Fra mine håndled

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En pige, som ingen kender til. Hun sidder i sin lejlighed med sin far og stedmor. Ingen kender til hvad der sker. Hun er der bare. Ingen interessere sig for hende. Hun er der bare. Men når Helvede bryder løs på tredje sal, fortsætter alting i verdenen. Ingen stopper op. Ingen skriger. Ingen undrer sig. For det sker aldrig for en selv

0Likes
0Kommentarer
275Visninger

1. Flugten

Tasken blev flået af min ryg, så snart jeg trådte ind af døren. Stanken af øl nåede mig, og den var værre end normalt.

"Hvorfor kommer du først nu, kælling?" grinede Carsten højlydt, og hans venner grinede med. Der var intet sjovere for dem, end at ydmyge hans datter. "Nå, skal vi se hvad du gemmer inden under trøjen i dag..."

Han tog fat i min T-shirt kant, og vippede den op over hovedet. Jeg ville løbe, men jeg kunne ikke. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne. Den fugtige luft ramte min mave, og jeg fik kuldegysninger. Min hudfarvede BH var for lille - Lige som han ville have det.

"Søde skat," begyndte han hviskende, "Aftalte vi ikke blonder?" grinede han. Jeg fandt et punkt ved siden af mig, som jeg altid gjorde når dette skete. Et punkt, der ville forblive interessant, indtil det var ovre. En glasskår var dagens interessante ting.

"Nå." sagde Carsten, og trak sig væk. Hans hofte ramlede ind i bordet, og en enkelt øl faldte. Larmen var overdøvende, da glasflasken ramte gulvet, og splintres i tusinde stykker. Stilheden derefter slugte alt.

"Se hvad du nu har gjort..." begyndte han, og så ynkeligt tilbage mod mig. "Ud!" råbte han, og henviste til værelset ved siden af. Hans soveværelse. Rumlen fra køkkenet var let at høre igennem den smalle væg i lejligheden. Glasskårerne blev skubbet til side, og gemt til mig senere. Øllet blev liggende, og kort efter uddeltes der endnu en skål. Jeg satte mig på den mølædte seng, og kiggede ned af mig. Ar og sår fyldte det meste af min arme, efter skader fra Mads og mig selv. En rifte i min mave efter et par dage siden. Mine alt for små bryster. Mine alt for skrøbelige håndled. Jeg følte, at jeg kunne knække over. Mad var der nok af i huset, bare ikke til mig. Jeg var jo bare et barn, jeg fortjente ikke noget. Det var med held at jeg fik lov til at sove på sofaen.

Mumlen fra køkkenet forsvandt langsomt, henholdsvis med at døren knirkede i. Et, to, tre gange mere, og så var der stille. Døren bevægede sig ikke, og gav sin knirkende lyd fra sig. Mumlen fra køkkenet var væk, og det var kun lyden af flasker, som blev ramlet sammen, man kunne høre. Og så lød der et bump mod væggen. Stilheden var med et blevet brudt, og afbrudt af utallige støn og prust fra Carsten og hans kone, Lilian. Jeg forsøgte at holde larmen ude, men som altid var det håbløst. Det var ikke første gang at det skete. Jeg kiggede lynhurtigt over mod vinduet, som stod på klem, og indimellem lukkede en kølig brise ind. Det føltes underligt med frisk luft i lejligheden. To skridt senere stod jeg og lænede mig ud over vindueskarmen. Luften var overvældende, og man kunne ikke få nok af den. Stønnende blev højere, og jo længere lænede jeg mig ud. Lyden forsvandt ikke, men behovet for at komme væk, jo længere væk fra dem så muligt, var ligeså stort som ingen lyd. Jeg forsøgte at åbne vinduet yderligere, men hængslerne klagede højlydt. Mit hår flagrede omkring mig, og jeg kiggede hurtigt ned. Jeg havde altid været bange for højder, men selvom jeg stod på tredje sal, virkede det som ingenting. Kunne jeg hoppe ud, og lande sikkert?

Stønnende blev højere, og et par enkelte skrig fra Lilian lød. Jeg havde en smule medynk med hende. Hun havde giftes sig med det monster, og dette var hvad der kom ud af det. Vold og brutal sex. Jeg havde prøvet det før. Han var ikke bange for at slå, også selvom jeg kun var et barn dengang.

Min mor var over alle bjerge, da jeg fyldte et. Hun har besøgt mig før, set hvordan jeg lever, set hvem der skal opfostre mig, men hun virkede ligeglad. Ligeglad med at hendes eget kød og blod blev mishandlet som et dyr.

Stønnende sluttede af med et brag. Jeg åndede lettet op. Det var ikke min tur i dag, og hvor ynkeligt det end lyder, var jeg glad for at det gik ud over Lilian. En forpustet og rystet Carsten åbnede døren, og meddelte at jeg kunne komme ud og rydde op. Jeg fulgte hans ordrer, og begik mig ud mod køkkenet. Lilian sad nøgen og rystende i hjørnet, og overalt lå der grønne glasskår fra ølflasker. Jeg havde ingen kost - Det var jo til ingen verdens nytte, ifølge Carsten - Så jeg begyndte at samle hvert et skår op. Jeg skar mig, og øllen svidede mod mit kød, men smerten var ingenting i forhold til den smerte, jeg ville føle, hvis jeg ikke gjorde det rigtigt.

