Amos Fergall

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 28 feb. 2013
  • Status: Igang
Amos Fergall lever i en lille landsby, som bliver hersket af sheriffen. Amos kommer ud på dybt vand, da han bryder en lov, som sheriffen har vedtaget: Det er forbudt at jage! Nu bliver han selv jagtet væk fra sin familie, og byen for et ultimatum: Enten bringer de ham til sheriffen, ellers ..... bliver byen brændt! Efter 3 dage er han stadig ikke blevet udleveret, så sheriffen brænder byen. Dette bliver starten på Amos Fergalls livs eventyr, han kommer til at opleve og leve blandt det ukendte folk. Dette er fortællingen om Amos Fergalls kamp tilbage til sin familie!

0Likes
0Kommentarer
382Visninger
AA

1. Frøet - Amos' skæbne start

En fugl slår en lille trille udenfor, jeg har været vågen et stykke tid, en drøm vækkede mig. Ordene lyder stadig i mit hoved: ”Amos, Amos kom her hen.” Min mors stemme er som en kniv i mit hjerte, især nu. Jeg ligger og ser, hvordan en lille stråle vokser sig stor hen over mit tæppe. Jeg slår tæppe til side, ordene brænder i mig, jeg bliver nødt til at komme ud og væk fra huset. Hurtigt og lydløst finder jeg mit tøj og trækker i det. På vej ud af døren kommer jeg i tanke om, at ildstedet er helt brændt ud, måske skulle jeg lige tænde op, før jeg går. I det samme lyder der en lille pulsende lyd fra Almas værelse, så jeg vælger at gå og overlader optændingen til hende i dag.

Gennem landsbyen hører jeg lyde fra husene, at folk er ved at stå op; børn beklager sig og forældre skændes. Langsomt nærmer jeg mig udkanten af byen, et hurtigt blik over skulderen sikrer at jeg alene for siden sidste sommer har det været forbudt at jage i bjergene. Men jeg er nødt til at jage, ellers bliver det en meget lang vinter for min familie. En dør åbner sig tre huse nede, jeg springer ind mellem to huse. Mit hjerte banker hurtigt: Bare de ikke ser mig, bare de ikke ser mig. Lyden af de tunge skridt bliver svagere, de går i den anden retning. Langsomt falder mit hjertet til ro. Et hurtigt kig frem mellem husene, bekræfter at mændene er væk.  Jeg spæner hen til skovkanten, før jeg når at blive afbrudt igen. Uden i skoven er der ingen lyde, her er helt tyst. Jeg sætter i mit luntetrav gennem skoven, langsomt nærmer bjerget sig. Buen kommer ned fra skulderen og en pil kommer på strengen, nu er jeg klar til jagt. Lydløst klatrer jeg op af bjerget, solen skinner på mig, og den let spredte bevoksning giver mig skjul for byttedyrene.  Jeg vælger at ligge mig på lur bag en lille blåbærbusk, tiden går næsten i stå, det eneste som bevidner at tiden går, er skyggerne. En svag raslen i en busk nærved vækker mig fra min dagdrøm, en lille hjort står under 100 meter fra mig, helt perfekt med min kortbue. Langsomt spænder jeg strengen, sigter og slipper pilen, og den rammer fejlfrit i hjertet. Glad hopper jeg hen til dyret og går i gang med at partere det, alle indvoldene kommer ud, dem kan ulvene få lov til at få. Da dyret er færdigt, lægger jeg det må mine skuldre og træske mod mit lille skur. Jeg følger den sti, som jeg har lavet efter mange ture på bjerget, og ser snart mit skur. Inde i skuret har jeg en krog i loftet, så mit bytte kan hænge trygt og godt. Forsigtigt trækker jeg skindet af, det er stort nok til at Elna kan få et par nye sko. Jeg spænder det ud på vægen, så jeg kan arbejde på det i morgen, før har jeg ikke tid. Nu skal jeg hurtig hjem og få lavet noget mad, så jeg skær det ene bagben af, og pakker det ind i stoffet, jeg har liggende.

