Et farverigt mareridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Dimitri og Louis har altid været gode venner. De bor i en by, hvor alle opfører sig pænt, ingen var uvenner, og der var ingen der gjorde noget galt.
Efterhånden som folk begyndte at blive træt af at være så fin på den, begyndte folk at flytte derfra. Dimitri og Louis blev der, sammen med sin familie.

Dimitri er ene barn, og bor sammen med sine højtelskede forældre. Louis har en mor, som han holder rigtig meget af. Hans far rejser meget, da han er et geni til teknologi, og rejser derfor meget, for at finde idéer til flere tekniske ting. Louis har også en lillebror.

En dag bliver deres by angrebet, og Dimitri og Louis liv ændre sig hurtigt til noget de ikke ikke engang håber sker for deres værste fjende..

2Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

4. 5. september år 4053

 

På et tidspunkt var Louis og jeg også tætte på at miste mor. Det var forfærdeligt. To mænd fra den anden planet, sparkede døren ind, og begyndte at rode i vores ting. Mor som slet ikke ville finde sig i sådan noget, begyndte med det samme at stritte imod. De truede mor på livet. Jeg ved ikke hvad der fik dem til at gå igen. Måske var det fordi en smule fornuft var ved at bryde ind til deres hjerner, eller fordi de så mig og Louis stå i baggrunden, med blanke øjne rettet imod min mor. I hvert fald sagde de, at de ikke gad bruge tid på sådan nogle nytteløse køtere som os, og derefter vendte de sig om og gik. Den aften sagde mor ikke noget, og vi spiste heller ikke aftensmad sammen. Hun gik ind i soveværelset, og så så vi ikke mere til hende den dag. Jeg ville ønske jeg kunne gøre et eller andet, for at hjælpe hende. Men det eneste jeg kunne gøre var at håbe, at dette mareridt snart var overstået.

Louis og jeg var på vej ned imod byen, for at købe nogle forsyninger. Det var torsdag, og hver torsdag var der tilbud. Hvis man altså kom tidligt nok.
Vi havde fået en del penge med fra mor, nu hvor det var torsdag. Jeg havde en seddel med, hvor tingene stod på. Heldigvis var det så nemt at købe ind. Da vi kom ind til butikken, gik vi hen til en skærm, hvor alle varer i hele butikken stod på. Så skulle man blot krydse af hvad man skulle have, og hvor mange, hvorefter man skulle betale til en robot som stod bag skærmen, og tog imod penge. Kort efter kom varerne til en, i en kurv. Vi havde bestilt så mange varer at vi skulle tage en kurv hver. Vi gik ud fra butikken, og vi var faktisk i godt humør begge to, på trods af at det havde været en lang dag, og vi ikke havde fået noget søvn indtil videre.

Det var nat og alt var mørkt. Men pludselig blev hele byen lyst op, af et fly som befandt sig over os. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Skulle man være bange, eller glad? Men det her var så smukt, for smukt til at være bange for. Jeg havde aldrig set sådan et fly, med så mange smukke farver på én gang, i hele mit liv. Jeg kunne se Louis også var fascineret af det. Alle andre folk som havde været nede og købe, stod nu også med blikket oppe imod himlen. Et andet fly kom til syne også. Jeg kunne hurtig genkende det. Det var ikke vores fly, men flyet fra den anden planet. Den lille glæde jeg havde inde i maven forsvandt, da jeg så det andet fy. Pludselig var det som om hele verdenen stod stille, og alt det som vi havde været bange for de sidste år, var pludselig væk. Et stort lilla lys kom frem fra det farverige fly, og det var som om at den lilla farve tog over det fjendtlige fly.. Og pludselig var det væk. Flyet var tilintetgjort, små stumper fra det fjendtlige fly faldt ned over byen, som konfetti. Alle borgerne i byen fik et bredt smil på læberne, og folk jublede og krammede hinanden, fordi de vidste nu var det ovre. Det her kunne kun betyde én ting. Vi var reddet, og vi havde vundet slaget.

Det farverige fly landede ikke langt væk fra os, og alle begyndte at gå imod det. Folk kom ud fra deres huse, for at se nærmere på det. Dørene til flyet blev åbnet, og flere tusinde mennesker trådte ud. De var alle forskere. Det kunne jeg se på deres beklædning. Og en af de forreste mænd, var Louis’ far. Jeg fik øjenkontakt med ham, og jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg skulle lige til at skubbe til Louis, men han var allerede ved at løbe imod sin far. Hans far tog imod ham med et stort kram, og knugede ham ind til sig, og holdt en hånd ved hans baghoved.
Pludselig fik Louis svar på alt det som han ikke havde fået svar på før. Hvorfor hans far ikke kunne snakke med ham. Alle forskerne fra hele planeten havde bygget det her magtfulde fly, i alt hemmelighed. I håb om at en dag de kunne vinde det her. Og det gjorde det. Det var første gang jeg havde et virkelig stort smil på læberne, siden mareridtet startede. Og det lettede at se Louis med et vask ægte smil på læberne.
Kunne vi bede om mere? En farverig slutning, på et blodigt mareridt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...