Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12070Visninger
AA

24. Kapitel 7 - London

”Jeg skal dø!”
”Nej du skal ej..”
”JO! Jeg skal døøø!” Jeg sad med hovedet nede i spisebordet og diskuterede med Niall. Han var den eneste der gad stå tidligt op med mig, da de skulle ud og spille senere på dagen. Det blev så meget tidligere end han havde forstilt sig, for jeg havde ikke lukket et øje hele natten, så jeg stod op klokken 4 og gav mig til at bage cupcakes. Jeg ved godt det er lid underligt, men at stå med fingrende nede i en klistret dej hjælper med at dulme nerverne! Og en utrolig god måde at få Niall op af sengen på.
”Du ved jo ikke hvad de vil sige?” Sagde Niall beroligende og slikkede frostingen af endnu en cupcake. Godt der kom 42 ud af en opskrift. Så kan det være de andre også er heldige at få nogen når de står op.
”Jamen Emma havde ikke modtaget et brev? Hvorfor mig? Virkelig?” Jeg løftede mit hoved lidt, men kun for at slå det hårdt ned i bordet igen.
”Du ved godt du mister hjerneceller af det der, ikke?” Sagde Niall spøgefuldt og næste gang jeg løftede hovedet for at slå det ned i bordet, lagde han sine fingre imellem.
”Apropos hjerneceller. Hvad fik dig til at tro, at du kunne lave en twitter til mig OG slippe godt fra det?”
”Dine E-mail er håbløst umoderne!” Sagde Niall og lavede en stor armbevægelse.
”Hvem har sagt jeg ville have en Twitter? Men nu er jeg ligesom nød til det, fordi mine viewers forventer det!” Jeg tog min mobil frem og fandt twitter appen som det ikke havde været mulig for mig at slette, da jeg fik min mobil, så jeg havde gemt den i et hjørne på femte side.
”Hvad er min kode overhovedet?” Jeg rakte min mobil til Niall og han indtastede et eller andet og jeg kunne hører en lille sjov bip lyd. Han rakte mig den igen og jeg sad og stirrede på den somme vide rubrik.
”Hvad skal jeg skrive?”

”Jeg skal døøø!” Sagde jeg til Emma da vi mødes udenfor biologilokalet.  Han stod bare og gloede lidt på mig, før hun rystede på hovedet.
”Er det stadig brevet du klynker over?” Jeg nikkede på hovedet og gik ind sammen med hende. Vores professor stod nede var hans bord og rode rundt på hans Ipad. Smartass! På de moderne uddannelsesinstitutioner var der virkelig ikke noget der hed papir mere! Det penalhus jeg havde med i min taske var kun til de tegninger jeg skulle lave på min blok, når timen blev for kedelig. Vi havde fået tilsendt vores undervisningsmateriale på en mail og vi var kun blevet bedt om at købe ganske få bøger. Så var det selvfølgedig også billigere for os. Timen startede ud med, at vores professor introducerede sig igen, for det var vist ikke alle der var til orienteringsmødet. Dog var det ikke ligesom på de andre skoler jeg havde været på. For eleverne skulle ikke præsenterer sig med dumme navnelege! Det ville også være lidt træls da vi næsten var 50 herinde! Vi startede ud med et emne om cellernes opbygning på molekyler basis og jeg blev den super student jeg altid er lige efter sommerferien og tog vildt mange noter. Bare vent! Om en uges tid sidder jeg og tegner i stedet for at hører efter! Hvem gør ikke det?

Mit hjerte sprang et slag over, da klokken ringede og jeg skulle bevæge mig op mod kontorene. Det eneste jeg vidste, var at det var ovenpå. Emma var så venlig at gå med mig derop. Damon skrev og spurgte hvor vi var. Han nåede ikke at dukke op, før jeg allerede stod med mit brev i hånden inde foran sekretærens bord. Hun var en tyk lille dame med hornbriller om knap kunne nedværdige sig til at kigge på mig. Uden at sige noget, rakte jeg hende brevet og hun kiggede surt på det.
”Et øjeblik.” Sagde hun og rejste hendes fede rø… jeg mener hendes lidt store numse fra stolen og stak hovedet ind af døren til venstre.
”Du kan gå ind nu.” Sagde hun surt og satte sig igen. Jeg måtte modstå trangen til at række tunge af hende, før jeg gik ind.