Så traver jeg hjem igennem skoven med pakken i hånden. Ved skovkanten sætter jeg farten ned til en hurtig skridtgang. Vagterne står råbende henne ved kroen, så jeg har rig mulighed for at komme uset hjem. Langs husmurene lister jeg hen til sidegaden, hvor jeg skal drej. Selvom jeg aldrig er blevet taget i at snyde sheriffen, er spændingen og nervøsiteten der altid for at blive opdaget. Jeg slapper først af, da jeg lukker døren bag ved mig. Staks er Elna og Alma hos mig og ser op på mig med forventningsfulde øjne, smilende pakker jeg bagbenet ud. Som svar på kødet begynder de at danse, hoppe og synge, det er længe side vi sidst har fået kød. Nu, hvor far er blevet syg, er det svært at få tid til at jage, da markerne skal passes, selv med pigernes hjælp, er det svært at få tid. Det hele var meget nemmere den gang mor levede.

Jeg overlader madlavningen til pigerne og går ind til min far. I går havde han det skidt, selvom han ikke vil vise det, så ved jeg det. Alma har påtaget sig plejen af ham, hun sidder det meste af dagen hos ham, giver ham alt, hvad han kunne ønske sig. Og det er ikke meget, i går fik han et glas vand og lidt suppe. Med et smil til ham sætter jeg mig på stolen, han sover fredfyldt, så jeg vil ikke vække ham. I lang tid sidder jeg bare og kigger på ham, mindes vinteren med dens glæder. Stille drømmer jeg mig tilbage til de tider, hvor min mor også levede, dengang hvor jeg ikke havde nogen bekymringer. Ved et ryk ryger jeg ud af drømmen og vender tilbage til virkeligheden, virkeligheden med bekymringer og uden min mor. Han ser op på mig og et svagt smil spiller på hans læber. Jeg smiler tilbage og spørger til, hvordan han har det, som altid svarer han: ”Det går fint, om et par få dage er jeg frisk som en havørn.” Jeg nikker blot og fortæller ham om min dag på bjerget, jeg fortæller alt om jagten og min plan med skindet. Han smiler og godkender min plan og kommer med forslag til, hvordan jeg nemmest kan garve skindet. Mens vi sidder og snakker, breder sig en liflig duft i huset, som duften bliver kraftigere rør min mave på sig. Det går op for mig, at jeg ikke har fået noget af spise hele dagen. I det samme kalder pigerne på mig: ”Der er mad!”, jeg springer op og skynder mig hen til dem. Jeg tager en stor portion til mig og en lille til min far, med hænderne fulde og går jeg tilbage til far med pigerne lige i hælene på mig. I det lille rum sidder vi samlet og spiser gryderetten, det er utrolig hyggeligt og afslappende. Alt det bliver afbrudt af en banken på døren, forvirret ser vi rundt på hinanden, ingen plejer at opsøge os mere. Som manden i huset beslutter jeg at gå hen for at finde ud af hvem det er, skålen stiller jeg fra mig. Før jeg går ud af rummet, sender jeg et hurtig beroligende smil til min far. Ved døren mærker jeg to hænder famle sig ind i mine, jeg giver dem et klem før de går ind til far igen. Jeg tager en dyb indånding og åbner døren. Uden for står der fem soldater med våben og panser. Jeg bliver slået helt ud af den, hvad laver de her? Ham, som står tættest på døren, har noget i hånden, det tager et split sekund før det går op for mig, at det er mit skind. Det skind som jeg tog fra hjorten, jeg nedlagde i dag. Før soldaten når at gøre mere, snurrer jeg rundt og farer igennem huset ind på mit værelse, hvor jeg hopper ud af vinduet. Jeg kan hører soldaterne, de er ikke langt bag ude. I panik sætter jeg kursen ud af byen, fødderne bære mig væk så hurtigt som muligt. En gren slår mig i hovedet og efterlader et svigende mærke på min kind. Mens jeg løber beslutter jeg mig at søge tilflugt i min hule i bjerget som ingen kender.

Lyden fra mine åndedrag overdøver alt for mig, jeg mærker kun den brændende fornemmelse i mine lunger. Langsom løber jeg langsommere og langsommere, men til min overraskelse er der ingen soldater som råber op. Af ren overraskelse stopper jeg op og ser mig tilbage, der er ingen. Simpelthen igen! Det går op for mig at soldaterne har givet op, de har stoppet deres jagt efter mig. Lette sætter jeg i et roligere tempo mens mit hjerte falder til ro og den brændende fornemmelse forsvinder lidt. Ved solnedgang når jeg min hule, solens stråler blænder mig og efterlader mig til at se gyldne prikker over alt. Udmattet falder jeg om inde i hulen, heldigvis har jeg brugt meget tid på at gøre hulen beboelig, så jeg lander blødt. Mens jeg ligger der, ser jeg på at solen forsvinder helt, og mørket tager over. Jeg spekulerer over hvad der mon sker nede i byen nu, og hvordan soldaterne har behandlet min familie. Der går ikke lang tid før jeg falder i søvn, den hæsblæsende tur her op har gjort mig mere udmattet, end jeg troede var muligt.

