Et farverigt mareridt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Dimitri og Louis har altid været gode venner. De bor i en by, hvor alle opfører sig pænt, ingen var uvenner, og der var ingen der gjorde noget galt.
Efterhånden som folk begyndte at blive træt af at være så fin på den, begyndte folk at flytte derfra. Dimitri og Louis blev der, sammen med sin familie.

Dimitri er ene barn, og bor sammen med sine højtelskede forældre. Louis har en mor, som han holder rigtig meget af. Hans far rejser meget, da han er et geni til teknologi, og rejser derfor meget, for at finde idéer til flere tekniske ting. Louis har også en lillebror.

En dag bliver deres by angrebet, og Dimitri og Louis liv ændre sig hurtigt til noget de ikke ikke engang håber sker for deres værste fjende..

2Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

1. 23. Maj, år 4050.

 

Min ven Louis og jeg har boet i den samme by, lige siden vi blev født. Vi har altid været tætte sammen, vi gik i skole sammen hvor vi altid holdt sammen. På den måde kunne ingen røre os. Vores by var forholdsvis stor, men alligevel var der godt sammenhold mellem alle beboerne. Alle var glade, og der var ingen der gjorde noget forkert. Sådan var det i starten, og Louis og jeg kunne aldrig finde på at flytte herfra. Men nu hvor folk var blevet irriteret, og trætte over at de skulle passe så meget på, med ikke at gøre noget forkert, flyttede de væk fra byen. Nu var der tomt, og den gode stemning var forsvundet. Der skete aldrig noget i byen længere, men én ting var ikke ændret: Mig og Louis’ forhold.


En dag gik Louis og jeg ude i de tomme gader. Vi var helt alene. Der var godt vejr, solen skinnede og himlen var skyfri. Jeg var i færd med at fortælle Louis et skænderi mine forældre havde derhjemme, men jeg lagde mærke til jeg ikke havde hans opmærksomhed. Han skubbede let til mig, hvorefter han pegede op i himlen. Tænk at jeg ikke havde opdaget det før. Først troede jeg det var en stor guldfisk som hang over himlen, indtil Louis sagde at det var et fly af en art. Hele byen blev dækket af flyets mørke skygge.
Fra vores udsigt, var selve flyet virkelig flot. Jo vi havde set sådan et før, men det var i tv’et. Der kom aldrig et til vores by, det her var første gang vi så et i virkeligheden. Der var et stort smil på Louis’ læber og han klappede i hænderne. Det var sikkert noget han havde ventet på i hele sit liv.


Selve flyet kom tættere på byen, og jeg kunne mærke jorden under os begynde at ryste. Et eller andet sagde mig, at det her ikke var så fedt som vi havde håbet.
Louis og jeg fik et kæmpe chok, da bomber begyndte at ramme vores by. Vi sagde ikke noget, eller råbte, men vi tænkte præcis det samme. Vi begyndte at løbe alt det vi kunne, og jeg kunne mærke mit hjerte bankede hurtigere end normalt. Jeg var på vej til at løbe tilbage mit hus, jeg ville hjem til mine forældre. Louis tog fat i min overarm, og trak mig ind bag ved et hus. Her var vi helt stille. Det eneste vi kunne høre var bomberne der ramte vores by, og vores vejtrækning som prøvede at finde på plads igen.
”Louis hvad sker der?” Louis svarede mig ikke, men han stod i stedet og stirrede ud i luften. Han var bange, det kunne jeg se. Jeg kendte Louis så godt, at jeg næsten kunne gætte mig til hvad han tænkte.

