ALifeOfJoyPainAndTears 2. | 1D♥

Wega Styles er tilbage - så tæt på at sige farvel til det hele, så tæt på at tage sit eget liv, men blev stoppet på sidste sekund. Efter 2 år er Wega endelig kommet over hendes ekskæreste Harry Styles og de andre drenge. Faktisk havde hun glemt dem, indtil hendes bedsteven inviterede hende over i 2 måneder og allerede første dag hun var dernede, render hun ind i en af de 5 personer hun aldrig nogensinde havde tænkt sig at se igen.. Hvad vil det ende med?

32Likes
37Kommentarer
3348Visninger
AA

12. confusing dreams.

Undrende stirrede jeg bare ud i luften, imens damen i den hvide kittel ellers sad og prikkede mig forsigtigt på den ene skulder og sagde mit navn. Men det var som om alt omverdenen var lukket ude, det eneste jeg fokuserede på, var den drøm der blev ved med at køre på flashback inde i mit hoved. 
Det var en pige, med noget overrdrevet sejt hår, en svag pige som var druknet, men på en eller anden måde havde fået sig op af vandet. Blodet gled ned fra hendes hoved. Hun fik sig kæmpet svagt op på en slags bro igen. Hendes vejrtræninger var alt for hurtige, hun havde kastet blod op på kanten af broen og noget underligt slags slim. Hendes andsigt udtryk var tomt og livløst, hun så virkelig.. ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. 
Hun lyste nærmest helt lettet op, da hun greb ud efter en sort ting og sagde nogle ord til den, inden hun kastede den ligeglad ud i vandet igen, mens hun kæmpede sig hen mod en strand, som hun havde nævnt til den sorte ting. 
Men hvorfor skulle jeg drømme sådan noget? Hvorfor skulle jeg drømme om en eller anden fremmed - men dog mega smuk - pige.. Det gav da ingen mening? 
Og hvorfor føler jeg mig så tom i hovedet? 
Og hvorfor er det nu lige, at jeg har sådan en stor hovedpine? Det.. plejer jeg da ikke at have.. Eller gør jeg?
"Wega?" 
Jeg tog en dyb indånding og satte mig op, men det gjorde ikke ligefrem mit hovedpine bedre. Istedet værre faktisk. Damen ved siden af mig åndende nærmest helt lettet op - rolig dame, jeg er ikke død, eller noget. 
Jeg lagde en hånd på min pande og sukkede så, før jeg kiggede hen på hende. Hun sad med et stort hvidt smil på læberne, hvilket gav mig en underlig tvang til at slå hende.. hvorfor så glad? 
"Wega. Må jeg spørge dig om noget?" spurgte hun og borrede sine grå øjne akavet ind i mine, hvilket fik mig til at kigge væk. 
Jeg nikkede langsomt og det var som om min hjerne nærmest hoppede med, og det gjorde bare endnu mere naller. Aw. 
"Hvad hedder du til efternavn?" 
Jeg sænkede mine øjenbryn og vendte så andsigtet om mod hende igen. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. Hendes smil famlmede og et alvoren nærmest lyste ud af hendes øjne. 
"Du hedder Wega Styles," forklarede hun så efter noget tid. 
"Styles?" grinede jeg pludselig, "det lyder sjovt." 
Hun smilede bare et kort smil, før hun blev alvorlig igen. "Hvor meget kan du huske?" 
"At jeg bor hos min bedsteven, som hedder et eller andet, med en helt random hårfarve, kan ikke huske hvilken farve?" sagde jeg i en lang køre, men jeg tænkte på hvilken farve det var, men av, det gør ondt at tænke. 
"Ikke andet? Hvor du er fra? Din yndlings farve?" 
"Ehm.. Jeg kan vel lide alle farver," sagde jeg og trak på skulderne, som om det var helt ligegyldigt, og det var det vel også. Hvad skulle hun bruge det til? 
"Ja deeeeeeeeeet." sagde hun og grinede lidt, mens hun kiggede på mit hår, hvilket bare fik mig til at se forvirret på hende. Hvorfor er det så sjovt? Er det unormalt at kunne lide alle farver? 
"Ved du hvor du er henne?" 
"Nej.." 
"Ved du hvor gammel du er?" 
"Nej?" 
"Ved du hvad kniv og gaffel er?" 
Jeg løftede det ene bryn og havde endnu engang tvangen til at slå hende. Selvfølgelig vidste jeg det! Jeg er jo ikke dum vel?
"Ja.." 
"Ah," mumlede hun så. "Henrik, jeg tror hun har fået en hjernerystelse eller hukommelsestab." 
"Jeg hedder altså Wega.." sukkede jeg. Wega og Henrik, undskyld mig, men det minder langt fra om det samme. 
"Det var ikke til dig søde," grinede hun og klappede mig på skulderen, mens hun rejste sig op og gik over i hjørnet. Jeg fulgte undrende efter hende med blikket, og fik nærmest et chok, da det gik op fra mig, at vi to ikke var de eneste i rummet. Nej, der sad to andre også. 
En mand. 
Og en anden mand. 
To mænd. 
Og i alt gir det 8. 
Se, jeg er jo ikke dum vel? 
"Wega, nu skal du bare ligge og slappe lidt mere af, okay?" sagde en af mændene betænktsom og rejste sig op fra stolen-. Ah, han havde også en hvid kittel på. "Og træk i den der snor, hvis du mangler hjælp, så kommer vi." 
Ham manden der var egentlig lækker. 
Ad nej. 
Han pegede hen på en hvid snor med røde striber, som hang ned fra loftet. Jeg nikkede langsomt, hvilket resulterede i at mit hoved kom til at dunke endnu mere. Forbannede hovedpine? 
Jeg kørte tilfældigvis min hånd op i mit hår, faktisk bare for at samle det om på den ene skulder, men da jeg skulle til det, kunne jeg mærke hvor stort mit baghoved egentlig var og forskrækket trak jeg min hånd til mig, og udbrød et gisp, hvilket fik de mænd som var ved at gå ud til at vende sig om og kiggede undrede på mig. 
"Hvorfor er mit baghovede så stort?" 
"Du har slået dit hoved meget kraftigt, Wega." 
"Hvorfor bliver den så så stor?" 
"Det kaldes en bule.." 
"Bule?" 
"Bule.." gentog han smilede før han vendte sig rundt og forsvandt ud af rummet. Døren lukkede han efter sig, og med et følte jeg mig pludselig helt alene. Sjovt nok fordi jeg var den eneste i rummet, men alligevel. Der var helt stille, bortset fra vinduet der stod på klem og der lød høje fuglesang derude fra. 
Meget høj fuglesang. 
Jeg havde luft til at pløkke de fugle ned, fordi den fucking pippen er fucking træls og det hjælper IKKE på min hovedpine ligefrem! 
Men om jeg orkede det? Nej. Jeg var egentlig bare endnu mere træt og måske hjalp det lidt på min hovedpine hvis jeg sov lidt videre. Jeg lagde mit hoved ned på hovedpuden igen og trak det tynde dyne over mig igen. 