Carsten forsvandt fra køkkenet, og satte sig ind i den lille stue ved siden af. Tv'et blev tændt, og 6'eren bragede højt fra den lille flimmerkasse. Skårerne blev samlet på bordet, og mængden af blodige glasskår blev større, jo tættere man nærmede sig Lilian. Hun rejste sig pludselig op, og gik ind til Carsten. Tvunget, tænkte jeg, men det var ikke noget man sagde højt i huset. Da hun havde vendt ryggen til, lå jeg mærke til det store, blodige sår på ryggen. Det var friskt, et par enkelte dråber blod havde fundet vej ned af ryggen, og dryppede ned på det slidte trægulv. Viceværten var en gammel, dement mand, som ikke kunne huske at vi havde lejet lejligheden. Vi havde droppet at betale for den, og han havde droppet at tjekke op på os.

Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville være at være normal. Det var noget jeg aldrig havde prøvet, aldrig rigtig tænkt over. Men ingen måde kunne få mig væk fra det Helvede, der brød ud på 3. sal til højre. Jeg tog et af glasskårerne, og pressede det mod min hud på håndledet. Smerten var nem at håndtere, og var der nærmest ikke længere. En enkelt dråbe blod dukkede op, og gled ned af håndleddet.

"Mia, øl!" råbte Carsten, efterfulgt af nogen brummen. Jeg skyndte mig hen til køleslabet, og hev en af de mange øl ud derfra. Da jeg afleverede ordren, fik han øje på det nylavede sår. "Godt, du kender din plads, kælling." sagde han grinende, og skubbede mig ud mod køkkenet. Jeg græd ikke, jeg græd aldrig. Det nyttede jo ikke noget at græde, når ens problem ville høre det, og sandsynligvis skære tårerne ud, for at vise at det ikke hjalp. Det trekantede glasskår, med blodet på den ene side lå stadig perfekt på bordet, det samme sted jeg havde lagt det før. Selvfølgelig, tænkte jeg, hvem skulle flytte det? Jeg gik over mod det, og vejede det i min hånd. Det føltes let som en fjer, men alligevel virkede det stærkt nok til at kunne skære knogler over. Skære knogler over lød det i mit hoved. Alting over. Jeg pressede ganske forsigtigt glasset mod såret igen, og mærkede et hurtigt jag op igennem mig. Alting vil være ovre. Blodet piblede svagt frem, da jeg pressede til. Et sjældent smil bredte sig over mine læber. Mine fingerspidser blev blodige, men det havde ingen effekt. Alting vil være ovre. Glasset borede sig en centimeter ind i huden på mig. Smerten var stor, men det var ikke slemt nok. Jeg havde oplevet værre, og hvis jeg skulle væk herfra, skulle jeg slå den smerte. Den smerte der var, når alting føltes håbløst. Den smerte der var, når alting ramlede fra hinanden, og alting du havde tilbage var frygt. Jeg fjernede glasset fra håndleddet, og holdte det op mod lyset i min raske hånd. I min raske hånd, genlød det i mit hoved, og glasset skiftede hånd. Kanten blev presset mod den endnu ikke skadede hud, og da der kom hul, blev jeg fyldt med lettelse. Jeg borede glasset hårdt ned, smerten tiltog, og bevægede langsomt  den skarpe kant rundt om håndleddet. Såret blev dybt, og blodet flød ned af min arm, som vand flød i en flod, men jeg stoppede ikke. Smerten, tænkte jeg, den skal være stærkere. Jeg flyttede glasset igen, for at betragte mit værk. Blodet piblede frem fra begge håndled, og gled ned af mine arme. Gulvet til langsomt rødt, og blodet fandt frem til mine ben. Jeg sidder i mit eget blod, tænkte jeg, men skød hurtig tanken væk. Et eller andet føltes forkert ved at sidde i sit blod. Smerten var ikke stærk nok endnu, da det slog mig. Jeg kiggede rundt i rummet, blod flød overalt. Intet menneske kunne miste så meget blod, uden at dø. At dø. Angsten for at komme et andet sted hen, et ukendt sted, var overvældende. Smilet, glæden fra før, hvor jeg kunne håndtere hvad end der kom, var væk. Tårerne, jeg ikke havde grædt siden jeg var 12, kom igen, og med sådan en masiv kraft, at jeg faldte sammen på gulvet. Mine øjne begynde at flimre, min hørelse begyndte at svigte, men lyden af støvler trampene igennem lejligheden var ikke til at tage fejl af. Råbene var ikke til at tage fejl af, selvom jeg ikke kunne adskille orderne fra hinanden. Lilians gråd var overdøvende, og da jeg troede at jeg intet kunne føle mere, mærkede jeg et jag stikke op fra min ryg. Jagene kom med jævne mellemrum, fra de blodtilsølede støvler, der ramte mig i mine ribben. Jeg lukkede øjnene, og håbede alting ville gå væk. Smerten var overvældende, langt stærkere end noget jeg havde følt før. Jeg ville dø.

Gråden fra Lilian forsvandt langsomt hen. Støvlens kant mod min hud forsvandt. Det føltes, som om jeg lå i ingenting, svævende langt over jorden. Jeg troede, at åbne øjnene ville være anstrengende, men det var ligeså nemt som det altid havde været. Jeg stirrede rundt, men der var ingenting at se. Bordet, glasskårerne, alting var blevet erstattet af ingenting. Og det var der jeg vidste hvad der skete. Da ingentingen fyldte mig, da smerten, der havde bredt sig fra mine håndled, var væk. Det var der jeg vidste at jeg var fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...