Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12107Visninger
AA

7. Kapitel 7

 

Selvom det havde været svært, så havde jeg intet talt om drengene i mine videoer. Jeg havde dog fået en masse positiv omtale, da jeg endelig blev færdig med sangen til Julia og jeg havde fået klippet en video sammen af os to der lavede sære ting. Yey! Hov, det var et sidespring…
Selvom de var et forholdsvis ukendt band for mig, så var det alligevel stort, at de tager sig tid til mig. Efter min samtale med dem over webcam havde jeg været inde og hørt noget af deres musik og googlede deres navn en for en. Der var en enkel af sangene jeg vil væde med, at jeg har hørt i bussen på vej til skole, men ellers var det ikke noget der sagde mig noget. På google fandt jeg en masse forskellige blogs lavet af fans, hvor de havde samlet alle muligt forskellige citater fra diverse interviews. Det var jo selvfølgelig ”best of” så det var svært at få et ordenligt indtryk af, hvordan drengene var. De lød selvfølgelig sjove nok, men jeg havde bare svært ved, at forstille mig, at vi havde noget fælles.

Det tog også lidt tid, før min mor godtage, at jeg skulle have besøg af en fremmed dreng fra et andet land i en hel uge. Jeg var heller ikke meget for det, selvom det var Louis. Jeg havde selvfølgelig skrevet med ham, men som sagt er det svært at danne sig et indtryk af en person over mobil og computer. Dog skal det siges, at jeg var glad for, at jeg nok slap for den camping tur mine forældre mente vi skulle på i et par dage ved Vesterhavet. De havde fundet den her vidunderlige lille campingplads med udsigt til en klit, så man ikke kunne se vandet alligevel. Det var simpelthen for koldt til at campere!

Louis skrev weekenden før ferien, at de ville være i Berlin 4 dage op til, for at optræde i The Dome og blive interviewet af Bravo bladet. Jeg var vildt oppe at kører på deres vegne, da jeg var fastlæser af det tyske blad og jeg fulgte meget med i hvad der skete i den tyske musikverden. Det indebar så, at drengene havde fundet et genialt smuthul til, at få Louis til Danmark, uden der var så mange der lagde mærke til det. De ville gå sammen ind i lufthavnen i Berlin, men Louis skulle tage et fly til Billund, mens de andre drenge tog det til London. De regnede ikke med, at folk ville lægge mærke til, at de tog til hver deres gate. For mig betød det så, at jeg måtte pjække fra skole om fredagen (så behøvede jeg heller ikke lave lektier!), kører til Billund lufthavn klokken 3 om natten og skynde mig hjem igen, så mor og far kunne få bilen på arbejde. Jubii.

Jeg lovede min mor, at jeg nok skulle købe noget benzin på vejen, da Louis var min gæst og ikke deres. Jeg var vildt træt, da jeg kørte mod Billund. Jeg overvejede om jeg skulle holde mig vågen ved, at vlogge mens jeg kørte, men hvad skulle jeg sige? Jeg er på vej til Billund for at hente et medlem fra One Direction? Jeg besluttede mig for at rode mine Cd’er igennem der lå i et lille rum over selve afspilleren. Jeg havde alle de gode Cd’er i bilen, da jeg alligevel havde en mp3afspiller med i bussen. Bon Jovi, Alice Cooper, Ozzy Osbourne og selvfølgelig Sex Pistols! Jeg overvejede hvem jeg skulle vælge for at undgå stille sange der ville gøre mig mere søvnig.