             Solen vækker mig sammen med fuglenes fløjten og vindens puslen i træerne. Møjsommeligt får jeg mig sat op, ved denne lille fysiske aktivitet protesterer hele min fra mine arme til mine ben er et ubehag. En svag smerte breder sig i min højre læg, til min overraskelse er der en skramme fra knæet og til anklen. ”Hvornår jeg har fået den?” tænker jeg, mens jeg undersøger alvoren af den. Fordelt rundt på hele min krop er der en masse små og større skrammer, så jeg vælger forsigtig at gå hen til den nærmeste bæk for at vaske mig. Jeg prøver at undersøge dem alle, det er dog svært, men det ser ikke ud til at være noget alvorligt ved dem. Før jeg tager mit tøj på igen, sørger jeg for at de alle er til dels renset. Et hurtigt blik på solens placering ser jeg at klokken næsten er tolv, så jeg vælger at gå hen til mit skur, for at se om hjorten stadig hænger der.

Til min frustration er skuret helt tomt, ikke en gang krogen har de ladt blive hængende. Hvad værre er, er min bue og pile knækket i mange stykker, opgivende sætter jeg mig ned. Hvordan skal jeg nu klare mig? Jeg kan ikke vende tilbage til landsbyen, men jeg har brug for hjælp derfra. Jeg bliver nødt til at vende tilbage, når mørkt er faldet på, så soldaterne ikke kan se mig. For at stille min sult og for at få tiden til at gå, går jeg rundt i skoven og på bjerget og plukker bær og finder rødder. Mor har lært mig, hvilket planter der ikke er gifte for mennesker, jeg sender hende en takkende tanke. Tilbage i hulen rydder jeg op, for det er flere måneder siden jeg sidst har været der, så en masse blade og ligne er blæst ind. Da alt er fjernet, går jeg ud i skoven for at finde et blødere leje til de kommende nætter, samtidig samler jeg lidt mad til ventetiden på mørket. Da solen nærmer sig horisonten, sidder jeg og stirrer ud over dalen, ser på omridset af landsbyen. Før det bliver helt mørket, begynder jeg at gå mod byen. Rundt i skoven er der tydelige spor fra soldaterne, så jeg lister gennem den sidste del af skoven. Ved kanten af skoven prøver jeg at planlægge, hvad jeg vil først: familie og så proviant eller proviant og så familie? Beslutningen falder på familien og så provianten. Med målsatte skridt og nerverne uden på tøjet nærmer jeg mig byen. Mine øjne og ører registrerer alt, en hvilken som helst lyd eller bevægelse vil ikke blive overset af mig.

Jeg banker stille på døren, før jeg åbner den, er par skræmte øjne, Elnas øjne, modtager mig. Jeg ser rundt i stuen, ingen Alma. ”Hvor er Alma?” spørg jeg hende undrende, fortvivlet og sammenhængende fortæller hun, hvad der er sket i løbet af dagen. Sheriffen har taget Alma, som sikkerhed sagde han, en sikkerhed på at landsbyen, far ville udlevere mig til ham. Fortabt sætter jeg mig ned, hvorfor skulle jeg også lige gå op jagt i går? En hostende lyder afbryder mine tanker, min far er her stadigvæk, jeg rejser mig opgivende og går ind til ham med Elna i hånden. Han ser dårlig ud en svag rød farve ses på hans kind. Jeg ser væk, alt dette er min skyld. Hans hånd griber min hånd og få mig til at se på ham igen, en tårer løber langsomt ned af hans kind, utydelige ord forlader hans mund: ”Jeg har mistet nok i denne verden, lad mig ikke miste dig også.” lyder det fra ham. Jeg nikker svagt og sætter mig på stolen, hvor med min hjælp kravler Elna op og sætter sig på mit skød. I et stykke tid sidder vi sådan uden at sige noget, sidder bare og frygter hvad der nu kommer til at ske. Velvidne at det sandsynligvis bliver sidste gang i lang tid, jeg kommer til se dem, rømmer jeg min: ”Jeg må videre ved jeg, jeg kan ikke udsætte jer for mere farer end jeg allerede gør ved at være i familie med jer.” Forsigtig løfter jeg Elna ned fra mit skød, giver min far et varsom kram, hvorefter jeg løber ud af døren igen.

