76th Hunger Games ~ På pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Det kræver nok at du har læst The Hunger Games, for at kunne forstå denne novelle!


Hvad hvis Effie aldrig havde trukket Primrose Everdeen til høsten? Så havde der vel aldrig været oprør i distrikt 8? Så havde Katniss Everdeen aldrig været i arenaen? Og heller ikke i jubilæumsspillet?
Ja, hvad ville der være sket? I denne her novelle for vi svar på det. Vi følger en pige fra distrikt 7, Blake Erika Malone, som bliver trukket i det 76th Hunger Games, sammen med sin distriktmakker Marc Grace. Vil hun overleve og kommer tilbage til sin familie? Vil hun overhovedet komme igennem blodbadet? Følg med i det 76th Hunger Games!

4Likes
1Kommentarer
801Visninger
AA

4. 'Lovely Time' In The Train

Jeg lagde i min seng, efter at 3 klamme fredsvogter havde slæbt mig derind, da jeg nægtede at gå ind i toget. De havde næsten kastet mig herind, hvilket havde pisset mig af, så selvfølgelig råbte jeg af dem, og de havde smækket døren.

Så ville jeg da blive husket for noget, hvis jeg ikke kom tilbage fra dette. Cool nok at blive husket som ’hende den besværlige’? - Mærk ironien.

Lige meget hvad, var det da bedre end at være som Marc, han ville da slet ikke blive husket.

Jeg var ret sikker på at de ikke havde låst den, men jeg havde ikke tjekket, bare lagt i sengen. Jeg vil gætte på, at jeg har været herinde i omkring en halv time nu.

Jeg rejste mig halvt op, og lagde mit blik ud af vinduet. Jeg sad og betragtede naturen lidt, selvom der ikke var meget. Jeg sukkede kort, og besluttede mig for at udforske toget lidt, hvis altså døren ikke var låst.

Jeg havde ikke hørt noget fra de andre, så man kunne vel håbe på, de alle havde fået et pludseligt hjertestop. Man havde vel lov at håbe? Så kunne jeg bare løbe tilbage til distrikt 7. Til min familie. Til min barndomsven Harry.

Jeg rejste mig fra sengen, efter at have sukket kort - jeg burde stoppe med at tænke på dem. Jeg gik over til døren. Jeg fik ret i at døren ikke var låst, da jeg hev i dørhåndtaget, og fortsatte ud på gange, hvor et blik mødte mit.

Der stod Marc og smilede svagt til mig. Hvad havde han gang i? Det sidste jeg ville var da at blive venner med ham. Pludselig afbrød han stilheden ”Elizabeth har bedt os møde vores mentorer nu”

Det gik pludselig op for mig, at han nok havde været på vej hen efter mig, for at fortælle det.

Jeg nikkede kort og gik efter ham. Marc og jeg fik hver en mentor, som havde vundet spillet en gang før. Vores mentor skulle hjælpe os igennem spillet, så godt som personen nu kunne.

Jeg regnede hurtigt ud, hvem min mentor var. Den såkaldte Johanna Mason. (De tidligere vindere var ikke i jubilæumsspillet i denne novelle!) Hun var vel i begyndelsen af ​​20'erne.

Hvem Marcs mentor var, var jeg egenligt ret ligeglad med. Det var hans egen sag, den eneste ting der talte, var bare at Johanna skulle være smartere, end hvem de end måtte sætte til at holde live i Marc.

Marc begyndte svagt at gå, og jeg gik stille efter ham.

Da vi var noget ned i noget, der lignede en slags spisesal, så jeg for første gang min mentor, Johanna. Hun sad og snakkede med Elizabeth, og en anden mand, som sikkert var Marcs mentor.

Marc og jeg stod i døren, og det irriterede mig egentligt lidt, at ingen havde lagt mærke til os. Jeg lagde kort mit blik på Marc for at se hans mening, og han var tydeligvis heller ikke tilfreds med det.

Først da jeg havde lukket døren hårdt med vilje, havde de set os. De vendte sig alle sammen om og Elizabeths forfærdelige stemme, begyndte hurtigt at tale ”Godt i er her,”

Hun kiggede først hen på mig, ”Blake, det her er Johanna Mason, din mentor”

Normalt ville jeg bare have givet dem et blik, der sagde noget i stil med Jaja-whatever, men fordi det var selveste Johanna Mason nikkede jeg bare roligt.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid synes hun var ret cool. Ja - jeg, Blake Erika Malone, synes at en anden end min familie og Harry var cool, men det var kun fordi det var sandt. Hendes personlig kunne jeg lide. Hun var flabet, også havde hun en mening omkring alting, og delte den med glæde med alle.

Elizabeth slå sit nedladende blik på Marc ”Marc, det her er James Reacher, din mentor”

Marc smilede og var hurtigt henne og give ham hånden, typisk. ”Jamen, så vil jeg ellers lade jer være i fred, så I kan få snakket! Jeg skal lide ud og pudre næsen,”

Jeg fnøs. Hun var jo forfærdelig, heldigvis var hun hurtigt ude af rummet. Hun kunne vel også være ligeglade, Elizabeth fik ikke penge for om vi overlevede, mere omkring at holde vores tidsplan.