Jeg valgte så Ozzy Osbourne og skrålede med på ”Let it die” da mit varmeapparat holdte op med at virke. I starten tænkte jeg bare *Fuck it!*, men jeg kunne hurtig mærke, at det begyndte at blive for koldt. Jeg havde kun en hoodie ud over min band t-shirt, så jeg begyndte desperat at trykke på alle knapperne på det lille apparat ovenover afspilleren, men intet så ud til at virke. I takt med at det blev koldere, blev jeg også mere sur. Jeg hamlede til sidst min håndflade ind på siden af apparatet. Hvad jeg dog havde glemt var, at mine Cd’er var i det lille rum nedenunder og jeg ramte kantet på en af dem. Det resulterede i en lang hudafskrabning hen over min håndflade. Jeg udstødte et mindre skrig og kom til, at lave et ryk med rettet. Den termokande jeg havde liggende på pasagersædet røg ned i bunden af bilen og jeg håbede på, at den holdte til det. Bilen skulle helst ikke lugte af Earl Grey. OG heldigvis var jeg forholdsvis alene på vejen, fordi det var så tidligt på morgen.

Jeg prøvede at styrer gearstangen, uden at få den til at røre ved hudafskrabningen, hvilket var lidt besværligt, men jeg nåede frem til lufthavnen 5 minutter før flyet skulle lande. Jeg parkerede i de båse helt oppe foran, hvor man højest måtte parkere en halv time, men jeg regnede ikke med, at han ville bruge så lang tid, på at komme ud af flyet.

Da jeg kom ind i lyset, kiggede jeg på min håndflade. Jeg havde lyst til at kaste op ved synet. Ikke fordi jeg får det dårligt af at se blod. Det var mere den lange hudflab som ikke var blevet revet helt af, men jeg nok var ned til at hive af. Jeg fandt hurtigt et toilet og kiggede væk, mens jeg hev i hudflabben. Det gjorde vildt ondt, og jeg fik gjort såret lidt længere, men den gav til sidst slip og jeg smed det ned i toilettet. Jeg fugtede noget toiletpapir og tog det omkring min hånd for, at få det til at holde på med at svige og bløde.

Jeg kiggede op på skærmen som meldte ankomsterne på flyene. Louis’ fly var landet for et par minutter siden. Nu skulle jeg bare vente på, at han fik fat i sin bagage. Jeg begyndte så småt at blive nervøs over, hvordan han ville være som person. Om det var en jeg havde lyst til at sende med det første og bedste fly væk igen eller en jeg rent faktisk kunne bruge en hel uge med. Jeg satte mig ned på en bænk og stirrede over på dem der var ved at tjekke ind. Der var et forældrepar som ikke kunne få deres unge til, at holde op med at græde, fordi hendes bamse skulle ned i kufferten og tjekkes ind som bagage.

Pludselig var der en der prikkede mig på skulderen. Jeg kiggede op og så en solbrillebeklædt gut som smilede til mig.
”Chris?” Han havde ligesom mig en hoodie på og måtte helt sikkert fryse lige så meget. Han havde en hue trukket ned over hovedet, men noget af hans pandehår stak ud og gik ned over solbrillerne. Haha.. solbriller om natten.
”Louis?” Spurgte jeg dumt og rejste mig op, for at give ham hånden med den venstre. Han kiggede underligt på mig, men gav mig venstre hånden hvorefter han trak mig ind i et kram med den ene arm, mens han stadig holdte hans kuffert med den anden. Han kiggede undrende på min højre hånd.
”Hvad har du laver?”
”Ozzy hader mig.” sagde jeg kort og grinte af mig selv.
”Ozzy?”
”Ja? Osbourne.” Sagde jeg kryptisk. Jeg gav tegn til, at han skulle følge med ud til bilen. Han fik selv sin kuffert ind bagi bilen og vi kørte nu hjem til mig. Jeg havde forklaret ham, hvad jeg havde lavet med min hånd og han grinte bare af det. Da vi var nået et par kilometer væk fra lufthavnen, tog han endelig hans solbriller af. Jeg vidste jeg skulle holde øje med vejen, men nu lagde jeg mærke til, når han kiggede på mig, for hans øjne var så lyse blå, at de næsten lyste i mørket.