Nu skal jeg skaffe proviant! Hurtigt beslutter jeg mig for, at kroen må have nogle tæpper og lidt mad jeg kan få. Stille lister jeg mig hen af gaden til kroen, men jeg når ikke særlig langt før en lyd får mig til at standse op. Amit en af mine få venner står ved hushjørnet og kalder hviskende på mig, forsigtig går jeg hen til ham. Jeg spørg ham hvad han vil, og hurtig forklarer han at kroen er fuld af soldater og sheriffen selv. Der går et splitsekund fra jeg har fået meddelelsen, til at døren ved kroen bliver åbnet, og et par soldater trasker ud. Hurtigt flygter Amit og jeg ind i stalden. Med vores hamrende hjerter, kan vi knap nok hører soldaternes skridt, men deres råbende stemmer kan bestemt ikke overhøres; de kommer denne vej! Adræt klatrer vi op på halmloftet og smider os ned på gulvet, så fladt som muligt.
Soldaterne nærmer sig stalden, hvor vi ligger som små harekillinger. Da soldaterne er ved at åbne døren til stalden, lyder Amits fars stemme højlydt igennem vægen: ”Hej hvad laver I? Det er min stald!?” Lettet ser Amit og jeg på hinanden, ingen tør at krydse Amits far. Det hænger nok sammen med hans størrelse; en kraftig mand på omkring to meter, hvor alt er dækket med muskler. Efter en kort diskussion går soldaterne igen, vi ånder lettet op, dog tør vi ikke rejse os endnu. Først da Amits far kommer ind i stalden og kalder på os, tør vi rejse os. Langsomt træder jeg hen til ham, frygten for hvad der nu sker, hænger om mig som tågen i en dal. Det kommer helt bag på mig, da jeg bliver revet ind i et knusende kram. Da han endelig giver slip, gisper jeg efter vejret, da jeg endelig får vejret igen står han og ser smilende på mig, genert gengælder jeg smilet. ”Amos, jeg er ked af hvad der er sket med  dig og din familie, hele landsbyen er blevet enige om at hjælpe, så godt vi nu kan.” Målløs ser jeg på ham, aldrig i mit liv havde jeg troet, at de ville ofre så meget for mig og min familie.  ”Kom med så får du noget mad og en seng at sove i, så kan du få forklaret landsbyens plan nærmere i morgen, og at vide hvad der kommer til at ske” Mit hoved nikker, men jeg forstår ikke rigtig noget af, hvad der foregår om mig. Et blidt puf i ryggen får mig til at følge efter Amits far over til huset. Den seng jeg får tildelt, jeg skal dele med Amit, men det gør ikke noget. Den fysisk berørelse for mig til at slappe af, kort tid efter sover jeg tungt.

