Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12102Visninger
AA

25. Kapitel 8 - London

De næste par uger undgik jeg Louis. For at gør det, var jeg næsten nød til at undgå dem alle, så jeg hang rigtig meget ud med Emma eller Damon og hans band. Jeg var virkelig påpasselig med at være sammen med dem på én gang, da jeg havde den her underlige frygt for at Emma ville komme til at vide hvem jeg boede sammen med. Musik var jo altid det store emne, når man var sammen med Damon og hans band, så hvis Emma skulle med, så havde jeg altid et eller andet jeg skulle. Men jeg kunne jo heller ikke gå hjem? Jeg ville ikke støde ind i Louis mens vi var alene? Sandsynligheden for vi var alene var ret lille, men tænk hvis? Hvad skulle jeg sige til ham? Og hvorfor havde jeg det pludselig sådan? Louis plejer at være ham jeg kan snakke med om alt og han var som en bror for mig, mere end de andre drenge. Men pludselig er jeg bange for at sige noget forkert. Jeg begynder at blive nervøs i hans nærhver og jeg får svedige håndflader. Jeg ville simpelthen ikke acceptere det der var ved at ske, da det var så forkert. Jeg ville undgå det så godt jeg kunne og slet ikke sætte ord eller tanker på det.

”Vi kan synge det der stykke sammen.” Damon pegede på sangteksten på det lave bord foran os. Vi var vist i en garage et sted i Camden og jeg ville aldrig kunne finde hjem derfra alene, da jeg mistede orienteringen om højre og venstre efter de første 5 små pasager mellem huse der var så skæve at man blev søsyg af at kigge på dem.
”Er du sikker på det?” Jeg skævede til Damons guitar hvor hans fingre langsomt kørte op og ned for at finde den rigtige tone og han nikkede bare som svar.
”Hvad hvis jeg ikke rammer tonerne? Min stemme kan nemt knække og..” Jeg stoppede min talestrøm for det så ikke ud som om han hørte efter alligevel. Jeg kiggede rundt på de andre drenge fra bandet. De sad og trippede for at komme i gang og jeg blev pludselig nervøs. De var trænede musikkere på trods af at de ikke var kendte. De ville nemt kunne hører hvis jeg kvajede mig.
”Er vi klar?” Damon kiggede endelig op fra sin guitar. Jeg skar en grimasse til ham. NEJ! STOP! JEG VIL IKKE! AAAAH!
”Okay.” stammede jeg bare og prøvede at nyde det. Jeg anstrengte mig for meget og jeg vidste at jeg lavede en masse fejl, men heldigvis spillede de musikken så højt, at jeg knap kunne hører mig selv. Den her rodede garage er ikke det samme som det lydstudie drengene havde derhjemme i kælderen. Der var lydende reguleret så det lød awesome og musikken var moderat så det ikke overdøvede alt andet. Tror det lille hjemmestudie kunne få en hvalros til at lyde som en opera sanger! Hvad er forskellen alligevel?

”Det gik da skide godt! Det kan være vi skal lave noget sammen på et tidspunkt? Det ville være stort for bandet at komme på din youtubekanal. Ved du godt du er på top 30 over de mest subscribede på youtube?” Jeg skar en grimasse til Damon. Han fulgte mig ud af den lille labyrint som Camden var og over til Underground.
”Jeg må nok hellere lave en takkevideo så. Hey… prøver du at udnytte mig?” Det var sagt i spøg, men i skulle virkelig have set hans reaktion. Han viftede afvisende med sine hænder foran sig og rystede vildt på hovedet.
”Nej nej! Det var ikke det! Jeg tænkte bare…” Jeg stoppede ham og tvang hans hoved ned så jeg kunne rode ham i håret.
”Det var bare for sjovt! Alle de nye subscribers er alligevel One Directions fans som håber på at få et glimt af deres idoler i mine videoer.”
”Er det ikke træls?” Vi stod udenfor underground hvor vi blev overgloet af en goth-mand der stod op af væggen. Han havde en kæde gående fra hans næsering op til hans ører og han havde de sygeste røde kontaktlinser på.
”Jeg tror jeg er ved at blive vant til det. Lige meget hvad så bliver det også værre snart. De vil gerne gøre min tilstedeværelse lidt mere officiel så der ikke er så mange rygter og sådan.” Jeg kiggede fra Damon og over til den uhyggelige goth-mand. Kiggede han overhovedet på os, eller så det bare sådan ud på grund af hans kontaktlinser?
”Hmmm… Hvad syntes du selv? Jeg syntes det lyder lidt… jeg ved ikke. Men jeg tror faktisk at jeg så i teen-star at du datede fyren med det krøllede hår.” Damon skubbede mig gennem billetmaskinen, da jeg begyndte at grine lidt for højt.
”Er jeg… HAHAHAH… med Harry?? Virkelig?? HAHAHA!!” Damon så ud som om han også havde det sjovt, men han smed mig på det første tog og vinkede til mig da det kørte.

