JB - Stay (One-Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
17-årige Alice er bedstevenner med selveste Justin Bieber. De har begge følelser for hinanden men hvad sker der når Alice bliver indlagt med en meget alvorlig sygdom?

2Likes
1Kommentarer
623Visninger
AA

2. One-Shot

 

Alices synsvinkel:

3 uger. 3 uger havde jeg været indlagt på hospitalet nu. Men stadig havde jeg ikke haft modet til at fortælle Justin om det. Fortælle ham om min sygdom. At jeg var meget syg og der ikke var så meget at gøre. Vi har kendt hinanden i så lang tid. At fortælle ham det ville jo knuse ham. Jeg ville ikke såre ham men han skulle jo vide det lige meget hvad. Derfor havde jeg også bestemt mig for at fortælle ham det i dag. Han var nok allerede på vej. Han plejede at komme hver dag. Eller næsten hver dag og når han kom havde han altid en buket blomster med i alverdens farver. Det gav virkelig den triste stue farve. Vi har kendt hinanden siden vi var små. Så mange minder vi har. Jeg frygtede at han ville glemme mig da han blev berømt. At han ville blive præcis ligesom alle de andre kendte. Men han var ikke alle andre. Han var min Justin. Min Justin som blev hos mig. Min Justin som holdt af mig. Vi kendte hinanden så godt men alligevel lykkedes det os at komme tættere på hinanden i den tid jeg havde været indlagt. Jeg havde fået ham bildt ind i at det bare var en meget slem influenza. Selvom jeg fortrød det. Jeg skulle have fortalt sandheden.

Jeg var lige blevet indlagt men alligevel tænkte jeg kun på hvad Justin ville sige til det her. Det ville jo komme som et kæmpe chok at jeg ud af den blå luft pludselig var blevet indlagt. Men han havde selvfølgelig fundet ud af det gennem medierne. Nu var jeg jo også kendt som Justin Biebers bedste veninde, og paparazzierne var ikke lige nogle man kan slippe let fra desværre. Min telefon brummede på mit grimme kedelige sengebord som var placeret ved siden af min hospitalseng. Jeg fik fat i min telefon på trods af alle de ledninger og drop som sad i min krop. # Justin Ringer #. Jeg tøvede. Skulle jeg tage den og fortælle ham sandheden. Sandheden som ville knuse hans hjerte og sandheden som ville gå ud over hans karriere og job allerede nu. Eller skulle jeg stikke ham en løgn. Ingen ville jo komme til skade. Jeg trykkede på den grønne knap og løftede telefonen til mit øre. ”Alice! Er du okay?! Er der sket noget?! Jeg har lige set det i fjernsynet! Jeg holdte en lille pause i studiet også så jeg det! De siger du er blevet indlagt! Har du det godt?! Skal jeg komme?! Er der noget jeg kan gøre?!” Han var virkelig bekymret og det varmede mit hjerte. ”Justin, jeg er okay! Jeg har det fint. Og du behøver ikke at holde fri i studiet for at komme. Det er jo bare en slem influenza som snart går over.” Jeg kunne høre ham sukke lettet. ”Det er jeg glad for at høre, Alice. Jeg blev virkelig bange! Jeg troede der var sket dig noget meget slemt og at det var virkelig alvorligt!” Hvis bare den stakkels dreng vidste. Vidste hvad det var. Jeg var tæt på at bryde sammen da jeg skulle svare ham igen. ”Justin jeg er okay. Relax. Jeg har det fint og se nu at komme tilbage til arbejdet. Vi ses.” Jeg lagde hurtigt på for at han ikke skulle spørge mere ind til det. Det ville ødelægge alt.