Midt om natten bliver jeg vækket af en som rusker kraftigt i mig: ”Kom skynd dig! Sheriffens mænd er på vej!” Hurtigt tumler jeg ud af sengen og følger efter Amits far, en dør bliver åbnet og jeg kravler skyndsomt ind. Bag mig lukker døren og alt bliver bælgmørkt. Svagt kan jeg hører Amits far brokke sig over at blive vækket på dette tidspunkt af natten. Da mine øjne har vænnet sig til mørket går det op for mig hvor jeg er henne, jeg er blevet lukket ud på loftet. Da lyden af mennesker nærmer sig kravler jeg længere ind på loftet, en gang slår jeg hovet ind i de gamle loftbjælker. For enden af loftet presser jeg mig ind mellem stråene for at gemme mig. Da døren langsomt bliver åbnet, hamrer mit hjerte af sted, da jeg ser et lille hoved stikke ind, Amits hoved, slapper jeg lidt af igen. Inden har lukker døren igen kigger han hurtigt kort, jeg gætter han tjekker om man kan se mig. Da døren bliver åbnet igen hamre mit hjerte endnu hurtigere i mit bryst, da jeg ser at det er en muskuløs mand, som denne gang åbner døren og går ind, helt ind på loftet. Så lydløst som muligt prøver jeg at kravle længere ind i stråene, så de skjuler mig helt. Han brummer lavt ”Kom med en lygte, her er jo bælgmørkt!” bjæffer han, straks kommer en lygte hen til ham. Den svage lyskegle glider langsomt rundt i rummet, skridt for skridt nærmere han nærmere sig det sted, hvor jeg gemmer mig. Jeg føler det er et under han ikke har fundet med, da mit hjerte pumper blodet så hurtigt rundt at det dundrer for mine ører. ”Herre, der er jo ingen. Lad os tage det næste hus, Bernard siger jo sandheden.” den kraftløse stemme bringer mand til standsning, uendeligt langsomt vender han sig om mod ham som talte. Jeg kan se en blodåre banke i halsen, han er vred, rigtig vred. ”Hvis du er træt af at vente kan du jo undersøge resten af loftet! Kom i gang!” bjæffer han til splejsen, et lille sted får jeg lidt medlidenhed med ham. Medlidenheden stopper dog brat, da splejsen overtager lygten fra den vrede mand. Til min lettelse er den nye splejs ikke så grundig i sin undersøgelse, så efter 5 minutter lyder det fra ham: ”Herre, han er ikke her.” manden som står i døren, hamre knytnæven ind i dørkarmen, snore rundt på hælen og marchere ud, hvor efter splejsen hurtig følger efter. Med et brag smækker døren i, det går op for mig at jeg har holdt vejret det sidste stykke tid, langsom ånder jeg ud. Da døren åbner igen er det Bernard og Amit jeg kan se alene, så jeg kravler ud af stråene og går hen til dem. Ude af loftet forklarer Bernard, hvad soldaterne lavede. Sheriffen har sendt en ordrer ud om at alle husene skal undersøges, det er i et forsøg på at finde mig, sheriffen er overbevist om at jeg gemmer mig i landsbyen. Og det har han jo faktisk ret i. Tilbage i sengen har jeg svært ved at sove, uroen hiver hele tiden i mig. Langsomt falder min øjne i, og en drøm overtager virkeligheden.

En kvinde stemme lyder i nærheden af mig: ”Amos?” kalder hun, jeg ser rundt. Her er helt mørkt, jeg kan kun skimte et par træstammer. ”Hallo?” råber jeg tilbage til kvinden. ”Amos kom, kom hen til os, så kommer du i sikkerhed!” Forvirret ser jeg rundt, hvor er hun? Lydene fra flere mennesker blander sig i hendes nu: ”Amos, Amos kom hen til os. Vi kan hjælpe dig. Amos, Amos…” Jeg begynder at gå mod det sted, hvor jeg mener, de flest af stemmerne kommer fra. Jeg standes brat ved en skrænt, for enden af skrænten ligger en landsby, mens jeg ser nærmere på den går det op for mig at det er min landsby. Menneskerne løber fortvivlet rundt mellem hinanden – hele byen brænder.

Med et sæt vågner jeg, Amit ser på mig med store øjne, hele min krop ryster. Det var bare en drøm, det var bare en drøm, gentager jeg igen og igen for mig selv. Jeg svinger benene ud af senge, drømmen har gjort mig lysvågen. Amit slår mig følge på vej ned i køkkenet, den svage duft af grød kommer os i møde, hvilket får min mave til at knurre højlydt. Mens vi spiser, får jeg fortalt, hvad sheriffen har planlagt med landsbyen, hvis jeg ikke bliver udleveret: han vil brænde den! Stum ser jeg på Bernard, drømmen sidder stadig fast på min nethinde. Stolen vælter bag ved mig, da jeg hastigt rejser mig op, landsbyen skal ikke forsvinde på grund af mig! ”Amos! Bliv her! Det bliver ikke bedre at du går hen til sheriffen!” råber Bernard efter mig, men hvad kan jeg ellers gøre? Jeg vender mig om: ”Hvad skal jeg så gøre? Stikke af og efter lader jer? Skal jeg bare opgive min familie?” skriger jeg opgivende tilbage, en tårer sniger sig ned over min kind. Det hele ser bare ud til at gå galt. ”Amos jeg ved det er svært, men vi skal nok klare os. Vi har prøvet det før, og sandsynligheden for at sheriffen holder sit ord er ikke særlig stor. Han har besluttet sig for at brænde byen, uanset om han får dig eller ej!” Håbløsheden breder sig i min krop, mens jeg accepterer hvad der kommer til at ske.

