One Shots

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Tænkte jeg gerne ville have et sted til hvis jeg skriver nogle one shots. Det bliver alt fra Fan Fiction til kærlighed, sciene fiction osv.

5Likes
2Kommentarer
527Visninger
AA

2. Don't You Worry

Destinys værste fejl i livet var at forelske sig i William, hendes elskede, hun ved det bare ikke endnu. Destinys far prøver at få Destiny til at droppe William, ved at tale dårligt om ham og kritisere alt hvad han har gjort. Men Destiny er fast besluttet på at det er hende og William. De flygter da Destiny får nok af hende far. De flygter ind i skoven i en lille hytte. Men hvad de ikke forventede var at Destinys far finder dem. Hvordan ender det for Destiny? Hvorfor ville hendes far ikke lade hende være sammen med William

__________________________________________________________________________

Bilen kørte stadig mellem træerne inde i skoven, ligesom den havde gjort de sidste par dage. Det var forfærdeligt det jeg havde gjort, men også godt. Der var fordele ved at stikke af som sytten årig. Ens forældre er der ikke til at bestemme over en, ingen fortæller mig egentlig hvad jeg skal gøre og der var ingen til at skælde mig ud når jeg var sammen med William.

Men her på det sidste havde han bare opført sig anderledes. Han snakkede anderledes til mig, var ikke sød og rolig og flippede meget nemt ud. Derfor havde denne her flugtplan også givet bagslag. Jeg havde altid troet at det ville bliver nemt at leve med William, men han er ikke den rette her for tiden.

”Hvor skal vi egentlig hen?” Spurgte jeg forsigtigt, så han ikke begyndte at blive sur igen. Hans øjne kiggede hen mod bakspejlet, da jeg sad på bagsædet og kiggede ud af bilens vindue. Han sukkede let og trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.” Svarede han og satte straks til at blinke, da han så en lille vej gennem skoven.

”Jamen, hvorfor drejer du så ned her?” Spurgte jeg og satte mig lidt op. Det var ikke normalt bare at køre ned ad en vej gennem skoven, hvis man ikke havde en mening med det. Jo længere bilen kørte ned af den smalle vej, jo mere tydeligt blev det hvad han havde gang i. Inderst inde i skoven lå en lille træhytte, som var så grim at jeg skar ansigter af den.

”Her er det. Det er min families gamle sommerhus, som de ikke bruger mere. Jeg tænkte vi kunne være her.” Sagde han og smilede bredt til mig, hvilket bare fik mig til at smile tilbage, men falsk. Jeg kunne ikke leve inde i den lille hytte, bare for at skjule mig! Så hellere leve med min far og has råben.

”Det ser... hyggeligt ud.” Fik jeg sagt og steg langsomt ud af bilen da han stoppede. Det var ikke ligefrem min største drøm at leve sådan her, men jeg tænkte på det positive. Jeg kunne være sammen med William hele tiden, selvom han bliver mere og mere utydelig at læse, med hensyn til hans humørsvingninger.

* * *

Efter nogle timer havde vi fået placeret os i hytten. Det var ikke ligefrem luksus. Tre rum. Et lille soveværelse, et mini toilet og stuen som hørte sammen med køkkenet. Det var ikke som jeg var vant til. Jeg kom fra en rig og pæn familie. Forældre som er rige, med gode jobs og høj uddannelse. Jeg var også kommet ind på et fint gymnasium.

William derimod kom fra et helt andet miljø. Forældrene var alkoholikere, faderen begik selvmord og hans mor levede på kommunens penge. Han havde kæmpet hårdt for at hjælpe sin mor, fået et arbejde, prøve at tale hende fra selvmord og hans bror som altid stod ved hans side.

Men da jeg fortalte om min far, og om hvor træt jeg var af hans råben og kritik omkring vores forhold. Han lavede en aftale med sin bror og fik så mig væk, sammen med ham. Vi flygtede tidligt om morgnen og kørte bare væk. Vi vidste ikke hvor vi ville ende, men nu var vi her. Og det skulle nok gå, bortset fra at jeg ikke troede det blev et eventyr.

