Youtuberen

Christina - eller Chris - er youtuber og hele hendes liv dokumenteres i hendes vlogs. Hendes største drøm er, at komme til London og studerer på universitetet, men har problemer med at finde et kollegium at bo på.

Der opstår pludselig en mulighed, da Louis fra 1D tager kontakt til hende, efter at have set hendes videoer og tilbyder hende et sted at bo, mens hun studerer. Hun tør ikke sige ja i starten, før hun lærer dem at kende, men ved ikke at det bliver starten på et venskab med kaos. Deres liv er så forskellige og hun står som en lus mellem to negle. Det normale og vilde ungdomsliv, eller livet som backstagetøsen til et boyband.

85Likes
95Kommentarer
12199Visninger
AA

29. Kapitel 12 - London

”Hvad fuck laver du her?” Råbte jeg af ham, men det så ikke ud som om han kunne hører mig, for han så bare stadig surt på mig. Eller også ignorerede han mig. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle håndtere det, da jeg egentlig heller ville se Louis på min date, end Damon, men jeg havde det sjovt og det var Damon der var skyld i det. Han havde for et stund fået mig til at glemme alt om Louis.
”Hvad vil du?” Prøvede jeg igen. Han svarede stadig ikke men begyndte at trække mig mod udgangen. Jeg lod mig trække af sted, da nogle piger begyndte at råbe hans navn rundt omkring os. Da vi kom ud kiggede dørmændene meget efter os og Louis trak mig videre ned af gaden og væk fra de høje teknorytmer og de mange mennesker.

Vi var efterhånden meget langt væk fra klubben hvor Damon sikkert var begyndt at lede efter mig. Han stoppede op og slog min arm ud af sin hånd og gik et par skridt væk fra mig. Jeg stillede mig op af husmuren med krydsede arme og ventede på at han skulle vende sig om. Jeg kunne se hvor frustreret han var, for hans næver var knyttede og han stod bare og kiggede op i luften. Endelig kiggede han på mig og det fik mine nakkehår til at rejse sig. Så mange følelser gik hen over hans ansigt på én gang. Vreden var at se, men ubeslutsomheden var tydelig. Han så ud som om han skulle til at sige noget, men stoppede sig selv. Det irriterede mig grusomt.
”Kom så med det!” Jeg blev chokeret over mig selv. Jeg havde hævet min stemme mere end højest nødvendigt.
”Hvad vil du have jeg skal sige?” Sagde han og pegede på sig selv før han vendte ryggen til mig igen.
”Jeg går tilbage til Damon. Han leder sikkert efter mig.”
”NEJ!” Hurtigere end jeg havde vendt mig om, var han kommet op på siden af mig og havde igen fat i mit håndled. Jeg trak min hånd til mig igen og nu var det min tur til at være den sure her.
”Hvorfor ikke?”
”Han er ikke god for dig!” Louis kiggede bedende på mig og jeg havde svært ved at modstå hans øjne. Hvorfor kunne han ikke bare sige at jeg skulle lade være med at gå tilbage, fordi han kunne lide mig? Hvis han bare kunne sige det, ville jeg gøre alt for ham. Men det gjorde han ikke. Han tog blot mit håndled og førte mig over til en parkeret bil længere henne af gaden og jeg lod ham bare gøre det. Jeg ville have gået tilbage til Damon og været skide ligeglad med Louis og feste videre, men jeg gjorde det ikke. Min viljestyrke var ikke til det.

Vi sagde ikke noget til hinanden på den forholdsvis korte vej hjem. Jeg sad med krydsede arme og kiggede surt ud af forruden på gadelamperne. Jeg kiggede et par gange over på Louis som så ud som om han havde en indre diskussion med sig selv og hans ansigtsudtryk skiftede konstant. Jeg for ud af bilen med det samme vi var i indkørslen. Jeg smækkede døren hårdt og marcherede op til hoveddøren. Der var lys indenfor og døren var ikke låst, så de andre drenge måtte være hjemme. Liam kom løbende med det samme jeg smækkede døren i efter mig uden at tænke over at Louis eventuel var lige bag mig. Jeg famlede min ene sko af og Liam tog fat i min arm, så jeg ikke falde da jeg skulle af den anden.
”Hvad er der sket?” Spurgte han da jeg smed skoene hen af gulvet.
”Louis afbrød min date.” Sagde jeg surt og var ved at bryde ud i tårer. Liam havde ikke slippet mig endnu, men da jeg hørte hoveddøren bag mig åbne sig, vred jeg mig ud af hans greb og styrtede ned af trappen til mit værelse.
”Hvad sker der Lou?” Nåede jeg lige at hører Zayn sige, før jeg smækkede døren i til mit værelse.

