76th Hunger Games ~ På pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Det kræver nok at du har læst The Hunger Games, for at kunne forstå denne novelle!


Hvad hvis Effie aldrig havde trukket Primrose Everdeen til høsten? Så havde der vel aldrig været oprør i distrikt 8? Så havde Katniss Everdeen aldrig været i arenaen? Og heller ikke i jubilæumsspillet?
Ja, hvad ville der være sket? I denne her novelle for vi svar på det. Vi følger en pige fra distrikt 7, Blake Erika Malone, som bliver trukket i det 76th Hunger Games, sammen med sin distriktmakker Marc Grace. Vil hun overleve og kommer tilbage til sin familie? Vil hun overhovedet komme igennem blodbadet? Følg med i det 76th Hunger Games!

4Likes
1Kommentarer
841Visninger
AA

2. The Harvest

Jeg havde helt glemt tiden, da jeg var ude i skoven, for at kaste lidt med nogle økser. Det er en vane jeg havde, for at afreagere lidt før høsten. Jeg hadede den.

Det var så denne dag, hvor der blev trukket to sonere fra hvert distrikt, som skulle stille op i et live tv program – The Hunger Games – på åben skærm, hvor de blev bedt som at slå hinanden ihjel. Det mest skræmmende var, at de faktisk gjorde det.

Da jeg løb ind af døren derhjemme, kunne jeg høre mine søskende skrige ovenpå. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, måske legede de bare? Det antog jeg. Jeg vidste udmærket godt, jeg var sent på den, men alligevel tog jeg mig god tid, til at tage tøj på og få sat mit hår. Eller -  min mor satte mit hår, i en flot høj knold og jeg måtte indrømme hun gjorde det godt.

Da jeg var nogenlunde klar, gik jeg ud i køkkenet og så på min mor. Jeg gav hende et kort klap på skulderen og sendte hende et svagt smil ”Det skal nok gå. Der sker os ikke noget”

Men nogen gange er jeg bare for hurtig. For hvem kunne vide? Mit navn var med omkring 32 gange, heldigvis var min søsters kun 1 gang.

Vi bevægede os alle ud af døren og hen mod rådhuset. Det var første år min lillesøster, Helena var med, og jeg var meget bekymret for hende. Min lillebror på 5 år viste knap nok hvad, der var ved at ske.

Min søster og jeg blev lukket ind i en slags indhegning.  Min mor og lillebror vinkede til os og forsvandt ud mellem, andre bekymrende forældre og søskende som ikke var gamle nok. Jeg kunne se på Helena, hun var utrolig bange, hvilket fik mig til at se ned på hende.

Jeg stoppede kort op, gav hende et kort kram ”Det skal nok gå Helena, der sker ikke noget. Dit navn er der kun 1 gang”

Jeg vidste ikke om det var hende, eller mig selv jeg prøvede at berolige.

Vi gik hen og fik begge taget en smule blod, og så blev vi ellers delt op efter alder. Jeg var 16 - snart 17 år gammel. Jeg havde prøvet det her før, så jeg vidste nogenlunde hvor jeg skulle stå. Pludselig kom der en dame op af trapperne, og op på den store scene. Alle vendte uroligt deres opmærksomhed på hende.

Hun smilede stort. Hun lignede en rigtigt Capitol dame, og jeg kunne ikke fordrage hende. Desværre var det sådan jeg var - dømte på førstehånds indtrykket, men jeg kunne ikke gøre for det - ingen var perfekte.

Damen kiggede ned på os alle sammen, og smilede. Hun præsenterede sig selv som Elizabeth Jones, hvorefter hun bankede to gange på mikrofonen, for at se om den virkede.

Hun nikkede over til vores borgmester og fik tegn på at gå i gang. ”Velkommen, velkommen til høsten for det 76th Hunger Games!”

Der var ingen som sagde noget, men så fortsatte hun.

