The Common Feelings

-- Et år er gået, siden det forfærdelige skete. Jeg står ved hendes gravsten, og en forræderisk tåre løber ned ad min ene kind. Jeg hvisker ordene, som jeg efterhånden har lært mig udenad. "Vi vil altid elske dig, lige meget hvor du er."
Det er ordene, der står skrevet på gravstenen. -- Når man mister den person, der var ens faste støtte i livet, den man altid kunne dele alting med. Hvis det sker, hvad skal man så gøre? For mig, blev hele min verden vendt på hovedet. For os, var der kun fortvivlelse og håbløshed den første tid. Men kunsten flettede os sammen, og vi har fundet håbet igen, og nu er vi sammen om det, for vi ved, at vi deler de samme følelser.

0Likes
0Kommentarer
408Visninger
AA

2. The accident

 

Lyset på badeværelset blinkede kraftigt, og flere gange var det ved helt at forsvinde.  Jeg slukkede for det skoldhede vand, der silede ned over min krop. Mit våde hår hang ned over min nøgne ryg, og vandråber gled ned over min krop, hvor de for mine fødder samlede sig i en lille pøl.  Jeg havde det lille vindue stående på klem, selvom den kølige efterårsvind kom farende ind i rummet, og fik min krop til at ryste af kulde. Den bragte en kraftig duft af regn med sig, og det i sig selv var underligt, da vores lejlighed lå midt i en forholdsvis stor by i Canada, så jeg plejede ikke at kunne lugte andet, end osen fra bilerne, der drønede forbi neden for vinduet.

 

Jeg bukkede mig ned og fandt vægten frem fra skabet. Jeg frygtede hvilket tal den ville vise, når jeg stilede mig op på den. Jeg tog en dyb indånding, og trådte langsomt op på vægten, hvor den brugte utrolig lang tid, før tallet endelig kom frem. Det var for meget, tallet var for højt. Hvis jeg bare kunne tabe mig 3 kilo, eller måske 5, ville jeg være tilfreds med mig selv, men som jeg var nu, havde jeg svært ved at se noget positivt. Jeg vendte mig hen mod det store spejl og studerede mit spejlbillede. Jeg kunne ikke længere kende pigen, der stod og kiggede på mig med matte øjne og mundvigen der buede nedad i en trist grimasse. Jeg trak min mave ind og gjorde mig så tynd som muligt og stilede mig med siden til spejlet, så jeg rigtig kunne betragte min krop. Mens jeg stod der, hørte jeg min telefon ringe inde fra mit værelse. 

 

Jeg havde ikke lyst til at tage den, ville meget hellere befinde mig i min egen elendighed, isoleret fra resten af verden. Der var ingen af mine veninder, jeg havde lyst til at tale med lige nu, og dog, jeg kunne altid tale med Elisa. Den lille sandsynlighed der var, for at det kunne være hende, var det der fik mig til at bevæge mig ud fra badeværelset og hen mod mit værelse for at svare  telefonen. Jeg nåede lige ind af døren, før ringetonen holdt op med at spille. Et udmattende suk forlod min mund, før jeg fandt telefonen og tjekkede hvem opkaldet var fra. Det var Elisa. Mens jeg stod med den i hænderne, begyndte den at ringe, det var hende igen. Det måtte være meget vigtigt siden det ikke kunne vente, for hun plejede altid at være meget tålmodig.

 

Jeg fik hurtigt mobilen op til øret. "Hallo..?" "Caroline ! Hjælp mig, jeg har fortrudt.. fortrudt !" Det var svært for mig, at høre hvad hun sagde, på grund af den skingrende tone fra brandalarmen i baggrunden. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad hun talte om. Hun havde fortalt mig om det før, hvordan hun legede med de farlige tanker om, hvordan hun kunne gøre det forbi, få en ende på sine lidelser. Jeg vidst at hun havde det svært, men hun kunne ikke forlade mig. Vi skulle nok komme igennem det her sammen. Der lå en vasketøjsbunke på badeværelsets kolde klinker. Jeg hev bare noget tilfældigt tøj til mig og var hurtig til at få det på og skynde mig at løbe af sted, gennem de trafikerede gader.