Jeg lagde mig med ansigtet ned i min pude og tårende begyndte at strømme fra mine øjne. Hvorfor kunne han ikke bare blande sig udenom, hvis han alligevel ikke ville have mig? Jeg fandt min mobil frem og så jeg havde 6 ubesvarede opkald fra Damon. Jeg valgte bare at skrive til ham i stedet for at ringe, da min stemme sikkert ville bryde sammen hvis jeg prøvede at snakke lige i det øjeblik.

Jeg har det fint. Blev hentet af Louis. Jeg havde det sjovt! Tak..

Jeg valgte ikke at skrive hvorfor Louis havde hentet mig, men det skulle jeg nok komme til at forklare senere. Jeg satte mig op i sengen og trak mine ben op under hagen, så jeg kunne hvile mit hoved på knæerne. Jeg indså at jeg snart havde brug for noget papir, hvis jeg ikke ville have min eyeliner ud over mit dynebetræk eller lagen, så jeg gik hurtigt ud af døren og hen til mit toilet. Jeg slog toiletbrættet ned og satte mig der et par minutter og fik min vejrtrækning til at være normal igen, før jeg gik ud. Jeg snøftede lidt og opdagede ikke at Louis var på vej ned af trappen, før han rørte ved min arm og jeg for sammen.
”Hvad vil du?” Sagde jeg surt. Tårende pressede sig på igen, ved synet af ham.
”Du må altså undskylde min opførsel.. jeg… jeg syntes bare ikke han..” Jeg lod ham ikke snakke færdig.
”Er den rette for mig? Spar mig for dit bullshit! Hvad ved du overhovedet om det? Du tror måske du ved alt om Damon? Om forhold måske? Du ved ikke en skid! Bare se hvordan Eleanor behandler dig!” Jeg direkte skreg ham lige op i ansigtet, men det eneste han gjorde var at pege på mig.
”Du holder Eleanor ude af det her!” Sagde han advarende.
”Nååå ja for hun er jo perfekt! Man skulle tro du ikke kan huske at du lagde hjemme i min seng og græd dig selv i søvn! Jeg kan godt se at hun er meeeeget bedre end Damon!” Jeg vendte ryggen til ham og satte kursen mod mit værelse. Han satte en fod i døren, da jeg skulle til at lukke den for næsen af ham. Han skulede vredt af mig igennem sprækken.
”Det her har intet med hende at gøre!”
”Hvis hun er så perfekt, så skrid over til hende og lad mig være i fred!” Råbte jeg og sparkede til hans fod for at han skulle trække den til sig, så jeg kunne låse døren.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad og græd. Jeg havde sat mig på gulvet over i den anden ende af værelset, så man ikke ville kunne hører mig udenfor døren. Jeg decideret hylede ind i mellem. Pludselig bankede det på min dør, men jeg rejste mig ikke op.
”Chris?” Jeg kunne hører Harrys stemme svagt gennem døren. Jeg reagerede kort, men det kunne jo være Louis også var der, så jeg blev siddende.
”Christina, vil du ikke godt låse op?” Spurgt Harry. Han bankede et par gange mere.
”Chris? Jeg er alene!” Det var mit signal. Jeg rejste mig endelig og låste døren op. Døren blev hurtigt lukket op og Harry stak hovedet ind. Han kiggede automatisk hen på sengen, men derefter hen på mig. Hans ansigtsudtryk blev hurtigt uroligt og han lagde hurtigt armene om mig.
”Jeg ved ikke hvad der går af ham! Han har aldrig opført sig sådan før!” Forklarede Harry mens han aede mig på ryggen for at få mig til at slappe af.
”Jeg troede i skulle i byen.”
”Vi var på vej, men Louis fik åbenbart en anden ide.”
”Hvor er han nu?” Jeg blev en smule urolig over at døren stadig var åben. Han kunne brase ind i rummet når som helst.
”Jeg tror han gjorde som du råbte….” Eleanor, selvfølgelig. Jeg gik med til at komme med ovenpå og sidde sammen med de andre. Niall var god til at få mig på andre tanker ved at lade mig spille fifa uden at sige jeg var dårlig!

