In Front of Hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvis vi alle går rundt og laver ingenting, ender vi med at blive ingenting og frygten vil vinde, det er nu eller aldrig, vi bliver nød til at se frygten i øjnene.

Følg med Zoe og hendes to gode veninder, der forsøger at leve livet, som normale teenager, men hvordan kan man, når alle går rundt og ligner zombier? det er ihvertfald hvad de vil finde ud og løse den uhyggelige gåde, som hjemsøger alle og en hver i den lille landsby, men er det virkelig sandt, det folk går rundt og snakker om og frygter mere end noget andet, eller er det bare ren indbilding?

1Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

5. The last words

Jeg ser Mormor, stå alene i sin natkjole ned til fødderne, med sit sølv grå hår lavet til en fletning, ned til sin skulder. Hun smile og ser på mig foran noget der ligner en lyscirkel, for enden af en lang gang. Jeg høre hende kalde på mig, sige mit navn, ikke højt nærmer en hvsike, men højt nok til at jeg høre det. Jeg løber alt hvad jeg kan hen imod hende med tåre i øjnene, og skriger de samme ord, som jeg gjord da hun døde. Smerten begynder at brede sig. Jeg sætter farten op, men lige meget hvor meget jeg løber, kommer jeg ingen vegne. Jeg ser hende lige så stille forsvinde ind imod lyset  jeg falder om at udmattelse, men da jeg vågner igen, er det forsent og jeg er et helt andet sted

Jeg vågner forvirret op og undre mig over hvor fanden jeg er. Jeg kigger rundt i det mørke lokale og synes at det ser bekendt ud. Forvirret, svimmel og badet i sved, kigger jeg nøje og opdager til sidst at jeg befinder mig på mit værelse. Jeg kan høre mit hjerte galopere afsted og jeg føler mig forpustet, tør i halsen og snapper efter vejret. Jeg løber ud på badeværelset, tænder lyset men snubler over min skammel og falder sammen. Jeg griper fat i håndvaske og prøver på at at komme op igen, men mine ben er ikke til at stå på, de ryster og er udmattede. Jeg griper fat i skamlen med fødderne og skubber den under mine ben og i et falder jeg sammen. Jeg kaster noget vand i hovdet og griper et koldt glas vand og falder sammen på skamlen, jeg læner mig op af væggen og bryder sammen. Jeg begraver ansigtet i hænderne og trækker benene til mig. jeg høre de tre sidste ord, jeg skreg på hospitalet, med øjnene fulde at tårer, da hun gik bort.

Jeg genopliver mindet og husker alle 27 stemmer, fra klasse. tale i munden på hinanden, hvordan jeg sad sammen med Zoe og Lucy og var flad af grin af alle de platte joks, som Roy fra min klasse sad og fyrede af  i pausen før vores historien time begyndte. En lyd fra min lomme afbrudte os og jeg kunne se at det var min mobil. Mest af alt hvad jeg ikke lyst til at tage den,  men da jeg så at det var min mor, havde jeg ikke noget andet valg. Jeg kunne høre min mors stemme ryste. En tanke strejfede mit hovde om at hun græd 

"mor er du okay" smågrinte jeg. 

 "skat mormor har fået et hjerteanfald, hun er blevet kørt på hospitalet." 

Jeg rejset mig op og brød, den gode stemning med "Hvad hvordan og hvornår? "

"Her i morges. Det var heneds nabo der fandt hende ligge på gulvet livlløs. Hun rignede først til en ambulance og derefter mig"

"Hvad gjord du så?"  sagde jeg med skælvende stemme og et ansigt, der lignede at det kunne bryde ud i gråd når som helst

"Jeg sagde til min chef, hvad der var sket og at jeg blev nød til at tage afsted"

"Abbey"

"Jeg kommer nu!"  Røg det ud af mig uden at tænke over at timen begyndte om får minuter.

Jeg skulle til at sætte den ene ben foran den andet, sammentidig med at jeg hvade mor i mobilen men, med al den fart og uden logisk tanke gang snublede jeg over min tasker og rammede jorden. Jeg tabte min mobil, så den gled over i den anden ende af klassen. Jeg kunne høre at folk grinte af mig og snakked om, hvor klodset jeg var. jeg var total ligeglad, med hvad de sagde, jeg rejste mig bare op og fortsatte, hvor jeg slap hen imod døren. Jeg kunne høre Lucy i baggrunden. 

