Besættelsen - One Shot

" ”Det var fuldstændig mørkt, og vi havde lasten fuld af bomber! Tyskernes maskine var lige i halen på mig! Min styrmand var ikke til nogen hjælp, han sad med koldsved og rystede over hele kroppen. Men tro mig, det var s'gu heller ikke for småbørn! Men jeg holdt hovet koldt. Jeg-...”
Poul standsede sin beretning midt i en sætning, da der lød en hård banken på døren.
De sad alle helt stille, fastfrosset i deres stilling, indtil der blev banket igen. Så kom der tilgengæld også liv i dem alle."

Jørgen lever som en ung dreng i København under den tyske besættelse i Anden Verdenskrig. Hans far er medlem af modstandsbevægelsen og Jørgen har egentlig en forholdsvis bekymringsfri hverdag, som får tilført en smule spænding da hans familie skal huse en bombepilot. Men tortur kan vriste dybe hemmeligheder fra folk som man sætter sin lid til..
(Dette er en fristil jeg engang skrev i dansk. Den indeholder ubehagelige episoder, og krænkende sprog.)

2Likes
2Kommentarer
360Visninger
AA

2. Besættelsen - One Shot

 

November 1944

 

Det var koldt udenfor. Jørgen havde sådan en lyst til at stikke i løb. Hvis ikke fordi han savnede legen, så i hvert fald for at få varmen.

Men det måtte han ikke for sin mor. Det kunne rødspætteskindsskoene ikke holde til. De kunne heller ikke holde til rigtigt snevejr, men der var ikke et andet alternativ. Jørgen syntes også at de lugtede mærkeligt, og så var de ikke varme nok.

 

Han slog kuskeslag med armene som han havde set sin far gøre utallige gange. Her i begyndelsen af november var det koldt med bare ben, korte bukser og en tynd skjorte som i øvrigt var lavet af et udslidt lagen. Men han var tilgengæld umådelig stolt af sin nye frakke. Den var mørkeblå og gik ham til lige over knæene og blev knappet foran. Den var ganske vist købt brugt, men det var da mere end hvad mange af de andre drenge fra skolen kunne prale af.

 

Jørgen skuttede sig og trak sin kasket længere ned i panden. Det fortrød han dog forholdsvis hurtigt da den isnende vind greb fat i hans blonde nakkehår og legede blidt med dem så de rejste sig, og gåsehuden brød frem i hans spinkle lille nakke. Men han klagede ikke. Det var meget sjældent at han fik lov til at gå rundt på gaden alene. Han blev altid fulgt i skole af sin far og hentet af sin mor. Han fik aldrig lov til at lege med de andre drenge efter skole. I hvert fald ikke om vinteren.

 

Men i dag var en undtagelse. Hans far var ikke hjemme. Han skulle lave noget arbejde, og hans mor vaskede tøj. Der var selvfølgelig ikke meget tøj at vaske men så skulle der jo også gøres rent og hun havde så meget andet at tænke på; blandt andet at få husholdningens økonomi til at løbe rundt. Og det kunne være ganske svært her under besættelsestiden.

 

Jørgen gik nogle meter længere ned ad gaden, da han hørte noget tumult. Da han kom tættere på gadehjørnet kunne han se at det lignede et slagsmål. Han listede helt tæt på, og gik ind i en port så han kunne betragte scenariet uset.

 

På den anden side af gaden stod to granvoksne mænd, iklædt brune uniformer. Jørgen vidste godt hvem de var. Det var tyske soldater. Nogen gange legede de krig i skolen, men det var ikke så sjovt, da den eneste der ville være tysker var Henning. Alle andre ville være modstandsfolk, engelske piloter, eller også ville de være Churchill.

 

De to tyskere stod med ligegyldige ansigtsudtryk og sparkede til en lille mand der lå på jorden. Han bevægede sig ikke. Før det blev revet i stykker og blodstænket, havde han haft et smukt koksgråt jakkesæt på. Indenunder, en hvid skjorte og et mørkeblåt slips. Han var tydeligvis velhavende.

Tyskerne stoppede deres sparken, og den ene sagde lavmælt og foragteligt: ”Judeschwein”. Så tog de begge fat i et af mandens ben hver, og trak ham op på ladet af en grøn militærbil, steg ind i hver sin side af førersædet på bilen, og uden at veksle et ord kørte de væk. Jørgen kunne stadigvæk høre motorens skramlen for sine ører, da han langsomt satte i trav på vej hjem.