”Nej nej jeg har det fint. Louis er bare lidt overbeskyttende.” Damon havde ringet til mig mindst tusinde gange for at vide hvad der egentlig var sket, men klokken var virkelig mange før jeg tog mig sammen til at svare ham.
”Det er altså vildt overdrevet at hente dig inde i diskoteket i går!”
”Han er jo min værge. Han ville vel sikre sig, at jeg ikke kom noget til.” Jeg fortalte Damon præcis det Louis havde sagt til mig. Det han sikkert ville have mig til at sige, hvis folk spurgte.
”Han er sgu skør! Nå men.. jeg hyggede mig virkelig! Jeg.. håber vi kan gøre det igen engang! Bare med en anden slutning… du ved.”
”Ja selvfølgelig! Vi ses i morgen i psykologi!” Jeg lagde på og gik ud i køkkenet. Jeg gik i gang med at lave maden til når drengene kom hjem. Som altid smøg Ozzy sig om mine ben gennem hele processen. Jeg var dødtræt og stod næsten op og sov da hoveddøren gik. Jeg ruskede mig selv lidt og holdte kort øje med panden før Zayn stak hovedet ind i køkkenet og kiggede sig omkring.
”Har du set Louis?” Jeg gøs da jeg hørte hans navn.
”Nej? Var han ikke med jer?” Zayn rystede på hovedet og jeg kunne hører Liam gå ovenpå og råbe Louis navn. Hvad foregik der? Jeg satte panden over på en kold kogeplade og gik ud i gangen hvor Harry stod med telefonen til øret.
”Han tager den ikke!” Sagde han frustreret og kørte hånden rundt i sine krøller.

”Vent lige.. Mødte han slet ikke op til signeringen?” Jeg stod med armene over kors og med paletkniven i hånden og så på drengene der susede forvirret rundt i huset.
”Jeg ringer til Eleanor.” Sade Zayn. Vi kan også bare opsøge hende og smadre hendes ansigt? Nej?.. Det var bare en tanke.
”Hey Eleanor! Det er Zayn. Hvis du hører den her besked, kan du så ikke lige ringe tilbage? Tak…. Hendes mobil er slukket.” Zayn lagde opgivende sin mobil i lommen og kiggede rundt på de andre.
”Han dukker nok op.” Sagde jeg og trak på skulderen og gik ud i køkkenet igen. Jeg gad egentlig ikke koncentrere mig om ham. Han var sikkert stukket af med Eleanor et eller andet sted hen hvor de lå og befamlede hinanden. Da hun var ham utro skippede han også et interview eller to, så man kan ikke sige, at han ikke kunne finde på det!
”Vi må hellere gå ud og lede efter ham!” Sagde Liam bestemt og begyndte at tage jakken på. Jeg sukkede lidt og rettede min paletkniv imod ham.
”I spiser først!” Sagde jeg en smule truende og pegede på spisebordet.

Drengene spiste ubeskriveligt hurtigt og tog med det samme ud for at lede efter ham. De var virkelig bekymret for ham. De var jo selvfølgelig også som brødre… og jeg som deres søster. Okay nu blev jeg frustreret. Hvorfor havde han ikke ringet til dem? Eller i det mindste skrevet en sms? Hvad var han ude på? At give mig dårlig samvittighed? Hvis det var det, så virkede det.
Jeg satte mig til at læse nogle lektier i min seng. Da klokken var 23 og jeg var klar til at gå i seng var drengene ikke kommet hjem endnu. Jeg sad bare her hjemme og gjorde ingenting. Jeg havde selvfølgelig heller ikke en bil. Bare for at gøre et eller andet skrev jeg til Damon.

I har vel ikke set en Louis gå rundt ude i Camden? – Chris
Øh… Troede ikke han kom sådan nogen steder. Hvorfor? – Damon
Han er lidt væk. Han kommer nok når han er sulten nok. Lol – Chris

Han var ikke i Camden. Så vidste jeg da det. Jeg lagde mig ned og prøvede at sove, men kunne ikke lade være med at tænke på alt det der var sket det sidste døgn. Det hele var meget overvældende og det holdt mig vågen lige indtil jeg hørte hoveddøren blev sparket ind. Det gav et set i mig og jeg fandt hurtigt mine briller og trak hurtigt et par shorts på til min oversize bluse, så jeg ikke gik rundt i underbukser…igen.. Jeg kiggede nysgerrigt ned af gangen, da jeg gik op af trappen og fik mig noget af et chok. Louis stod og hang op af væggen. Han havde fået tændt for lyset, men døren bag ham var stadig åben.
”Hvor har du været?” Spurgte jeg og gik langsomt hen imod ham. Der var overhovedet igen reaktion fra hans side. Han stod bare og hang. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se at hans øjne var lukket. Sov han? Jeg gik lige forbi ham og kiggede ud af døren. Der var ingen udenfor og bilerne var stadig væk. Var han kommet hjem alene?