Jeg stak hovedet ind i huset og jeg kunne hører drengene rumsterer inde i stuen, men jeg kunne ikke hører fifa. Jeg skyndte mig at smide skoene oven på nogen af deres sko, da der ikke rigtig var plads til mine mere. Ozzy kom miavende ud og tog imod mig og jeg tog hende op på armen. Drengene stod og diskuterede et eller andet og Liam rykkede lidt med sofaen.
”Hvad laver i?” Jeg tror ikke de havde lagt mærke til jeg var kommet hjem, for de så pludselig overrasket på mig. Zayn kom hen og lagde sin arm om halsen på mig og smilede stort.
”Er du klar?”
”Til hvad?” Jeg kiggede skræmt rundt på de andre. Louis stod og rettede på et videokamera der var sat fast ovenpå fjernsynet med et underlig lille formbart kamerastativ.
”Vi tænkte vi ville lave en lille video sammen med dig! Siden vi ikke skal til nogen interviews det næste stykke tid, som ligger op til det, så laver vi bare et selv! Vi har endda spurgt vores fans på twitter om hvad de gerne vil vide om dig.” Zayn tog sin telefon op af lommen og trykkede sig ind på twitter for at vise deres twit. Nu havde jeg lyst til at tude. Virkelig?
”Jeg er ikke forberedt! Jeg ved ikke…” Jeg klemte Ozzy ind til mig af ren og skær frygt. Harry rakte en T-shirt over til mig. Den jeg havde fået af dem i fødselsdagsgave med pandaen på. Jeg kiggede undrende på ham, men opdagede, at drengene havde deres bluser på. Præcis det samme snit, men med forskellige motiver på maven. Jeg var specielt glad for Nialls hvor der var en lille grøn nisse. Endnu en irsk joke?
”Bare sæt dig i sofaen. Så gør vi det hele klar!” Louis rodede videre med kameraet mens de andre drenge satte sig rundt omkring mig på sofaen.

”Har du nogen dårlige vaner?” Læste Liam højt fra hans twitter profil.
”Ørmh…. Jeg… køber tit slik… men jeg spiser det ikke, fordi jeg får dårlig samvittighed. Og så gemmer jeg det et sted på mit værelse indtil det bliver for gammelt.” Svaret chokerede drengene men Niall så interesseret på mig.
”Hvor på værelset gemmer du det?”
”Det vil jeg da ikke sige!” grinte jeg.
”Hvad gemmer du dernede lige nu?” Spurgte Louis og kiggede op på mig. Han sad nede på gulvet foran, da der ikke var plads til alle i sofaen.
”Jeg tror måske jeg har skittles og noget lakrids hjemme fra Danmark, for i kan ikke finde ud af at lave lakrids her i England!” Jeg rakte tunge til Louis, men han nåede ikke at se det, før han var løbet ud af rummet og sikkert på vej ned på mit værelse.
”Okay næste spørgsmål!” Sagde Liam hurtig, da Louis vat ude at hørervide.
”Hvor mange kærester har du haft?” Spurgte Harry. Det fik Zayn og Niall til at udstøde et kort uuuh!
”Faktisk kun én.” Sagde jeg genert og skubbede lidt til Zayn som sad på armlænet. Det fik ham bare til at grine.
”Er det nogen vi kender? Nogen der har været i dine videoer?” Harry kiggede flirtende på mig. Tror jeg da.
”Det var faktisk lidt underligt. For jeg mødte ham på en ferie i Spanien. Og jeg kan ikke spansk og han var mega dårlig til engelsk.” Hemmelighed affyret lige der. Håber ikke det kommer til at gå ud over ham, da jeg stadig skrev med ham ind i mellem.
”Jeg fandt det!” Råbte Louis pludselig ude fra gangen. Han kom ind med 3 store poser skittles og satte sig ned foran os igen og åbnede en pose. Han lignede simpelthen en lille dreng når han sad der med sit regnbuefarvede slik, så jeg var nød til at rode ham i håret, men tanken om at det var Louis der sad foran mig fik mig pludselig til at rødme igen. STOP DET SÅ!