”Det er helt underligt, at kører i den her side af vejen!” udbrød han pludselig, efter et stykke tids tavshed.
”I er da næsten de eneste i verden der kører i den anden side!” svarede jeg igen.
”Jamen.. Jeg er bare glad for, at jeg ikke selv skal kører.” Sagde han så og lo lidt for sig selv.
”Skal vi hører noget musik?” spurgte han så. Vi havde ikke så meget at snakke om lidt nu, så musik ville nok være en god ice-breaker. Jeg skulle til at række ud efter mine Cd’er, men han daskede min hånd væk.
”Vi kan ikke have du kommer til skade igen!” sagde han spøgefuldt hvilket fik mig til at daske ham over armen. Han tog CDerne op og kiggede dem igennem.

”Du kan godt lide rock musik?” bemærkede han så og kiggede igen over på mig.
”Det gamle er det bedst. Ville gerne have levet i 80’erne!” Sagde jeg bare glad og holdt fokus på vejen.
”Hvem er så din ynglings?” han kiggede dem igennem igen som om han allerede vidste det.
Lige for tiden er det Bon Jovi. Han har nogle rigtig gode ballader hvis man er til sådan noget. Det er eller ikke så hårdt rock.” Sagde jeg og pegede på en Cd med Bon Jovi. Han skubbede Cd’en i afspilleren og bilen blev fyldt af den skører start i Livin on a Prayer. Han grinte bare af det, mens jeg sang med.

Vi var efterhånden ved at være hjemme og afstanden mellem byerne blev større og større.
”Du bor virkelig langt ude på landet..ik?” sagde han og løftede et øjenbryn.
”Det var det jeg sagde? Der er aldrig nogen paparazzier der ville kunne finde dig her. Eller nogen andre for den sags skyld.” sagde jeg og lavede en ond latter.
Da vi kom ind i huset, var min mor og far allerede oppe og sad og spiste morgenmad. Jeg havde ikke fået noget, før jeg tog af sted og min termokande med te, blev aldrig fundet, så jeg var rimelig sulten.
”Hey! Det er så Louis!” Sagde jeg til mine forældre. Min far rejste sig op for at hilse på ham, mens min mor blot vinkede med munden fuld af havregrød.

”Er du også sulten? Så kan jeg vise dig hvor du skal sove bagefter.” Spurgte jeg Louis. Han nikkede og vi gik ud i køkkenet.
”Hvad vil du have? Vi har Cornflakes og havregryn nede i det her skab, men vi har også franskbrød hvis du vil have det?” Jeg åbnede køleskabet og fandt en Nutella og viftede den foran hans ansigt.
”Jeg tror bare jeg tager noget franskbrød!” sagde han hurtigt og greb ud efter Nutellaen. 

Jeg lavede som altid noget havregrød til mig selv. Det havde jeg lært at spise under min slankekur, men er bare aldrig stoppet med det. Louis kiggede godt nok også på det med rynket næse, men sagde ikke noget. Så opdraget han er!
Da vi var færdige og mine forældre tog på arbejde, blev der helt stille i stuen. Mine forældre havde spurgt ind til hans familie. Hans 4 små søster betød i hvert fald meget for ham. Hvor var det sødt. Mine forældre er bare ikke så gode til Engelsk, så nogen af tingene måtte jeg oversætte for dem.

Vi var begge meget trætte, så vi fik slæbt hans kuffert ind på mit værelse og jeg fik helt ondt af ham da han kiggede opgivende ned på de madrasser jeg havde lagt frem. Jeg havde lagt dem oven på hinanden, for man ikke kunne mærke gulvet igennem, men jeg følte mig ond, da jeg satte mig i min gamle trekvartseng. Julia var den eneste der plejede at sove her, og hun plejede at ligge i min seng ved siden af mig og snorke mig op i hovedet.
”Jeg er ked af du skal sove på gulvet.” sagde jeg en smule pinligt berørt.
”Det går nok.” sagde han bare opmuntrende til mig og smed sig så lang han var ned på det fine Cartoon Network sengetøj jeg havde redt op til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...