 Alle de gange han havde spurgt ind til sygdommen havde jeg bare sagt det ikke var slemt. Jeg havde utroligt nok fået ham til at tro på de løgne selvom jeg nu havde dårlig samvittighed. Alle de gange jeg havde fået ham til at tro jeg bare havde faldet ned i en tornebusk da han så alle de små ar på min krop. Alle de gange han så mig være så svag hvortil jeg bare havde svaret at jeg ikke havde fået nok søvn. Og de gange hvor han så mit hår blive tyndere, og endnu en smertefuld løgn undslap mine læber. At jeg bare havde børstet håret for meget. Så dum en løgn. Men hvad gør man ikke for at skjule at man har kræft. Men jeg fortryder at jeg ikke havde sagt det noget før til ham. Så kunne han da have været der fra starten. Selvom lægerne sagde jeg ikke havde stor chance for at overleve om jeg så fik den bedste behandling havde jeg taget imod den. Så kemoterapien startede for 2 dage siden. Det var hårdt og jeg blev svagere for hver dag. Til tider kunne jeg sidde og tænke på hvorfor jeg er en af dem. Jeg er så ung! Jeg er kun 17 sølle år gammel. Jeg skulle have et helt liv foran mig. Jeg skulle stadig nå at blive gift og have børn! Men det vil aldrig ske! Da en pinefuld tanke ramte mig brød jeg sammen. Kun at have 2-3 dage tilbage var ikke noget nogen teenager ville høre! Det gjorde det endnu værre at Justin ikke vidste noget. Han manglede. Han skulle sidde og holde min hånd lige nu. Klemme den og hviske beroligende ord i mit øre. Holde om mig for at være sikker på jeg ikke forsvandt. De dage og nætter vi bare sad og snakkede om alt mellem himmel og jord. Det var jo hvad venner gjorde. Men problemet var at jeg ville være mere end bare venner. Jeg havde stærke følelser for ham. Så stærke at hver gang han krammede mig, bankede mit hjerte som var det heste som lod deres hove ramme jorden mens de løb en tur ved strandbredden. Så stærke at jeg fik et sus igennem min krop hver gang han nævnte mit navn. Så stærke følelser at hver gang han tilbragte sin tid med mig følte jeg mig som den lykkeligste pige på hele jorden. Så stærke at hver gang han smilte til mig følte mine knæ som gelé. Selvom han havde millioner af piger efter sig så valgte han mig. Det fik mig til at føle så speciel og unik. Jeg havde godt nok mine forældre og søster hos mig i dag men det var ikke nok. Justin manglede. Jeg havde allermest bare lyst til at skrige den forbandede smerte ud. Skrige så højt i håb om at lide mindre. Jeg vil bare forsvinde. Jeg vil ikke kunne overskue at se ham så knust! At se hans ansigt når jeg fortalte ham det. At få smidt så forfærdelig en nyhed lige i fjæset. Derfor besluttede jeg mig også for at skrive et brev til ham. Jeg fik fat i et papir samt en kugle pen og skrev derudaf. Udtrykke mig som jeg helst ville have han skulle forstå mig. Beskrive min smerte og følelser. Det hele! Mit indre. Min smerte fordi han ikke ser kærligheden i mine øjne.

Kære Justin…

Justins synsvinkel:

”Hej! Jeg kunne godt tænke mig en stor buket med 15 roser i. Og meget gerne et lille kort med, tak.” Jeg skulle hen på hospitalet. Og som jeg plejede at gøre, købte jeg en buket til hende. Det undrede mig meget at hun nu havde været indlagt i 3 uger kun fordi en slem influenza havde ramt hende. Dog var jeg lidt i tvivl. Skjulte hun noget. Var det noget slemmere end en simpel influenza? Selvfølgelig vil jeg ikke presse hende til at fortælle noget som hun ikke har lyst til. Men hun skulle vide hun trygt kunne stole på mig. Derfor var mit valg af blomster i dag som det var. Jeg havde valgt roserne fordi jeg skulle fortælle hende om noget. Mine følelser for hende. Hvordan jeg blev så lykkelig af at høre hendes smukke latter. Hvordan sommerfuglene baskede rundt i min mave når jeg så på hende. Længe havde jeg haft lyst til at fortælle hende det. Men jeg havde bare ikke haft modet til det. Og så havde jeg jo også valt et lille kort. Jeg trådte hen til det lille stativ med alle de søde kort man kunne skrive på. Jeg valgte et med en lille sød bamse med et hjerte i poten. Jeg tog kortet, fandt en kuglepen og skrev.