”Tror du min far leder efter os?” Spurgte jeg stille, da William så ud til at slappe godt nok af, til at føre en normal samtale. Et lavt grin forlod hans læber, mens han rystede blidt på hovedet.

”Jeg valgte det her sted, da ingen kunne finde på at lede efter os inde i en skov. Din far kunne aldrig finde på at lede efter dig herinde, han ville aldrig tro at du bestemte dig for at leve inde i en skov.” Svarede han, stadig med nogle lave grin. Et smil bredte sig på hans læber, efter han stoppede med at grine, så et lille smil bredte sig på mine læber.

”Kom her.” Mumlede han og bredte sine arme ud, som tegn på at jeg skulle sætte mig hos ham. I starten var jeg lidt usikker omkring det, da han havde virket lidt pirrelig, men jeg stolede på William, så det skulle nok gå. Jeg nikkede svagt og satte mig hen til ham.

Jeg placerede mit hoved mellem hans hoved og skulder, som jeg altid plejede at gøre. William mente altid at vi var skabt for hinanden, derfor passede mit hoved perfekt mellem hans hoved og skulder. Måske var han bare lidt pirrelig pågrund af stress. Han havde jo kørt mange kilometer, bare for at få mig væk fra min irriterende far.

”Så hvordan skal det så ende? Skal vi blive her hele vores liv, eller finder du på en anden løsning?” Spurgte jeg og kiggede ham ind i øjnene, som bare borde sig lige ind i mine. Han kiggede lidt op, hvilket sikkert betød han tænkte sig om. Men lidt efter rystede han på hovedet med et smil.

”Vi skal leve lykkeligt! Det handler ikke om store huse, eller dyre ting, men om at vi har hinanden.” Svarede han og kyssede mig i håret. Endnu et smil gled over mine læber. William ville jo bare have at jeg skulle være lykkelig. Jeg mener, han har opgivet hele sin familie til fordel for mig! Det må da betyde noget.

”Hvad hvis de finder os?” Spurgte jeg hurtigt. William kunne tydeligt se at jeg var bekymret, og det var jeg os. Vi planlagde kun at flygte, men ikke andet. Vi havde ikke en eller anden plan B i ærmet, om hvad vi skal gøre hvis vi bliver opdaget. Jeg ville blive skræmt hvis han pludselig stod i døren og kaldte på mig.

”Hvorfor bekymrer du dig så meget? Helt ærligt, hvor stor en chance er der for at han pludselig kommer frem i døren og råber: 'Destiny, kom ud!'.” Jeg grinte lidt af hans måde og sige min fars stemme. Det virkede overhovedet ikke, da min far har boet i Oxford, og har den der meget fine Oxford accent.

”Tak, William, tak fordi du gør mig tryg.” Mumlede jeg og knugede mig endnu mere ind til ham. Han lagde blidt sin arm rundt om mig, og holde med sin hånd rundt om min skulder. Mine øjne faldt langsom i, efter dagen vi havde været igennem. Lige fra morgenstunden af havde vi været ude at køre, siddet i en bil i flere timer og så sørget for at holde øje med at ingen fulgte efter os. Lidt træt har man lov at være.

”Jeg ved I er derinde!” Mine øjne åbnede sig hurtigt, mens William stadig lå og halvsov. Jeg skubbede hurtigt til ham og kiggede hen mod døren, hvor man lige kunne se toppen af noget hår. William vågnede hurtigt op da jeg blev ved med at skubbe til ham, hvorefter jeg pegede på døren, så han rettede sin opmærksomhed derhen.

”Der kommer nogen!” Hviskede jeg desperat og kiggede skræmt på William, som sad og tænkte hurtigt, mens hans blik gled hen over gulvet, før han begyndte at løbe hen mod soveværelset. Jeg fulgte efter ham med tøvende skridt, mens han løb rundt og hev ting ned i tasken.