 

Aftensmåltidet foregik næsten i tavshed, og for at bryde den, spurgte Jørgen sin Far: ”Far? Hvad betyder 'judeschwein'?” Hans far strammede kort grebet om sin ske, men lagde den derefter forsigtigt på kanten af sin tallerken. En muskel i faderens kæbe spændtes og slappedes på skift inden han, med en frygtindgydende stemme svarede: ”Hvor har du hørt det?” Jørgen så ned i bordet og svarede at der var en i skolen der havde nævnt det. Derefter blev der om muligt endnu mere tavst og stilheden var trykkende. Jørgen skyndte sig at spise resten af sin suppe, takkede for mad og gik ind i det soveværelse han delte med sine forældre for at smide sig udmattet på sengen.

 

Et stykke tid senere rejste han sig. Lige siden han havde forladt bordet havde han bare ligget i sin seng og genspillet dagens hændelse for sit indre blik.

 

Han var enormt træt, så han ville ind for at sige godnat til sine forældre. Ikke fordi han regnede med at sove så forfærdeligt meget men han kunne jo altid prøve. Han kom ud i den lille gang og skulle til at åbne døren til stuen, da han hørte sit navn blive nævnt. "...til at gå ud over Jørgen hvis nogen opdager det!" Det var hans moders desperate stemme der hørtes. "Maria, forstår du det slet ikke? Jeg kan ikke klare at sidde med hænderne i skødet og se til, altimens hundredvis af jøder bliver slået ihjel verden over! Og angående Jørgen, bliver det ikke opdaget! Det her handler også om vores samvittighed. Tror du ikke hellere at Jørgen vil kunne fortælle sine venner, efter denne meningsløse krig er slut, at: 'min far hjalp jøderne til Sverige' eller 'min far hjalp modstandsfolkene', end han vil sige: 'nej, min far bad bare for dem i kirken'? Det nytter ikke at sidde og trille tommelfingre længere. Krigen har stået på i fire år nu, og hvis ingen gør oprør standser den jo aldrig. Men vores modstandsbevægelse vokser gudskelov dag for dag! Tro mig Maria, jeg elsker både dig og Jørgen, og det sidste jeg ønsker er at I kommer noget til, men jeg kan bare ikke være mig selv bekendt længere." Denne enetale havde stået på næsten uden pause og der var nu blevet fuldkommen stille inde i stuen.

Et snøft og hans mors rystende stemme hørtes. "Gør som du vil. Men lov mig at du passer på. For min og for Jørgens skyld." Jørgen hørte en stol skrabe over gulvet og fodtrin nærmede sig døren. Han løb hurtigt ind på værelset, smed sig i sengen og lod som om han sov. Kort efter gik døren til værelset op, og han kunne genkende fodtrinnene som sin mors. At dømme efter lydene klædte hun sig af i et sløvt tempo, inden hun lagde sig under dynen. Kort efter hørtes tunge åndedrag.
 

Næste morgen sad Jørgens forældre over for hinanden i køkkenet og snakkede over en kop erstatningskaffe. Lige så snart de hørte Jørgens små forsigtige skridt, så de op med det samme og de sad begge med et meget alvorligt ansigtsudtryk.

Da han kom hen til bordet rejste hans mor sig straks op og hentede en bolle til ham, hvilket i sig selv var overraskende. Sidste gang de havde fået boller var til hans fars runde fødselsdag for et par måneder siden.

 

Jørgen kastede sig straks over bollen, men hans mor sendte et misbilligende blik i hans retning, så han rettede ryggen og begyndte i stedet at nippe stille til den. Hans far rømmede sig kort og så på Jørgen med et afventende blik. Han skyndte sig at færdiggøre bollen og så så ind i sin fars alvorlige øjne. ”Jørgen, her den næste måneds tid vil der komme til at bo en ung mand eller to i vores hjem,” sagde han i et alvorligt tonefald.

 

Jørgen undrede sig over, hvordan i alverden de skulle få råd og plads til det, men inden han kunne nå at spørge, fortsatte hans far: ”Men du må forstå en ting, Jørgen. Du må under ingen omstændigheder fortælle til nogen, at der bor andre end os tre i lejligheden. Ligegyldigt hvad der sker. Det er livsvigtigt at du forstår det!”

