Uheldet.

Madison Fall og hendes bedste drengeven har kendt hindanden lige siden folkeskolen. I starten snakkede de sammen, en hel del faktisk. Pludselig rejser han, helt uden et eneste ord eller sms. Han har helt stoppet med at svare på Madisons sms’er. Den dag de mødes igen, er Madison virkelig vred på ham, over at han bare cuttede kontakten. Pludselig er en af dem kommet ud for et uheld.

1Likes
0Kommentarer
280Visninger

1. Kiosken.

 

~Madisons synsvinkel.~

Så stod jeg der ude foran den gamle tankstation, som stort set ingen kunder havde og som altid blev begået indbrud i, selvom butikken ingen penge havde. Det var så mit nye job at stå der inde og glo ud i luften hele dagen. Når jeg stod der og så på den ude fra kunne jeg godt forstå der ingen kunder var, så snavset, ensom, og forladt den så ud. Nå, men jeg fik da i det mindste en smule i løn for det. Men i hvertfald begyndte jeg med tøvende skridt at gå hen mod indgangen. Da jeg kom ind var det første der mødte mig en stor hylde med snavsede og sikkert meget gamle blade. Desuden var der vildt støvet derinde, vildt fedt. Jeg hostede over alt det støv jeg fik i munden og næsen og gik derefter bare op til kassen hvor jeg skulle stå hele dagen. Jeg kunne ikke få øje på nogle andre med arbejdere, men så hørte jeg en stemme ude fra baglokalet.
”Hvem er her?”, kaldte stemmen.
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt for mig selv, hvem der? Selvfølgelig var det bare end medarbejder.
"Madison Fall. Det er min første dag på Jobbet”, råbte jeg en smule usikkert og skævede ud i baglokalet for at finde ud af hvem stemmen tilhørte.
"Nå, Madison", sagde stemmen. Jeg så en skikkelse bevæge sig igennem den lange smalle gang, og da personen kom ind i belysningen kunne jeg se at det var en halv gammel mand som var ved at være helt skaldet, og ret spinkel. 
"Jep, skal jeg så bare stå her og glo hele dagen?", sagde jeg lettet. Da jeg havde sagt det, kunne jeg godt hører hvor flabet det lød, og jeg fortrød det også ret meget. Jeg var knap så lettet nu. Den gamle mand sendte mig bare et ondt blik og humpede så tilbage i baglokalet. 
Eftersom jeg ikke regnede med der kom nogen, fandt jeg min mobil frem og begyndte at spille Angry Birds. Jeg tror jeg havde siddet der i 2 timer, da jeg hørte klokken ringe, hvilket betød der kom kunder. Det overraskede mig temmelig meget. Nå, men jeg kunne kun se en høj skikkelse med krøller på hovedet, bag reolen med blade. Min første tanke var: ’Af alle kiosker i London vælger man denne?’
Skikkelsen dukkede frem fra reolen med blade, og gik direkte hen i mod hylden med slik og tog en Snickers, mens jeg stadig stod og prøvede at finde ud af hvor jeg kendte ham fra. 
Okay, hvor mange krøltoppe, som elsker Snickers kender jeg her i London? Det måtte være Harry.
Da han så gik op i mod kassen fik vi et kort øjebliks øjenkontakt, og det var nok til at huske det hele, det var Harry. Harry Styles, fra det populære popband One Direction. Jeg vidste ikke om jeg skulle blive glad, sur, eller bare lade som ingenting.
"Jeg skal bare ha-". Mere nåede han ikke at sige. I det han så op på mig blev han fuldstændig mundlam, og ligesom mig ikke vidste hvad han skulle sige. ”Ma-Madison?", fik han fremstammet.
I starten skulle jeg nok til at råbe af ham, for han skrev jo trods alt ikke til mig længere. Men jeg holdte det faktisk inde og så en smule koldt på ham.
"Det er mig, Harry". Han talte helt koldt. Han så faktisk en smule skuffet ud, næsten såret. Der var stilhed i et øjeblik.
"Jeg eh, skal bare have denne her”, sagde han og fandt penge frem. Han lagde dem på bordet, tog hurtigt sin Snickers i lommen og vendte sig hurtigt.                                                                             
"Nå, Harry. Har du har du det godt, hvad end du nu har gået og lavet her de sidste par måneder? For det ved man jo ikke noget om, når du ikke skriver, eller ringer?". Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, det lød bare så godt. Og efter jeg havde sagt det kunne jeg godt se, hvor hårdt den sætning ramte ham. Han så skamfuld ud.
"Det har jeg vel". Han nærmest hviskede. Han kiggede tilbage mod døren, og det så ud som om at han virkelig ville væk fra mig, så jeg tog i mod pengene og så på ham.
"Jaja, bare gå. Så cutter vi vel alt kontakten som før, og du lader som om det her aldrig er sket?", sukkede jeg. Jeg vendte mig om for at fortsætte mit spil på mobilen, og selvom jeg var sur på ham og ville have ham til at gå, skuffede det mig alligevel da jeg hørte døren lukke igen. 
 