- Fortæl når du er klar <3

Jeg bad ekspedienten om at smide den ned i buketten. ”Det bliver 160 kr.”  Jeg gav hende pengene, takkede hende og smuttede. Jeg satte mig ind i min bil og kørte hen til guldsmeden. Jeg trådte ind i varmen. Det var jo trods alt midt i Februar måned. ”Hej. Jeg skal have min ring, Jeg kom ind i går og sagde jeg skulle have en guldring men J+A=Forever skraveret i den med sorte bogstaver.” Ekspedienten kiggede straks i sine noter. ”Ja, det har du ret i. Skal den pakkes ind?” Det skulle den da selvfølgelig. ”Ja, det skal den. Og jeg havde betalt da jeg kom i går ikke?” Jeg var lidt i tvivl. ”Ja det havde du. Hvis du lige giver mig to minutter så jeg lige kan smutte bagved og hente den.” Jeg kunne se det var et slags spørgsmål så jeg nikkede bare. ”Selvfølgelig!” Han smuttede hurtigt omme bagved hvor jeg gik ud fra var hans lager. Jeg glædede mig til at se hendes ansigtsudtryk når jeg gav hende ringen. Ekspedienten kom tilbage med ringen som var pakket ind i en rød æske som var formet som et hjerte. Udenpå var der sort farvebånd. Jeg tog den lille æske , takkede manden og smuttede igen. Jeg satte mig ind i bilen og satte kurs mod hospitalet.

