Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12070Visninger
AA

17. Kapitel 17

 

Julia og jeg sad i bilen i et stykke tid og skændes, men det endte med, at vi steg ud og fortsatte hvor vi slap. Der var ingen paparazzier i syne, så vi gik ind i en bagercafe og fik os en sandwich og noget kakao. Jeg var virkelig nervøs for hvad Louis lavede. Han havde jo ikke engang en nøgle hjem til mit hus?! Jeg ringede til min mor for, at spørge om hun var kommet hjem, men hun var først hjemme om godt en time. Great.
Jeg skrev en masse smser til Louis og det irriterede Julia meget.
”Hvad vil du overhovedet med ham? Han er slet ikke din type!” Sagde hun og brændte sig på den varme kakao.
”Fat nu at vi ikke har noget kørende! Han er bare en ven som tilbyder mig en yderst attraktiv bolig mens jeg studere!” Jeg gav hende et smølfespark over hendes håndryg for at vise, at jeg var sur.
”Siger du ja til at bo sammen med dem?” Hun løftede et øjenbryn og gav mig sit bitch-blik.
”Hvad hvis jeg gør?”
”Seriøst? Du hader sådan noget musik de spiller? Du skal sikkert høre det 24/7 når du er der! Hvad vil vores venner ikke sige om det? Seriøst? Alle syntes de er… argh! De vil sikkert også misbruge dig! Du kommer til at være deres personlige tjener, lave mad og vaske deres underbukser!” Hun gøs ved tanken og jeg var faktisk en smule fornærmet.
”Du er virkelig overfladisk. Bare fordi de ikke er som os, er det ikke ens betydning, at de ikke er søde mennesker! Og jeg har sjovt nok snakker med dem om mad og vaske og sådan noget. Lige nu har de faktisk en rar gammel dame, som kommer og gør rent og vasker tøj hos dem en gang i ugen. Det fortsætter de vel med. Jeg skal bare hjælpe med at lave maden. Som på et almindeligt kollegium.” Julia blev ved med at argumentere for, at jeg aldrig ville komme til at enes med dem, men jeg syntes det gik fint med Louis og de andre drenge havde jeg snakket med over webcam. Det ende med, at Julia var mest fornærmet over, at jeg slet ikke havde sagt noget til hende om dem.

Da Julia satte mig af hjemme stormede jeg ind i huset uden at sige farvel for at sikre mig, at Louis var kommet hjem. Han havde ikke svaret på mine smser og jeg var en smule urolig, selvom det ikke ville undre mig, at han kunne forsvinde lige så pludselig, som han kunne dukke op på mit dørtrin midt om natten. Jeg løb ind på mit værelse, men han var der ikke. Jeg nåede lige at sukke, da min mor råbte på mig ude fra køkkenet. Jeg sprang næsten i favnen på Louis, da jeg så han stod med ryggen til ovre ved håndvasken.
”Han tilbød at hjælpe med aftensmaden.” Sagde min mor og blinkede til mig. Jeg lagde armene rundt om Louis bagfra og stod på tæer for at kunne lægge mit hoved på hans skulder.
”Har monsterdamen sat dig til, at skrælle kartoflerne?” Sagde jeg og grinte af hans håbløse forsøg med en venstrehånds kartoffelskræller. Vi var alle venstrehåndet i vores familie, så vi havde ikke andet.
”Jeg er ikke vant til at lave mad, OK!” Sagde han muggent.
”Det er forhåbentligt løgn.”
”Nej?” Han kiggede ud af sin øjenkrog for at kigge på mig.
”Jeg laver altså ikke jeres mad!” Jeg gav slip på ham og gik over og fandt min mors forklæde i skabet. Jeg pressede den ned over hovedet på ham, bare for at irriterer.
”Hey!” Jeg løb alt hvad jeg kunne ud af køkkenet og ind på badeværelset og låste døren. Jeg stod derinde og grinede, da min mobil vibrerede i min lomme.

Du kan bare vente dig! -Louis

Great.. han bankede ikke engang på døren eller bad mig om at komme ud. Jeg kiggede mig nervøst omkring for at finde mig et våben og kunne kun finde min hårbørst, da toiletpapir nok ikke ville hjælpe mig. Jeg låste op og kiggede ud af den lille sprække. Der var ingen. Jeg stak hele hovedet ud. Hvor fanden var han? Jeg gik ud i køkkenet hvor der heller ingen var, men kartoflerne stod og kogte. Min far sad ved bordet i stuen og lavede kryds og tværs mens min mor læste et af sine dameblade. Værelset. Jeg holdt min hårbørste som en kølle og gik langsomt ind på mit værelse.