”Vi ses i morgen”, sagde jeg til den gamle medarbejder. Jeg åbnede døren og gik ud. Den smækkede i bag mig. Jeg gik langsomt ned mod det gamle busstoppested, der var alligevel 14 minutter til bussen kom. Hvor dum kan man lige være? Han møder den pige, han ikke har snakket med i flere år, som faktisk var ens bedsteven, og så går han bare. Jeg kunne vel ikke have forventet at han var blevet? Nå, men der sad jeg der hjemme og tænkte over hvor dumt det egentlig var. Måske havde han stadig mit telefonnummer, i kontaktbogen. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg var nok bange for at han ikke huskede mig, eller at han bare ikke gad tale med mig mere. Det virkede også sådan i kiosken. Jeg ville ønske mere end noget andet, at jeg kunne støde ind i ham 'tilfældigt' igen, men mine forventninger steg ikke.


"Harry Styles”, sagde jeg for mig selv da jeg indtastede hans navn i Google søgefeltet, på min nye computer. Nu blev jeg nødt til at finde ham, bare noget jeg havde med mig selv. Den tanke, at jeg bare kunne finde ham på nettet, havde ikke strejfet mig før nu.
Det første der kom op var selvfølgelig hans twitter profil, hvad havde jeg regnet med? Jeg prøvede at kigge lidt videre, men forgæves. Der var intet omkring hvor han boede. Så nu var mit eneste valg vel at ringe til ham. Men hvad hvis han ikke tager den? Hvis han ikke vil snakke med mig? Selvom det sådan set var det eneste jeg kunne gøre, hvis jeg ville tale med ham. Faktisk vidste jeg ikke hvad jeg ville tale med ham om, men jeg ringede ham nu alligevel op. Jeg sad bare og ventede på at han tog den, men hun tog den ikke. Jeg ringede ham op igen, og denne gang gik den på telefonsvarer med det samme. Min første tanke var at han ignorerede mig, hvilket han også klart gjorde. Hvad skulle der lige ellers være sket? Jeg sad og ledte efter oplysninger i omkring en time, som om jeg var sådan en slags stalker. Jeg skulle lige til at stoppe min søgen, da min telefon ringede. Jeg så at det var et nummer jeg ikke kendte, og i alle andre situationer ville jeg have ladet den ringe. Normalt ville ikke tage telefonen hvis det eneste der stod på min iPhones skærm var et eller anden random telefonnummer. Men hvad hvis nu det var Harry der ringede. Fra en anden telefon selvfølgelig. Det var derfor jeg valgte at tage den.
"Hallo?" sagde jeg som det første da jeg tog den.
"Ja, taler jeg med Madison?", lød det fra en dame i den anden ende af telefonen.
"Ja, det er mig”. Jeg var lige ved at lægge på, men faktisk ville jeg gerne finde ud af hvad damen ville mig.
"Kender du noget til Harry Styles?", sagde damen. Jeg tror mit hjerte røg helt op i halsen på mig da hun sagde det, for det lød ikke specielt godt.
"Ja, det gør jeg. Hvorfor?", sagde jeg anspændt. Jeg kunne høre at min stemme rystede en smule. 
"Han kom ud for en ulykke for nogle timer siden, og han bliver ved med at sige dit navn, så jeg tror det ville være en god idé hvis du kom og besøgte ham", sagde damen kort.
Jeg tror jeg gik i en form for chok, men rystede på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden.
"Je-jeg kommer”.
Jeg havde godt nok ikke spurgt om hvilket hospital, men jeg vidste det godt, af en eller anden grund. Men af alle de ting der kunne ske, havde jeg aldrig troet at Harry skulle komme ud for en ulykke, aldrig i hele mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...