Et lille stykke tid efter var jeg nået til destinationen. Jeg løb ind i hospitalet og tog trapperne op til hendes stue. Jeg var så spændt på at give hende gaverne. Buketten havde jeg i min venstre hånd og æsken i min bukselomme. Og jo hurtigere jeg gik i gangen, jo hurtigere steg tallene på dørene. 28.. 30.. 32.. 34.. 36! Der var det. Jeg tog en dyb indånding og gik ind. Idet jeg åbnede døren fik jeg et chok. Hun så svag ud og hendes hår var blevet meget tyndere. Hendes sår på kroppen var blevet en smule tydeligere. Også havde hun tabt sig utroligt meget. Og hun bildte mig ind at det ikke var andet end en slem feber. Jeg lod som ingenting og lukkede døren. Jeg vendte mig om for at se på hende. Vi fik øjenkontakt. Så dyb at jeg kunne se en lille snert af sorg gemt i hendes øjne, som var dækket af den smule lykke og glæde der viste sig da jeg trådte ind i stuen. Jeg trådte forsigtigt hen imod hende. ”Hej.” Hendes stemme var så lav. Så svag og spinkel. Jeg trådte helt hen til hende, og aede hendes kolde kind. ”Hej, søde.” Hun smilede svagt. ”Se hvad jeg har med til dig.” Jeg viste hende de røde roser og hendes smil blev større. ”De er smukke. Virkelig smukke.” Det gjorde mig så glad at hun blev så glad. Men hendes øjebryn rynkede mere for længere tid hun kiggede i buketten. ”Er det et kort?” Hun rakte sin hånd ned i buketten og fik fat i kortet. Jeg lagde buketten fra mig og kravlede op på hendes hospitalsseng. Hun rykkede sig så der også var plads til mig. Jeg lagde mig på hende højre side mens hun lå op ad mig og jeg holdte om hendes liv. Hun åbnede roligt kortet og læste det op. ”Fortæl når du er klar. Hvad skal det betyde?” Hun rynkede øjebrynene en smule og kiggede op på mig så vi fik øjenkontakt. ”Alice. Enhver kan se at du ikke bare har influenza. Det er værre og det ved jeg. Jeg vil have du fortæller mig det. Jeg vil blive her for at bakke dig op og støtte dig. Bare det at du vil fortælle mig det vil gøre mig lykkelig og jeg vil være sikker på at du er tryg hos mig og at du stoler på mig.” Hun tvivlede. Det kunne jeg tydeligt se. Hun satte sig op så hun kunne se på mig ordenligt. Da jeg troede det var hvad hun ville fortælle mig satte jeg mig også op. Man kunne se hun var nervøs, så derfor tog jeg hendes hånd. ”Hør Alice, du behøver ikke at fortælle det hvis du ikke har lyst. Jeg vil ikke tvinge dig til noget som du ikke vil. Det er noget af det sidste jeg vil.” Hun rystede hurtigt på hovedet og kiggede mig i øjnene. Hun havde tårer i øjnene, hvilket fik mig til at klemme om hendes hånd. ”Nej det er okay Justin. Det er på tide jeg fortæller dig hvad der sker. Jeg havde også planlagt at fortælle dig det og en anden ting. Men du må love mig Justin. Love mig at du ikke lader det gå udover din karriere, hverdag, glæde og at du kommer over mig. Det er vigtigt at du lover mig det.” Hendes stemme rystede og hendes læbe dirrede. Var det virkelig så slemt. Men kunne jeg love hende det? Jeg tøvede. Hvad så hvis jeg ikke kunne overholde det? Men jeg ville gøre alt for Alice. Det vidste hun bare ikke. Hun vidste ikke noget om alle de følelser jeg havde for hende. ”Det lover jeg Alice.” Hun kiggede væk. Nok for at samle modet. Et kort øjeblik efter kiggede hun på mig igen. ”Det startede for 3 måneder siden.” Hun kiggede ned på vores hænder som var flettede ind i hinanden. ”Jeg fik det dårligt. Jeg begyndte at hoste, og jeg var altid træt. Jeg havde mistet lysten til at spise, og havde ingen appetit overhovedet. Jeg troede dog ikke det var så slemt men tog alligevel til lægen for at være sikker. Da jeg tog til lægen tog han prøver af mig og sagde at de ville vende tilbage med svar, hvilket de gjorde for 1 måned siden. I de to måneder jeg ventede på svar fik jeg det dårligere. Jeg troede ikke det var så slemt så jeg gjorde hvad jeg plejede at lave. Men med tiden fik jeg det dårligere. Jeg tabte vægt og blev tyndere. Så da de fik svarene på prøverne kaldte de mig og mine forældre ind. Han snakkede med mig om hvordan det var gået de sidste to måneder. Jeg gav ham sandheden og svarede jeg var mere træt end jeg plejede at være. Jeg hostede hele tiden og havde ikke lyst til at spise noget. Han kiggede på mig og mine forældre for derefter at tage en dybindånding. Han sagde at det ikke var noget nogen nogensinde vil høre men at vi blev nødt til at vide det. Det var jo nødvendigt. Jeg husker den dag så tydeligt Justin. Min verden ramlede sammen om mig.” Hun kiggede op på mig da hendes stemme knækkede. Jeg nikkede svagt på hovedet med rynkede bryn for at vise hun godt kunne fortælle videre selvom jeg godt vidste hvad hun ville sige. Alle de symptomer pegede kun på en ting. Hun tog en dyb indånding og fortsatte. ”Jeg fik konstateret lungekræft og jeg brød sammen. Jeg havde ikke brug for at høre mere. Jeg skreg at han løj og løb med det samme hjem mens mine forældre stadig sad hos lægen. Jeg løb op på mit værelse og begravede mig under min dyne på sengen og skreg min smerte ud. Der er jo ingen som gider at få de ord smidt lige i ansigtet. Senere den dag kom mine forældre hjem. De kom dog ikke op til mig. De vidste nok at jeg havde brug for en pause fra alting. Jeg tog mig en lille lur men stod op