ALifeOfJoyPainAndTears 2. | 1D♥

Wega Styles er tilbage - så tæt på at sige farvel til det hele, så tæt på at tage sit eget liv, men blev stoppet på sidste sekund. Efter 2 år er Wega endelig kommet over hendes ekskæreste Harry Styles og de andre drenge. Faktisk havde hun glemt dem, indtil hendes bedsteven inviterede hende over i 2 måneder og allerede første dag hun var dernede, render hun ind i en af de 5 personer hun aldrig nogensinde havde tænkt sig at se igen.. Hvad vil det ende med?

32Likes
37Kommentarer
3304Visninger
AA

10. Goodbye forever bitches.

Det var så flot, virkelig, havde han gjort alt dette.. kun for mig?! Gud altså, jeg elsker ham allerede alt for højt.. ''Hej mus!'' sagde jeg og krammede ham glad. ''Det har du ikke gjort vel?!''sagde jeg og trak mig ud af krammet. ''Alt for dig, Rainbow!'' grinede han og trak mig hen til et lille bord. 

''Lou?'' spurgte jeg og satte mig ned ved det fine bord. ''Hvad, tøsen?'' spurgte han, og satte sig over for mig. ''Vidste du godt at du er dejlig?'' jeg sendte ham et charmerende smil, og kiggede på hans hår, som så herre godt ud.

Han ser altid godt ud!

Lou, min louis! <33333333333

''Skal vi nu til at have den her igen, DEJLIGSTE?'' jeg lod et lille fnis komme ud. ''Måske..'' sagde jeg hemlighedsfuldt. 

Og hej til jer, måske skulle jeg lige forklare mig hvorfor han er så fantastisk?

Ja, nu skal i høre..

Vi er ude på en strand, det er halv mørkt, vandet er dejlig roligt, her er varmt, Lou ser godt ud, og har lavet eller købt dejligt mad som nu står ved et lille bord. Han har pyntet op med lys og hjerter, og det hele er bare fantastisk. 

Jeg er faktisk pænt ligeglad om han har købt eller lavet maden, haha. 

Men her er virkelig romantisk!

Det er ligesom i en film, en kærlighedsfilm! Hihihihihihi.

''Vin? eller sodavand?'' spurgte Louis glad. ''Jeg tager.. en sodavand, jeg er ikke så meget til vin!'' Louis tog en sodavand nede fra en eller anden is tingting. 

Kender i ikke dém? 

Det er en spand, en helt normal spand, med isterninger i? Hvad hedder de?