James og Johanna slå kort blikkende sammen. Jeg studerede kort James. Han så utrolig stærk ud – ligesom Marc – også havde han brunt kort hår. Han lignede en i midten af de 30.

Han så ikke ud til at være på nogen form for stoffer, eller som om han havde alkoholproblemer, hvilket var et held. For Marc altså, for ja.. For min skyld kunne han godt lege rundt, og være alkoholiker, det ville i det mindste skabe en mindre trykket stemning. De fleste af vinderne går ned med druk, eller begynder at tage stoffer. Så ja, Marc og jeg var vel heldige med vores mentorer.

Jeg huskede tydeligt den kvindelige mentor før Johanna, som havde haft de vildeste misbrugsproblemer. Ja - faktisk var det måske okay, ingen af dem havde det.

Jeg skævede til Johanna, hun så virkelig ud til at hade det her, mindst lige så meget som jeg. James udstålede dog på ingen måde, at han ikke nød at være her. Set var hans side, var det jo også gratis mad, plus en tur ud af distriktet. Alt dét og mere til, bare for at give Marc et par råd.

”Johanna og jeg har i år valgt at arbejde mere sammen end vi plejer,” startede James ud med at bryde stilheden ”Det betyder at Johanna selvfølgelig styrer Blakes tak tik, og jeg Marcs, men ellers vil vi arbejde mere sammen for jeres skyld”

For vores skyld? HA! Ja, sikkert. Okay, min mor havde altid lært mig, ikke at dømme på forhånd - men, gud hvor er det svært!

Hans stemme var irriterende og den mindede mig, om en træls dreng, jeg havde gået i klasse med. Faktisk var drengens stemme ikke værst, men hold kæft, jeg kunne ikke tage ham, nok mest fordi han havde startet et klamt rygte om Harry og jeg.

Jeg mærkede et stik i hjertet. Blake, stop dig selv. Lad være med at tænke på dem.

Jeg vendte tilbage til virkeligheden, hvor Marc sad og nikkede til James. ”Vi kan ligeså godt slå tiden lidt ihjel, så jeg starter med at beskrive en situation og derefter beskriver Johanna en. Vi kommer med tre valgmuligheder, og i svare hvad i mener i ville gøre, okay?”

Vi nikkede denne gang begge. James begyndte ”Du er i arenaen og mangler vand. Du har ikke set noget vand i hele arenaen, udover oppe ved hornet, hvor du ved ambisonerne holder til,”

Hurtig briefing så er ambisonerne sonere fra distrikt 1, 2, 3 og til tider 4. De stærkeste er typisk fra 1 og 2, men 3 og 4 er skam også store kommunarder. Det er de personer som træner hele livet, også melder de sig satme frivilligt til at joine arenaen. Hvad gør der af dem?

James fortsatte ”Du skal have vand ellers overlever du ikke længe. Hvad gør du?”

”1. Du kravler op i et træ tæt på ambisonerne og holder øje. Så snart du kan få chancen løber du hen efter noget vand. 2. Du vælger at lede efter vand i hele arenaen, selvom du allerede har ledt overalt, og der højst sandsynligt ikke er noget,” Kæft, hvor er det her latterligt.

”3. Du vælger at prøve at lokke dem væk, og planlægger derefter at tage vand” James afsluttede hans sætning, og så afventende på os.

Jeg syntes egentligt at det var et latterligt spørgsmål. Faktisk en latterlig ’leg’. Sikkert James idé, for dette var Johanna sgu for sej til.

Jeg tænkte lidt over hans ord. Som om at ambisonerne skulle være de eneste med vand i hele arenanen? Spillet ville i hvert fald hurtigt være overstået, da alle sikkert døde af tørst.

Jeg kiggede over på Marc og lod ham svare først ”Jeg ville nok vælge nr. 1”

Say what? Dumme dreng. Jeg kom vidst til at grine højt, i stedet for at holde det i mit hoved, og fik derfor alles blikke på mig. ”Har du da et bedre forslag?”

Marc var vidst en smule fornærmet, men ja. Selvfølgelig havde jeg det, jeg mener - hvad tænkte han på? Nr. 1 er en dødsfælde. Jeg kiggede selvsikkert på dem alle. ”Ja,”

”For det første, så vil du ikke have en chance, hvis du bare løber lige ind i det hele. De har højst sandsynligt en ambi, som kan bruge bue og pil, hvis en af dem dog ikke er hurtig nok til at løbe efter dig og dræbe dig. Så det udelukker mulighed 1,” mumlede jeg højt.

”Mulighed nr. 2 - bare nej. Alle sonerne leder sikkert desperat efter vand, så chancen for at støde ind i en eller anden bøf er stor,” Johanna grinede af mit synonym for ’stærk fyr’. Sig mig - grinede Johanna Mason af mig? Måske kunne jeg godt gøre dette.

”Mulighed 3 er også dum, Ambisonerne er højst sandsynligt klar over, at de er de eneste med vand, så hvis man prøver at lokke dem væk, vil de sikkert sætte en af de stærkeste til at holde vagt. Måske endda to, hvis du er heldig,” jeg blikkede ironisk til Marc. Jeg anede ikke hvad der gik af mig, Johannas latter havde virkelig gjort mig selvsikker, så jeg fortsatte.