Kort efter stoppede larmen og flyet angreb os ikke længere. Vi sad begge to nede på jorden, i dækning for alt støvet der fløj rundt om hovederne på os. Mit blik sad fast på Louis ansigt, som stadig ikke sagde noget. Jeg vidste at han tænkte på sin familie. Hans forældre der sad derhjemme, med deres lille dreng på fire år. Jeg rejste mig op, for jeg vidste at Louis ikke vil gøre noget, medmindre jeg gjorde. Jeg rakte en hånd ned til ham, og jeg fik ham op og stå igen. Derefter gik vi ud til gaderne igen. Vi havde aldrig set vores by være så ødelagt, som den er nu. De enkelte huse stod ikke længere oppe, men var smadret fuldstændig. Vi begge to tænkte på vores egne huse, og familie, mon de stadigvæk var der? Tanken blev ved med at tirre mig, mens mit blik kørte rundt i den ødelagte by.
”Vi må nok hellere tage hjem, det var fandeme heldigt vi ikke blev ramt”. Endelig sagde Louis noget, og jeg kunne ikke lade være med at blive en smule lettet ved lyden af hans stemme.

Jeg nikkede forsigtigt til ham, og sammen gik vi imod vores huse, med sørgmodige blikke, og i tavshed. Alt det her havde vi langt fra forventet.
Louis som ellers synes det var så fedt i starten, var både skuffet, forvirret og bange. Jeg tror vi begge to var bange. Selvom vi ikke kunne se flyet længere, anede vi ikke om det kom tilbage. Louis og jeg gik en smule hurtigere end normalt. Jeg havde lovet ham at følge ham hjem, for lige at se om alt var okay derhjemme. Ellers skulle han hjem til mig, hvis mit hus stadig stod der.

Vi stoppede op foran Louis hus. Louis sagde ingenting, men stod bare og stirrede, uden at røre på sig. Forsigtigt tog jeg hans hånd og vendte mig imod ham.

”Det gør mig ondt Louis” sagde jeg mens jeg prøvede at få øjenkontakt med ham. Men han kiggede overhovedet ikke på mig.
Jeg havde aldrig set Louis med sådan et udtryk i øjnene før, og det gjorde helt ondt i indeni. Alle de seksten år jeg har kendt ham, hele mit liv, havde jeg aldrig set det udtryk før. Selvfølgelig var han helt knust, det forstod jeg godt. Hans hus stod der ikke længere. 
”Jeg har ikke lyst til at gå derind” sagde Louis, efter vi havde stået tavse i et godt stykke tid.
Jeg nikkede forståeligt. Jeg forstod ham godt, jeg vil slet ikke tænke på hvad der var sket hans mor, og hans lillebror. Louis’ far var ikke hjemme, så ham havde han stadigvæk. Louis’ far var forsker, og var ude på en vigtig rejse, med at finde nyt teknologi. Hans far var meget dygtig, men han var næsten aldrig hjemme. Louis havde ikke det store forhold til ham. Han snakkede aldrig om ham.

Selvom Louis ikke havde lyst til at røre sig overhovedet, fik jeg trukket ham med i retningen imod mit eget hus, i håb om det stod der endnu. Lige nu tænkte jeg faktisk ikke på stakkels Louis, men derimod mig selv. Jeg havde lyst til at løbe, alt det jeg kunne, bare for at se om huset stadig var der. Men jeg vil ikke forlade Louis, han havde ingen kræfter tilbage. Han sagde ingenting under hele turen.
Jeg stoppede op foran mit hus, som stadig stod der endnu. Denne del af byen var ikke ødelagt, heldigvis. Et lille smil bredte sig på mine læber, men jeg fik det hurtigt væk igen. Jeg gik op til hoveddøren, og lagde min hånd på scanneren, så døren åbnede. Det var en scanner, som vi fik af Louis’ far. Den var rigtig smart, Louis havde også en derhjemme. Ikke alle i byen havde sådan en, fordi de var forholdsvis dyre. Men Louis’ far havde lavet sin egen, og den virkede perfekt.
Der var helt stille indenfor, og jeg var et kort sekund bange for at mine forældre, havde taget ud for at handle, og ikke overlevede slaget. Men tanken blev hurtigt slået væk, da min mor kom ud i gangen og omfavnede mig, og knugede mig ind til sig.
”Åh hvor er jeg glad for at se dig, Dimitri!” Mine forældre var de eneste der stadig kaldte mig Dimitri. Louis kaldte mig bare for ’Dimi’. Og så kaldte jeg ham af og til ’Lou’, begge kælenavn passede godt sammen. ’Dimi og Lou’.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...