Et farverigt mareridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Dimitri og Louis har altid været gode venner. De bor i en by, hvor alle opfører sig pænt, ingen var uvenner, og der var ingen der gjorde noget galt.
Efterhånden som folk begyndte at blive træt af at være så fin på den, begyndte folk at flytte derfra. Dimitri og Louis blev der, sammen med sin familie.

Dimitri er ene barn, og bor sammen med sine højtelskede forældre. Louis har en mor, som han holder rigtig meget af. Hans far rejser meget, da han er et geni til teknologi, og rejser derfor meget, for at finde idéer til flere tekniske ting. Louis har også en lillebror.

En dag bliver deres by angrebet, og Dimitri og Louis liv ændre sig hurtigt til noget de ikke ikke engang håber sker for deres værste fjende..

2Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

2. 19. juni år 4050.

 

 

Louis prøvede alt det han kunne, men det virkede ikke. Han var deprimeret, og han gad ikke snakke overhovedet. Han ville heller ikke spise, han ville bare sidde inde på mit værelse, og vente på at livet var ovre. Det slag fra flyet var ikke det eneste som var der. Der kom flere fly om dagen, og prøvede at ødelægge vores by endnu mere. Vores hus havde fået et par skader, men vores hus var heldigvis så godt og stærkt lavet, at det ikke havde taget meget skade.
Louis snakkede i søvne. Hver nat. Han lå på en madras ved siden af min seng, og hver nat kunne jeg høre ham, snakke om sin familie i søvne. Af og til græd han også i søvne. Og jeg kunne ikke gøre noget, jeg kunne bare ligge og håbe på at Louis en dag vil smile igen. Men for hver dag der gik, og for hvert slag der kom, mistede jeg håbet.
 

Alle slagene var fra en anden planet, som havde fundet ud ad at vi havde bedre teknologi end dem. Deres plan var at få os til at overgive os, så de kunne få vores teknologi. Alt det blev sagt både i radioen, tv’et, og skrevet i avisen. Dengang de fortalte om det i tv’et sad Louis bare og stirrede på skærmen, uden at reagere yderligere. Jeg prøvede at få ham væk fra skærmen, men han rykkede sig ikke.
 

Jeg var i gang med noget nede i vores kontor, da Louis kom ned til mig. Kontoret bestod af to store skærme. Skærmene var touch-skærme. De fungerede lidt ligesom en computer, de var bare meget smartere, og sejere. Og nemmere at programmere med. Her kunne man komme ud med sine idéer, og få dem tegnet på skærmen, og finde ud ad hvilke materialer man skulle bruge. Jeg har selv altid været interesseret i teknologi, og er næsten nede i kontoret hver dag, for at finde på en ny opfindelse.
”Dimi!” Han skyndte sig ned ad trapperne, og var næsten ved at falde over sine egne fødder. Han tog ved mine skuldre, og ruskede mig let*
”Hvad? Hvad er der?”
”Min far er stadig derude et sted, og jeg vil finde ham. Det bliver jeg nød til”.
Jeg så undrende på ham. Louis’ far kom vel hjem på et eller andet tidspunkt, hvorfor ikke vente på ham så?”
”Lou.. Hvorfor venter du ikke på han kommer hjem?” Spurgte jeg, mens jeg trak et skridt tilbage for at komme ud ad hans greb.
”Det er lige det.. Du ved at de er ude efter vores teknologi ikke? Min far er jo vigtig på det område..”
Jeg kunne godt se hvad Louis mente. Hans far var jo ude at rejse, for at finde noget teknologi. Selve Louis’ fars firma var virkelig kendt, og nok det der lå på toplisten, hvis man kunne sige det sådan.
”Tror du da han er i fare?”
Så blev der stille. Louis kiggede bare på mig, og hans blik var svaret på mit spørgsmål. Louis så så glad ud før, tanken om at han kunne redde en del af sin familie, og jeg så selv kommer med et enkelt spørgsmål, som kunne fjerne alt den lykke, han lige havde fået skrabet sammen.
”Jeg skal nok hjælpe dig..” Svarede jeg, selvom jeg vidste at på et eller andet tidspunkt, ville jeg fortryde det. Jeg modtog et stort kram fra Louis. På den anden side var det, det hele værd. Nu hvor jeg endelig havde fundet en ting jeg kunne gøre for at gøre ham glad igen, måtte jeg også gøre det. Om det så havde en stor risiko.

