76th Hunger Games ~ På pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Det kræver nok at du har læst The Hunger Games, for at kunne forstå denne novelle!


Hvad hvis Effie aldrig havde trukket Primrose Everdeen til høsten? Så havde der vel aldrig været oprør i distrikt 8? Så havde Katniss Everdeen aldrig været i arenaen? Og heller ikke i jubilæumsspillet?
Ja, hvad ville der være sket? I denne her novelle for vi svar på det. Vi følger en pige fra distrikt 7, Blake Erika Malone, som bliver trukket i det 76th Hunger Games, sammen med sin distriktmakker Marc Grace. Vil hun overleve og kommer tilbage til sin familie? Vil hun overhovedet komme igennem blodbadet? Følg med i det 76th Hunger Games!

4Likes
1Kommentarer
839Visninger
AA

3. A Last Goodbye

Jeg blev lukket ind i et lille rum. Nærmest smidt ind i et lille rum. "Kæft, hvor i behandler folk dejligt!"

Jeg skreg det efter en fredsvogter, men døren var allerede lukket. Jeg skulle afreagere.

Jeg anede ikke hvad jeg lavede, men jeg løb staks hen til vinduet og prøvede at åbne det. Men det var for sent, så jeg opgav. Når man først var trukket, var der inden vej udenom. Man skulle i arenaen.

Jeg så hen på døren, da den staks gik op. Min familie kom væltende ind, og omfavnede mig.

Sådan stod vi lidt tid, i fuldkommen stilhed, hvilket nok var rart nok. Til sidst trak jeg mig fra dem, og lade mit blik på Helena ”Lad være med at tage imod noget ekstra mad. Du skal ikke have dit navn med flere gange end nødvendigt,”

Der var stille lidt, og Helena nikkede.

”Og det gælder jer begge” sagde jeg og kiggede på min bror, som ikke fattede noget. Jeg gav ham et kram og mumlede stille nogen beroligende ord til ham. ”Vi ses, ikke? Jeg lover vi ses, snart,"

Igen, tror jeg faktisk jeg prøvede at berolige mig selv samtidig.

"Jeg tager væk et stykke tid og hvis jeg ikke kommer tilbage, skal du huske at jeg elsker dig” Han smilte en smule. Jeg krammede min mor og sagde ikke så meget. Til sidst krammede jeg Helena igen og smilte.

Hun vidste udmærket godt, hvad der var ved at ske. Hun vidste godt jeg skulle i arenaen, og muligvis slå nogen ihjel. Jeg trak mig fra krammet, og ville ikke gøre et stort nummer ud af det.

Hun trak et lille sødt lyserødt armbånd af sin hånd, og trak det forsigtigt videre over på mit håndled. ”Tag det med i arenaen. Husk på vi elsker dig, lige meget hvad”

Jeg smilede, nikkede og krammede hende så.

En fredsvogter kom ind og ødelagde øjeblikket. Han sagde det var tid. Jeg krammede dem alle en sidste gang, og så dem gå ud.

Jeg sukkede tungt. Jeg måtte tage mig sammen - tage det som en oplevelse. Hmpf, hvordan skulle jeg kunne tage dette som en oplevelse? Hvad gik der af mig..

Lidt efter kom Harry væltende ind. Jeg grinede lidt af ham, for det var det eneste, jeg kunne lige nu. Grine. Jeg var alt for urolig til andet. Han omfavnede mig og trak sig lidt væk derefter.

Han kiggede lidt på mig. Som om han prøvede at læse mit ansigtsudtryk. Til sidst brød jeg stilheden, ”Harry, hvis jeg ikke kommer tilbage-”

Han afbrød mig, og gik tættere på mig igen ”Selvfølgelig gør du det! Blake du har kastet rundt med økser, siden du var helt lille. Du kan klare dem alle!”

Jeg sukkede svagt, og så ham i øjnene.

”Nej, Harry. Der er 24 sonere derinde, kun 1 kommer ud - du kender reglerne” Jeg færdiggjorde derefter min sætning fra før ”Du må ikke lade dem sulte”

”Du bliver altså nød til at tro på det, Blake,” Han kunne godt se det ikke virkede, da jeg rystede på hovedet ”Jeg skal nok love, de ikke sulter”

Han kunne se det fik mig til at slappe mere af, og jeg mumlede derefter et svagt 'tak'.

En fredsvogter kom igen ind. Jeg kastede mig over min bedste ven, som jeg nok aldrig fik set igen. Det var sjovt nok først dér, det hele gik op for mig. Tårerne væltede ned af mine kinder, da jeg nok fik mit sidste kram af mine barndomsven Harry.

Da Harry ikke længere var her, kom to fredsvogter ind og trak mig med ud, hvor Marc og Elizabeth Jones.

Jeg skreg og sparkede med mine arme og ben, imens jeg råbte efter Harry, Helena, min bror og ikke mindst min mor.

Marc og Elizabeth kiggede på mig, som om de aldrig havde set noget lignede. Der kom flere fredsvogtere, da de andre åbenbart ikke kunne holde mig alene - sikke nogen tabere.

”Hvad glor i på?” skreg jeg op til Marc og Elizabeth. De kiggede begge lynhurtigt væk, og satte sig lydløst ind i bilen. Jeg kunne ikke forstå, hvordan Marc kunne holde det ud.

Fredsvogterne fik mig til sidst ind i bilen, hvor jeg faldt mere til ro. Pludselig gav bilen et ryk. Jeg kiggede ud af vinduet, og kunne lige se det sidste af distrikt 7, inden skoven langsomt opslugte den.

 

***

 

Dette kapitel er ret kort, hvilket jeg beklager.

I må meget gerne smide en kommentar, omkring jeres mening - Tak!

Der vil komme mere i løbet af ugen! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...