"Jeg elsker dig for alvor. Ikke på søskende måden. Men du ved," sagde han langsomt, så han var sikker på jeg forstod det hele.
Okay hvad? Jeg ved godt jeg er tiltrækkede og sådan noget. Men han kan... nej. Ikke min bror. Han er ikke den rigtige for mig. 
"Harry, du er min fucking bror!" råbte jeg og rejste mig. Jeg satte mit mad på sofabordet og stirrede surt på ham. "Og hvad så? Glem det nu Wega! Hvad nu hvis vi siger, at vi ikke er søskende?!" han skævede, og prøvede og holde et smil tilbage. Hvordan kan han smile af det her? Idiot.
"Hvis du ikke var min bror, havde jeg giftet mig med dig, okay? Men Harry, du er min bror, og vi kan ikke være sammen." jeg rystede på hovedet. "Bare fordi vi kom ud af den samme kvinde, betyder det ikke, at vi ikke kan være sammen." Jeg skar en grimasse. Bare fordi vi kom ud af den samme kvinde.
"Tag nu det her seriøst! Forstår du ikke hvad jeg føler for dig..?" han rejste sig og gik tættere på mig. "Hvis du mangler en at knalde med, findes der mange ludere i den her by, okay?" udbrød jeg vredt.
Han irriterede mig lige nu. Vores forhold må og skal ikke blive til andet end det her. Vi er søskende, og ikke ligefrem det nye ægtepar. Langt fra. 