igen da jeg kunne høre mine forældre skændes. Jeg kunne tydeligt høre at det var på grund af mig. Et kort stykke tid efter kom min mor op til mig med varm kakao. Hun ville have mig til at drikke det men jeg gad ikke og spurgte hende i stedet om hvad lægen ellers havde sagt. Hun gav mig ikke andet end dårlige nyheder. Hun sagde han havde sagt at det var blevet opdaget for sent og at der ikke var så meget at gøre end at vente på at tiden var inde. Men hun sagde at de alligevel havde tilbudt kemoterapi, hvilket jeg havde takket ja til. Det startede så for 2 dage siden. Og her er jeg så. Venter på at tiden er inde. At jeg efterlader alle. Forlader verden.” Da hun var færdig med at snakke kiggede hun væk. Mit syn var sløret og det gik op for mig at jeg græd. Tænk at min Alice var blevet ramt af den forfærdelige sygdom. Min Alice ud af alle andre. Hvorfor?! Jeg kørte frustreret min hånd gennem mit hår. Hvordan kunne det ske?! Hvordan kunne hun bare blive taget fra mig?! Jeg krammede hende bagfra. Hun græd og det ødelagde mig indefra. ”Alice. Inden du fortæller mig den anden ting vil jeg først fortælle dig noget.” Hun nikkede svagt og det fik mig til at dreje hende hen mod mig så vi kunne kigge på hinanden. Hendes øjne var helt våde og smerten hun gik igennem var virkelig tydelig. Men tænk at jeg var så stor en idiot og ikke kunne se at der var noget grueligt galt. Det var selvfølgelig ikke bare en almindelig influenza. Jeg kiggede hende dybt i øjnene. Så var det nu. ”Alice. Kan du huske da jeg lige havde udgivet ’One Time’? Den dag jeg kom hjem til dig. Der hvor du sad og så den da jeg kom ind. Den dag gik det op for mig, og at jeg ville være din og at du skulle være min. Det er så lang tid siden men indtil nu har jeg ikke haft modet til at fortælle dig det. Hver gang jeg ser dig føler jeg at jeg er verdens lykkeligste dreng. Du er lyset i min dagligdag. Hvis  jeg ikke havde dig ville jeg ikke havet været hvor jeg er nu. Du var der da jeg fik al den hate. Alice. Du var der lige meget hvad for at støtte mig. Vi gik igennem ild og vand sammen! Vi skulle stadig opleve verden sammen. Vi skulle ud og opleve udsigten fra Eiffeltårnet. Jeg skulle stadig i Tivoli med dig for at vinde dig en bamse. Jeg har bare et stort ønske! At tilbringe resten af mit liv med dig. Men det er ikke længere muligt. Hvorfor fortalte du mig det ikke bare fra starten, Alice? Jeg kunne have gjort en forskel. Det skulle ikke ende sådan Alice!” Hendes tårer ramte vores hænder. Hvorfor skulle det gå ud over Alice?! Hun kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd! ”Alice, du er lykken i mit liv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve livet uden dig. Hvad gør jeg uden dig?” Hun kiggede op på mig. Hendes øjne var helt røde og tårerne flød ned af hendes kinder som et vandfald. Jeg holdte om hendes ene kind og tørrede tårerne væk. Hun åbnede munden for at sige noget. ”Justin. Jeg har også noget at indrømme overfor dig.” Jeg sank den klump jeg havde i halsen. ”Jeg har i 4 år været forelsket i dig. Jeg har præcis de samme følelser for dig. Jeg er ked af at vi ikke vidste noget om hinandens følelser noget før så vi kunne nå at opleve noget. Men det kan ikke ændres og du skal vide at jeg elsker dig og vil altid elske dig.” Det var nok. Det var det eneste jeg havde brug for at høre inden hun forsvandt. ”Jeg elsker også dig Alice.” Skulle jeg? Skulle jeg ikke? Hvad så hvis jeg bliver afvist? ”Justin.. Jeg ville ønske vi kunne have fortalt om følelserne før. Så kunne vi have købt et hus, levet sammen, stiftet en familie og blive gift. Men intet af det kan vi gøre nu.” Hun hulkede. Hun lænede sig tilbage for derefter at knibe øjnene hårdt i. Det fik mig til at træffe valget. Jeg stod op og hoppede forsigtigt ud af sengen. Jeg stod lige foran hende ved sengen. ”Alice. Du er mit liv, min verden. Du lyser op min hverdag og har aldrig såret mig på nogen måder. Jeg vil gøre alt for at du kunne blive. Mit største ønske er at have et bevis på at du er min.” Jeg satte mig ned på mit ene knæ. Hun kiggede på mig og hendes øjne blev straks store. Hendes gråd var stilnet af men hun havde stadig hævede øjne. Hun lagde hånden overfor sin mund og begyndte stille at græde igen. ”Alice, jeg elsker dig! Vil du være min for evigt?” Jeg havde taget æsken ud af min lomme og åbnet den. Hun stirrede skiftevis på mig og ringen. ”Justin, hvad er meningen med det her? Jeg dør snart! Jeg forsvinder og du vil glemme mig.” Hendes stemme rystede voldsomt. ”Nej Alice. Du forsvinder ikke! Du vil være med mig hvor end jeg går. Jeg vil have dig i mit hjerte og beviset på vores fingre. Jeg har en ring magen til.” Jeg viste hende min ring som var den samme. Jeg var så nervøs at min stemme knækkede flere gange bare i den korte tale. Hun kiggede på mig. Det virkede som om hun ikke var sikker. Hun tøvede men hvad var problemet? Jeg elskede hende og hun elskede mig! I det minut hun tøvede virkede alt så stille. Det eneste man kunne høre var vores vejrtrækninger og maskinen som viste hvordan hendes hjerte bankede. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Så hårdt at jeg et kort øjeblik troede at det ville springe ud af min brystkasse.

