Amos Fergall

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2013
  • Status: Igang
Amos Fergall lever i en lille landsby, som bliver hersket af sheriffen. Amos kommer ud på dybt vand, da han bryder en lov, som sheriffen har vedtaget: Det er forbudt at jage! Nu bliver han selv jagtet væk fra sin familie, og byen for et ultimatum: Enten bringer de ham til sheriffen, ellers ..... bliver byen brændt! Efter 3 dage er han stadig ikke blevet udleveret, så sheriffen brænder byen. Dette bliver starten på Amos Fergalls livs eventyr, han kommer til at opleve og leve blandt det ukendte folk. Dette er fortællingen om Amos Fergalls kamp tilbage til sin familie!

0Likes
0Kommentarer
380Visninger
AA

2. Spiren - Amos' start på et nyt liv - udkast

Fjernt hører jeg en klirren af metal, et svagt bump og jorden eftergiven tilkendegiver at nogen er nede hos mig. Hele min krop ligger svag og kraftesløs, jeg har ingen mulighed for at bevæge mig. Da hænderne brutalt famler om mig, har jeg ingen mulighed for at gøre noget. Slap som en kludedukke bliver jeg kastet op at hullet, hvor et par stærke hænder griber mig for at lade mig falde ned på jorden igen. Dunk siger det, da min krop rammer jorden, en svag smerte breder sig i siden på mig. ”Brad, hvad gør vi nu? Drengen er jo helt væk, måske er han død.” lyder en ru stemme over mit hoved. ”Sheriffen sagde, vi skulle fange ham. Han snakkede ikke noget om han skulle med tilbage eller ej.” Jeg gætter på det må være Brad, da hans stemme får al småsnakken rundt om mig til at tie. ”Vi smider ham ned i hullet igen og siger til sheriffen, at vi begravede ham i skoven.” Mændene om mig mumler samtykkende, et par få råber højt for at vise deres fascination af planen. Nu tager fire hænder fat i mine hænder og fødder, som en sæk kartofler svinger de mig frem og tilbage, hvorefter de giver slip. I et splitsekund hænger jeg vægtløs i luften, hvorefter jeg suser ned i bunden af hullet. Endnu en gang hamrer mit hoved imod bunden og jeg forsvinder igen ind i intet.

Små dråber vækker mig igen, jeg ligger på ryggen med armene og benene spredt ud i underlige stillinger, besværligt får jeg samlet mine arme ind til kroppen igen. Himlen er blevet sort, kan jeg skimte mellem træerne, svagt kan jeg se en rosa farve som giver mig peget om at det er aften, og solen er på vej ned. Plagsomt får jeg sad mig op, hele verden snurrer rundt om mig, da jeg får rejst mig helt op. Henne ved kanten mærker jeg noget blødt give efter under mig, for blødt til at det kan være jorden. Undrende sætter jeg mig på hug for at undersøge genstanden, da mine fingere lukker sig om en rem af læder går det op for mig, at det er min taske. Uendelig langsomt får jeg hængt den på min mørbanket ryggen, da tasken rører min ryg, føles det som stød sendes ind igennem mig. Med tasken på ryggen begynder jeg at kravle op at hullet, centimeter for centimeter. Hele min krop beklager sig højlydt, den har tydeligvis ikke lyst til at skulle være aktiv lige nu, dog tvinger jeg den. Tanken om at sheriffens mænd kan komme tilbage efter mig holder mig i gang. Den sidste centimeter virker som et helt bjerg, uendelig langt, med mine sidste kræfter hiver jeg mig op og ligger fladt, udmattet på jorden. Jeg klarede det, tænker jeg. Efter et stykke tid tvinger jeg mine trætte lemmer i gang igen, jeg har besluttet mig for at gå ind i skoven, ind i den del jeg aldrig har været i før. Tanken føles på en besynderlig måde betrykkende, selvom den handler om at gå ind i en ukendt del af skove, som virker mørk og dyster uden nogen form for liv. Men jo større afstand jeg har mellem mig og min landsby, jo mere sikker er jeg og den.