”Christina Jorgensen?” Sagde kvinden bag bordet. Hun var den totale modsætning af sekretæren. Høj, tynd og med et venligt ansigt. Hun kiggede op fra hendes papir arbejde og smilede til mig. Jeg nikkede og satte mig på stolen overfor hende.
”Har din første lektion været tilfredsstillende?” Øøøh.. hvad sker der for hyggesnakken? Jeg nikkede bare og smilte så godt jeg kunne.
”Det var rart at hører. Jeg sidder i administrationen her og jeg har nogle spørgsmål til dig.” Hun fandt nogle papir frem fra hendes skuffe under bordet og lagde dem frem for mig. Det var alle mine kontaktoplysninger. Navn, CPR-nummer, Adresse. Det hele.
”Er der noget galt med mine oplysninger?” Jeg kiggede dem igennem hurtigt og syntes ikke der var nogle fejl der sprang i øjnene. Hun trak papirerne lidt hen til sig og pegede på en linje.
”Dine oplysninger om værge til dit ophold i England virker en smule.. underlige.” Jeg læste linjen hun pegede på.
”Louis? Er han underlig?” Mig og Louis var blevet enig om at jeg skrev ham som værge, da han var den ældste i huset og hvis jeg kom ud for en ulykke ville de ringe til ham.
”Louis William Tomlinson. Du er godt klar over hvem han er, ikke?”
”Jo det er jeg så sandelig. Jeg bor sammen med ham.”
”Har du nogen dokumentation på det?” Jeg tænkte mig op. Jeg kunne altid ringe til ham, men så ville jeg sikkert blive mistænkt til at få en anden til at spille ham.
”Jeg har kun billeder på mig mobil. Jeg kan ikke ringe til ham i øjeblikket, da han skal være udhvilet til deres optræden i aften.” Jeg fandt min mobil frem fra min lomme og gik ind i min billedmappe. Jeg rakte mobilen frem så hun kunne se, men jeg samtidig komme trykke videre til de næste billeder. Begge hendes øjenbryn løftede sig og hun nikkede bekræftende.

 

”Okay så. Men er han i stand til at være din værge i en alder af 21?” Hun skrev et eller andet ned på et stykke papir.
”Det regner jeg da med? Det er da bedre at ringe til en her på 21, end at ringe hjem til mine forældre i et andet land og fortælle at jeg er kommet til skade og de skal komme og se til mig.” Damen nikkede bekræftende og skrev videre.
”En ting mere.” Sagde hun og pegede på mig med sin kuglepen og bladrede i mine oplysningspapirer.
”Der står her at du ansøgte om forskellige stipendium, men fik ingen.” Ja bare mind mig om min uduelighed!
”Hvad hvis nu jeg har en giver, som har skiftet mening ud fra dine oplysninger?” Hun sad smilende og afventede min reaktion.
”Hvilke oplysninger?” Sagde jeg skeptisk.
”Hvis du virkelig har kontakter som denne mr. Tomlinson, så har vi en giver, som er interesseret i at give dig et musikstipendium.” Hun så virkelig lusket ud og det var lusket! Var det baggrunden for mit stipendium? At jeg havde de rigtige venner? Ikke noget med mine musikalske talenter? De havde da vel taget min sang til Julia med i deres overvejelser? Jeg kiggede chokeret på hende.
”Hvad er hagen?” Sagde jeg og sendte hende et surt blik.
”Der er da ingen hage? Du skal blot aflægge mindst én audition til en musical eller teaterkoncert om året og så..” Jeg lod hende ikke snakke færdig.
”Det var ikke det jeg mente! Hvorfor vil han kun give mig det stipendium, hvis jeg kender Louis? De har været så venlige at lade mig bo hos dem, jeg kan ikke gå og spørge dem om tjenester, for at få en lille sum penge hver måned til mig selv!” Jeg ved ikke hvorfor jeg var blevet så sur, men jeg havde rejst mig op og var gået over til døren.
”Var der andet?” Spurgte jeg surt. Hun rystede overrasket på hovedet og jeg smækkede døren en smule for hårdt bag mig.