Nå, men det var derfra han tog en, en cola, og gav den til mig. Jeg sendte ham et charmende smil, "nå, hvad skal vi så spise?" spurgte jeg og kiggede på det maden, som jeg bare havde lyst til at æde som en hest, gard jeg er sulten. 
"Hummer," svarede han kort.
Jeg løftede det ene bryn og kiggede lidt forvirret på ham. Hummer? 
Oh gud, det ender ikke godt, jeg får altid kvalme når jeg spiser fisk.
Hummer er fisk .. ikke? 
Nej, min lorte kvalme skal ikke ødelægge mig og Louis' perfekte stranddate her. Selvom jeg allerede var kommet i lidt nedernt humør? Og hvorfor? Det kan i takke tudeprinsen Harry Styles for. 
Jeg hader ham, men han er jo min bror - og jeg hader at se ham sådan. Men KUN fordi han er min bror! Alle andre punkter hader jeg ham. Lyst til at slå ham ned. 
"Wega?" spurgte Louis og sendte mig et undrende blik. "Ja?" spurgte jeg og stak gaflen ned i et stykke hummer, som så yderst lækkert ud. 
"Er der noget galt?" 
Sig mig, er du ligesom Liam eller hvad? 
"Nej," svarede jeg kort og sendte ham et lidt falsk smil. Pokker tage lorte Hazza som har ødelagt mig og Louis' gode aften, fordi han skulle have den lorte snak med ham - selvom det mest var ham der snakkede. 
Og hvorfor har dårlig samvittighed over, at jeg forlod ham, mens han tudede? 
Og seriøst .. idioten har ødelagt en vase, det er sgu da synd for vasen man! 
RIP vase. 
Du er et bedre sted nu.
Skrallespanden. 
Nej, ikke alligevel.. 
Der lagde en akavet stilhed over mig og Louis, men jeg sad bare og æd maden, mens jeg kiggede ud mod vandet, hvor solen var ved at gå ned, og efterlod noget romantisk orangeskær over hele stranden, hvilket bare gjorde det endnu mere romantisk. 
"Wega," begyndte Louis pludselig og lagde sin hånd ovenpå min, "du er virkelig den bedste med det her... jeg er allerede ovre Eleanor.. tak," 
Say what? 
Hvad mener han med det? 
"Hvad?" spurgte jeg forvirret. 
"..hvad?" 
"Hvad mente du?" 
"Ja.. jeg er allerede over Eleanor, det er virkelig glad for du hjalp mig med." 
... Hvad fanden? 
"Er det dét eneste du ligger i det her? Bruger du mig for at komme over Eleanor?!" skreg jeg og rejste mig hårdt op fra stolen, men den bevægede sig ikke en centimeter, som jeg havde regnet med, istedet blev den bare stående, så jeg fik stolens ryglæn op i røven, og det gjorde faktisk OK meget ondt.
Tak for en blå røv nu, Louis. 
"Var det ikke det, der har været meningen med det hele?" spurgte han nervøst. 
"Du har sgu da sagt du elsker mig, haft sex med mig og alt muligt shit Louis!" 
"Weg-" 
"Nej, jeg gider fandme ikke høre på det der pis." sukkede jeg og kunne mærke mine øjne prikkede. Sig mig, hvorfor er mit liv så lort? Så tror man endelig man har fundet den rigtige, også viser det sig ikke til at være andet, end ... fucking fucking lorte liv. 
"Wega forhelvede!" sagde han hårdt og rejste sig også fra stolen. Sig mig, hvorfor rykker hans stol tilbage, når min ikke gjorde? Hvor ufair man. 
Ufair? 
Unfair. 
"Nej Louis! Jeg troede sgu da også du lagde fucking følelser i det her, som jeg gjorde!" 
"Lagde du .. f-følelser i det her?" spurgte han nervøst. 
"Du har sgu da.. gjort.. sagt.. alt mu.. Du er fandme en idiot Louis!" 
Jeg begyndte at gå faste skridt gennem sandet, og kender i ikke det, at det er fucking svært at gå hurtigt eller løbe på sand? Man er altid ved at vælte, og det er fucking nedern, når man bare vil hurtigt væk herfra. Og jeg mener ikke op til sommerhuset igen, nej - jeg vil helt væk. 
Back to Hawii med Rex. 
Jeg gider ikke være her med tudeprinsen og fucking idiotiske Louis. 
