76th Hunger Games ~ På pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Det kræver nok at du har læst The Hunger Games, for at kunne forstå denne novelle!


Hvad hvis Effie aldrig havde trukket Primrose Everdeen til høsten? Så havde der vel aldrig været oprør i distrikt 8? Så havde Katniss Everdeen aldrig været i arenaen? Og heller ikke i jubilæumsspillet?
Ja, hvad ville der være sket? I denne her novelle for vi svar på det. Vi følger en pige fra distrikt 7, Blake Erika Malone, som bliver trukket i det 76th Hunger Games, sammen med sin distriktmakker Marc Grace. Vil hun overleve og kommer tilbage til sin familie? Vil hun overhovedet komme igennem blodbadet? Følg med i det 76th Hunger Games!

4Likes
1Kommentarer
795Visninger
AA

5. The Tactics And The Rivals

Jeg græd så meget, at jeg knap nok kunne se ud af mine øjne. Ingen havde set det komme. Ingen kunne vide den ville vælte, men det skete.

Det største træ jeg nogensinde havde set, var væltet. Det havde væltet, da de fleste var hjemme i deres huse for at spise aftensmad. Hvis man da kan kalde vores mad det.

Ingen havde set det, inden det var for sent. Træet havde væltet lige ned i bygningen, hvor min far - og en masse andres forældre, - havde arbejdet.

Jeg var løbet, da jeg havde hørt braget, det var så højt at jeg hørte det, selvom vi boede langt væk. Som sagt har dårlige ting det med at opsøge mig. Jeg var løbet så hurtigt jeg kunne ned til bygningen, hvor jeg så en stor sort røg komme op.

”Far!” mit råb var højt, og tåre samlede sig i mine øjne.

”Løb! Kom væk herfra! Det sprænger i luften om lidt!” havde han sagt. Jeg har altid beundret han for det. Selvom hans mor selv var derinde, enten død eller døende, havde han stadig styrke nok til at få andre væk.

Jeg vågnede med et sæt, og kiggede forvirret rundt. Samme dumme drøm. Gud, hvor jeg savnede Harry. Det var den nat jeg lærte ham at kende.

Træet havde væltet lige ned i den afdeling hvor min far og hans mor havde arbejdet. Begge døde nu. Dén nat havde jeg skubbet han væk.

Jeg havde råbt tilbage til ham, at han skulle flytte sig, skride og havde derefter skubbet ham i maven, så han havde landet på jorden. Heldigvis var han dog hurtig nok til at rejse sig, og tage mig i hånden, og løbe. Hvis han ikke havde gjort det, var jeg nok død nu.

Sprunget i luften, ligesom min far. Jeg skyldte ham mit liv. En tåre trillende ned at min kind, jeg fjernede den dog hurtigt, da jeg ikke ville virke svag.

Jeg ville give alt bare for at se ham én gang mere. Jeg skulle have sagt noget til ham dengang jeg havde chancen. Sagt hvor glad jeg var for ham, og hvor meget han betød. Tårerne fik nu frit løb et kort stykke tid, hvor jeg derefter tog dem væk. Jeg kiggede rundt i mit værelse, og så først der at jeg ikke var alene, hvilket gav mig et stort chok. Fucking ninja.

”Så du er måske ikke så hård, som du giver udtryk for?” sagde Johanna. Jeg trak på skuldrene og håbede hun ville gå, for seriøst - det var da ret creepy.

”Hør.. Jeg forstår, hvis du ikke vil tale Blake, men det bliver du nød til, hvis jeg skal hjælpe dig. Du bliver nød til at fortælle mig alt. Hvem holder du af derhjemme? Hvad er du bange for? Kan du svømme? Klatre? Du bliver nød til at give mig noget”

Slag dog af kvindemenneske - ja, jeg er fan af dig, men jeg er lige vågnet. Og du havde forskrækket mig.

Hun holdte en lille pause og fortsatte så ”Hør. James er allerede i gang med Marc, og jeg tror allerede de har en tak tik. Det er Marc eller dig. Du bliver nød til at give mig noget, okay? Ellers har du ikke en chance, Marc har. Du bliver nød til at samarbejde, okay? Jeg er træt af at James altid skal spille så smart, lad os vise ham. Lad os vise ham, at du har større chancer end Marc”

Jeg sukkede kort. Hun havde ret. Hun var her for at hjælpe mig, og ikke for at grine af mig. Og jeg ville for dens sags skyld gerne vise Marc og James jeg kunne noget.

”Hvad vil du vide?” mumlede jeg svagt. Jeg hadede at virke svag, men jeg kunne ikke klare tanken om, ikke at se dem der hjemme igen.