Med slæbende skridt bevæger jeg mig længere ind i skoven, skoven virker mere tæt og ugennemtrængelig, end skoven jeg plejer at være i. Jeg hænger hele tiden fast i grene, som river i huden på mine armene og som slår mig i hovedet. Jeg mærker, hvordan mine kræfter slipper op lidt efter lidt, men jeg kæmper mig videre i jagten på et sted at få noget vand, og hvor jeg kan sove trygt. Midt i min uopmærksomhed spænder en tyk, gammel rød ben for mig, så jeg ryger på hovedet ned af en skråning. Bandende og svovlende kommer jeg på benene igen, igen har jeg slået mig, en tanke strejfer mig: Måske er jeg bare verdens mest uheldige person? Det er tredje gang i dag at jeg enten vælter eller bliver smidt ned i jorden. Gnaven begiver jeg mig videre uden at ænse omgivelserne om mig, det er først da mine fødder er gennemblødte, at det går op for mig, hvor jeg er gået hen. Jeg står lige midt i en lille bæk, hvis den kan kaldes det. Med mine sidste kræfter springer jeg op af bækken, hvor jeg falder sammen. På alle fire kravler jeg hen til bækken igen for at få noget at drikke, jeg kan mærke hvordan vandet kommer ned i min mave, det føles koldt i min tomme mave. Da jeg har slukket min tørst, tager jeg tasken af ryggen for at finde lidt mad, hurtig finder jeg lidt brød og en kartoffel. Mens jeg spiser, sidder jeg som en kanin med ørerne på stikker for at opfange hver en lille lyd, der kunne komme. Det kommer bag på mig, da der lyder et gisp bag ved mig. Rapt kommer jeg på mine trætte ben, snurrer rundt, hvor mine øjne skynder sig med at gennemsøge området for eventuelle fjender. Til sidst lander de på en skikkelse, som svagt kan antydes mellem træerne. Overrasket står jeg bare og stirrer, det virker til at skikkelsen gør det samme, langsomt samler jeg mig mod til at bryde isen: ”Hvem er du?” hvisker jeg, det lyder utroligt svagt og barnligt. Ved lyden af min stemme vender skikkelsen og bevæger sig lydløst væk. Uroligt ser jeg mig rundt, hvor blev skikkelsen hen? Hvem er skikkelsen? Viden om at der er et menneske ude i skoven gør mig utryg, derfor beslutter jeg at kravle op i træet, som står ved bækken. Træets gamle grene er brede nok til at jeg kan sove der oppe. Med det ene tæppe omkring mig falder jeg hurtigt i søvn.

Midt om natten vågner jeg, månen kaster blege skygger over lysningen, dvask kigger jeg rundt, mens jeg sætter mig op. Hvad vækkede mig? Sløvt kører tankerne rundt i hovedet på mig, uden at registrere det er der syv skikkelser, som observerer mig, først da en flok fugle letter i træet ved siden af mig ser jeg skikkelserne. Forskrækket mister jeg grebet om grenen, langsom næsten i slowmotion falder jeg ned, mens en halv snes grene prøver at af bløde mit fald dog uden større held. Som en meteor falder jeg med et brag til jorden for så at trille ned i bækken. Gennem bækkens pludrende lyde hører jeg svagt et par menneskestemmer. Efter fem minutter bliver bækkens vand for koldt til mig, uendeligt langsomt kravler jeg op af bækken, hele tiden holder jeg et godt øje med skikkelserne, der omkredser mig. Vel henne ved træet finder jeg mit tæppe, som er faldet ned fra træet, rystende af kulde pakker jeg mig ind i tæppet. Resten af natten bliver jeg ved træets stamme, som jeg bruger som ryglæn. Da solen begynder at farve himlen røde, lægger jeg for foden af træet, udmattet overgiver jeg mig til søvnen.

Da jeg endelig vågner igen, kaster jeg et hurtigt blik rundt, til min skuffelse er de syv skikkelser der stadig. Med et suk rejser jeg mig op, min taske hænger stadig på den gren oppe i træet jeg hang den på i går, besværligt kravler jeg op efter den. Nede på jorden finder jeg lidt brød som bliver min morgen mad. Da jeg har spise, går jeg på opdagelse i lysningen, måske kunne dette blive en midlertidig lejeplads for mig, til jeg finder ud af hvad jeg skal. Da jeg har taget min beslutning om at blive i denne lysning, begynder jeg at samle grene til at bygge en lille shelter.

Da jeg var en lille dreng lærte min far mig at bygge en overlevelses hytte, ved hjælp af et træ hvor en gren lavede et Y maksimalt en meter over jorden. I dette Y lægges en lang gren, stamme eller ligne, som tagspær til at holde de grene, der skal fungere som væge, det vigtigste angående tagspæret er længden på den, det er vigtigt at den er lang nok til at man kan ligge under den. Når tagspæret er på plads, skal væggene sættes op, afstanden mellem grenene skal være meget lille, så de kan holde isoleringen. Isoleringen består af alt det man kan finde omkring sig, grene, blade, græs og ligne materialer, det er vigtigt at tykkelsen på isoleringen er mindst to fod. Når selve ydersiden er lavet, er det indersidens tur, her skal der kun bruges blade eller grangrene, så underlaget er blødt at ligge på.

Til mit helt har træet, jeg sov i om natten, netop en gren omkring en meter over jorden, som stikker ud i et Y. De næste par timer arbejder jeg møjsomt med at få lavet en shelter, som kan give mig ly for natten. Mens jeg arbejder er de syv skikkelser der og overvåger hvert skridt jeg tager, jeg holder mig på afstand af dem, føler at det er alt andet end sikkert i nærheden af dem.

Da solen står midt på himlen er jeg færdig, stolt betragter jeg mit værk, smukt er det ikke, men det vil give læ og holde mig tør om natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...