 

Heldet har aldrig været med mig, man kan aldrig bevæge sig omkring på vejene, en eftermiddag midt i myldretiden. Alle byens beboere havde kun øje for deres egen travlhed og deres egen normale hverdag. De grusomheder, der eksisterer i verden, var endnu ikke noget de kendte til. Måske noget de aldrig ville kende til. Det irriterede mig grænseløst, den måde de bevægede sig langsomt gennem deres ensformige liv, mens de følte sig stressede over absolut ingenting. Der var vigtigere ting, min veninde var døende ! På grund af trafikken, blev jeg nødt til at løbe, den fire kilometer lange rute hen til Elisa. Jeg var bange. Bange for at miste hende, at komme for sent, men jeg frygtede mest, at jeg ville svigte hende. Jeg havde lovet hende, at jeg altid ville være der for hende, at hun kunne regne med mig til det sidste.

 

Jeg kunne ikke komme for sent. Helt automatisk satte mine fødder farten op, for at mindske afstanden mellem Elisa og jeg hurtigst muligt. Mit hjerte pumpede hastigt blodet rundt i min krop, og mit åndedræt var helt ude af kontrol. Alligevel fortsatte jeg med at øge min fart, i min længsel efter at nå frem til hende. Jeg havde ikke let ved at komme frem gennem menneskemængden, der dannede en tæt mur på gaden, men under protester og vredesudbrud, kom jeg  fremad. Folk sendte mig skulende blikke, når jeg skubbede mig forbi dem, men mange gange var jeg fuldstændig blind over for det. Det eneste der betød noget for mig var Elisa. 

 

Jeg så røgen stige langsomt op mod himlen, lige inden jeg nåede frem til huset. Det eneste der endnu stod tilbage, var de sodede  murstensmure, de massive egetræsbjælker der tidligere bar loftet og forskellige metalrester smeltet til ukendelighed. Jeg frygtede hvad der kunne være sket med Elisa, for mens jeg stod her, ramte følelsen af tomhed mit hjerte. Svagt kunne jeg høre sirenerne fra ambulancen og brandbilerne, men det var langt væk i min underbevidsthed. Ambulancefolkene kom bærende på en båre, hvor et menneske lå gemt under et hvidt klæde, og allerede inden jeg havde nået at udspørge dem om hende, var de kørt af sted. Selvom jeg befandt mig på lang afstand, kunne jeg stadigt lugte det brændte kød og lugten af afbrændt plastic. Mit syn flakkede nervøst rundt overalt, mens tingene begyndte at flyde ud for mit blik. Jeg følte mig på en underlig måde beruset og ude af stand til at have kontrol over min krop.  Jeg listede forsigtigt ind mellem resterne af det udbrændte hus, hen mod det sted hvor jeg vidste Elisa's værelse havde ligget. Forsigtigt flyttede jeg den store bjælke, som delte værelset i to separate dele. Jeg lod mit slørrede blik glide undersøgende hen over værelset, for at se, om nogle af hendes ting kunne havde overlevet branden, eller aller vigtigts, om der var nogen livstegn efter Elisa, det mindste lille tegn på overlevelse. Under en bunke af sten, lå et sort album, med et specielt motiv, et  sørgmodigt ansigt prydede forsiden, med sine triste farver. Jeg løftede det op, for at betragte det. Jeg vendte forsigtigt de lidt forbrændte sider, der alle indeholdt  skitser, hvor Elisa havde formået, at lade sine følelser komme frem. At fremmale sine følelser, det var noget jeg aldrig lærte at forstå at hun kunne. Det var alt sammen Elisa's helt unikke form for kunst. Det jeg vidste hun havde brugt mange dage, på at få frem på det neutrale hvide papir. Det der betød aller mest for hende. Våde plamager voksede frem på papiret og det var først der, det gik op for mig at jeg stod og græd. Jeg prøvede at tørre mine øjne, men det var umuligt, for tårerne blev bare ved med at komme. Et smerteligt hulk slap ud mellem mine læber, inden jeg i fortvivlelse skreg på min elskede veninde.

 

Jeg lukkede albummet  sammen, og knugede det ind til mig. Jeg følte ensomheden snige sig ind på mig. Mørket der lagde sig over byen, var kommet så pludseligt, at jeg stadig stod fastfrosset i huset. Jeg havde svært ved at rive mig fri, svært ved at give slip på hende. Jeg ville aldrig glemme hende. Aldrig..

 

___________________________________________________________________________________________

 

Hey, alle sammen ! Så er historien skudt i gang, med beskrivelse, prolog og det først kapitel. Det skal nok blive spændende, at skrive den her historie for jer. Det ville betyde meget, hvis I smed et 'like' til historie, men selvfølgelig kun hvis i føler for det :-)

- CarpeDiem / Sarah 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...