Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12249Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Der gik et par dage med brok fra Julia om, at jeg faktisk måtte forlade hende efter sommerferien. Vi planlage, at vi skulle lade være at bruge vores SU så godt som mulig og så rejse for det der var tilbage, bare for at have en sidste god tid sammen, før jeg for alvor flyttede.

Men der var stadig 5 måneder til, at jeg skulle starte og jeg skulle også havde flyttet inden, så vi forsøgte at lave så meget som muligt sammen inden. Hun skulle sove hjemme hos mig, den dag hvor min telefon ringede kort før 12 mens vi var på vej over til vores lokale, efter vi havde haft frikvarter. På min skærm stod der hemmeligt nummer, så jeg overvejede kort ikke at tage den, men vores lærer var ikke kommet endnu. Jeg vidste også, at hvis jeg ignorerede den og det var en sælger, ville han bare prøve igen senere, så jeg tog den efter den havde ringet et stykke tid.

”Hallo?” Sagde jeg, uden at nævne mit navn, som jeg havde lært af min far jeg skulle gøre, når det var hemmeligt nummer.
”Er det Christina? Fra Danmark?” Lød en nervøs engelsk talende stemme. Jeg blinkede overraskende et par gange og det fik Julia til at kigge undrende på mig.
”Øh ja? Hvem er det? Er det noget med universitetet?” Spurgte jeg en smule dumt. Jeg var ikke parat til, at fører en vigtig samtale med en fra universitetet. Stemmen i den anden ende lo. Det lød som en ung fyr med lys stemme, ikke noget jeg forstillede mig, der var mange af de ansatte på universitetet der havde og jeg blev straks skeptisk.
”Mit navn er Louis. Louis Tomlinson. Jeg ringer angående studenterbolig.” Sagde han roligt.
”Hvor har du fået mit nummer fra?” Sagde jeg surt. Det var det eneste jeg kunne komme på. Hvordan kunne en tilfældig fyr få fat i mit nummer så let? Jeg havde fået gjort det hemmeligt efter de første 10.000 subcribers, for at være sikker på, at jeg ikke ville blive ringet op i utide af en viewer. Det var ikke engang en uge siden jeg lagde videoen ud om, at jeg manglede et sted at bo, så det måtte have været nemt at finde.

Fyren var i gang med at svare, da jeg lagde på. Jeg gad ikke bruge min tid på et useriøst tilbud. Hvis jeg hoppede på den, og jeg så alligevel ikke kunne bo der, så ville jeg stå med håret i postkassen og alle mine ting midt i London og ingen steder at gøre af det. Jeg ville hellere være på den sikre side, og finde noget på en engelsk boligside.
”Hvem var det?” Spurgte Julia, mens vi gik ind i klassen, da læreren var kommet i mellemtiden.
”En eller anden galning der mente han havde et sted til mig at bo i London.” Sagde jeg sløvt og skar en grimasse. Vi satte os til rette og vores oldtidskundskabs lærer skulle igen bytte rundt på mig og Julia ved navneopråb på trods af at vi havde de mest forskellige hårfarver i verdenen.
Jeg kunne mærke at min mobil vibrerede i lommen på mig. Jeg trak min mobil lidt op, for at kunne se på skærmen. Hemmeligt nummer igen. Giver han ikke op? Jeg lod den ringe og prøvede at følge med i det overdrevet spændende der skete på tavlen (sagt med ironi i stemmen). Odysséen er jo bare super interessant?

Det hemmelige nummer ringede ikke mere den dag. Jeg anede ikke om det var muligt at blokere et hemmeligt nummer, men jeg skulle nok selv bestemme om jeg havde lyst til at snakke med vedkommende. Om aftenen ringede en af de fine herre fra Universitetet og ville snakke om fag. Han mente bestemt at, med de karakterer jeg havde fået i kemi i 2.g gjorde, at jeg også burde tage biokemi.  Jeg fik at vide, at jeg kunne tænke over det, da der ikke var mange der havde valgt faget og jeg til en hver tid kunne vælge det.