"Abbey hvad er der sket, er du okay"

Min lære var på vej ind og skulle til lige til at sige, med en mild og venlig stemme.

"Timen er begyndt og vil i være søde, at ligge alting væk og slog på side 50 i England's Historie."

I steden for fik hun sig noget af en overraskelse,der fik hende til at tabe både ansigt og alting, hun havde i hænderne, af synet af mig der kom styrtene direkte hen imod hende, ud af døren i en heldveds fart. Jeg kunne høre latter og min lærer's blide stemme, blev forvandlet om til den det rene raseri. 

"Abbey hvis du ikke kommer tilbage lige nu, bliver du sendt op på rektors kontor, for ubehøvlet opførelse og pjække fra time"

Skulle det være trussel? hvis hun ville sende mig op til rektor for blive væk fra time, p.g.a at ens mormor, har fået en hjerteanfald, kunne hun bare komme an. Jeg var sikker på  selv rektor, ville have givet mig lov, hvis han vidste, hvad det var på spil. Jeg styrted ud af for døren, med ansigtet rettet direkte hen imod bus stoppe stedet, indtil jeg hørte

"Abbey! skat jeg holder her over"        

"Mor!" 

Mor sad i sin lille røde sportsvogn henne ved parkerings pladsen.Jeg løb hen til hende og vi satte kursen mod hosptalet.

"Mor hvordan har bedste det, er hun stadig i live?" sagde jeg forpustet og med et panisk udtryk i ansigte og nogle få tåre rutchende ned af kinderne, imens jeg desperat prøvede på at tag sele på.

"Hun har det fint indtil videre, men hendes tilstand er meget ustabil."

"Meget ustabil! kan de ikke gøre noget, for at gøre den stabil, fordi for fanden da, det er sgu da deres job!?"

"De har gjort deres del skat, så er resten op til hende om hun  kan klare det"

"Klare det? selvfølgelig kan hun klare det."

jeg kunne se i min mor's ansigts udtryk,at alt håb var ude, men jeg ville ikke tro på det. Da vi endlig noget hospitalet, løb vi begge op på hjerteafdelingen på 10 sal, hvor bedste lå. Far sad i venteværelse uden for rummet.

"Far!" råbte jeg.

"Hvordan har hun det?"

"Jeg beklager meget hr. Spring, men hun har ikke særlig mange minuter tilbage, det en meget kraftigt hjerteanfald, hun er ikke stærk nok, til at kæmpe imod, jeg er virkelig ked af det.

jeg stirrede på lægen, og jeg kunne se at han var næsten var lige så ked af det, som jeg var.

"Må jeg?"

"Ja selvfølgelig skat" sagde mor, der var tæt på at bryde sammen, men smilte for at virke rolig "Vi er lige bagved" 

"Mormor"

"Hej min pige" Jeg var lige ved at bryde sammen da jeg hørte hvor svag hendes stemme lød.

"Er det gået godt i skolen i dag, har du mødt en sød?"

"øh ja det er gået fint" smågrinte jeg lidt over hendes spøjse kommentar, men jeg kunne ikke holde den inde mere jeg bryd i gråd og lagde mit hovde på heneds bryst alt imen jeg jag lagde armene om hende. Jeg kunne mærke at hun strøj mig lige så stille på hovdet og sagde at jeg ikke skulle være ked af det. Mor og far stod ved siden af hinanden. far havde lagt armene omkring mor, der var brudt ud i gråd.

"Du må ikke forlade mig" sagde jeg med en næsten utyddelig stemme, imens at jeg græd.  

"Lille skat du skal ikke være bange, jeg kommer en godt sted hen, det ved du også godt, fordi, du er en klog pige, men det betyder ikke at jeg forlader dig." sagde hun og hviskede noget i mit øre.

"tag en hver chance og slip frygten"

Jeg kiggede på hende, med øjnene fulde af tåre og snøftede en gang. Et smil bredte sig og hun blikkede til mig men hendes blik blev mere og mere fjernt.