Louis og jeg snakkede om det hele natten. Om hvordan vi skulle finde hans far, og hvad vi egentlig skulle gøre hvis vi fandt ham. Vi skulle ud på en lang rejse, og min mor vil sikkert ikke give os lov. Men det lod os ikke stoppe. Vi skulle finde Louis’ far, om vi så fik et nej eller et ja. Vi valgte begge at tage Solen. Det var en form for en elevator, tog, og metro presset sammen. Det var et lille rum, som nærmest kørte på skinner, og så var det utrolig hurtig transport. To tusinde km, på ti minutter. Det var det sikreste vi kunne gøre, uden at blive opdaget. Vi valgte at tage Solen om natten. Første destination var hans fars firma. Måske var der nogle informationer angående deres rejse, som vi kunne få brug for.
Skal jeg være helt ærlig? Jeg fortrød allerede at jeg sagde ja til det her. At vi skulle ud og rejse, på egen hånd, mens der var krig på vores planet, brød jeg mig overhovedet ikke om. Måske var vi civile, men noget siger mig at vores fjender var ligeglade med civile. Så længe de fik teknologi, kunne de da være ligeglade.
 

Louis vidste også godt, at denne ’mission’ var skide farlig, og ville give store risikoer. Men han ville finde sin far, inden det var for sent. Jeg forstod ham godt, og på den anden side, var det svært at forstå ham. Jeg havde min familie jo. Jeg kunne gå to skridt ud fra mit værelse, og så ville min mor være i nærheden. Det ville min far også. Men Louis havde ingenting. Det eneste han havde, var mig og hans far. Jeg var hans eneste håb. Hvis jeg havde sagt nej, ville han sikkert have gjort det alene. Og det kunne jeg ikke give ham lov til.

Jeg vidste min mor ville dø af bekymring, når hun finder ud ad at mig og Louis, er ude at lede efter hans far. Derfor skrev jeg også en seddel til hende. Hun skulle ikke vågne op, og så bare se jeg var væk, uden at vide hvorhen.

Mor. Jeg ved at du ville sige nej, til det jeg har gjort nu. Derfor er jeg taget af sted, uden at spørge om din tilladelse. Vi ved begge to at Louis har det hårdt, og vi ved begge to, at jeg vil gøre alt for ham, for at få hans humør oppe igen. Louis’ far er på rejse med sit firma, og med lidt held er han måske stadig i live, på trods af slagene fra den anden planet. Vi er taget ud for at finde ham. Nu skal du ikke blive bekymret, jeg skal nok komme tilbage.

 

Dimitri

 

Da vi var på vej til en anden destination via Solen, var der helt stille i rummet. Louis og jeg kiggede slet ikke på hinanden, vores blikke var rettet ned imod gulvet. Af og til rystede rummet en smule, og det fik os blot til at rykke lidt tættere imod hinanden, i håb om at vi ikke faldt. Vi havde faktisk aldrig rejst på denne måde før, fordi vi aldrig havde brug for at rejse så langt. Vi ville jo ikke væk fra byen. Den by som var blevet til det værste mareridt. Måske var resten af vores planet også ødelagt, men vores by var en af dem som havde mest teknologi. Derfor gik det selvfølgelig ud over os.
”Hvad hvis din far ikke er i live?” Fik jeg mig selv til at spørge, efter vi havde stået i seks minutters stilhed.
”Så prøvede vi da”.

Jeg tror Louis er den eneste af os begge, som så positivt på det. Men Louis har altid sagt til mig, at han ville dø i forsøget. Også dengang vi ikke blev angrebet.