”Justin.. Ja. Jeg vil glæde giftes med dig. Jeg vil være din.” Hun smiledes stort. Det var længe siden jeg havde set hende så glad. Mine læber formede sig til et smil. Jeg tog ringen ud af æsken og rejste mig op. Jeg gik tættere på hende og tog ringen på hendes ringefinger. Jeg stirrede ind i hendes øjne. ”Jeg elsker dig Alice.” Jeg nærmede mig hende. ”Jeg elsker også dig Justin.” Jeg var så tæt på hende at vores pander ramte hinanden. Jeg lod mine hænder kærtegne hendes kinder for derefter at lade mine læber ramme hendes. Sommerfuglene var ved at springe i min mave. Midt i kysset smilede jeg hvilket fik hende til at grine lavt. Jeg trak mig væk fra hende og gav hende i stedet et tæt kram. Tænk hun kun havde kort tid tilbage. Hvad skulle jeg gøre af mig selv?! Bare tanken fik mig til at gyse og kunne få hårene på min nakke til at rejse sig. Inden jeg vidste det flød tårerne ud af mine øjne. Livet var en udfordring. Men at en 17-årigs liv kunne være så kort. Det ødelagde mig. Aldrig har jeg kendt nogen som har haft kræft eller skulle dø. Men når jeg møder en så er det den man helst vil have skal blive. Jeg kunne pludselig mærke Alices greb om mig blive svagere og hendes arme falde ned. Maskinen kom med en lang skrigende lyd. Jeg trak mig væk fra Alice. ”Alice?”  Idet jeg slap hende faldt hun ned på sengen som var hun en dukke. En slem tanke strejfede mig. Men det kunne ikke være nu! Ikke allerede! ”ALICE!! VÅGN OP ALICE! DU MÅ IKKE EFTERLADE MIG!” Døren til stuen blev smækket op med et brag og sygeplejersker og læger kom løbende ind. Jeg begyndte at hulke. Ikke nu! Hun var lige blevet min! Jeg blev skubbet væk fra hende. En sygeplejerske kom over til mig og skubbede mig ud. Eller hun prøvede. Men jeg overgav mig ikke. Jeg kunne se alt. Hvordan de prøvede at få liv i hende igen. ”NEEJJJJJJJJ!!!! ALICE VÅGN OP!! ALICE!! FOR MIN SKYLD!” Det lykkedes mig at løbe over til hende og tage fat i hendes hånd. Jeg kyssede den adskillige gang med tårerne rendende ned af mine kinder. ”Alice vågn op. Please Alice. Jeg kan ikke uden dig.” Jeg hviskede i håb om at hun kunne høre mig. Men nej. Intet skete. Jeg blev igen trukket ud af stuen og denne gang lykkedes det da der var flere sygeplejersker som prøvede. Jeg blev skubbet ud i den tomme gang. Jeg faldt ned på knæ og skreg alt min smerte ud. Jeg havde lige mistet den jeg elskede mest. Jeg kravlede hen til væggen og græd mit hjerte ud.