Resten af dagen forbedrer jeg mig på den næste aften, min og landsbyen skæbnesvangre aften. Folk fra hele byen kommer forbi og giver lidt små ting, som de kan undvære. Igen og igen får jeg lovning på at min familie vil bliver passet på, og at de vil gøre alt for at få Alma tilbage fra sheriffen. Da dagen går på hæld har jeg fået fire tykke tæpper, et par fåreskindssko, en tyk uldtrøje, en lille taske med læderstropper og mad; brød, kød og kartofler. Alle gaverne pakker jeg pænt sammen, jeg lader maden kommer i tasken, men tæpperne deler jeg op, så to til min far, som Bernard lover at aflever, de to andre binder jeg fast til tasken. Ved aftensmaden er der helt tyst, ligesom i skoven, ingen bryder tavsheden, det er kun skeernes skraben mod bunden lyder. Efter måltidet lister jeg ovenpå for at kigge ud af vinduet, i det fjerne kan jeg se min fars hus, alt ser ud som det plejer, også alligevel noget er helt tydeligt forkert. Der er ingen røg fra skorstenen. En knude rør på sig i min mave, uroligheden kommer frem igen, måske skulle jeg bare gå hen til sheriffen? Et par stille trin lyder op af trappen, Amit kommer hen til mig. ”Min far er gået hen til din familie med tæpperne.” jeg nikker lettet, hvis der er noget galt, så må Bernard finde ud af det.

Da han kommer tilbage fortæller han at min far har det meget skidt, og Elna har svært ved at passe ham helt selv. Uroligt rør jeg på mig, bare jeg ikke var gået på jagt i forgårs, tænker jeg. ”Han skal nok blive rask igen, jeg har fået lægen til at kigge på ham som det første i morgen.” lyder det beroligende fra Bernard. På vej i seng kaster jeg et hurtigt blik hen til min fars hus, røgen siver nu langsomt op at skorstenen, jeg trækker vejret lettet.

Næste morgen vågner jeg ved at en fugl synger ude foran vinduet, tonerne lyder beroligende og velkendte. Amit ligger og sover, så jeg vælger at stå op så stille som muligt. På vej ned at trappen hører jeg to stemmer, så jeg standes op og lytter, det er Bernard og hans kone, Grace, som snakker. Det går op for mig at de snakker om mig: ”Bernard vi kan ikke have ham mere i dag, tænk nu hvis sheriffen vælger at undersøge alle husene igen?” Grace, han har brug for vores hjælp, om et par timer er han væk, det lover jeg dig. Han skal nå ud i skoven inden sheriffen kommer her til.” Forsigtig rømmer jeg mig lige højt nok til, at de kan høre mig, et hoved kommer frem ved trappen, hurtigt kommer der et smil på ansigtet. Jeg smiler kort igen, før jeg går helt ned og ind i køkkenet. Grøden står over ilden og damper, jeg tager en skål, som jeg fylder helt op. Lukket ind i mig selv begynder jeg at spise grøden, mens jeg spiser, tænker jeg over det, de snakkede om. Sheriffen kommer i dag for at brænde byen, så jeg bliver nødt til at flygte ud i skoven. ”Amos?” jeg kigger op, det er Grace, jeg nikker og afventer en fortsættelse på talen. ”Amos, jeg har gjort klar til, at du kan tage et bad, når du er færdig med at spise. Der ligger rent tøj til dig.” jeg nikker igen og fortsætter min spisning og tanker.

I værelset ved siden af køkkenet har hun fyldt et stort kar med varmt vand og lagt rent tøj på sengen; min nye tykke trøje, et par sokker, bukser og mine nye fåreskindssko. Stille og roligt tager jeg mit gamle, beskidte tøj af og lægger det i hjørnet af rummet. Så sætter jeg mig langsomt ned i karet og nyder vandets omfavnelse af mig, det er flere måneder siden jeg sidst har fået et rigtigt bad. Mens vandet mister sin varme vasker jeg mig helt ren, vandet er helt beskidt, da jeg rejser mig fra det. Så hopper jeg hurtigt i tøjet, da luften føles utrolig kold imod min hud. Da jeg kommer ud står Grace med en lille saks i hånden, mit hår er heller ikke rigtig blevet klippe de sidste par måneder, så mit pandehår hænger mig ned i øjne.

