The Common Feelings

-- Et år er gået, siden det forfærdelige skete. Jeg står ved hendes gravsten, og en forræderisk tåre løber ned ad min ene kind. Jeg hvisker ordene, som jeg efterhånden har lært mig udenad. "Vi vil altid elske dig, lige meget hvor du er."
Det er ordene, der står skrevet på gravstenen. -- Når man mister den person, der var ens faste støtte i livet, den man altid kunne dele alting med. Hvis det sker, hvad skal man så gøre? For mig, blev hele min verden vendt på hovedet. For os, var der kun fortvivlelse og håbløshed den første tid. Men kunsten flettede os sammen, og vi har fundet håbet igen, og nu er vi sammen om det, for vi ved, at vi deler de samme følelser.

0Likes
0Kommentarer
412Visninger
AA

3. Secrets

Det var blevet din årsdag. Vi stod ved din grav og sørgede sammen over dig. Vi havde købt hvide roser, som jeg vidste at du elskede. Ikke én dag havde du forladt mine tanker. Jeg kunne stadig mærke dig hos mig, at du stadig var her et sted. Jeg savnede dig så forfærdeligt meget, at det gjorde helt ondt. Flere gange havde mit hjerte været fyldt op af så mange følelser, at jeg troede det ville knuses, men jeg var her stadig. Selvom smerten føltes, som om nogen prøvede at slå mig ihjel indefra, var der noget der holdt mig tilbage. En grund til at jeg stadig var her, uden dig. 

 

Din død havde været på nyhedskanalernes dagsorden, hele den følgende måned efter ulykken. Den forfærdelige ulykke, hvor en teenagepige, var blevet lokket ud i noget skidt. En sindsforvirret og påvirket ung pige, der ved et uheld havde starten den brand, der kostede hende livet. Det værste var, at de alle havde troet på løgnen. Selv dine nærmeste kendte intet til hvad der virkelig skete. Jeg var den eneste der kendte din hemmelighed. Var det hvad du ønskede? Efter du havde levet i smerte så længe, ønskede du så at give smerten videre til den næste i rækken. På mange punkter, forstod jeg hvorfor du gav slip, men alligevel forstod jeg det ikke. Hvorfor du valgte at forlade alt? Hadede du mig, var jeg ikke god nok til dig længere?  Jeg fortalte dig hvor meget du betød for mig, at jeg ikke ville overleve uden dig. Når du vidste det, hvorfor så? 

 

Jeg ventede på et svar, men jeg vidste at det aldrig vil komme. Mit hoved lagde sig mod hans skulder, mens han stod og holdt om mig. I det mindste forlod du mig ikke alene, Elisa. De lydløse tårer sneg sig ned over mine smertende kinder. Jeg havde grædt meget, de sidste par dage. Havde frygten denne dag mere end du aner. De dage, hvor sorgen havde overtaget mig igen, havde jeg brugt på at tænke. Havde det været så svært for dig at leve? Du kunne ikke have givet det endnu en chance, for vores skyld? Hvis ikke for min skyld, så i hvert fald, for hans? Han savner dig uendelig meget.

 

Han var der altid for dig, var din evige støtte. Jeg ved han slog op med dig, men du gjorde det heller ikke ligefrem let for ham. Altid at skulle høre på, hvordan ens elskede overvejede at tage sit  liv. Det kan drive en mand til vanvid. Men alligevel, burde han ikke være chokeret, for det du viste ham, var kun toppen af isbjerget. Under din facade, dybte inde i din sjæl, gemte sig langt flere grusomheder end han kunne drømme om. Du betroede dig til mig, og kun mig. Jeg er ikke engang sikker på om du fortalte mig det hele, eller om du beholdt dine værste hemmeligheder for dig selv. Det tror jeg, at du gjorde. Ting så dystre og umenneskelige, at vi slet ikke kan se det for os.

 

Jeg fortrød lige så meget som dig. Du fortalte mig alt, men jeg gjorde intet. Jeg sagde intet. Jeg holdt mine løfter, om aldrig at nævne det for noget levende væsen. Jeg har stadig ikke brudt mit løfte. Du fortalte mig, at han gav dig sjofle hentydninger,  midt i klasseværelset.  At hans hænder ved et 'uheld' strejfede din røv. 'Uheldene' var der hver dag. Du fortalte mig, hvordan han havde kysset dig, og stukket sin tunge langt ned i halsen på dig. Den dag græd du ved min skulder, præcis som jeg græder mod en skulder, mens jeg står ved din grav og tænker på dig. Jeg har overvejet tanken om, at du måske er kommet videre. Måske skænker du os ikke en tanke længer, mens vi brugte hver eneste dag, på at huske dig. 

 

Måske skulle jeg bare give slip og sige farvel? Måske var det på tide, endelig at gøre det, selvom smerten ville flå mit hjerte i tusindvis af stumper.. Men det var kun 'måske', det var kun løse tanker, for jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg elskede dig for højt.

 

______________________________________________________________________________________

 

Bonjour mennesker ! <33 Så fik i et kapitel, hvor Caroline fortæller alt omkring selvmordet og hvordan hendes følelser er omkring det. Jeg håber I har fået et lidt bedre indblik i hendes personlighed, og hvilken slags pige hun er.

Men hvem er det, der har været med til at drive Elisa så langt ud og hvem er taget med hende på kirkegården?

 

- CarpeDiem / Sarah    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...