"Wega, det er dig, og kun dig.." han var kommet overrakene tæt på mig, og vi stod kun nogle millimeter fra hinanden. "Og ligemeget hvad, skal jeg nok få dig til sidst. Om du så vil det, eller ej." 

Overrasket slog jeg øjnene op og kunne mærke hvordan jeg trak efter vejret og det løb koldt ned af min ryg.. Men hvorfor? Igen havde jeg en drøm om den samme pige.. Dog denne gang var hun dog sammen med en anden dreng også. En dreng med krøller, nogle smilehuller og helt vidunderlige grønne øjne. En der på sådan en sjov måde virker så bekendt? Men det er vel bare noget jeg tror, jeg kan umulige kende én som jeg bare helt tilfældigt har drømt om. 
Men hvorfor lagde der sådan en mærkelig følelse i maven? En følelse af savn? 
Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om jeg skal følge med i hende med det farvede hårs liv. Altså hun har været ved at drukne, og nu skændes hun om kærlighed med hendes bror.. Okay, men hvorfor skal jeg vide det? 
Det her er skræmmende, alt for skræmmende. Jeg ved ikke hvad der sker, om det har noget med mig at gøre eller om det har noget med den her hovedpude. Måske er den fortryllet eller sådan noget? 
Uden at tænke om hvad jeg lavede svang jeg mine overraskende brune ben udover sengekanten og lod den ramme jorden. Gulvet var koldt mod mine bare fødder og kulden omslugte min krop, da det gik op for mig, at de mennesker havde givet mig en slags kjole på som var virkelig kold, overraskende meget omme bagved. 
Jeg skulle ud herfra, hvor end jeg er, så skal jeg bare ud. Folk herhenne er mærkelige og jeg føler mig overhovedet ikke hjemme. Jeg mangler min bedsteven med det der hår der. Jeg.. savner ham. Men kan ikke særlig godt huske ham. 
Jeg begyndte at gå hen mod døren, som de mænd var gået ud af, inden jeg pludselig stoppede op endnu engang. 
Drengen, krøllerne, grønne øjne, smilet. 
Harry.
Hvorfor forbinder jeg det navn med den dreng? 
V-var.. det ikke noget med at hende pigen sagde det til ham? 
Det er skræmmende det her på en måde.. 
Jeg trak ned i håndtaget og smuttede ud på gangen. Den var tom, selvom jeg ikke havde forventet andet. Eller, det vidste jeg vel heller ikke - men det kan også være ligemeget. 
Jeg satte i fart ned af gangen, som føles så ubeskrivelig lang, at jeg til sidst blev træt i mine ben, men jeg skulle bare ud herfra. Her føles så.. indelukket og skræmmende. 
Der sad nogle ældre folk ude i hjørnerne på en stol og kiggede forvirret på mig, men jeg lod bare som ingenting og løb bare hurtigere. Da en stor dør viste sig foran mig, var det som om den bare lyste helt op og alt andet blev sløret. Jeg stoppede op nogle meter foran den og måtte lige få plads på mine vejrtrækninger. 
Et smil klasket på læberne åbnede jeg døren og gik ud i det lune vejr. Jeg indåndede den friske luft og holdte hænderne strakt ud til siden, fordi jeg er sej. Men folk ude på gaden gloede bare endnu mere dumt på mig. Jeg gav dem bare fingeren og hoppede ud på fortovet, som jeg begyndte at dø ned af. 
Jeg aner ikke hvor fuck jeg skal gå hen og hvor min bedsteven befinder sig, men .. ja, jeg prøver bare. 
Mit hoved dunkede faktisk ikke mere, hvilket var helt vidunderligt. Jeg svæver det var en lettelse at vågne op uden at ens hoved føles som metal, det kan jeg godt sige jer. 