Jørgen sad og nikkede som en gal, så han følte at hans hoved skulle falde af. Det lød i hvert fald som om hans far mente det alvorligt, og han ville gerne have at hans far skulle stole på ham. Hans fars hårde blik ændredes hurtigt til et kærligt ét og han rejste sig hurtigt op og klappede Jørgen blidt på skulderen. ”Det er godt.” Han rakte over på køkkenbordet og tog endnu en bolle som han stak Jørgen i hånden. ”Værsågod min søn, du trænger til det.” og med de ord gik han ind i stuen for at læse dagens avis.

 

* * *

 

”Hr. Goldstein er forsvundet. Det var ham der ejede manufakturhandlen i Gothersgade.” Jørgens far sad med et mørkt blik og spiste af sin biksemad.

Hans mor lagde skeen fra sig og så på hans far med et medlidende blik. ”Også ham?” spurgte hun bedrøvet. Han nikkede. ”Men hvor ved du det fra? Du kan da umuligt have læst det i avisen?” Han rystede hurtigt på hovedet. ”Nej selvfølgelig ikke. Det var en af kammeraterne der fortalte det. Røde, tror jeg.”

Hans mor fnøs sagte og sagde: ”Nå, så det var det,” men fik straks et misbilligende blik. ”Vi har snakket om det her, Maria. Og jeg ved jo også godt at du inderst inde bifalder min beslutning. Apropos Røde, han kommer i morgen og har en... gæst med. Poul, tror jeg han hedder.” Han drejede sig mod Jørgen og sagde: ”Og ham må I tage godt imod, jeg er sikker på at han er en gæv fyr og han kan helt sikkert en masse historier. Men husk hvad du lovede: ikke et ord til en eneste sjæl!” Jørgen rystede hurtigt på hovedet.

 

Han forstod ikke helt hvorfor de skulle have besøg af en som de slet ikke kendte, men han var glad ved at der bare var en smule afvigelse fra den minimalistiske hverdag han efterhånden var vant til at leve i.

 

Efter aftensmåltidet rejste Jørgens far sig straks og gik ind i stuen. Jørgen ventede et lille stykke tid men fulgte så tøvende efter.

Da han kom ind i stuen, sad hans far i sin lænestol med korslagte ben, pulsede på sin pibe og læste De Ny Tider af Hans Kirk. Jørgen kaldte stille: ”Far?” Hans far løftede hurtigt hovedet og så på sin søn over kanten af læsebrillerne. ”Ja, min dreng?” Han lagde bogen fra sig på stuebordet og gjorde tegn til at Jørgen skulle komme hen og sætte sig på hans knæ. Jørgen gik forsigtigt hen og satte sig og faderen pulsede videre på sin pibe.

 

”Det er fordi...” og der gik han i stå. Hans far så afventende på ham, og indikerede at han lyttede. ”Altså, jeg så nogle tyskere der sparkede en mand på gaden og kørte ham væk i en lastbil. Jeg tænkte bare at det måske var Hr. Goldstein?” sagde Jørgen med sænket blik. Han kunne mærke hvordan hans far stivnede i et øjeblik.

Forsigtigt lagde han piben fra sig i askebægret og fangede Jørgens blik.

”Hvornår var det?”spurgte han gravalvorligt.

 

Jørgen svarede at det var i går og faderen nikkede for sig selv.

”Det er jeg ked af at du skulle se Jørgen. Men forstår du, det du så var ikke det eneste af sådanne tilfælde. Langt fra. Og det er derfor vi skal have fremmede boende. De er mennesker der er med til at prøve at stoppe krigen. Og ved du hvem Poul er? Han er udannet i England. Som bombepilot.” Hans far sad med et uudgrundeligt ansigtsudtryk.

 

Jørgens øjne udvidede sig til et maksimum, og han ville til at spørge sin far ud om Poul, men faderen kunne se hvad der var på vej, og han løftede forsigtigt Jørgen ned på gulvet og affærdigede ham med, at han selv kunne spørge Poul om alt hvad han havde på hjerte, når Poul kom i morgen.

 

Den aften gik Jørgen i seng mere spændt end han havde været siden sidste jul, og det var på en helt anden måde.

 

* * *

 

Tre hurtige, lave bank og et højt. Det var koden. Jørgens mor rettede på forklædet, Jørgen på ryggen, og hans far fløj op af stolen og ud i gangen hvor døren gik og meget sagte stemmer hørtes. Kort efter kom hans far forrest ind i stuen med to mænd efter sig. Den første var høj, slank og muskuløst bygget, med korngult hår og røde æblekinder. Han var ca. midt i tyverne, havde en lyseblå skjorte på, og knugede en hat mellem sine lange, slanke hænder. Bag ham kom en lille, komprimeret mand, med et rødmosset ansigt, et stort rødt fuldskæg, og lige så rødt hår.