”Vi flygter igen! Der er et vindue ude ved toilettet, hvor vi kan flygte!” Sagde han og tog fat i min hånd. Han trak mig hurtigt hen mod toilet vinduet, og åbnede det. Udenfor var der bare skov som det eneste. Heldigvis havde jeg sko på, da det var sindssyg kold i hytten.

Han kastede tasken igennem vinduet, hvorefter han bukkede sig ned for at give mig en hestesko. Jeg tog hurtigt fat i vindueskarmen og hoppede op, så jeg sad på kanten af det. Lige i det jeg skulle til at hoppe ud, hørte vi begge en lyd af en dør som blev smadret. Bare pågrund af at min far var en pæn mand, betød det ikke at han ikke var stor og trænede.

”Hurtigt, hop ud!” Hviskede William og løb over for at låse toiletdøren. Jeg nikkede ivrigt og hoppede derefter ud, hvor jeg landede på benene, på den fugtige jord. Jeg kiggede op mod vinduet, hvor William var på vej. Han kiggede sig hurtigt tilbage, hvorefter han hoppede ned til mig.

Han tog hurtigt tasken i den ene hånd, og min hånd i den anden. Da han begyndte at løbe, kunne jeg mærke min krop blive revet med, da han løb så hurtigt han kunne. Et irriteret råb lød bag os, hvilket fik mig til at kigge mig over skulderen, hvor min far stod. Hans næver var knyttede, og hans ansigt rødt af raseri.

Min iPhone røg straks gennem mit hoved, da han umuligt kunne have fundet os af sig selv. Jeg havde glemt alt om det program min far brugte på sin computer, for at finde min iPhone. ”Kom nu Destiny!” Williams stemme, fik mig til at kigge hen mod ham, hvor han stod nogle meter foran mig.

Jeg kiggede hurtigt igen mod min far, som var ved at hoppe ud af vinduet. Men da Williams hånd tog fat om mit håndled, og trak mig videre, fik jeg ikke chancen til at tænke mig om.

Hvorfor kunne han egentlig ikke lide William? William fik altid høje karakterer i skolen, havde ikke gjort noget forkert, og levede bare i et dårligt miljø. Men det betød ikke at han var dårlig! Jeg havde desuden også kendt William i længere tid end ham, så hvordan kunne han bare kritisere ham, som han plejede at gøre? Han fortalte mig aldrig hvorfor han ikke ville have os sammen, han fortalte bare at William ikke var den rette.

”Hvor har du tænkt dig vi skal hen?” Spurgte jeg en smule forpustet, men løb videre i nogenlunde samme tempo. William blev ved med at løbe, uden at besvare mit spørgsmål. Han kunne umuligt have endnu et sommerhus i nærheden som vi også kunne gemme os i!

”Jeg aner det ikke! Vi skal bare komme væk fra ham!” Svarede han og fik hurtigt kiggede sig tilbage, før han løb indimellem en masse træer. Egentlig havde jeg lyst til at stoppe op og spørge hvad meningen med at løbe hen mod nogle træer var, men da han smed sig til siden, mod en busk, forstod jeg straks.

”Vær helt stille.” Hviskede han forpustet og gemte sig så meget som muligt. Jeg gik straks i panik da lyden af nogle som løb hurtigt, var tæt på os. Min vejrtrækning blev hurtigere, så William tog hurtigt og placerede sin hånd over min mund.

Det føltes som om vi var i en film. Vi var jo på en måde på flugt fra min far, og lige nu gemte vi os fra ham, pågrund af at han jagtede os. Men tingen var bare at det her var virkelighed. Vi kunne nemt blive opdaget, og ikke ligesom i filmene hvor de gode altid vandt, og efter mig var vi de gode og min far den onde.

Jeg kiggede ud gennem et lille hul, fra der hvor vi gemte os. Min far stod der og kiggede forvirret frem og tilbage, hvorefter han til sidst tog sin mobil op af lommen. Jeg kiggede hurtigt forvirret over på William som bare trak forvirret på skuldrene. Jeg fjernede hans hånd fra min mund og kiggede endnu engang over på min far som tastede noget ind på sin mobil og tog den på til øret.