Pludselig var der nogle drenge som stod i en gruppe lænet op af en lygtepæl som piftede efter mig, da jeg havde gået forbi dem. Endnu engang brugte jeg fingeren i midten til dem. De resulterede bare i at de grinede højt. 
Efter at havde gået i noget tid endte jeg ved en strand, som faktisk var ret smukt. Vandet var smukt lyserblåt og bølgerne var ret stille. Pludselig undslap mine læber et højt gisp og forskrækket tog jeg nogle skridt tilbage.
Drømmen.
Stranden.
Det er den strand fra min drøm! 
En underlig følelse kørte op gennem mig. Det her var den strand pigen i min drøm kæmpede sig hen til, og efter det kom en bil og hentede hende. 
Det her var ret.. underligt og skræmmende på samme tid.
Jeg tog en dyb indånding før jeg begyndte at gå forbi den. Det var fandme skræmmende at den strand i min drøm findes. Er det sket i virkeligheden, det i min drøm? 
... Whhuuuuutttt
Men jeg måtte egentlig finde ud af hvor jeg er henne, det er faktisk ret dumt at rende rundt uden at vide hvor man overhovedet er henne. Jeg fik stoppet en dame som skulle til at gå forbi mig ved at række hånden op foran hende, hvilket fik hende til at vrisse hårdt og kigge forvirret på mig. 
"Rolig gamle nisse, ved du hvor jeg er?" 
Hun udbrød flere bandeord, før hun endelig svarede mig. "I Sverige," og med de ord begyndte hun at gå videre. 
Sverigeee? 
Bor bedstevennen her? Hvorfor har jeg sådan en fornemmelse med at han ikke gør det? 
Jeg begyndte bare at gå videre, så jeg faktisk kom ind i byen og en masse butikker havde omringet mig. Af en sjov grund var der flere drenge der havde piftet af mig på vejen, hvilket jeg ikke forstod. 
Nogle gamle mennesker havde også stoppet op og brokket sig over min påklædning, men jeg havde bare ignoreret det og gået videre. Det er ikke min skyld at de mennesker derhenne havde givet sådan en kjole her! Den er jo grim altså. 
Jeg skulle lige til at gå forbi endnu en butik, da en smuk kjole pludselig fangede min opmærksomhed i en af butikvinduerne. Den var lang, hvid med sorte prikker og havde blonder i enden. Den var vildt smuk! Meget smukkere end den kjole jeg har på kan jeg godt fortælle jer! 
Jeg skulle lige til at kigge på den håndtaske der lagde ved siden af kjolen, da noget pludselig bevægede sig omme ved kjolen, på væggen inde i butikken. Forvirret kiggede jeg derhen og undslap et stort skrig, hvilket hurtigt fik nogle folk til at kigge på mig, men jeg var ligeglad. Jeg stod bare med åben mund, mens jeg mærkede hvordan min mave nærmest slog knuder. Mine håndflader begyndte at blive varme og det løb koldt ned af min ryg. 
Der stod hun. Pigen i spejlet med det farvede regnbuede hår. Pigen fra mine drømme. Pigen var .. mig.

 

♥♥♥
 

BEMÆRK AT DETTE KAPITEL IKKE VAR RETTET PÅ NOGEN MÅDE

Ahh :( Dejlige Wega har fået hukommelsestab og kan kun huske diverse ting. Faktisk er den hukommelsestab så slem, at hun ingengang kunne genkende sig selv, indtil hun så sig selv i et spejl. AW, hvor er det synd for hende! 
Hvad synes i om hun hendes drømme? 
Hun drømmer om sin fortid, er det ikke ret mærkeligt egentlig? 
- Undskyld forsinkelsen igen, mysmys i dejlige. HUSK OG LIKE <333
- Grislingerne. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...