Jeg brød sammen, som aldrig før og blev ved med at sige de samme ord igen og igen, men det var for sent.

Mor og far kom og omfavnede mig og lægen lagde tæppet over hende.

Efter jeg var kommet hjem, fra hospitalet, sagde mor at jeg havde fået besøg at Zoe og Lotus

 


 

 

"Hej Abbey, vi er rigtig kede af, hvad der er sket, det var slet ikke fair og selvfølgelig kunne vi godt forstå, hvorfor du gik."

"Vores lærer gik allerede direkte ned til rektor, efter time og brokede sig. Det så ud til at det havde taget hårdt på hende." 

"Ja Lotus og jeg, fuldet hende hele vejen og prøvede på at overbevise hende om, at der måtte være en logiks forklaring og at vi kender dig godt nok til at vide at noget slemt var sket, jeg tror at hun også var tæt på at give os eftersidning også, fordi det var tydeligt at det generede hende. 

"Hun kunne i det mindste prøve på at lytte, fordi dem der lytter forstår, men hun var fuldkommende sikker i sin sag og sagde at din opførelse ville føre til eftersidning.

Heldigvis nåede Zoe at være den første, til at forklare hvad der var sket. Men faktisk havde han fået at vide, hvad der var sket. Han fortalte os og frk. Wood at din far havde ringet og sagt, at din mormor havde fået et hjerteanfald og at hun lå på hospitalet.

"Efter det havde frk. Wood fuld forståelse, for hvad der var sket og sagde at hun var frygtlig ked af hvad der var sket, og sagde at din eftersidning var susbanderet."

"Zoe og jeg havde tabt både hoved og røv, da vi fik nyheden at vide og vi ville virkelig gerne, have taget bussen derind og hvert der for dig, men vi måtte ikke desværre." 

"Tak piger, det betyder meget at have jeres venskab, ellers tror jeg bare at jeg havde begået selvmord for længst." Jeg synes selv at det måske var en overdreven kommentar, men jeg mente hvert ord jeg sagde, men Lotus, gav mig noget at tænke over.

"Wow tøs, lad være med at sige sådan noget, nok er det en svær tid, men du behøver ikke at gøre det værre for dig selv og at sige sådan noget om dig selv, er i hvert fald en god start desuden så er vi her for dig."

Jeg stod og rokkede lidt frem og tilbage og havde en mega trang til at tude igennem og inden i var jeg allerede godt på vej, men jeg prøvede på at virke rolig, men frygt havde allerede vundet over glæde og da røg tårerene bare ud.

"Oh god hvorfor, hvorfor, hvorfor?"  Jeg lænede mig op at væggen og glid hele vejen ned og foldede mig sammen til en lille kugle, den smerte jeg følte i kroppen, kunne ikke blive der for altid, på et tidspunkt, skulle den jo ud. Om den blev foran min veninder eller forældre, kunne sådan set være helt lige meget. Jeg kunne mærke fire arme omkring og beroligende ord, men ikke desto mindre var jeg helt færdig. Efter et stykke tid da  jeg var kommet til mig selv og snakkede med Zoe spurgte Lotus roligt, men uventede.

"Hey du Abbey, hvad er det, der står på din væg?"

"Det var de sidste ord, hun sagde til mig og efter vi kom hjem, skrev jeg det 1000 gange på min væg, for ikke at glemme dem og som et minde og for at minde mig selv om det og prøve på at følge det, fordi at min mormor ville ikke bare det, bare for at sige det, der er grund. "

"1000?"

"Jeg talte hver gang." Zoe og Lucy kunne godt forstå, hvorfor jeg gjord det, fordi at de vidste hvor hårdt, det havde taget på mig, specielt Zoe kunne godt se meningen med det, men jeg kunne ud fra deres ansigt udtryk at de syntes at jeg overdrev en smule. Jeg kan ikke sige om de har ret, jeg gjord bare hvad jeg syntes var rigtig. 

Efter den dag braste min verden sammen og jeg har haft det sådan lige siden og så til nu. Glæde var ikke noget jeg kendte til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...