”Lad os starte for en ende af. Har du noget familie?” Jeg nikkede kort, og satte mig op ”Min mor,  lillesøster Helena og min.. Lillebror..”

Jeg fik udtalt ordene okay, men sandheden var det gøre ondt. Gjorde ondt at tale om dem. ”Nogen venner?”

Jeg rystede på ivrigt hovedet. Jeg ville ikke fortælle hende om Harry, det var bare for smertefuldt. Desuden ville folk interview familien og venner, hvis jeg kan langt i spillet, så kunne de vil bare tage den til den tid. ”Slet ingen?”

”Nej. Lad os bare sige at jeg normalt holder mig for mig selv” sagde jeg overbevisende. Hun nikkede. ”Kan du bruge nogen våben?”

Jeg blev lettet over hun lod det ligge. ”Økser”

Johanna sukkede, og kiggede en smule irriteret på mig. ”Jeg ved godt det ikke sjovt, men formuler dine svar, Blake. Husk på, jeg selv har været igennem det her. Jeg ved hvordan du har det”

Fandme nej. Afgjort nej. Helt bestemt N-E-J. Du anede ikke hvordan jeg havde det, men alligevel nikkede jeg bare. Jeg gad ikke diskuttere, som sagt var jeg træt.. - og deprimeret. ”Ja, jeg kan bruge økser.”

”Super” mumlede hun stille. Johanna flyttede sit blik rundt, og virkede virkelig som en der tænkte stort, pludselig brød hun ud i tale. ”Ved du hvad vi gør?”

Jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke tankelæser. ”Nej.”

”Har du set mit spil?” Spurgte hun, for den første gang lød hun lidt bange. ”Nej.. Men jeg har hørt om det? Den måde du lod alle tro du var svag, og da I kom i arenaen, smadrede du dem alle”

Jeg var lidt bange for at se hvordan hun reagerede, for vindere undgik helst at tale om deres spil, med mindre du selvfølgelig var ambisoner. Hun nikkede ”Korrekt”

”De andre forventer nok ikke, vi bruger den samme taktik på dig,” mumlede hun, og var pludselig helt smilende igen. Hun kunne ligeså godt fjerne det smil, for det ville jeg ikke. Kunne jeg da ikke? Derfor mumlede jeg protesterne nogen få ord. ”Jeg har det dårligt med at virke svag”

”Alle har det dårligt herinde, Blake. Tag dig sammen. Du bliver nød til at prøve! Det er din eneste chance. Har Marc set dig med økser?”

Jeg opgav derefter, og sukkede tungt. Hvordan skulle jeg kunne virke svag, med vilje? ”Så jeg skal bare spille total dårlig til træning eller hvad? Lade som om jeg ikke dur til noget?”

Mit spørgsmål var ironisk, derfor overraskede det mig, da hun nikkede. Say what? ”Havde han set dig?”

Jeg sukkede igen, og måtte vel tage mig sammen. ”Nej. Han tror sikkert jeg ikke dur til noget”

Hun smilte tilfreds. ”Perfekt. Så gør vi det. Få de andre til at se på dig som en svag soner”

*

Jeg var blevet træt af at sidde på mit værelse, kort efter Johanna var gået. Jeg besluttede mig for, at finde én der kunne fortælle mig, hvornår vi var i Capitol - for min tålmodighed med det her tog var død nu. Jeg rejste mig, og gik ud fra mit værelse. Jeg prøvede virkelig at undgå Marc, James og Elizabeth for den sags skyld.

Jeg fandt hurtigt frem til en, som sagde at vi var der om ca. 40 min. Jeg nikkede kort, og sukkede en smule. 40 min? Jeg mener Capitol, er ikke ligefrem kendt for at have de langsomste toge.. Nu vidste jeg jo nok heller ikke lige, helt hvor langt der var mellem distrikterne… Men alligevel.

”Blake,” sagde en person bag mig. Da jeg vente mig om, sukkede jeg. Jeg havde gjort det så flot med at undgå folk, og nu ødelagde han det hele. Igen. ”Hvad nu? Vil Elizabeth høre mere om distrikt 7? Eller vil du bare snakke med mig, hvilket jeg virkelig tvivler på,”

Han kiggede lidt på mig, det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. ”Altså.. Jeg… Jeg ville bare-”

”Bare hvad?” afbrød jeg Marc. Tal dog lidt hurtigere, mandemenneske. ”Bare spørger om du var okay? Elizabeth tænkte ikke over hvad hun sagde og-”

Jeg afbrød ham igen. ”Okay? Ligner jeg måske én som er okay, Marc?”

”Det er bare min måde at vise venlighed på, Blake” sagde han. Jeg sukkede. Måske var jeg for hård mod ham, men seriøst? Om jeg var okay?