”Hvad skete der?” Sagde Damon uroligt da jeg kom mukkende ud af kontoret. Jeg havde lyst til at slå min hånd ind i væggen, men så vidt jeg vidste fulgte der ikke noget godt med det.
”Folk er tåber! TÅBER!” Sagde jeg og begyndte at gå. Emma og Damon fulgte hurtigt efter og kiggede bekymret på mig.
”Er du blevet smidt ud?” Spurgte Emma og jeg rystede bare på hovedet.
”Jamen hvad skulle de så snakke med dig om?” Damon greb fat i min arm, men vi gik stadig. Vi fortsatte mod kantinen i stilhed og hvor vi fandt os et af de små runde borde og satte os.
”Det var ikke noget vigtigt.” Sagde jeg endeligt. Jeg fandt en muslibar frem fra min taske, mens de andre stirede mistroisk på mig.
”Helt ærligt! Lad det ligge.. det har ingen betydning alligevel.” Damon kiggede lidt på mig og rejste sig op for at gå op og købe noget at spise selv.
”Hey! Når nu han ikke er her? Kan du så ikke fortælle det?” Emma havde lænet sig hen over bordet til mig og snakkede svensk med dæmpet stemme.
”Det er ikke noget."

Jeg gik fordi en lille købmand på vej hjem og købte ind til aftensmaden. Jeg vidste drengene først ville komme hjem sent, så jeg ville overraske dem med et fyldt køleskab og mad på bordet. Jeg var rigtig god til at bage, men ikke god til at lave mad, så jeg vandrede rundt mellem hylderne for at finde det der var nemmest, billigst men bedst. Jeg ville gerne lave noget der var typisk mig, så det skulle helst være noget dansk/fransk mad. Gordon bleu var nemt og hvis man lavede de kartofler som min fars moster lavede, når vi var i Frankrig! Perfekt! Jeg skyndte mig hjem for at læse lektierne til næste dag og nyde jeg var alene hjemme ved at danse rundt i stuen og synge skingrende falskt med på Bon Jovi’s Livnin’ om a Prayer.

Da klokken blev mange begyndte jeg at skralle kartoflerne og satte dem med det samme over kog. Ozzy smøg sig om benene på mig og miavede og jeg prøvede at lade være med at træde på ham mens jeg gik frem og tilbage for at dække bordet. Jeg var i gang med at skærer kartoflerne i skiver, da jeg kunne hører nogen ved hoveddøren. Der gik ikke længe, før huset var fyldt med snak og latter. Jeg lagde kartoflerne i et fad og hældte grøntsager og ost ovenpå og skyndte mig at putte det i ovnen, før de kom ind i køkkenet.
”Laver du mad?” Var det første Niall sagde og bøjede sig ned for at kigge ind i ovnen.
”Jeg tænkte i ville være sultne. Det var faktisk meningen det skulle være klar når i kom, men jeg vidste jo ikke hvornår i ville komme.”
”Hvad laver du så?” Zayn kom også gående og svang den ene arm omkring min hals.
”Det får i at se. Det er noget jeg har set mine fars moster lave nede i Frankrig. Jeg håber jeg gør det rigtigt!” Grinte jeg og snusede den dejlige duft af Zayn ind. Mmmh.

”Hey!” Hårende rejste sig i min nakke da jeg hørte en pige stemme. Jeg havde de værste forestillinger, men jeg blev positivt overrasket. Der var jeg lige ved at skulle slå Eleanor sådan en på kassen, men i stedet var det Liams kæreste Danielle der var kommet hen til mig og rakte sin hånd frem imod mig. Jeg kiggede dumt på hendes hånd et sekund, fordi jeg var chokeret, men jeg tog den hurtigt og prøvede at smile på en måde der ikke ville være creepy.
”Det er rart endelig at møde dig! Du viser dig ikke meget sammen med drengene.” Sagde hun og kiggede en smule bebrejdende på mig. Tak frøken skyldfølelse! Nu har jeg det meget bedre med mig selv! Jeg gad godt vide hvordan drengene ville reagere hvis jeg fortalte dem, at min nye veninde ikke vidste noget om at jeg boede her. Jeg ville bare gerne passe ind og være så normal som muligt… siger hende med turkist hår….
”Jeg er lige flyttet herover! Nu må du liii…!” Jeg koncentrerede mig igen om maden.