Jeg fik senere ansøgt om et par stipendier. Jeg var sikker på, at jeg ikke var interessant nok til, at nogen gad sponsorer mig, så jeg satte ikke næsen for højt op efter det. Jeg følte heller ikke, at jeg opfyldte alle kravene. Det ene var et musikstipendium. Jeg havde gået til guitarundervisning da jeg var mindre, og kunne stadig godt spille (Til en hvis grad). Det anet var et IT-stipendium, som jeg var sikker på jeg ikke ville få. Det krævede en masse viden om computer. Ikke blot på computeren men indeni. Jeg havde skrevet om mine erfaringer inden for diverse redigeringsprogrammer og regnede ikke med at det var nok.

Dagen efter, mens jeg sad i bussen ringede et engelsk nummer til mig igen. Jeg regnede med det var læreren fra universitetet som ville plage mig igen om, at vælge fag.

”Hallo. Det er Christina.” Sagde jeg automatisk på engelsk. Damen der sad overfor mig i bussen kiggede underligt på mig. Det kan være hun undre sig over, at jeg snakker engelsk.
”Hello Christina! Jeg ringer med hensyn til et tilbud om studenterbolig.” Jeg blev skeptisk igen. Stemmen lød ikke som den der havde ringet med hemmeligt nummer dagen før. Det lød som en middel aldrende mand og jeg løftede et øjenbryn.
”Okay?” sagde jeg bare og ventede på mere Information.
”Det er et rimelig stort hus, hvor du vil få eget værelse og bad. Du skal dog dele køkken og stue med nogle andre, men de bider ikke.” lød stemmen troværdigt.
”Er der tale om et kollegieværelse? Er det dyrt? Og hvor mange kommer jeg til at bo sammen med?” Jeg vidste ikke om jeg skulle stole på manden, men det kunne ikke skade at hører hvad han havde at sige. Han lød meget mere troværdigt end ham fra i går, og så ringede han trodsalt fra et privatnummer.
”Prisen er ikke fastlagt, men det er altså et rigtig godt sted at bo. Der er dog kun drenge.” Jeg skar en grimasse. Jeg havde regnede ikke med, at jeg skulle bo med ene drenge. Det lød en smule uhyggeligt ærligt talt. Så blev det sikkert mig der skulle lave alt i huset.

”Jeg skal tænke over det. Har du en e-mail jeg kan få? Så kan vi skrive sammen om det? Jeg vil gerne se nogle billeder og så vil jeg gerne hører om nogle mulige priser.” Jeg fik en kryptisk e-mail adresse ud af manden. Det lignede at personen bare random havde slået hovedet ned i tasterne og skrevet @mail.co.uk bagefter.

Med det samme jeg kom hjem, gik jeg ind på min mail, som jeg også brugte til beskeder fra mine viewers og oprettede en ny kontakt. Jeg havde helt glemt, at spørge hvad han hed, men da jeg havde tastet e-mailen ind, dukkede der automatisk et navn op nedenunder.

”Louis Tomlinson” Læste jeg højt. Vente lige… Var det ikke det navn, som drengen med det hemmelige nummer havde præsenteret sig med? Min computer kunne genkende navnet, ergo måtte jeg have fået en mail fra ham før. Jeg annullerede e-mailen og søgte efter hans navn i databasen. Der kom ét enkel søgeresultat op, og ganske rigtig, så var det en af dem jeg havde ignoreret tidligere, fordi det lød for mystisk. Hvem var den fyr? En eller anden stalker? Min første indskydelse var, at gå på facebook og søge på navnet. Der var sikkert mange der hed det, men jeg skulle vel bare gå efter den der så mest creepy ud.

Jeg spærrede øjnene op, da der ingen personer kom op, men tusinder og atter tusinder fansider dukkede op. Hvad skete der lige her? ”For all who loves Louis”, ”Louis smile<3” og ”Louis Tomlinson – One Direction”. Jeg blev stum et øjeblik og anede ikke hvordan jeg skulle reagere på det. Var det telefonfis? Var der nogen der prøvede at lave sjov med mig. Uden at tænke over det, rakte jeg ud efter min mobil og ringede op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...