Louis sad ved min stationære som der dumt nok ikke var kode på.
”Argh hvad laver du?!” Råbte jeg og tog den trådløse mus ud af hånden på ham. Han prøvede at holde masken, men var virkelig dårlig til det.
”Hvad har du lavet?” Sagde jeg skeptisk. Han havde nået at lukke hvad end han nu lavede ned, så jeg bare stirrede på min baggrund med mig og Julia er lavede grimme fjæse. Jeg skubbede ham væk og han lagde sig automatisk i min seng. Jeg gik som det første på Facebook, for hvem har ikke prøvet at blive faceraped? Der var intet på min private profil ud over det sædvanlige, så jeg gik ind på min youtubekanals fanside og så, at Louis havde taget adskillelige billeder af sig selv med mit webcam og lagt op. Det ene grimme ansigtsudtryk efter det andet og over et af dem stod der: ”Se den flotte fyr jeg har besøg af”. Det løb koldt ned af nakken på mig.

”Hvorfor?” Spurgte jeg ham og lavede facepalm på mig selv.
”Har du noget i mod det?” Sagde han og kiggede bare op i loftet mens han havde hænderne bag hovedet..
”Nej… Altså jo… Men… Var det her ikke halv hemmeligt?” Jeg skar en grimasse og satte mig tungt ned i min stol og trykkede på genindlæs siden. Et par hundrede havde allerede syntes godt om billedet og 23 havde kommenteret.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke var særlig diskret i lufthavnen. Det nok derfor de har fundet mig denne gang. Så det er ikke så hemmeligt mere, vel?” Logisk nok. Men alligevel. Vores målegruppe var ikke ligefrem de samme mennesker.
”Okay. Men… Du ved godt du lige har lagt en masse billeder ud af dit blå øje? Ik’?” Jeg klikkede ind på et tilfældigt billede. Selvom det var rimelig meget pixileret, så kunne man tydeligt se den blå lilla ring omkring hans ene øje. Louis kom pludselig op ved siden af mig og kiggede mig over skulderen.
”Det er da ikke så galt?” Sagde han, men han så en smule bekymret ud. Jeg scrollede ned gennem kommentarende på billedet. De første par stykker vidste ikke hvem han var. Så kom dem hvor folk forklare hvem han er og til sidst en blanding af ”Wtf hvad vil hun med ham?” og ”Louis<3<3<3<3<3”.

Vi havde snakket sammen et par timer og vores samtale lød meget på, at jeg skulle komme og bo hos dem nu. Vi snakkede om deres køkken de skulle renovere og rummet jeg skulle have, skulle males.
”Hvordan vil du få dine ting til London?” Spurgte han. Vi lå begge på ryggen i sengen og kiggede op i loftet. Jeg havde ikke lavet mine lektier endnu, men fik nok heller ikke gjort det. Så måtte jeg blive slagtet af min historielærer i morgen.
”Det ved jeg ikke. Regner ikke med jeg skal have mine møbler med mig. Finder nok nogen i en genbrug et sted der ovre. Så skal jeg bare have min computer, tv og skrammel med mig.” Jeg scannede mit værelse og lavede en lille mental udvælgelses proces af mine ting.

Min mobil begyndte at skabe sig med sin lille hysteriske stemme der bad mig om af tage min telefon. Jeg tog min mobil af lommen og satte mig op.
”Hallo?” Jeg glemte at se hvem det var.
”Hvorfor tager Louis ikke sin mobil?” Spurgte Harry muggent i den anden ende. Jeg kiggede spørgende på Louis.
”Hvorfor har du ikke taget din mobil?” Han trak på skulderen og så virkelig ligeglad ud.
”Det kan jeg ikke sige dig, Harry.” Sagde jeg bare.
”Han har da godt nok lagt kortene på bordet, hva’?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare til det, da jeg ikke selv havde ladet det trænge ind endnu. Offentligheden vidste nu, at jeg havde kontakt med drengene og hvordan folk reagerede på det, måtte tiden vise. Jeg var selv splittet. Jeg var blevet rigtig glad for drengene og selvom vi var så forskellige, så syntes jeg at vi havde det godt med det. Modsætninger mødes? På den anden side havde jeg en stolthed der sagde mig, at mine viewers ville forlade mig, hvis jeg begyndte at hænge ud med en popgruppe i stedet for min grønhårede veninde.
”Sååå… Hvordan gik det der interview uden Louis?” Det lød måske lidt dumt.
”Vi måtte skippe vores optræden efter interviewet, men Poul fik dem til at love, at de ikke ville spørge ind til det. Men nu hvor han selv har valgt at ligge billeder up af sig selv med et blåt øje på dit værelse, skal der nok en forklaring til. Ikke mindste over for Poul og os!” Sagde Harry bestemt.
”Det er klart.”
”Hvornår kommer han hjem?” Jeg gav mobilen til Louis, så han selv kunne svare og han tog den og gik ud på badeværelset.