Efter klipningen kommer Bernard hen til mig: ”Amos er du klar til at gå ind i skoven?” Jeg nikker og skynder mig oven på for at hente min taske med tæpperne. På sengen sidder Amit og i favnen har han min taske. ”Amos, jeg er ked af, at du skal væk, jeg håber vi ses igen.” siger han mens han rækker mig min taske, jeg smiler til han og forsikre ham, at jeg nok skal komme tilbage engang. Et hurtigt kram og jeg løber ned af trappen til Bernard og Grace. Bernard lover mig at følge mig på vej. Sammen går vi ud af bagdøren, der er tættest på skoven, mellem skoven og os ligger kun et par marker. Midtvejs standser Bernard op: ”Amos lov mig at du passer på…” siger han giver mig et hurtigt klap på skulderen, hvorefter han drejer rundt og går tilbage. Jeg kigger lidt efter ham, men vender til sidst blikket mod skoven, mit nye hjem.

Resten af dagen går jeg rundt i skovkanten, og holder mig i nærheden af byen. Jeg kan se, hvordan antallet af sheriffens soldater stiger, da klokken står 12, ankommer sheriffen selv. Han sidder på en hvid hingst omgivet af vagter – som om landsbyen kan eller vil gøre ham noget. ”Kære venner, nu er sandhedens time kommet. Hvis I er loyale over for mig, giver I mig drengen, Amos Fergall, hvis ikke så sig farvel til jeres hjem, jeres by! Hvad vælger I?” Ordene kommer tydeligt hen til mig, mine nakkehår rejser sig af rædsel. Ingen siger noget, sheriffen ser utålmodigt rundt. ”Hm I vælger at trodse mig. Vagter tænd det første hus! Så kan I se, jeg mener hvad jeg siger!” vagterne nærmer sig et hus med fakler i hænderne. I slowmotion ser jeg, hvordan faklerne bliver kastet op på husets tag. Ilden griber hurtig fat i det stråtækte tag, kort tid efter er hele huset i flammer, folk ser målløse på. ”Nåå hvor er drengen så henne? Nogen som vil fortælle mig det?” det hele lyder så sukkersødt, så kvalmen vågner i mig. Efter en halv time er halvdelen af byen i brænd, sheriffen sidder stadig på sin hest og folk står opgivende og ser på, mens deres hjem brænder væk. ”Jeg er træt af jeres små julelege. Nu fortæller I mig hvor drengen er, ellers ryger hele byen nu!” Jeg har lyst til at skrige og løbe hen til landsbyen, men jeg har lovet Bernard, at jeg ikke gør det. ”Godt så, sig farvel til jeres by!” I en hidsig bevægelse vender han hesten og rider væk, mens vagterne begynder at sætte ild til resten af byen. Med et spring jeg frem, råbende, skrigende med armene fægtende over hovedet: ”Her! Kom og tag mig! Stop med at straffe byen!” Sheriffen vender sig i sadlen og kigger lige på mig, et krumt smil breder sig over hans læber. ”Vagter fang ham!” På et spiltsekund snurrer jeg rundt og løber alt, hvad jeg kan ind i skoven med vagterne lige i hælene. Jeg løber i siksak mellem træerne for at få dem rystet af mig. Pludseligt mærker jeg en svag smerte i min højre læg, jeg mister balancen, som jeg kigger ned. I næste sekund ligger jeg på jorden og hiver efter vejret. Hurtigt kaster jeg mig på benene igen, da jeg væltede har soldaterne vundet sig lidt ind på mig, så jeg sætter farten op, og nægter at lytte til mine smertende muskler. Da det bliver mere stejlt får soldaterne sværere ved at følge med mig med deres tynge udstyr. Så selvom jeg ikke løber så hurtig som før, bliver afstanden mellem os større. Jeg lægger mærke til, at den del af skoven jeg løber i nu er en ukendt del, den er mørkere end den del, jeg plejer at være i. Træerne kaster større skygger, og her er koldere. Lyden fra soldaterne bliver langsomt svagere, lettet løber jeg videre. Selvom soldaterne stadig er efter mig, slapper jeg mere af, afstanden giver mig en form for ro til at tænke. Pludseligt forsvinder jorden under mine fødder, og jeg falder ned, før jeg når at kunne tage fra, lander jeg hårdt på maven, og slår hovedet ned i rødderne af træerne. Langsomt bliver alt om mig sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...