One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Tænkte jeg gerne ville have et sted til hvis jeg skriver nogle one shots. Det bliver alt fra Fan Fiction til kærlighed, sciene fiction osv.

5Likes
2Kommentarer
509Visninger
AA

1. Foxy Girl

Jeg fik en stil for i dansk, og var nogenlunde tilfreds med den, så tænkte jeg ville publicere den. Den handler om ikke at være startet i puberteten endnu, og have en byrde på sine skuldre (ræven på billedet,) og være splittet mellem to sider. En god og dårlig side. Håber I kan lide den.

________________________________________________________________________________

Tit havde hun overvejet at lade kniven glide hen over hendes hud. Men hver gang hun tænkte på det gav det hende gåsehud. Hun slap kniven og placerede den i skuffen igen. Med sin langærmede trøje og store bukser som dækkede hendes krop, gik hun udenfor for at nå bussen. Der var ingen vej tilbage. Hendes mor var dagplejemor og var derfor hjemme hver dag med skrigende unger.

Den kolde vind greb fat i hendes hår og gav hende kuldegysninger. Hun nåede hen til busstopstedet, hvor nogle andre elever også var. Piger som kastede med deres perfekte hår, stod i deres tøj som passede dem perfekt og snakkede med hinanden. Med hovedet nede i jorden, ventede hun på bussen.

Ikke en eneste gang kiggede hun op. Hun ville bare afsted, være i skole og så hjem igen. Lyden af bussens dæk der bremsede og dens horn som dyttede. Alle steg ind i bussen. De skubbede og maste hinanden for at komme først og få en plads ved siden af hinanden. Langsomt kom hun ind som den sidste og fandt to pladser lige bag buschaufføren.

Hun placerede sig helt inde ved vinduet, lænede sit hoved mod ruden og trak sin trøje ned over sine hænder. Tasken blev placeret på sædet ved siden af hende, som tegn på at hun ikke ville have nogen skulle sidde ved siden af hende.

Mens hun sad og ventede på hun ville ankomme til skolen, kunne hun følge med i alle samtaler. Piger som diskuterede deres nyfarvede striber i håret, hvem der var sammen med hvem, og fyre der snakkede om fodboldkampen i går. De lød ikke til at have nogle problemer. De sad og lød perfekte, så perfekte ud og var stadig ikke i gang med pubertetsudviklingen. De var færdige for længst og tilfreds med det, mens hun stadig sad tilbage med noget som hun ikke engang havde lyst til at tale om.

Da bussen ankom til skolen var alle hurtigt ude af bussen, mens hun stadig sad tilbage. Hun havde ikke lyst til at stige ud. Hver dag prøvede hun at trække den så længe som muligt, selvom hun vidste det aldrig ville lykkedes havde hun stadig håbet om at det en dag ville lykkedes.

Frøken, du er nødt til at forlade bussen.” Sagde buschaufføren kækt. Hun prøvede at smile, men i stedet blev det bare til et akavet ansigt. Ikke engang en fremmed buschauffør kunne hun finde selvtillid nok til at smile til.

Hurtigt og pinlig berørt over det kom hun ud af bussen. Med øjnene rettet mod jorden som altid, sine ærmer trukket ned over hænderne og skoletasken der hang over den ene skulder, gik hun ind i skolen.

På vej ned til sit skab havde hun det som om alle kiggede på hende. Som om de kunne se hvad der gemte sig under alt tøjet. En forvirret, skadet teenager der bare ønskede at være som alle andre. Perfekte efter puberteten. Få selvtillid nok til at tale med andre, gå i normalt tøj og opføre sig normalt, i stedet for at gemme sig hele tiden og holde sig for sig selv.

Se på de andre piger, det er hvad man kalder en kvinde!”

Kig på dig selv, hvad er det du er?!”

Så kan jeg bedre forstå du ingen venner har!”

Hun stoppede op og mærkede sit hoved dunke og noget tungt lægge sig på hendes skulder. Det nærmest snoede sig rundt om dem og lagde sig ned. Stemmen fortalte hende alt. Alt det som hun havde sagt til sig selv og tænkt om sig selv.

* * *

Udmattet med hovedpine og ømme skulder kastede hun sin taske ind på sit værelse og kastede sig ned i sengen. Hele dagen havde stemmen plaget hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Fordi hun ikke kunne koncentrere sig blev hun sendt hjem pågrund af sygdom. Indeni jublede hun over det, men hun kunne ikke, for stemmen blev ved med at tale til hende.

Folk tænker sikkert du pjækker!”

De opdager ikke engang du er væk!”

Hvorfor er du overhovedet i verden? Du er ligegyldig, ingen ser dig eller kender dig!”

Hun løb ud på badeværelset og fandt hovedpinepillerne med det samme. Efter hun havde taget dem kiggede hun sig selv i spejlet. Hendes pandehår hang foran hendes øjne og hun var helt bleg. ”Hvad sker der?” Græd hun næsten. Hun kneb øjnene sammen og mærkede en tåre glide ned af kinden.

Da hun åbnede øjnene igen kunne hun se en ræv. Den lå på hendes skuldre. ”Se på dig selv. Du er lige kommet i puberteten, mens de andre er færdige. Hvorfor skal du være så speciel?” Det var den stemme. Den stemme hun havde hørt hele dagen snakke til hende, fortælle hende alt det som hun havde tænkt og sagt om sig selv.

Inderst inde vidste hun godt det var forkert at lytte til den og tænke det om sig selv. Men en anden stemme fortalte hende det var rigtigt alt det hun havde sagt. Hun var ikke som de andre. Hun var ligegyldig i denne verden.

Fortvivlet faldt hun ned på knæ og begyndte at græde. Hvad var rigtigt? Hvad var forkert? Hvem skulle hun lytte til?

Med våde øjne og rystende krop kiggede hun rundt i lokalet. Der var to muligheder. Døren hvor hun bare kunne gå ud og glemme alt. Eller gribe barberbladet for at få alle smerterne og frustrationerne ud. Forvirret kiggede hun skiftevis på barberbladet og døren.

Hun rejste sig og gik hen mod døren. Med en rystende hånd greb hun fat om nøglen og drejede den rundt. Låsen klikkede. Hun gik hen mod barberbladet som lå ved håndvasken. Tøvende tog hun den på i sine hænder og kiggede på den. Hun anede sit eget spejlbillede i det, før hun trak sit ærme op og lod bladet nærme sig hendes håndled.

Bange og nervøs lod hun det kolde blad ramme hendes hud og skære hul. Blodet gled ned af hendes håndled og ned på de kolde klinker. En smerte skød igennem hendes hånd, men en befrielse og lettelse steg i hende.

Det var så forkert, men føltes så rigtigt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...