”I dag har jeg en helt ny film med fra Capitol, som jeg skal vise jer” Jeg kunne høre at filmen gik i gang oppe på skærmen, men jeg kiggede blot ned på mine fødder. Det var den samme skod film hvert år, og det pissede mig helt af, at hun blev ved med at sige den var ny.

Jeg kiggede kort rundt, og det bragte et svagt smil frem på mine læber, da det var tydeligt at se ingen fulgte med.

Da filmen var færdig, smilede hun begejstret ”Er det ikke bare fantastisk?”

Hun var den eneste, som så ud til at nyde det her. Ikke engang vores borgmester så ud til at have det fedt. Efter lidt stilhed, sagde hun endeligt noget ”Damerne først!”

Hun gik over til bowlen, med alle pigernes navne fra 12-18 år i hele distrikt 7. Hun tog hånden ned i bowlen, lod den elegant køre lidt rundt imellem alle papirerne. Til sidste fik hun dog fat i et navn.

Jeg bad virkelig til, det ikke var min søsters eller mit, men som sagt er mit navn med omkring 32 gange. Selvfølgelig er det ikke meget, ud fra alle pigerne i distrikt 7, men alligevel - chancen er der. Hun åbnede papiret roligt. "Er det ikke bare spændende?"

Imponerende sådan en god skuespiller hun var - eller også synes hun virkelig det var spændende? Hun brugte lidt tid på at studere navnet, inden hun råbte ind i mikrofonen.

”Blake Erika Malone!”

Mit hjerte stoppede med at banke et kort øjeblik. Havde jeg hørt rigtigt? Eller var det bare noget jeg bildte mig ind? Var det sandt? Skulle jeg ind i arenaen? Nej? Hvad? Alting stod fuldkommen stille.

Jeg kunne slet ikke styre mine tanker. Folk begyndte at rykke en smule væk fra mig, som om jeg var en sygdom, eller noget de var bange for. Fredsvogterne gik roligt hen mod mig, da en af mine gamle klassekammerater gav mig et klap på skulderen. Jeg blev ført op på scenen til Elizabeth Jones.

Hun smilede og rakte mig hendes hånd. ”Tillykke, Blake” Jeg stirrede på hendes ansigt. Tillykke? Til fucking lykke? Jeg kunne have slået hende i ansigtet, hvis ikke det var for alle de fredsvogtere omkring os, havde jeg skam taget chancen.

Jeg kunne se Helena og min mor, som begge brød ud i gråd. Min bror fattede intet. Jeg stod bare og stirrede lige ud i luften. Jeg tog ikke engang Elizabeth Jones hånd, nej. Jeg skulle ikke røre noget fra Capitol.

”Til drengene!” Hun brød akavet stilheden, efter at have trukket sin hånd tilbage. Hun gik ligesom ved pigerne over til drengens bowle. Hun gjorde nogenlunde det sammen. Hun kørte sin hånd rundt, og valgte til sidst et stykke papir.

Hun tog sig god tid, pinte folk. Jeg prøvede at få øje på Harry - min bedste ven, for jeg vidste han var urolig.

Hun åbnede det, og jeg kunne lige skimte hvad der stod, inden hun sagde det. Jeg kendte ikke rigtigt drengen. Eller -  jeg vidste hvem han var, men havde aldrig talt med ham.

”Marc Grace!”

Det så ud til, han fik den sammen reaktion som mig. Han fattede det knap nok. Folk begyndte at rykke væk fra ham på samme måde som ved mig, og fredsvogter førte ham op til os. Han var vidst også på min alder.

Høj, ret flot og hans kropsbygning tydede på han var utrolig stærk - sådan ville jeg beskrive hans ydre. Faktisk en typisk vinder.

Dog havde jeg ikke tænkt mig at lade ham vinde. Et par fredsvogtere førte os væk, og jeg skubbede irriteret til den enes hånd, som havde lagt sig på min skulder.

Jeg kunne lige høre Elizabeth Jones takkede alle, og bede vores familier om at gå ind på rådhuset, hvor de fik lidt tid med os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...