lukke Damon ind, hvis han ringer på?” Jeg skyndte mig at løbe ned i kælderen for at hoppe ned i en af mine knælange kjoler hurtigere end du kunne sige fem fede flødeboller… nej det var ikke sådan den lød… flade flødeboller... hmm... Jeg stod og børste mine tænder og mit hår på samme tid da jeg kunne hører dørtelefonen ringe. Jeg prøvede at skynde mig, men det var desværre allerede en kunst at børste tænder og hår på samme tid. Ligesom når man skal slå sig på hovedet og gnubbe sig på maven på en gang. Det resulterede i en masse tandpasta ned af min nyvaskede kjole. Jeg sukkede højlydt og næsten smed min tandbørste fra mig og gik ind for at finde en anden kjole. Jeg tog et par tynde leggins på til og mine høje støvler med snøre. Halskæden fra Louis lå på mit natbord og jeg stirrede lidt på den før jeg besluttede mig for at lade den ligge.
”SÅ!” Råbte jeg og løb på bedste bambi maner op af trappen. Damon stod i døren til køkkenet mens Harry og Louis begge sad og spiste mens de gloede på ham.
”..Så det er mest.. Rock.. i ved… HEY!” Damon vendte sig om mod mig og gav mig et stort kram. Er jeg ond hvis jeg siger at det frydet mig lidt, at se Louis irriterede ansigt?

”puha… godt reddet!” Sagde Damon da vi kom uden for huset.
”Reddet?” Spurgte jeg undrende og næsten løb hen til porten og Damon kom løbende op ved siden af mig.
”Så du dem ikke? De så på mig som om de ønskede mig død!” Han skar en grimasse mens jeg låste os ude.
”Hey! Hvor skal du hen?” Niall stak hovedet ud af bilruden, mens han med et tryk på en lille fjernbetjening fik den store port ved siden af til at gå op, så han kunne få bilen ind i indkørslen.
”Jeg skal se Damon spille.” Sagde jeg og tog fat i Damons skulder.
”Hvornår kommer du hjem? Louis havde vist planlagt et eller andet sjovt for i aften.” Liam sad på bagsædet og stak sit hoved frem mellem forsæderne til Niall og Zayn. Jeg fik en klump i halsen. Hvad havde de planlagt?
”Ømh… Det får vi at se.” Sagde jeg og trak af sted med Damon før jeg fik dårligere samvittighed.

Damon fulgte mig igennem de små snoede gader og jeg var lige ved at tro, at jeg kendte vejen fra før. Det var det samme sted som jeg havde set ham spille før, så jeg vidste hvor jeg skulle bestille en drink, da Damon forlod mig til fordel for hans band.
”Fuck dig!” Jeg hørte en høj stemme bag mig og jeg vendte mig forskrækket om. Emma stod med krydsede arme og kiggede surt på mig. Hun havde taget en flammerød læbestift på, så hun så ekstra uhyggelig ud i det dæmpede lys.
”Hej Emma min positive veninde.” Gav jeg ironisk igen og tog imod min drink fra bartenderen.
”Hvorfor har du ikke sagt noget?” Hun stampede med den ene fod som en anden kanin der havde fået taget sin gulerod.
”Sagt hvad?” Jeg spillede dum, selvom jeg godt vidste at hun snakkede om mine kærer bofæller.
”At du måske bor sammen med en flot tøsemagneter… Jeg prøver at være venlig her… det ret svært…” Det så ud som om at Emma kæmpede en hård indre kamp med sig selv for ikke at råbe alt mulig op i mit åbne ansigt.
”Den negativitet, hva?” Sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine af hende.
”Vil du ikke godt holde dig for ørene?” Sagde hun og kiggede surt på mig. Damons band begyndte at spille deres første sang og jeg håber ikke han troede jeg gjorde det på grund af dem, men jeg holdte mig for ørene som hun sagde og kunne se hendes mund bevæge sig super hurtigt og selvom jeg holdte mig for ørene var det umuligt, at lukke alle hendes svenske bandeord ude.  