Dørene blev åbnet, og vi trådte udenfor. Vi trådte ud til et sted vi aldrig havde været før. Der var varmere her. Men ikke ligeså rent som der var i vores by.
”Så hvor skal vi hen nu?”
Louis kiggede lidt rundt, og prøvede at finde ud ad hvor vi egentlig befandt os. Men det var nærmest umuligt. Jo vi var i ’Jifs’ den by hvor Louis’ fars firma var. Men lige her hvor vi blev sat af, lignede bare en ødemark. Der var to skilte. Det ene viste os hvor langt der var til en kiosk, og det andet viste at man ikke måtte flyve her. Ingen af delene kunne vi bruge til noget. Jo vi kunne gå til kiosken, og se om der var noget nyttigt info der.

Kiosken var lukket. Vi havde ingen idé om hvor centrum var, og vi var efterhånden også begyndt at blive sultne. Det var svært at se noget, for det var nat, og det eneste som lyste op for os var månen, som heldigvis var fuld i dag.
”Louis, vi kan ikke stå her hele dagen. Hvilken vej tror du vi skal gå?”
Louis tøvede kort, han vidste det ikke. Det kunne jeg se på ham. Jeg selv vidste det heller ikke. Altså, enten højre eller venstre.
”Forhelvede Louis..” Mumlede jeg kort for mig selv, mens mit blik var rettet ned imod mine sko.
”Hvad? Det her er sgu da ikke min skyld! Det ikke min skyld at vi bliver sat af et sted, jeg ikke kender!”
”Måske kunne du have haft undersøgt det en smule bedre”. Jeg rettede hovedet kort på skrå, mens mit blik var rettet imod Louis. Han var ikke enig med mig.
”Hvordan fanden vil du have jeg skulle undersøge det? Siden hvornår har de opgraderet kortet til Solen?”
”Tjekkede du overhovedet kortet?”
”Ja jeg gjorde så!”
Igen var der stille. Jeg begyndte derefter at gå en tilfældig vej. Vi skulle jo et eller andet sted hen, og jeg ville i hvert fald ikke blive stående der, uden at foretage mig noget.
”Hvor skal du nu hen?” Louis havde hævet sin stemme en smule så jeg kunne høre ham, men han fulgte ikke efter mig. Han blev stående.
”Har du et bedre forslag, Louis” Jeg stoppede op, og vendte mig om for at kigge på ham.
”Vi kunne gå tilbage til..”
”Nej vi kan ikke, det vil ikke hjælpe noget!”
”Du er så skide negativ!” Louis begyndte at gå imod mig, og jeg kunne se han var irriteret.
”Selvfølgelig er jeg det. Vi er et sted henne, som vi slet ikke kender, vi har intet at spise, vi har heller ikke noget køretøj, og vi ved ikke engang om din far er i live!”
”Hold kæft du er dum at høre på..” Louis stemme var blevet dæmpet en smule, men det var tydeligt at han var sur.
”Louis du..” Jeg afbrød mig selv, da jeg så en bil komme kørende. Jeg rettede blikket imod Louis. Han havde også set den. Vi trådte til side, og bilen kørte forbi os. Længere oppe holdte den dog, og bakkede tilbage til os.

Det var en ung herre som sad på førersædet. Jeg kunne se han trykkede på en knap, og vinduet blev rullet ned.
”Hvor skal i hen?”
Louis var tavs. Han sagde ingenting. Nok fordi hans mor altid har sagt til ham, at han aldrig skulle snakke med fremmede, og slet ikke hvis de ville give en et lift.
”Til centrum, ved du hvor det er?” Svarede jeg, fordi jeg vidste at hvis han kunne fortælle os hvor centrum var, så var vi da en smule tættere på.
”Ja jeg skal selv derhen, vil i have et lift?” Manden sendte os et lille smil, hvorefter han blot afventede svar fra os. Jeg rettede mit blik imod Louis, men jeg kunne tydeligt se at han tænkte: ’Nej, nej nej’’. Dog nikkede jeg til manden, og sendte ham et høfligt smil.
”Meget gerne”.