Jeg lå i min seng formiddagen efter, da jeg først skulle have time klokken 12. Jeg lå med min mobil over hovedet og kiggede på twitter. Jeg havde skrevet godmorgen og der var overraskende nok et par stykker der svarede lynhurtigt tilbage. Jeg havde fået sindssygt mange followers siden i går aftes, hvor vi have lagt videoen ud på One Directions egen youtube kanal. Jeg kiggede alle mine twits igennem og der var faktisk rigtig mange der bød mig velkommen til deres lille fankreds. Hvor var det hyggeligt! Jeg gik ind i worldtrend og kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg slog dynen væk og løb op af trapperne og var ved at falde på vejen, da jeg ikke havde taget mine briller på. Jeg kiggede ind af døren til stuen og så to af dem sidde der, men jeg var så pinlig blind, at jeg ikke kunne se hvem den ene var, men jeg kunne genkende Zayn med det sorte hår.
”I skal lige se det her!” sagde jeg spændt og slog mig ned ved siden af den person jeg ikke kunne genkende. Det var desværre Louis, så jeg blev straks forlegen.
”Har du nu glemt at tage bukser på igen?” Sagde Louis og smilede vist til mig. Jeg kiggede ned og ja…
”Det… ja… men det var ikke det! Prøv at se på twitter!” Jeg rakte ham mobilen og gemte mit ansigt i mit hår så jeg kun kunne se turkis.
”Du har vist fået dig et nyt kælenavn!” Sagde Louis og lagde hurtigt en arm omkring mig og trak mig ind til sig, så jeg sad halvt ovenpå ham. Åh god. Han havde givet min mobil videre til Zayn der læste højt.
”SisterDirection? Det lyder sgu da meget godt!” Sagde Zayn og rakte mig mobilen igen. Jeg prøvede at rejse mig, men Louis greb fat i min arm og trak mig akavet ned i hans skød. AAAARGH! Jeg kiggede slet ikke på ham, for jeg var bange for at jeg blev rød i hovedet. Jeg plejede at spille med på det her. Vi var jo søskende nu, ikke? Jeg burde ikke være genert over det her. Hvorfor banker mit hjerte så hurtigt?
”Louis, jeg skal have fat i nogle kontaktlinser… og bukser!”
”Kommer du så ikke tilbage og hygger sammen med os bagefter.” Han prøvede at hive lidt op i mit hår, får at finde mit ansigt bagved, men jeg kiggede bare ned.
”Jeg skal i skole!”
”Ja, klokken 12!” sagde han bedende.
”Jamen… Jeg skal mødes med Damon inden!” Det fik ham alligevel til at give slip på mig og jeg kunne mærke hans skuffede blik i nakken på mig. Jeg skyndte mig ned og skifte tøj og glemte helt jeg skulle have morgenmad og nok sige farvel til drengene, men jeg løb næsten ud af døren.

Et par biler holdte ude på vejen, da jeg låste porten efter mig. En nydelig klædt mand med skjorten nede i bukserne og laksko trådte hurtigt ud af sin bil og løb op på siden af mig.
”Hvordan har du det med din nye kælenavn?” Jeg stoppede op og kiggede overraskende på ham. Var det allerede kommet så langt at medierne var interesseret? Jeg er glad for jeg havde gjort noget ud af mit hår i dag, for et par mænd mere og en enkelt dame kom over med kameraer og begyndte at tage billeder af mig, lige op i mit chokerede ansigt.
”Jeg…øøøh…” Jeg klamrede mig til min taske og kiggede forvirret rundt på dem alle.
”CHRIS!” Hørte jeg en råbe. Jeg kiggede om bag ved en af fotograferne og så Damon komme løbende. Min redningsmand! Min superman! Eller batman, for han kunne vist ikke flyve… Min helt! Damon maste sig ind mellem fotograferne og stod og skærmede for mig.
”Er du okay?” jeg smilede endelig og nikkede til ham. Fyren med båndet pressede sig på igen.
”Er det kæresten? Eller taler rygterne om dig og Harry sandt?” Jeg kiggede dumt på ham og lod Damon trække af sted med mig.