”Han ringer til min mobil!” Hviskede jeg og ledte desperat efter den, men det var forsent. Jeg kunne høre min ringetone lyde, hvilket fik min fars blik til at falde ned på os. Han strakte armen ud efter min arm og tog hårdt fat om den.

”Du kommer med mig!” Sagde han med sammenbidte tænder og gik med mig, mens jeg desperat prøvede at fjerne hans hænder fra mig. En anden hånd greb fat om mit håndled og trak mig den anden vej. Jeg lagde hurtigt mærke til det var William som prøvede at få min far til at slippe mig.

”Slip hende! Hun fortjener bedre!” Sagde min far med en hård tone, så William blot blev vredere, og det samme gjorde jeg. Han kan ikke bare komme vraltende, hive mig med ham og sige at William ikke er den rette for mig.

”Hvordan kan du vide det? Bare til din info, så er han min kæreste, og jeg kender ham bedst!” Sagde jeg irriteret, mens lysten bare til at sparke og slå ham kom frem i mig.

”Destiny, stol på mig! Jeg ved hvad han har gjort, og han er ikke den rette for dig!” Råbte han og pegede på William, som faktisk så lidt bleg ud. Men det forhindrede mig ikke i at blive endnu mere vred end før. Uden at vide det, borede jeg neglene ned i hans arm og trådte ham hårdt over foden så han gav slip.

”Hvordan kan du vide han ikke er den rette?! Det er mig som er sammen med ham hele tiden og ved alt om ham! Du er bare min idiotiske far, som ikke ville have at jeg skal være lykkelig!” Langsomt kiggede han mig ind i øjnene, hvorefter han kiggede hen mod William.

”Han er ikke den rette. Han kommer fra et beskidt miljø, hans mor er alkoholiker og ville ikke engang leve mere. Jeg har set ham før sammen med andre. Han er dig utro, kan ikke lide dig, og vil kun have dig for pengene.” Tårer dannede sig i mine øjne, mens mit blik automatisk kiggede hen mod William, som stod helt paralyseret tilbage.

”Er det sandt William?” Spurgte jeg med tårer løbene ned af mine kinder. At vide at ens kæreste som man lige har rejst kilometer med og flygtet fra sin far, bare for at være sammen med ham, føltes ydmygende. Jeg havde lige gjort så meget for ham, og det var takken.

”H-hvorfor tror du på ham? Han har kritiseret mig, lige siden vi kom sammen! Hvorfor tro på manden der ikke ville have os sammen? Det giver ingen mening! Han stiller mig bare ud i et dårligt lys og lader dig tro på det han siger!” Svarede William og pegede hen mod min far som bare kiggede helt alvorligt på ham.

”Far, hvis det er sandt, hvorfor fortalte du det så først nu?” Spurgte jeg vredt, mens flere tårer løb ned af mine kinder. Det var en svær beslutning. Selvfølelig elskede jeg min far, men det var bare måden han plejede at omtale William på der gjorde mig vred! Inderst inde elskede jeg jo stadig min far.

”Prøv at se dig selv Destiny. Du græder, græder over hvordan William kunne finde på det. Jeg vidste du ville reagere sådan. Blive ked af det. Jeg kan ikke lide at se min lille pige græde. Desuden, har du ikke lagt mærke til hvor meget han udnytter dig. Han fik tøj af dig i fødselsdags gave, får mad til familien fra dig og går faktisk ud med andre piger når han siger han skal på arbejde. Hans familie har ikke brug for hjælp, fordi du hjælper dem. Du kunne bare ikke se det på grund af at kærligheden gjorde dig blind. Du åbnede ikke øjnene og så virkeligheden omkring dig, hvad der virkelig skete.”