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Sagde hun surt da jeg fjerende mine hænder for mine ører.
”For at undgå det der. Seriøst Emma. Jeg ved godt de måske ikke lige er vores smag i musik, men drengene er okay! De er virkelig søde og nede på jorden som dig og Damon. De er ikke en skid anderledes.” Jeg kiggede bedende på hende. Hun kiggede indtrængende på mig og trak mig med ned at sidde det samme sted, som vi havde siddet sidst jeg var med.
”Du har et crush på en af dem, har du ikke?” Hun kiggede stadig indtrængende på mig og jeg prøvede at skjule mit chokerede ansigt.
”Emma… det..”
”Crush på to af dem?!” Nu blev jeg sur og rakte hen over bordet, for at holde min hånd foran Emmas mund.
”Nu stopper du!..... Er det så tydeligt?” Spurgte jeg genert og kiggede ned i bordet.
”To af dem?!” Næsten skreg Emma. Jeg skulede til hende.
”Nej for fanden da! Mit problem er… at han har en kæreste!” Sagde jeg og holdte mig selv for munden. Sagde jeg det lige højt? Havde jeg lige… nej vel… Hvor var jeg langt ude! Det jeg havde prøvet at holde hemmelig for mig selv, havde jeg lige afsløret over for Emma. Hende jeg ikke engang turde fortælle, at jeg boede hos dem. Men nu var det ude.. og det føltes rart! Det var som om at få en bekræftelse på alle de underlige følelser som jeg havde haft hver gang Louis havde været i nærheden af mig på det seneste. Og det hele startede bare med, at han pludselig var kommet lidt for tæt på. Det eneste der skulle til var en hippie svenskere der skulle forvirre mig til at afslører det for mig selv.

”Dit problem, min tøs, er at i bor sammen.” Sagde hun og pegede på mig, med sugerøret fra min drink. Jeg kom ud af min Louis-trance og kiggede spørgende på hende.
”Man skal aldrig blive kærester med sin roommate. Det går bare galt. Desuden er han kendt. Er du parat til at springe ud i bølgerne af had fra tusinde teenagepiger fordi du dater den forkerte fyr? Tænk over det. Du burde måske gå efter en som Damon i stedet…” Hentydet hun og nikkede op på den nu tomme scene. Måske havde hun fat i noget. Godt nok var jeg blevet taget godt imod som SisterDirection, men hvordan ville de have det, hvis jeg faktisk datede en af dem? Så var jeg jo ikke søster mere. OG hvad nu hvis Louis ikke havde det på samme måde? Han havde jo Eleanor og på trods af alt det hun havde gjort imod ham, så elskede han hende stadig. Hvis det ikke kunne komme i mellem dem, hvordan skulle jeg så kunne?

”Hey hvad så? Hvad snakker i om? Så i os?” Damon slog sig forpustet ned ved siden af mig og sendte os et stort smil.
”Vi snakker bare om hendes bofæller som jeg åbenbart skulle hører om igennem dig, Damon.” Emmas øjne var fyldt med bebrejdelse.
”Havde du virkelig ikke fortalt hende om dem? Jeg troede i piger talte om alt.” Damon begyndte at lege med en tot af mit hår og jeg lod ham bare gøre det. Jeg tænkte over hvad Emma havde sagt før han kom.
”Jeg var bare bange for hvordan hun reagerede på det. Hun bryder sig jo tydeligvis ikke om deres musik, men det behøves man heller ikke, for at kunne lide dem som mennesker.” Jeg rakte tunge til Emma for at stikke lidt til hende.
”Ens menneskelighed ophører så snart man deltager talentshows.” Sagde hun og tog resten af min drink i 2 store slurk. Hun pegede op imod baren som tegn på at hente noget mere. Det efterlod mig alene med Damon.

Hvad syntes du om min guitar solo?” Jeg kiggede over på ham. Lyset var dæmpet, så jeg kunne ikke se hans øjne særlig tydligt under det lange mørke hår.
”Den var mega fed! Du er virkelig god!” Jeg vidste ikke om det var løgn, for ærligtalt så hørte jeg slet ikke hørt efter hvad de havde spillet. Det næste band var allerede kommet på scenen og fyldte rummet med høj bas, så folk var nød til at råbe højere for at snakke sammen.

”Jeg har tænk over noget!...” begyndte Damon højt tæt på mit ører. Han havde lænet sig over til mig, så han ikke behøvedes at råbe til mig. Jeg sagde ikke noget, men ventede bare på hvad det var han ville sige.
”Jeg tænkte på… Om… vi på et tidspunkt… kunne tage på en date? Altså bare os to? Hvis du vil?” Hans ord løb mig koldt ned af ryggen. Ikke fordi tanken om en date med Damon var ubehagelig, men mere fordi jeg ikke havde forventet det. Han var jo min gode ven og jeg vidste ikke om jeg kunne se ham som mere end bare min ven. Men okay, Louis VAR jo også bare min gode ven og jeg havde ikke REGNET MED at jeg ville udvikle den slags følelser for ham. Hvorfor ville jeg så ikke kunne gøre det samme med Damon? Det ville måske få mig til, at glemme mine følelser for Louis, så alt kan blive ved med at være som det plejer.

”Hvad skulle vi så lave?” Spurgte jeg friskt og det fik Damon til at lyse op.
”Vi kunne starte med at gå i biografen. Og derefter se hvor vinden fører os hen.” Jeg kom til at grine over hans Pocahontas citat. Imponerende underlig måde at scorer på.
”Okay det lyder godt. Det vil jeg gerne.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...