Jeg kiggede hurtigt ind i den mørke stue før jeg knipsede foran Louis ansigt. Ingen reaktion.
”Louis!” sagde jeg højt og klaskede ham et par gange på kinden for at få liv i ham. Han gryntede lidt og fik endelig hans øjne til at lystre. Det så ud som om han havde svært ved at fokuserer, men da jeg endelig fik øjenkontakt med ham begyndte han at smile.
”Heeeey… det er dig.” mumlede han og rakte ud efter min skulder. Idet han snakkede kunne jeg lugte den vamle søde lugt af alkohol. What the fuck?
”Louis… er du fuld?” Spurgte jeg dumt, for det var jo tydeligt.
”Måske… en smule.” Erkendte han og smilede smørret.
”Kom lad os få dig i seng.” Jeg tog fat i hans arm, men han kæmpede imod.
”Jeg skal ikke op af de trapper!” Sagde han og fægtede med armene. Jeg smed hans arm over skulderen og hjalp ham ind i stuen og smed ham på sofaen.
”Du har vel ikke noget varmt at drikke? Det var lidt koldt derude.” Spurgte han og smilede til mig med lukkede øjne. Jeg rystede på hovedet af ham og gik ud i køkkenet for at varme noget vand.

Jeg stod og stirrede på kogekedlen mens jeg spekulerede over hvad han havde lavet. Var han ikke taget over til Eleanor alligevel? Eller måske har han festet sammen med hende? Men hvorfor var han så ikke taget hjem sammen med hende? Han vidste jo at jeg var sur. Jeg blev revet ud af min tankestrøm da jeg hørte Louis daskende fodtrin hen over køkkengulvet og hans arme landede på køkkenbordet på hver side af mig. Han stod helt op af mig, så jeg kunne lugte hans klamme ånde hen over skulderen. Bvad!
”Louis gå væk.” Sagde jeg kommanderende, men han flyttede sig ikke, før jeg skubbede til ham. Jeg fandt en kop og hældte det kogende vand ned over et tebrev og rakte den til Louis. Han satte den blot på bordet og støttede sig op af køleskabet.
”Hvor har du været henne?” Spurgte jeg og lagde mine arme over kors, for at virke ligeglad.
”Hos… Eleanor.”
”det tænk…”
”Og hendes NYE fyr.” Tilføjede han og hans ansigt gik straks fra beruset til sorg. Shit! Nu igen! Nu havde jeg da i hvert fald noget at få dårlig samvittighed over. Godt nok havde han spoleret min date med Damon, men jeg havde sendt ham lige i armene af en utro trunte i et øjeblik, hvor han allerede var nede i kulkælderen.

”Det jeg ked af Lou.” Var det bedste jeg kunne sige. Hvorfor var jeg så dårlig til at være sur på ham? Louis rakte ud efter min hånd og jeg gik frivilligt tættere på, så han kunne få fat i den.
”Hvorfor mig?” Sagde han og lukkede hans øjne, han støttede sig stadig op af køleskabet, så jeg vidste han ikke ville ryge så langt, hvis han faldt i søvn.
”Det ved jeg virkelig ikke Louis… Du forelskede dig i den forkerte pige.” Tilføjede jeg og rystede hans hånd lidt, for at sørge for at der stadig var liv i ham.
”Hvorfor kan du ikke lide mig?” mumlede han og åbnede øjnene igen og stirrede lige ind i mine. Jeg rødmede lidt.
”Jeg kan godt lide dig, Lou.” Bekræftede jeg og det fik Louis til at smile. På en virkelig sød måde. Han løftede sin vægt fra køleskabet og gik et skridt tættere på mig. Jeg holdte op med at tænke i et kort øjeblik, men da han lænede sig ned imod mig med lukkede øjne, trådte jeg et skridt tilbage og gav slip på hans hånd.
”Hvorfor?” klagede han. Jeg bed mig selv i læben og jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller være glad.
”Jeg er bange for du kommer til at fortryde det i morgen. Her… Drik din te.” Jeg rakte ham tekruset og gik hen imod kælderen.
”Christina!” Råbte han fra køkkenet, men jeg forsatte. Jeg kunne hører at han i højt tempo fulgte med på trods af hans fuldskab og jeg måtte også gribe ham, da han nåede enden af trappen.
”Louis gå op igen! Gå i seng!” Kommanderede jeg, men han lyttede ikke efter. Han gav slip på mig og forsatte ind på mit værelse hvor han smed sig i min seng. Jeg havde den største trang til at smide mig ved siden af og genopleve det som vi engang havde, men jeg vidste også at man gør en masse ting i fuldskab som man senere fortryder. Jeg lod ham ligge og tog min telefon med ovenpå og skrev til de andre, at han var kommet hjem. Derefter lagde jeg mig udmattet på sofaen i stuen og sov sammen med Ozzy. Uden at sætte vækkeuret.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...