Jeg sagde jeg nok skulle lave maden i dag og der var ikke mange protester fra drengene. De satte sig ind i stuen for at snakke om deres lille forestilling og hvordan den ene syntes han var dårligere end den anden. Mens jeg stod og stegte Cordon Bleu på 3 forskellige pande, for at der skulle være nok, kom Louis ud i køkkenet. Han lænede sig ind over bordet og kiggede på panderne.
”Hvordan gik din første skoledag?” Det lød ikke som om han var særlig interesseret.
”Det gik fint og flot. Hvordan gik det med jeres show?” Sagde jeg bare kort for ikke at kede ham.
”Det gik super godt på trods af nogle små fejl. Men… skulle du ikke op på kontoret i dag?” Han kiggede fra mig og ned på panden hvor det sydede da jeg vente den ene Cordon Bleu om efter den anden.
”Jooo… men det var ikke vigtigt.”
”De sendte dig et brev? Det måtte da have været noget?”
”…Det var faktisk om dig.” Sagde jeg stille og grinte for mig selv. Han løftede et øjenbryn og kiggede undrende på mig.
”De syntes det var underligt at en på 21 stod som min værge her i England. De mener nok jeg burde finde mig en værge der er lidt mere moden og ansvarlig.” Jeg sendte ham et smørret grin.
”Siger du jeg er umoden?” han tog min paletkniv ud af hånden på mig og lagde den ned på bordet. Han kiggede skummelt på mig og jeg vidste at jeg hurtig skulle væk. Jeg løb forbi ham og fik lige fat i dørkarmen ind til stuen, da han fik fat i mig og trak i mig.
”Hjææælp!” Råbte jeg så de andre i sofaen vendte sig om og gloede på os. Jeg hang fast i dørkarmen mens Louis stod med armene omkring mig og trak mig imod køkkenet igen.
”Den der må du selv komme ud af!” Grinte Zayn og fandt sin mobil frem og tog et billede idet Louis begyndte at kilde mig så jeg skreg op. Det fik mig til at give slip på dørkarmen og jeg lod ham hive mig ud i køkkenet igen.

Louis blev ved med at kilde mine ribben så jeg grinte hysterisk så det nemt kunne høres ud over hele huset.
”Oh my god stop! HAHAH! NEEEEJ!!!” Han skubbede mig op af køkkenbordet, så jeg ikke kunne flygte, så jeg vred mig bare i hans arme og måtte knibe øjnene sammen for ikke græde af grin. Jeg fik vredet mig så meget rundt at vi stod ansigt mod ansigt og bare grinte overdrevet. Han opdagede dog hurtigt at jeg ikke var lige så kilden på ryggen, så han holdte langsomt op. Han lagde sin pande mod min til jeg var færdig med at grine og så stod vi bare der. Jeg åbnede endelig øjnene og stod bare og kiggede ind i hans glad blågrå øjne. Vi var så tæt på hinanden at vores øjne skellede. Jeg glemte helt at tænke og blev grebet af øjeblikket. Han var så charmerende, havde de pæneste øjne, var sjov, helt sig selv og så fandens tæt på! Jeg var få øjeblikke fra at rette mig op og få de sidste par centimeter mellem os til at forsvinde, da jeg opfangede lyden af den sydende pande og det jeg egentlig var i gang med.

Jeg rystede hurtigt på hovedet og rev mig løs af hans arme og gik over til panderne igen for at se om mine Cordon Bleu var blevet sorte. Jeg blev helt rød i hovedet og rystede mit hår ned i ansigtet, så han ikke kunne se det. Hvad tænkte jeg på? Han havde jo en kæreste, og selvom jeg ikke brød mig om hende, så ville jeg ikke være som hende. Og hvorfor tænkte jeg overhovedet i den retning? Louis var jo bare min ven. En meget nær ven. Jeg kiggede ud gennem mit hår og havde slet ikke lagt mærke til, at han var gået. Jeg åndede lettet op og fik reddet alt min mad. Middagen bagefter var heldigvis ikke så akavet og jeg sad bare stille og nikkede eller rystede på hovedet af hvad de sagde. Jeg havde sat mig i den anden ende at bordet end jeg plejede, og sagde bare at det var fordi Danielle skulle sidde mellem Louis og Liam. Oh god… what am i doing?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...