 

Jørgens far trådte frem og præsenterede de to mænd. ”Dette er Poul. Han skal bo hos os i et par uger. Og det her er Røde. Ham har I jo hørt lidt om,” han så på de to herrer og sagde: ”Og det her min kone Marie,” de gik begge over og trykkede hendes hånd og gav et nik med hovedet ”og min søn, Jørgen”. Begge mænd smilede varmt til Jørgen, og Jørgen smilede forsigtigt tilbage.

Han var gentagne gange ved at slynge alle sine spørgsmål i hovedet på Poul, men hans moders omhyggelige opdragelse fortalte ham, at det nok ville blive opfattet som en smule uhøfligt og overfusende. Så han gemte dem til senere.

 

Røde forlod hurtigt selskabet, og nu sad de tre voksne om bordet i køkkenet, Jørgen på slagbænken i hjørnet, og gennemgik reglerne. Regel nummer ét, den vigtigste af alle: ikke et ord til nogen. Poul måtte ikke gå uden for en dør, de skulle alle spise mindre, da man ikke kunne have at folk begyndte at undre sig over at familien Mortensen lige pludselig købte ind til en kuvert mere end de plejede.

Når Poul var inkluderet i en samtale skulle de alle sænke stemmerne til en hvisken, fordi de ikke kunne risikere at naboerne fattede mistanke.

 

De fleste ville nok have syntes at det var vældig irriterende og besværligt, men Jørgen syntes bare det var som en spændende leg.

 

Derudover åbnede man ikke døren for nogen før man var helt sikker på hvem det var. Men der skete intet.

 

Ikke før en uge senere.

 

* * *

 

”Det var fuldstændig mørkt, og vi havde lasten fuld af bomber! Tyskernes maskine var lige i halen på mig! Min styrmand var ikke til nogen hjælp, han sad med koldsved og rystede over hele kroppen. Men tro mig, det var s'gu heller ikke for småbørn! Men jeg holdt hovet koldt. Jeg-...”

Poul standsede sin beretning midt i en sætning, da der lød en hård banken på døren.

De sad alle helt stille, fastfrosset i deres stilling, indtil der blev banket igen. Så kom der tilgengæld også liv i dem alle.

 

Poul løb mod køkkentrappen for at gemme sig derude, Jørgen greb den ene kaffekop, tømte den hurtigt og satte den ind under vasken, og tog derefter det nærmeste tegneseriehæfte for at lade som om det interesserede ham, hans mor greb sit strikketøj, men hun rystede så meget på hænderne at det alligevel kunne være ligegyldigt, og hans far gik roligt ud og sagde højt gennem døren: ”Hvem der?” Der blev svaret noget utydeligt, lidt efter åbnedes døren, nogle få skridt lød i gangen og Rødes forpustede stemme lød: ”De ved det. Her, falske papirer, svenske penge og adresser osv. En fisker ligger til nede i havnen. Han sejler kl. toogtyve. Held og lykke!”

Sekundet efter hørtes døren smække igen, og Jørgens far var allerede i gang med at fylde en kuffert med forskellige ting imens han sagde, kort og kontant: ”Vi rejser til Sverige.” Jørgen hentede hurtigt Poul, og satte ham ind i sagerne.

 

Fem minutter efter stod de alle ude i gangen med overtøj på. Uden at veksle ét ord, førte Jørgens far an, ned ad køkkentrappen, og ud i den kolde natteluft. Men kulden var det sidste de skænkede en tanke.

 

De sneg sig langs husmurene, indtil de kom til et gadehjørne. Her standsede Jørgens far op foran en lille, mørk bil som man ellers ikke rigtigt ville have lagt mærke til. De fik alle klemt sig ind i bilen, og føreren som viste sig at være Røde sagde til Jørgens far: ”De knækkede Momsen.” Hans far nikkede kort som om det ikke kom som nogen overraskelse.

 

Jørgen undrede sig kort over, hvorfor de overhovedet kørte i bil. For det første var det ulovligt. For det andet var det midt i spærretiden.

Kort efter standsede bilen op, og de steg alle sammen ud på molen.

 

Det sidste Jørgen tænkte inden han gik ombord på fiskerbåden var, at han ikke forstod svensk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...