Min fars forklaring fik mig til at springe tilbage i min hukommelse og tænke over alle tingene som der var sket. Han havde udnyttet mig. Alle de ting han gjorde for mig, hvor jeg fik et kys som tak. Hver gang han kyssede mig blev jeg som nyforelsket igen. Nej, jeg så ikke hvad der i virkeligheden skete, pågrund af min kærlighed til William gjorde det sløret.

Endnu engang sad jeg i en bil, men på vej den modsatte vej. Jeg ved ikke hvorfor, men min fars forklaring fik mig til at åbne øjnene. William forlod jeg bare uden at side noget. Jeg forlod ham alene i skoven, hvor han bare stod helt alene tilbage. Jeg forlod ham jeg elskede.

Min far mente det var det rigtige at gøre, mens jeg stadig tvivlede. Jeg kunne jo ikke gå fra at være forelsket, til bare at være den normale gamle Destiny. Jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg ikke elskede ham for alle de ting han havde gjort. Men noget inde i mig elskede stadig idioten som havde været mig utro og ødelagt mig.

”Destiny, du gjorde det rigtige. Han var ikke den rigtige for dig.” Sagde min far roligt. Et lille suk forlod mine læber, hvorefter jeg låste bildøren og lænede mit hoved mod bilruden. Tanken om at min far havde ret og jeg bare havde sagt ham imod i alt den tid, der kom en skyldfølelse ind over mig. Den føltes ikke god.

”Jeg ved det.” Mumlede jeg og prøvede at virke ligeglad med William. Men han var bare ikke en jeg lige ville glemme. Det kunne jeg mærke. Han havde en stor betydning i mit liv. Han fik mig til at smile. Selvom det bare var ar ren udnyttelse, så var det kærlighed for mig.

”Du skal nok blive glad igen. Kærligheden kommer igen.” Mumlede han og rørte mig kort på låret, mens hans blik stadig var fastlås på vejen. Jeg havde lyst til at græde. Græde indtil jeg dehydrede. Men tårerne vidste jeg bare ville være spild. Det ville være spild af tårer til William.

På en måde havde jeg fået to sider. En side som ville føle kærlighed, uanset hvilken slags det var, og den anden fortalte mig at William var lige meget, og der ville komme en bedre. Jeg vidste jeg skulle lytte til den sidste, men det var svært.

Jeg måtte bare prøve at glemme William. Glemme hvad han havde gjort og komme videre. Det ville blive en lang proces, men jeg kunne klare det. Enhver kunne klare hjertesorger, hvis bare de tog sig sammen. Så hvorfor kunne jeg ikke klare det? Jeg havde et andet liv som kunne få mig til at glemme alt om William.

Jeg skulle til at lukke øjnene i da min mobil fløj igennem mit hoved. Det første skridt til at glemme ham, var nok at slette hans nummer og alle billeder af ham. Godt nok var der en masse gode minder i de billeder, men jeg ville ikke beholde dem. De ville få mig til at savne ham. Savne hvordan han kyssede mine læber. Jeg ville ikke, men jeg skulle.

Min fingre markerede alle de billeder vi havde taget sammen. Billeder af alle de steder vi havde været sammen, billeder af alle de ting vi havde lavet sammen. Et billede blev vist på skærmen, og jeg kunne tydeligt huske hvor det var fra. Det var mit yndlingsbillede af os. Det perfekte billede vi fik taget sammen. Det var et af de billeder jeg ikke kunne få mig selv til at slette. Alle de andre billeder fik jeg slettet, mens et af dem stadig var der. Billedet i vores yndlingspark, hvor vi står og kysser under et træ. Vi fik en anden til at tage det. Det var det perfekte billede. Jeg ville aldrig glemme ham.

”Lad være med at bekymre dig Destiny. Han er fortid, du vil leve et liv sammen med en anden som ikke elsker dig for dine ting, men for den du er.” Sagde min far og tændte radioen. Give me love med Ed Sheeran begyndte, hvilket fik mig til at smile lidt. Min far har altid ret, og det ved jeg nu. Jeg kan stole på ham. Han ville altid passe på mig. Så længe han lever, behøver jeg ikke at bekymre mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...