Jeg lagde mig og spredte mig så godt som muligt ud over hele sengen, så der ikke var plads til ham, da han kom tilbage.
”Jeg har en ide.” Sagde han og satte sig over til min computer og tændte den på kontakten. Det fik mig til at små løb over til ham, så mit lilla hår stod mig om øjnene.
”Jeg tror du har leget nok med min computer!” Jeg tog den trådløse mus og satte mig i sengen igen.
”Vil du ikke være med til at lave en video?”
”Til Youtube?”
”Ja?”
”Hvorfor?” Han svarede ikke, men åbnede mit webcam program med piletasterne og enter-knappen og hev mig over i stolen at sidde. Jeg kiggede bare dumt på ham og det fik ham til at rulle med øjnene og tog musen ud af hånden på mig, for at klikke start i programmet. Jeg rettede lidt på mit hår, inden jeg startede min video som normalt.
”Hey guys! Sååå… jeg sidder her og lader være med at lave lektier, fordi jeg har besøg! Af Louis!” Jeg pegede på ham og trak ham lidt længere ind i billedet.
”Jeg ved ikke hvad det er han vil, men han ville have mig til at lave en video.”
”Chris?!” han brød sig vist ikke om det jeg sagde.
”Rolig nu. Vi kan altid klippe i det! Sååå… Har du noget at sige til mine viewers?” Jeg holdte fast i hans arm, så han ikke forsvandt ud af billedet.
”Hey! Ørmh… I undre jer nok over hvorfor vi sidder sammen… I Danmark… Jeg… Vi.. mig og drengene… fra One Direction, altså…” Louis holdt så mange pauser i hans tale, at jeg gav mig selv en facepalm og stirrede sært på ham.
”Vi har valgt at kontakte Christina, fordi… hun manglede et sted at bo.. mens hun studere… i London… Og vores kælder er stor nok, til at hun kan bo der! Altså… ikke at vi vil spærre hende inde i kælderen.. Det lød forkert.. jeg..” Louis fik en frustrations rynke mellem øjnene og jeg begyndte at grine hysterisk.
”Han prøver bare at fortælle jer, at jeg skal være spæret inde i deres kælder og leve af vandgrød mens jeg studere i London. Var det ikke det?” spurgte jeg grinene og Louis slog ud efter mig.

Det tog en del tid at blive enige om hvilke klip der skulle med i videoen. Jeg syntes næsten ikke den skulle klippes, fordi Louis var så dejlig når han var akavet! Men jeg havde lyst til at pande ham en, da han pegede på hans blå øje og sagde at det var et uheld og det var hans egen skyld, men han ville jo ikke hænge Eleanor ud på internettet.

”Hvilken form for respons regner du med at få på det der?” Vi sad og kiggede videoen igennem for tredje gang, efter vi havde lagt den ud. Der var allerede kommet et par kommentar, men nogen af dem var blot reklamer for deres egen youtubekanal, men et andre var ret negative omkring drengene.
”Altså vi er jo ligesom blevet set sammen op til flere gange alligevel. Så i stedet for at der opstår tusinde forskellige rygter, så kan vi lige så godt få sandheden ud med det samme.” Måden han omtalte ”vores hemmelighed” lød virkelig kryptisk. Det var som om vi var en slags efterretningstjeneste der lige havde afsløret at jorden måske går under i morgen. Sådan lød det på folks kommentarer i hvert fald.
”……Du ved godt jeg ikke har sagt endegyldigt ja, til at bo hos jer…Ik’?” Sagde jeg stille. Louis ansigt gik fra selvsikker til bekymret i et splitsekund.
”Hva..?” Han tog fat om min arm, famlede sine hænder ned til mit håndled og derefter trak han min hånd op til sin mund og kyssede den. What the….?
”Du ved godt jeg bare driller ikke?” Sagde jeg og uldede hans hår. Han så en smule fornærmet ud, men så begyndte vi begge at grine og kramme hinanden. Jeg kunne da godt bruge en masse tid sammen med nogle skønne drenge som dem, på trods af vores forskelle!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...