Flugten fra døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
"Mine ben er ved at give efter under mig, men jeg bliver ved med at løbe. Mine lunger hiver efter ilt. Ikke nu. Jeg må ikke give op. Jeg tvinger mig selv fremad..."

2Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

1. Flugten (one shot)

Mine ben er ved at give efter under mig, men jeg bliver ved med at løbe. Mine lunger hiver efter ilt. Ikke nu. Jeg må ikke give op. Jeg tvinger mig selv fremad. Jeg ved ikke hvor længe jeg har løbet. Om det er timer eller minutter. Der bliver ved med at være træer til alle sider. En pludselig svimmelhed strømmer ind over mig, og det føles som om alting snurrer rundt. Må ikke give op. Ikke give op. I det samme bliver min fod fanget i en trærod, og jeg vælter. Jeg forsøger febrilsk at komme fri. Jeg ser over skulderen, men ser ingen. Jeg sætter mig op, og læner ryggen mod et træ. Bare en lille pause. Mit hjerte kan knap følge med under blusen. Jeg tørrer sveden af panden, men da jeg tager hånden til mig er den halvt dækket af blod. Jeg mærker efter i panden, og opdager en rift. Den føles ikke dyb. Jeg krummer mig sammen, gør mig lille. Vil ikke mere. Kan ikke mere. Tårerne triller ned ad mine kinder, men jeg ved at jeg ikke må græde. ”Du er en stor pige nu.” Fars sidste ord runger i mit hoved, og jeg tørrer tårerne bort. ”Du må ikke give op.”

Jeg hviler mig stadig op af træet, da jeg hører lyden af nogle skridt. Nogen eller noget kommer nærmere. Jeg krydser fingre for det første. Jeg ser mig panisk til alle sider, og kan ikke finde ud af hvor lyden kommer fra. Jeg lukker øjnene, som far har lært mig. Så kan man bedre koncentrere sig. Lyden kommer fra min venstre side. Jeg kryber om på den anden side af træet. Lyden kommer langsomt tættere på. Jeg holder vejret, og gør mig klar til at sætte i løb. Lyden er kun få øjeblikke væk. I det samme dukker en skikkelse op ved siden af mig. Jeg springer op og vakler baglæns. Det er ikke en af dem. I stedet står en lille pige foran mig. Hun ser ikke ud til at være mere end seks år. Hun ser på mig med bange, våde øjne. Jeg sætter mig forsigtigt på hug, så jeg er på højde med hende. Jeg rækker min hånd ud, og hun tager fat i den uden tøven. ”Det skal nok gå,” siger jeg, og knuger hendes lille hånd i min. ”Det skal nok gå.” Jeg ved ikke om jeg siger det for at overbevise hende eller mig selv. ”Hvor er din far og mor?” Hun ryster på hovedet, og flere tårer strømmer ned ad hendes røde kinder. Jeg nikker forstående. ”Hvad hedder du?” spørger jeg og tørrer hendes tårer bort. ”Monica,” svarer hun lavt. ”Emma,” hvisker jeg og skal til at sige mere, men stopper mig selv. Der er nogle lyde i det fjerne. Nogle brøl. Det kommer helt sikkert ikke fra nogen mennesker. Vi må væk. ”Vi skal løbe,” hvisker jeg. ”Så hurtigt du kan.” Monica nikker, og vi sætter begge i løb. Men hendes små skridt svarer kun til at jogge for mig. Brølene kommer nærmere. Skal jeg redde mig selv? Glemme pigen? Nej, det kan jeg ikke. Jeg stopper brat. ”Op på min ryg,” kommanderer jeg og bukker mig ned. Pigen sætter sig på plads uden et ord. Så løber jeg igen. Jeg kan ikke længere løbe ligeså hurtigt, men det går da hurtigere end før. Brølene synes stadig at komme nærmere. Alt for hurtigt.

Efter få minutter er jeg nødt til at stoppe. Kan ikke få luft. Jeg hiver efter vejret. Det vender sig i min mave, og jeg får en kvalmende fornemmelse. Det er mange dage siden jeg sidst har spist. Pigen hiver i mit ærme, og får mig til at se bagud. Jeg kan lige ane de store væsner i det fjerne. Jeg ved intet om dem. Ikke andet end at de forsøger at dræbe os alle. Jeg gyser, og gør tegn til at Monica skal hoppe op på min ryg. Jeg sætter i løb igen, men det går for langsomt. Min krop kan ikke mere. Alligevel tvinger jeg mig selv fremad. Brølene bliver højere, og jeg er sikker på at der ikke er langt fra dem til os. Monica strammer grebet om min hals.

Da hun begynder at skrige er jeg sikker på at de er lige bag os. Men jeg giver ikke op. Bliver ved med at løbe. Det sidste jeg hører er min fars ord i mit hoved. ”Du må ikke give op.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...