Tårrende rendte ned af mine kinder, da jeg gik op af den lille sti mellem strandet og sommerhuset. Jeg vidste ikke hvor fuck jeg skulle gå hen, men jeg ville bare væk - jeg kender ikke en skid Sverige, men vil bare væk.

 

Harrys synsvinkel: 

"Harry, nu sætter du dig kræftemde ned!" råbte Liam vredt og greb ud efter min overarm og rev mig ned i sofaen. 
"Liam, lad mig nu bare fucking være!" skreg jeg, selvom min stemme knækkede over. 
Jeg begravede mit hoved i mine hænder, mens hulkende fløj ud af min mund. Det er længe siden jeg har grædt sådan, men jeg kan bare ikke tro det. Min bedsteven og .. min største kærlighed. 
Det havde jeg fandme ikke troet om Louis. 
Mit liv er ødelagt, jeg kan ligeså godt sige det - jeg har mistet min eneste ene, og jeg kommer aldrig nogensinde videre. Hun vil ingengang høre på mig overhovedet, jeg kan ikke gøre noget. 
Jeg har mistet hende og min søster. 
Fucking lorte liv. 
Jeg kunne mærke en beroligene arm på min ryg som tilhørte Niall, fordi jeg kunne genkende de samme måde han altid strøg mig over ryggen, når han skulle beroligene en. Det værste var bare, at det ikke virkede en skid. 
"Det skal nok gå..." sagde han lavt og usikkert.
"Det kommer sgu da ikke til at gå!" skreg jeg skringert, hvilket kom bag på dem alle, fordi det gav et sæt i dem alle. 
"Harry, har du prøv-"
"Ja Liam, jeg har prøvet og snakke med hende! Hun gider ikke høre på mig!" 
"Harry, hun er din søster, hun skal no-" 
"Hey guys?" sagde Zayn pludselig nervøst, hvilket fik mig til at kigge op på ham. 
"Hvad er der?" spurgte Liam og stillede sig hen ved siden af ham. 
"Hvad sker der?" spurgte Niall og kiggede forvirret på dem, som stod og kiggede ud af vinduet. 
"Hvad sker der, dernede?" spurgte Liam og kiggede forvirret derud. 
Med et rejste jeg mig fra sofaen og gik hen til dem. Godt nok stillede jeg mig foran Liam, så han ikke kunne se noget, men fuck det. 
Der var udsigt ned til stranden, hvor der var en vidunderlig solnedgang, men det var ikke det, der tog ens opmærksomhed. Det var Wega. Langt fra kunne man se tårrende i hendes øjne, og hun rejste sig hårdt fra stolen og råbte et eller andet til Louis, der bare kiggede forvirret på hende. 
Lidt efter sagde Louis pludselig noget og rejste sig hårdt fra sin stol, så den fløj tilbage i sandet. 
Man kunne ikke se så meget, fordi træerne dækkede det meste af stranden, men havde heldigvis sat sig i åbningen fra stilen, så det lige var muligt. 
"Hva satan?" lød det lavt fra Zayn, da Wega pludselig begyndte at løbe væk fra Louis på sandet, på en klumpet måde, som man normalt ville smile af, men det var umuligt når man se det triste udtryk i hendes andsigt. 
"Hun kommer sgu da ikke herop!" panikkede Zayn pludselig og kiggede nervøst på Liam. 
"Fuck!" lød det fra Liam som skulle lige til at løbe ud mod hoveddøren, men jeg tog hurtigt fat i hans arm og trak ham hårdt tilbage. "Jeg er hendes bror, jeg skal være der for hende." sagde jeg lavt, men højt nok til at han sikkert kunne høre det.
"Er du nu sikker Harry?" lød det pludselig ovre fra Niall, som stod ved et andet lille vindue og kiggede derud, "i er jo oppe og skæd-" 
"Hun er min søster forhelvede!" råbte jeg og spjættede med armene, "jeg er hende storebror, det er min pligt at passe på hende. Jeg skal nok klare det." 
Uden at vente på svar begyndte jeg at løbe hen mod hoveddøren, intet Liam stoppede mig.
"Harry!" råbte ham hvilket fik mig til at stoppe og kigge på ham med løftede øjenbryn, "husk din telefon." sagde han og kastede den hen til mig, som jeg hurtigt greb. 