Et lille øjeblik efter kom lægen ud af stuen og jeg rejste mig hurtigt op. Han havde et bekymret blik og det ville enhver kunne se. Det er vel også klart. Jeg vidste jo også hvilke pinefulde, forfærdelige nyheder han havde til mig. ”Jeg er ked af det hr. Bieber. Der var ikke noget vi kunne gøre men vi gjorde hvad vi kunne. Jeg er ked af dit store tab.” Hvad siger man i sådanne situationer?! I stedet for at sige noget vendte jeg mig bare om og løb min vej.

***

Det var nu en uge siden. En uge siden jeg mistede min verden. Mit liv. Min bedre halvdel. Mit livs største kærlighed. Min bedste veninde. Min Alice. Og i dag skulle jeg til begravelsen. Jeg var på vej til kirken hvor hun skulle begraves. Jeg havde taget bilen derover og var lige nu i gang med at finde en p-plads. Der var så mange mennesker og biler. Så mange personer havde hun efterladt. Det gjorde ondt at se. Jeg fandt omsider en p-plads og parkerede bilen. Jeg trådte ud af bilen efter at have slukket for den og gik hen imod kirken. Da jeg kom ind var der en masse mennesker og næsten alle græd. Jeg gik stille ind og fandt en plads ved de bagerste bænke. Jeg havde taget en buket med. Der var kun liljer i. Det var hendes yndlingsblomster. Jeg havde taget dem for at sætte dem på gravstedet. Præsten gik i gang med sin tale om Alice og gud. Og ikke langt væk fra ham lå Alice i kisten som var åben. Jeg havde intet i mig. Ingen følelser. Ingen glæde. Jeg var helt tom. Sorgen havde ramt mig. Da talen var færdig begyndte alle pludselig at rejse sig og gå ud mens Alices familie gik hen mod den hvide kiste som var pyntet med blomster i alverdens farver. Jeg gik også derover for at få et sidste blik. Da jeg nåede derover havde de endnu ikke lukket kisten. Jeg kiggede ned i kisten og blev mødt af det værste syn nogensinde. En så bleg Alice. Helt livløs. Jeg tog fat om hendes hånd som var så kold. Hvordan skulle jeg overleve uden hende? Jeg kiggede ned på hendes hånd og så ringen som jeg havde givet hende. Et lille smil spredte sig på mine læber. ”Farvel Alice.” Et sidste farvel. Jeg løftede hendes hånd og kyssede den for derefter at trække mig væk og lukke kisten. Jeg besluttede mig for at hjælpe familien med at bære kisten ud. Stemningen var overhovedet ikke livlig. Det føltes så tomt og dødt. Vi bar kisten ud mod bilen kisten skulle lægges i. Da kisten var lagt ind gik jeg hen imod min egen bil for at køre efter kisten til gravpladsen. Jeg satte mig ind i bilen og ventede på at alle de andre ville køre. Da de begyndte at køre, skyndte jeg mig at være med i rækken som kørte bag kisten. Der gik maksimum 5 minutter til vi var nået til gravpladsen. Jeg trådte igen ud af bilen da jeg havde parkeret bilen og hjalp familien mig at bære kisten ud til den grav som var hendes. Vi stillede kisten ved siden af gravåbningen. Det dybe hul. Tænk hun skulle ligge der. Jeg trådte en smule væk da kisten skulle ned i graven.  Præsten begyndte at kaste jord ned på kisten mens han nævne nogle ord. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.” Folk begyndte stille at græde. Det var det eneste man kunne høre. Folk stod med lommetørklæder mod næsen. Alle havde sort tøj på. Sorgens farve. Stille begyndte jeg også at græde.  At se sin elskede blive sænket ned i jorden. Det var ikke noget jeg kunne klare. Jeg lagde min buket på jorden og vendte mig om for langsomt at gå væk. Det var alt for hårdt at kigge på. Jeg lod mine hænder tørre mine øjne lige inden nogen greb fat i min arm og trak mig ind til siden. Jeg vendte mig om. Lige der, foran mig stod Alices mor. “Justin. Hør. Jeg ved jeg har været for streng mod dig. Men jeg var kun bange for at du ville være endnu en af de drenge som ikke var ude på noget andet end at ødelægge hendes hjerte.” Hendes stemme knækkede over. “Det ville jeg aldrig finde på.” Hun kiggede mig i øjnene. “Det ved jeg nu Justin. Det fandt jeg ud af da jeg så den ring hun havde på. Tak Justin. Virkelig. Tak for alt.” Hun græd nu. Men nu gav det mening hvorfor hun stadig havde den ring på. Men Alices mor havde altid haft noget imod mig. Hver gang jeg var med Alice blev hun rasende. Men det var vel i bund og grund moderkærlighed til sit barn.. “Nå Justin. Jeg var på hospitalet og skulle rydde op i hendes ting da jeg fandt dette brev.” Hun trak det ud af sin sorte taske. Jeg kiggede på brevet og så at det var fra Alice til mig. Jeg rynkede brynene og så op mod Alices mor. “Jeg kender ikke noget til det. Hun har ikke vist mig det før.” Jeg var forvirret. Hvorfor havde hun ikke givet mig den dag? “Det gik jeg nemlig også ud fra da jeg så at brevet var lukket og at datoen var 27-1/13. Det var jo den dag hun gik bort. Jeg tog det med få at give det til dig, så værsgo.” Jeg tog imod det. “Tak.” Hun kiggede på mig og smilede svagt. “Jeg ville ønske at jeg havde vidst hvem du var fra starten. Du ønskes alt held og lykke i fremtiden.” Jeg nikkede som svar, lagde brevet i min jakkelomme og vendte mig om for at gå. Jeg savnede allerede Alice.