”Hvis de altså ikke har lugtet lunten af at det bare er en afledningsmanøvre, hvilket jeg ville mene de er i stand til. Desuden af denne situation slet ikke realistisk” afsluttede jeg min sætning.

Marc så virkelig ud til at føle sig virkelig dum, og de to mentorer så bare overrasket på mig. Faktisk følte jeg lidt at James, følte sig disset. Win win.

Efterhånden havde Johanna og James sagt et par situationer mere, hvor Marc også havde dummet sig. I hvert fald indtil han til sidst bare, holdte sin kæft, lod være med at svare og lyttede til, hvad jeg sagde.

Det kunne godt være han havde musklerne, men hjernen.. Hahah, nej. Det havde han nok ikke for meget af.

Specielt havde jeg været ved at dø af grin, da han havde sagt, han ville have reddet en ambisonere, fordi han mente, de faktisk kunne have en smule hjerte, i en af de situationer Johanna havde forklaret.

Jeg kunne godt lide Johanna. Hun udstrålede, at hun ikke ville være her, hvilket jeg ikke forstod. Jeg mener - jeg forstod det fra Marc og jegs side, men ikke fra hendes. Hun fik gratis mad? Præcis derfor var hun lidt et idol. Ikke engang mad kunne ændre hendes holdning, omkring at dette spil var noget lort.

Hun lod bare James tage ordet det meste af tiden, ud over når hun var uenig. Så sagde hun sin mening. Det var det jeg kunne lide. Hun mindede mig om mig selv.

*

Samtalen vi havde kørende var efterhånden gået ud, efter at Elizabeth var kommet, og givet info omkring at maden var klar.

Vi havde alle gået hen til bordet og sat os. Elizabeth sad for bordenden, Marc og James sad overfor hinanden ved siden af hende, ved siden af James kom Johanna, så ved siden af Marc sad jeg.

”Kender i så hinanden derhjemme fra?” spurgte James. Jeg kunne tydeligt høre at han ikke var interesseret i at vide det, men bare ville starte en samtale. Jeg kunne kvæle ham - men så blev jeg sikkert smidt af toget.. Vent - måske skulle jeg overvej det? Jep, det blev i nat.

Jeg gad ikke rigtigt at svare, så mit blik røg bare ned i min mad. Det var første gang i hele mit liv, jeg havde fået så god mad, lige nu fik jeg noget jeg tror var kylling, men det ragede mig, for hold da helt op dette var godt.

”Ikke rigtigt,” svarede Marc, og skævede til mig. Det var tydeligt at høre, at han var træt af mig, da jeg havde rettet så meget på ham før.

James nikkede en smule. Samtalen døde hurtigt ud, men Elizabeth nåede uheldigvis lige at redde den. ”Blake, hvad får du så tiden til at gå med i distriktet?”

Hun var sikkert bare interesseret i at høre om livet i distrikt 7, men jeg var nok ikke den rigtige til at fortælle hende om det. Jeg havde ikke rigtigt levet det liv, andre i distrikt 7 havde. For det meste havde jeg opholdt mig ude i den lille skov, med at kaste lidt med økser, lyder sygt, men ja. Det var lidt ligesom min hobby. Lidt ligesom? Kan man overhovedet sige det? Lige meget.

Der var altid dårlig karma efter mig, så jeg havde altid trænet til spillet. Ikke ligesom en ambisonere, for jeg ville aldrig melde mig. Bare for at være klar, hvis nu dagen kom, hvilken den så gjorde. Ikke at jeg troede på den slags med karma, men dårlige ting havde det med at opsøge mig, så der kunne vel ikke ske noget ved at træne en smule.

”Ikke det store,” svarede jeg bare, og hun forstod åbenbart ikke min hentydning, til at jeg ikke ville snakke om det, så hun fortsatte ”Slet ikke noget? Så er det vel ikke ligeså meget at lave som at i Capitol” smilede hun.

Der gik min grænse. Først fattede hun ikke hentydningen, bagefter sammenligner hun Capitol med distrikt 7 og nu kommer hun med sådan en bemærkning, om at der intet er at lave. Det er nok det sidste der er, der er mere en rigeligt at lave i distrikt 7.

Mine øjne lynede og Marc havde set det, for han sparkede blidt til mig under bordet, for at få mig til at lade være, men det var for sent. Bomben var gået af.

”Hah, sjovt! Der er sgu altid noget at lave, og ved du hvorfor? Fordi vi laver alt arbejdet for jer, så i kan gå og dovne i Capitol!” skreg jeg nærmest til hende.

Jeg rejste mig, tog min tallerken, smadrede den mod gulvet, for at være lidt dramatisk. Eller nej, nok mest fordi mit temperament var stort, og eftersom det altid gik ud over den første genstand, mine hænder fik fat i blev det tallerkenen. Stakkels tallerken.

Jeg kunne mærke at alles øjne, hvilede på min ryg, da jeg gik ud og smækkede med døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...