De lod os først være da vi var kommet igennem billetmaskinen ved Underground og vi var på vej ned mod toget. Først der lagde jeg mærke til, at jeg havde ladet Damon holde mig i hånden hele tiden. Jeg trak min hånd til mig, og lod som om jeg gjorde det, bare for at rette på mit hår og min skuldertaske.
”Det går hurtigt, hva’?” Sagde Damon og kløede sig genert i håret. Han var nok mindst lige så genert omkring det holden i hånden som jeg var.
”Har du også set videoen?” Jeg var på den ene side virkelig glad for at drengene ville kendes ved mig, på trods af min stil og mit underlige hår. Og det faktum at jeg ikke vidste hvem de var, før jeg googlede dem. Men på den anden side ville jeg ikke jages af paparazzier døgnet rundt og være mere offentlige, end det jeg selv kunne kontrollere kom ud på min egen youtube kanal. Hvad havde jeg gjort? Jeg vil jo aldrig komme til at leve normalt igen efter det her? Folk vil ikke kender mig som hende den små skører fra Youtube, men hende der render rundt og laver mad til et boyband. Gad vide hvordan mine viewers havde det med det.
”Hvad syntes du om ideen? At lave en video på den måde?” Spurgte jeg Damon nervøst. Vi gik på toget og jeg stalde mig automatisk op af ham og greb fat i hans bluse allerede inden toget kørte.
”Jeg ved ikke… Så længe du er glad og kan finde dig i opmærksomheden.”
”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg selv skal syntes om det endnu. Jeg holder jo virkelig af de drenge. Som en søster. Som deres fans kalder mig. Men jeg har jo samtidig fraskrevet mig min frihed. Har jeg ikke?” Jeg tænkte virkelig dybt, efter min egen mening. Damon trak bare på skulderene og lod mig læne mig mere op af ham og begrave mit ansigt i hans hættetrøje.

Jeg var gået ind i forelæsningslokalet et godt stykke tid før det overhovedet begyndte, for at være i fred fra folk med spørgsmål og dumme kommentar. Der havde ikke været nogen paparazzier eller journalister udenfor universitet, men nogle af de matematikstuderende havde gjort grin med mig med det samme jeg trådte ind af døren.
”Hvad er du? 12 år?” Var der en der havde sagt. Jeg havde ignoreret dem, men nogen piger var kommet over til mig og Damon mens vi sad ude i gården og nød solen.
”Du tror bare du er så speciel fordi du hænger ud med de kendte.” Sagde den ene.
”Du burde have en smule respekt overfor drengene og vælge dig noget andet tøj. Fatter ikke de vil ses med sådan en som dig.” Sagde en anden spydigt.
”Nu syntes jeg bare i skal tage at skride!” Sagde Damon surt og rejste sig truende. Jeg tog fat i hans ærme og holdte ham tilbage. Det ville sikkert bare ende på forsiden af et eller andet tøseblad hvis der skete noget.

Så nu sad jeg og Damon alene i lokalet og surfede rundt på nettet på min mini bærbar.
”Christina? Damon? Hvad laver i herinde så tidligt?” Vores psykologilærers lyse stemme lød ved siden af os og fik os ud af vores internettrance.
”Vi undgår folk.” Sagde Damon ligeud. Jeg gav ham en albue i siden så han udstødte et lille hyl.
”Undgår folk? Hvorfor dog?” Vores lærer lagde sine bøger på kateteret foran os. Ja vi sad forrest! Og kiggede derefter på os.
”Altså. Du har vel set X-factor? Eller hørt om det. Jeg bor sådan set hos dem der deltog for et par år siden. Og… ja… Folk kommer med en masse dumme kommetarer og spørgsmål og det er allerede ved at gøre mig sindssyg.” Jeg skar en grimasse og kiggede ned i min computer, da vores lærer kiggede bekymret på mig.
”Christina. Du er psykologi studerende. Du ved godt du ikke skal bruge ordet sindssyg i flæng. Desuden er de andres kommetarer bare ren og skær jalousi. Man kan ikke styrer andres mening.” Hun kom hen og lagde sin hånd på bordet foran mig.
”Se sådan her på det. Hvis de ikke irriterede dig med dine bekendtskaber, så irriterede de dig sikkert med noget andet. Ikke fordi jeg kan læse dig som en åben bog, men du ved hvordan folk ser på folk som dig der våger at farve sit hår turkist og tør at gå i T-shirt med meninger. Du skal ikke gemme dig. Du skal ud og mænge dig! Du skal være stolt over din selvstændighed!” Hun smilede til mig og gav mig et let klap på kinden, så jeg kunne holde op med at stirre med åben mund og polypper på hende. Hun vendte mig om mod hendes kateter igen og jeg kiggede målløst på Damon der sad og stirrede efter vores lærer stadigvæk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...