 

Wegas synsvinkel:
 

Jeg ved ikke hvor jeg er. 
Overhovedet. 
Jeg løb bare, op langs vejen, gemmen stie i skoven, mens jeg hele tiden havde det som om nogle forfulgte mig, men hvergang jeg kiggede tilbage var der ingen. Mørket havde langsomt lagt sig, hvilket også fik skoven til at være mørkere og svære og finde rundt i, men det stoppede mig ikke. 
Jeg havde ikke lyst til at tage tilbage til Louis overhovedet. De ord havde virkelig sårret mig. Jeg troede at han.. jeg troede at vi.. 
Alt det han havde sagt til mig, alle de ting han har gjort - det var bare .. løgn det hele. 
Det havde jeg ikke troet om Louis. Han havde brugt mig. 
Jeg var faldet ned i fælden og desuden fået mine følelser med. 
Jeg HADER ham og INGEN kan rette op på det her nu. Jeg kan bare ikke være sammen med nogen, uden alting skal fucke helt op til sidst. Det er umuligt, og det ville nok bare være bedst hvis jeg.. forlod alting. 
Som jeg har prøvet på før, 
men blev stoppet. Men hvem er der til at stoppe mig nu? 
Ingen. 
Jeg stoppede op da jeg kom til en lille sø, med noget blank vand, som alligevel så ret ulækkert ud. En halvgammel badebro gik ud midt i vandet og var mindst 3 meter lang. Uden at tænke nærmere over det, bevægede jeg mig op på badebroen.
Der kom en hul lyd, da min fod landede på de første brædder, men jeg tog mig bare ikke af, men forsatte længere ud på broen. 
Det var først da jeg nåede enden af broen jeg stoppede op og stirrede ud mod vandet. Her var stille ro, fredeligt, men alligevel ikke. Hver eneste skridt jeg havde taget på den her bro, havde knirket som en sindssyg, men det fik mig bare til at smile. 
Jeg satte mig forsigtigt ned på den yderste bræt af broen og svag benene udover kanten. Broen var ret højere end søen, så der var ingen chance for mine dejlige Converse blev våde. 
Jeg lukkede langsomt øjnene, mens alle tankerne faldt rundt omkring hinanden. Jeg kunne stadig ikke helt fatte det med mig og Louis er ovre, jeg havde virkelig troet vi havde noget sammen. 
Men sådan var det åbenbart ikke. 
Jeg havde lagt alt for meget i dét og til min overraskelse var det bare alt skuespil fra Louis side af. Det værste var at han ikke havde advaret mig eller sådan noget.
Jeg bed mig hårdt i underlæben, mens tårrende endnu engang trillede ned af mine kinder. 
Men jeg havde chancen nu. 
Chancen for at give slip. 
Jeg så ned i vandet og mine tanker lå fuldkommen fjerne fra virkeligheden, derfor havde jeg hverken hørt eller set, da en person var trådt ud på broen og nærmet sig mig. Først da personen satte sig på de yderste brædder ved mig, stadig med noget mellemrum, fløj mit hovedet forskrækket op og stirrede ind i de grønne øjne. 
En uventet fornemmelse kørte op gennem mig og en tvang til at skubbe ham i vandet og bare grine af ham, var så stor, men alligevel lod jeg være. 
Mørket havde lagt sig over os og kun lyset fra måneskinnet lyste ned på os, som desuden også fik søen til at lyse flot blankt op. 
Han så anderledes ud, men alligevel ikke. Hans blik var ulæsligt, da han kiggede på mig i nogle sekundter. Han foldede sine hænder i sit skød og kiggede så ned mod vandet. 
Jeg stirrede bare på ham. Uforstående. Hvordan vidste han, at jeg var her? 
"Hvad laver du her?" spurgte jeg og til mit uheld lød min stemme ikke så hård, som jeg ville have den til, istedet var den bare lille og svag. Forhelvede. 
"Jeg så dig med Louis," sagde han kort, uden at fjerne blikket fra vandet. 
Det gav et stik i hjertet at høre hans navn. Jeg var stadig så fucking vred på ham og havde bare lyst til at.. slå ham ned med mine ninjaskilz.
"Jeg så dig løbe," forsatte han, "jeg så dig græde." 
"Hvorfor kan du ikke bare fatte, at du skal lade mig være?" fløj det pludselig højt ud fra mig. 
Der ødelagde jeg lige stemningen endnu mere. 
"Jeg ved godt du har bedt mig om at lade dig være, men.." han holdt en pause, mens han sank. Efter nogle sekundter skilte han sine læber fra hinanden, "... men jeg kan altså ikke give slip på dig." 
Ordene trængte langsomt ind i mine hjerne og jeg sukkede lydløst. 
"Idiot," hvæsede jeg og satte hænderne mod broen, "stor idiot." 
Det gav et sus i mig, da hans hånd lukkede sig om mit håndled og forhindrede mig at gå nogle steder. Jeg kiggede bare ned mod dem, indtil mit blik flakkede op til hans øjne. "Wega.." begyndte han og først der lagde jeg mærke til hans blanke øjne, hvilket fik en dårlig fornemmelse til at køre op i gemmen mig.
"Du er min søster," sagde han, "du kan ikke undgå mig forevigt." 
"Jeg kan prøve," sagde jeg og rystede hans greb om mit håndled af, før jeg rejste mig hårdt op. 
"Wega forhelvede," mumlede han og rejste sig også op. 
"Lad mig forhelvede være!" skreg jeg og begyndte at løbe ned langs broen, som knirkede som aldrig før. 
"Du kan ikke finde hjem igen forhelvede Wega!" råbte han efter mig, hvilket fik mig til at stoppe op og vende mig om, så jeg kiggede på ham. 
Hans sårrede øjne borrede sig ind i mine, mens han langsomt nærmede mig. "Så lad mig dø herude," sagde jeg kort og enkelt, og skulle lige til at gå, men af en sjov grund var mine fødder limet til brædderne, så jeg ikke kunne flytte mig. 
"Aldrig," sagde han kort. 
Jeg fnøs kort, før jeg langsomt begyndte at gå med faste skridt ned langs broen. 
"Wega forhelvede!" skreg han igen, "jeg elsker dig forsatan!" 
Jeg stoppede op af hans ord, og skulle lige til at råbe af ham igen, indtil jeg kunne mærke hvordan brædderne under mig langsomt gav efter. 
En normal person havde flyttet sig, men nu hvor jeg alligevel var blevet enig med mig selv om, at jeg alligevel ikke havde nogen grund til det, blev jeg stående og før jeg vidste af det havde det kolde vand fra søen lagt sig omkring mig. 
"WEGA!" var det sidste jeg hørte, inden jeg sank længere og længere ned mod bunden. 

 

♥♥♥

Wow, så alt mellem hende og Louis var bare.. skuespil? Løgn? Tja, andre end mig, der heller ikke havde regnet det ud? Men hey, hej, vi er tilbage - undskyld ventetiden, men fordi, nævner ingen navne, Freja, aldrig orker og ikke har tid til at skrive videre, skrev jeg bare kapitlet til jer. <3
Og wwwwwoooooooooowwwwwwww, dør hun nu? Eller? :-* 
- Grislingerne. xx

Desuden så er kapitlet heller ikke rettet, men håber i kunne lide det. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...