“Kære Justin

Jeg går ud fra at du har fået dette brev efter jeg er gået bort. Jeg er ked af at du ikke har fået det den dag du kom men jeg ville helst have at du skulle læse dette efter jeg er gået bort. Justin, du skal vide at jeg elsker dig og at ingenting kan få mig til at ændre min mening. Men det er en skam at du ikke kunne se kærligheden i mine øjne. Du er den eneste ene og jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg har så stærke følelser for dig. Du har været der for mig hele tiden. Hver gang jeg havde et problem eller jeg havde det svært kunne jeg altid komme til dig uden tvivl. Da jeg plejede at være syg kom du altid over med is og film. Vi har de bedste minder sammen. Kan du huske dengang vi legede vandkamp i min have og vi kun var 11 år gamle? Hvor vi havde gjort hele haven våd og vores tøj var helt gennemblødt. Kan du huske det? Min mor kom ud og skældte os begge ud fordi vi havde ødelagt hendes planter med al den vand. Jeg kan stadig smile over den episode. Eller dengang hvor vi startede i gymnasiet. Ingen kunne adskille os. Vi var som Gøg og Gokke. Vi var uadskillige. Eller kan du huske vores traditioner? Hver gang vi fik gode karakter i skolen skulle vi ud og spise. Eller kan du huske din første koncert hvor jeg var backstage og heppede på dig. Vi har så mange minder. Jeg kunne aldrig undvære dig men det blev jeg desværre nødt til da du blev verdensberømt og du havde hele verdens pige som ville have dig. Du havde næsten aldrig tid mere. Der kom altid noget i vejen. Interviews, koncerter, Studiet, Signeringer og listen er lang. Men alligevel tilbragte du dine få fridage med mig og du aner ikke hvor meget det betyder for mig. Jeg vil altid være der og husk at når du er i en svær situation kigger jeg ned på dig og opmuntrer dig til at fortsætte. Du må ikke lade nogen tage dig ned med nakken. Fortsæt din karriere som var intet hændt. For min skyld.

Jeg elsker dig.

Din Alice X.x”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...