Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12076Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

”Hello?” lød det i den anden ende af røret. Det var ikke rigtig gået op for mig, at jeg havde ringet op til manden igen af ren arrighed.
”Hvem er du?” spurgte jeg sammenbidt og der blev stille i røret et kort øjeblik før han svarede.
”Frøken. Jeg arbejder her bare, bag scenen. Det er ikke mig du skal have fat i.” Jeg gav et lille åh fra mig.
”Hvem skal jeg så snakke med?” Spurgte jeg så.
”Ham sangeren, Louis. Jeg finder ham lige.” Jeg kunne hører hans fodtrin svagt, så det lød som om at han faktisk var på vej hen og hente fyren. Jeg hørte noget raslen og noget visken, før jeg kunne hører, at telefonen blev taget af en anden.

”Christina?” Sagde den velkendte stemme fra det hemmelige nummer.
”Hvad er meningen?” sagde jeg bare surt.
”Hvad.. hvorfor jeg invitere dig?” sagde han og lo let. Jeg sukkede og ventede på, at han sagde noget mere.
”Altså… det var bare en tanke? Andet kan jeg ikke sige? Jeg så nogle af dine videoer og så at du havde brug for en lejlighed i London. Jeg bor tilfældigvis sammen med mine medkumpaner i et overdrevet stort hus, hvor der er masser af plads til, at du sagtens kan være der.” Sagde han og blev stille. Han forventede helt sikkert et svar, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg anede ærligtalt ikke meget om dem. Jeg havde overfladisk set nogle parodier af dem fra The Key of Awesome bare for at følge med i, hvad andre youtubere gik og lavede, og det eneste jeg kunne huske fra det var, at de var et boyband som folk syntes var sjove at kalde gay.

”Ømh… hvorfor mig? Der er så mange andre der…” Sagde jeg kort efter et stykke tid og gned mine øjne i frustration.
”Tja.. jeg fandt dig bare interessant.. anderledes.. og så kunne vi også godt bruge en pige i huset.” Sagde han og lo igen.
”Så i vil bruge mig som hushjælp?” sagde jeg og løftede et øjenbryn. Drenge.
”Nej nej! Vi hjælpes skam ad med at… bestille pizza.. men hvis… Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det var bare en strøg tanke jeg fik.. de andre drenge var ellers… du må undskylde hvis jeg forvirrer dig.” Sagde han og jeg kunne hører han lød irriteret.
”Jeg… OK ved du hvad? Hvad med at du giver mig dit rigtig nummer, og ikke en scenemedarbejdes nummer, så kan vi skrives, OK? Det virker lidt ulogisk for mig, at i vil have mig boende hos jer, men i er min eneste mulighed ind til videre.” sagde jeg opmuntrende.
”Sidst jeg ringede til dig, fra min egen mobil, var du meget modvillig med at svare mig. Det var derfor jeg lånte scenemandens mobil. Svare du så næste gang?” sagde han stille.
”Dit nummer er hemmeligt! Jeg plejer faktisk ikke at tage den, da det altid er en eller anden der prøver at sælge mig noget.” Vi lo begge to og vi sagde farvel.

Hvor var det bare underligt. Jeg havde intet med dem at gøre og havde aldrig lyttet til dem eller omtalt dem på youtube, men alligevel var de drenge mine rednings mænd, hvis det altså er sandt. Hvordan ved jeg, at det ikke er en joke? Min telefon bippede allerede igen og jeg kiggede på skærmen. Jeg havde modtaget en mms fra et nyt engelsk nummer. Jeg åbnede den op, og så en dreng med hue og lysebrunt hår stå med armen over skuldrene på en meget højere mand med langt hår og helt klart blå kansas overalts på. Under billedet stod der ”Gær hvem der er hvem!” Den høje fyr var nok ham scenemedarbejderen jeg havde snakket med før.

Louis og jeg havde skrevet sammen hver dag, lige siden jeg fik hans nummer. Han var virkelig flink og noget af det mest positive og skører menneske jeg havde snakket med.
Det var ved at være starten af marts nu, og min veninde Julia havde fødselsdag i slutningen af marts, så hvis min sang (som nævnt tidligere) skulle være færdig, skulle der snart ske noget.

Jeg fik fat i Henrik, som kom over til mig en weekend. Han skulle ikke på arbejde denne weekend, så det passede bare perfekt! Min far havde det her gamle trommesæt, fra dengang han var ung, til at stå i kælderen og samle støv. I de mindre klasser når jeg var kommet hjem og var blevet mobbet, så satte jeg mig ned til dem og afreagerede noget så voldsomt på dem, men siden jeg har mødt Julia har alle de andre været lige meget, og trommerne havde ikke rigtig været brugt i lang tid.

Jeg havde fundet alt det mikrofon udstyr frem jeg havde (3 halvsmadrede mikrofoner fra et firma der vist også lavede bildele) og sat en fast til en stol i den ene side, lagde en på en bogstabel i den anden side og den sidste hængene ned fra lampen. Perfekt og så kreativ! Henrik kom kørerne på hans lille Puch og havde sine egne trommestikker med i en lille ”herre”taske over den ene arm. Jesus da også…

”Hold da op!” Sagde han på den mest overdrevede bøssede måde, da han så min fars trommesæt.
”Du har ikke fortalt mig at det var et Pearl-sæt han havde?!” sagde Henrik overbegejstret. Jeg trak på skuldrene. Var det noget specielt?
Jeg begyndte at nynne den melodi, som sangen skulle være i, men han krævede at jeg skulle synge den. Jeg sang så meget genert det første vers og omkvæd og han sad bare der på den mest svansede måde og holdte sig til hjertet og kiggede kært på mig.
”Smukt!” sagde han overbegejstret, og så skal jeg love for at der kom mand i ham. Han begyndte at slå lidt rundt på tammerne og spurgte ind til forskellige lydniveauer. Jeg nikkede bare til det jeg syntes lød bedste, og anede ikke hvad det var han snakkede om.

Da vi havde optaget et stykke tid, kunne jeg mærke min mobil vibrerer i min lomme. Jeg tog den forsigtigt op, uden at larme, for der skulle ikke unødvendigt støj med i optagelserne. Min skærm lyste op og jeg kunne se det billede Louis havde sendt til mig, som det første, da jeg fik hans nummer. Jeg havde valgt det billede til hans kontakt.

*skal du noget i påskeferien? :-)* stod der i beskeden. Jeg blev straks urolig, men jeg smilede for mig selv og svarede tilbage.
*Ikke andet, end Julias fødselsdag. Hvorfor?? :-O* svarede jeg hurtigt tilbage, og havde ikke lagt mærke til, at Henrik var holdt op med at spille. Han gik selv over og stoppede optagelserne til computeren og kiggede på mig og smilede lumsk.
”Uuuh.. Hvem er han?” sagde han uden at kigge på telefonen. Jeg kiggede forskrækket på ham.
”Det..øøh.. Er bare en ven. Fra London… som jeg måske skal bo hos, når jeg kommer der over.” Sagde jeg kort og trak på skulderen. Jeg kiggede på min computer og gjorde klar til, at vi kunne hører optagelserne igennem.

”bare en ven? Er du sikker?” Spurgte Henrik og vippede med øjenvipperne imod mig.
”Ja jeg er meget sikker. Han har allerede en kæreste.” Bum! Og Henrik lukkede i. Thank god. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...