”Jeg tror ikke, der er nogen herinde som er okay. Måske ud over Elizabeth og James” svarede jeg, lidt mindre hårdt. Jeg hadede at være blødsød, men han havde det nok også ret hårdt. Først så han en smule forvirret ud, og derefter gav mine ord vidst mening. ”Du har nok ret,”

Jeg nikkede en smule. Selvfølgelig havde jeg det - uden at lyde selvglad. ”Kom..”

Jeg begyndte at gå ind i en anden togvogn, hvor der ikke var andre end os, i den anden vogn havde der været et par tjenestefolk, men alligevel kunne jeg ikke lide at de stod og lyttede. I denne togvogn, var der et par sofaer, nogle borde, et fjernsyn, og sådan noget. Vi satte os begge ned.

”Hør Marc,” startede jeg ud. ”Jeg har ikke lyst til at være din ven. Det har ikke noget at gøre med dig,” - Løgn ”Men mere dét med at en af os, snart er død, måske endda os begge”

Jeg prøvede at lyde som om, jeg var sikker på at vi begge ville dø, men faktisk troede jeg på at jeg kunne vinde det her shit. Selvtilliden var tilbage, bang bang.

”Så du siger, du ikke vil være min ven, fordi du har planer om at slå mig ihjel?” Marc slå en latter op, og havde tydelig misforstået mine ord. Idiot.

”Det sagde jeg ikke,” svarede jeg. Der var en smule akavet stilhed, og derefter afbrød Marc stilheden ”Hvad nu, hvis jeg gerne vil være din ven?”

Nu var det min tur til at slå en latter op. Seriøst? Min ven… Det måtte være en joke. Det var der aldrig nogensinde nogen, som havde villet være, ud over Harry selvfølgelig. Jeg stoppede med at grine, da jeg mærkede et stik i mit hjerte, da tanken om Harry kom op. Åh, Harry. Jeg savnede hans bløde brune hår og hans havblå øjne.

Jeg rystede kort på hovedet, og rettede igen min opmærksomhed på Marc. ”Det har jeg svært ved at tro på,”

Klask. Sådan skulle man klare det. Marc skulle lige til at svare, da dørene til togvognen gik op. James og Johannas stemmer afbrød os, og James havde et videobånd i hånden. Ham og Johanna slå sig ned ved siden af os.

”Hvad nu?”

”Vi ville bare lige vise jer dette,” svarede James til Marc.

”Hvad er det?” Denne gang var det mig, der snakkede. Jeg hentydede til det videobånd, han lige havde lagt på bordet.

”Et bånd, om de andre soners høst” svarede Johanna og smilte svagt. James gav mig og Marc en notesblok hver, og en blyant.

”Vi vil have jer til at tage noter om de forskellige sonere,” sagde James, og rejste sig for at sætte båndet i.

”Skriv navnene på evt. allierede, svagheder hvis i bemærker det, osv” færdiggjorde Johanna. Yubii, back in school.

*

Da båndet var slut, sammenlignede vi Marcs og mine noter.

Der var særligt et par sonere, som havde gjort indtryk på mig. Blandt andet sonerne fra distrikt 6, Christian Harrison og en eller anden Sallie. Fyren havde jeg lagt mest mærke til, og havde taget hans navn under et ’A’, på min blok som stod for alliance. Han var den eneste, som jeg havde sat der, for ja. Han havde virkelig fået mig til at grine, da han havde disset deres version af Elizabeth på scenen. Åbenbart, var jeg den eneste som havde fundet det sjovt.

Så havde årets ambisonere virkelig også gjort et stort indtryk på mig. Faktisk var jeg ikke længere så sikker, på om jeg kunne vinde det her, da jeg så fyren fra distrikt 1 ved navn Taylor Menlo. Han var nok en af de største, jeg nogensinde havde set. Ikke at han var overvægtig, faktisk det modsatte. Han havde meldt sig frivilligt sammen med pigen Chelsea Sounders, også fra 1. Chelsea så ikke så stærk ud, men hendes blik skræmte mig.

For ikke at tale om Trixy Avons og Riley Thomes, fra distrikt 2? Åh gud, hjælp mig.

Riley var også stor, dog ikke ligesom Taylor, men man kunne tydeligt se, at han også var stærk, og nemt kunne banke en til hakkebøf. Han havde meldt sig, for en eller anden 12-årig dreng, men hans blik fortalte mig, det ikke var pga. drengen han havde meldt dig. Pigen, Trixy, var blevet trukket, men hun havde vidst intet problem med det.

Så var der også en pige fra distrikt 3, ved navn Beatrice Harper, som næsten begyndte at græde, da hun blev trukket. Og, tro mig, det var ikke fordi hun var ked af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...