In Front of Hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 24 jan. 2014
  • Status: Igang
Hvis vi alle går rundt og laver ingenting, ender vi med at blive ingenting og frygten vil vinde, det er nu eller aldrig, vi bliver nød til at se frygten i øjnene.

Følg med Zoe og hendes to gode veninder, der forsøger at leve livet, som normale teenager, men hvordan kan man, når alle går rundt og ligner zombier? det er ihvertfald hvad de vil finde ud og løse den uhyggelige gåde, som hjemsøger alle og en hver i den lille landsby, men er det virkelig sandt, det folk går rundt og snakker om og frygter mere end noget andet, eller er det bare ren indbilding?

1Likes
0Kommentarer
409Visninger
AA

6. Dark memory

Jeg vågner op og opdager at jeg var faldet i søvn på mit badeværelset. Jeg trasker ind på mit værelse, trækker gardinerne fra og åbner vinduet. En kølig brise rammer mit ansigt og forsegler nattens ubehagelige episode. Jeg kan høre fugle kvidre og biler i det fjerne. Det er tåget og solen er på vej op.

Jeg trasker hen til mit spejl og betragter mit spejlbilleder det eneste jeg ser er ren og skær tomhed. Jeg skære en grimase og sætter kursen imod min 1000 gange selvskrevet (sidste ord fra bedste) væg. Jeg stirrer på billedet i midten, tager det ned og betragter de glade ansigter. Billedet forestiller bedste og jeg, på min 16 års fødselsdag, hvilket snart er et år siden. Billedet er taget af min far og det har hængt på min væg lige siden og samlet støv. En følse af vrede og tab, er tæt på at koge over og mest af alt jeg har bare lyst til at kyle det ind i væggen og se glasset spiltres og glemme at det nogen sinde blev taget. Tanken er fristende, men jeg minder mig selv om, at det ikke nytter noget.

Jeg tager en kig i mit skab, men finder intet. Indtil jeg falder over en kjole, i den bagerste del af mit skab. Jeg holder kjolen op mod lyset og betragter de flotte farver og blomsterne. Uden at tænke over om den passer eller ej, tager jeg kjolen på, sammen med mine røde All Stars. Jeg gider ikke gøre et stort nummer ud af det og undlader at tage makeup på. Mit hår er sat op i en knold. 

Jeg trasker ned af trappen,  sætter mig ved morgenbordet og prøver så vidt som muligt, at ignorer min mor, der forbløffende står og laver elevator blikket. Min far har ikke rigtig noget til overs, over denne bizar situation, skabt p.g.a en simpel sommerkjole.

Jeg kigger op et par gange og ser skiftevis på dem, men ingen ser ud til at reagere. Ikke desto mindre, er jeg glad for at se at deres glade og tilfredse ansigter, men lige i dette tilfælde er jeg nu glad for at deres mund er lukket.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...