Louis sagde ikke noget hele vejen, men jeg snakkede meget med manden angående angrebet. Han havde selv mistet kone og børn, så han viste godt hvordan Louis følte. Han sagde også at Louis nok ikke skulle blive skuffet, hvis han ikke fandt sin far levende. Jeg havde ondt af Louis. Det måtte være hårdt for ham at høre sådan noget, fra en fremmed.

Vi blev kørt til centrum. Byen her var også ødelagt, men ikke ligeså meget som vores hjemby.
”Lou hvor er din fars firma så?”
Louis havde været her to gange før. Det skulle ikke undre mig hvis han ikke kunne huske det. På den anden side, så havde Louis en god stedsans.

Kort efter stod vi foran firmaet. Wow, det var virkelig stort. Større end jeg havde forventet. Vi stod foran bygningen, og kiggede op af den. Jeg var i gang med at tælle hvor mange etager der var, men droppede det. Louis fortalte at der både var skibe, og flyvemaskiner inde i selve bygningen. Det var det største firma, og den største bygning på planeten.
Døren var låst. Vi kunne ikke komme ind, hverken ind ad vindue, eller en bagdør. Selve sikkerheden var virkelig også stor, ja jeg ville slet ikke prøve at bryde ind. Vi ville komme i vanskelige problemer.
Vi vendte os om, og var på vej til at gå, da vi hørte døren gå op, og vi vendte os om. En mand iført jakkesæt trådte ud, og gik direkte ned imod byen, uden at værdige os et blik.
”Hallo?”
Han reagerede ikke. Han gik blot videre, med blikket målrettet frem for sig. Men så kunne Louis kende skikkelsen, og begyndte at løbe hen imod ham. Nu kunne jeg også genkende ham, det var hans far. Men han opførte sig underligt. Han havde helt sikkert set os da han trådte ud ad døren, men hvorfor stoppede han ikke?
”Far vent!”
Louis tog fat i mandens håndled, og fik ham til at stoppe. Manden vendte sig om med det samme, og kiggede ned på Louis, med et blik der kunne dræbe. Derefter trak han sit håndled til sig.
”Jeg kan ikke snakke med dig Louis. Det er alt for farligt”.
Louis’ far opførte sig slet ikke som jeg kendte ham, og det skræmte mig. Jeg var sikker på at nogle fra den anden planet, stod bag hans opførsel.
”Men..”
Louis fik ikke lov til at sige mere. Hans far gik blot videre, med det samme udtrykkeløse udtryk i ansigtet, på vej ned imod byen.
Louis stod tilbage igen. Helt fortabt, uden at vide hvordan han skulle reagere. Jeg gik op på hans side, og lagde en hånd på hans skulder. Jeg ville gerne prøve at forklarer ham hvad der var sket, men jeg var ligeså chokeret som han var.
”Louis.. Jeg tror det er noget angående angrebet fra den anden planet.. Måske bliver han god igen. Det han gjorde var jo for at beskytte dig..”
Louis rystede blot kort på hovedet, og vendte sig om og begyndte at gå tilbage.
”Louis” jeg løb efter ham, og kom op på hans side, hvorefter jeg gik i samme tempo som ham.

Louis og jeg kom hjem igen, i god behold. Jeg fik en stor snak med min mor, og jeg lovede hende at jeg aldrig ville gå ud på sådan en rejse igen. Dog havde jeg krydsede fingrer. For Louis.
Louis græd ikke længere i søvne, eller snakkede i søvne. Derimod var han helt stille om dagen. Jeg kunne knap nok komme ind til ham, og hvis han så endelig sagde noget, var det enten ’mhm’ eller ’næh’. Og så var den samtale afsluttet. Min mor var meget nervøs for Louis. Han var begyndt at spise igen, men det var ikke meget. Morgenmad, og aftensmad, og det var ikke nok for sådan en som Louis. Han var virkelig også begyndt at blive tynd, og jeg turde næsten ikke røre ham længere, hvis nu han endte med at falde helt sammen. Han var bare skind og ben. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...