All too Well - One Shot

En historie om at flygte fra sig selv, og fra de minder man har skabt sig. Men også en historie om at opgive flugten, i bytte for noget langt smukkere. Noget jeg stadig, den dag i dag, klynger mig til. Så ja, det er vel mest en historie om mig. Men jeg har også flygtet rigeligt i mine 15 år, tak.
Og så er det en hæder til min bedste ven. Fordi han gav mig noget som ingen anden havde kunnet. Måske lyder det latterligt, for han er jo ''bare en hest''.
Men ''bare en hest'' kan være din bedste ven, hvis du lader den. Det gjorde jeg ikke, men Martell tvang sig vej forbi mit skjold, mine mure, alle de forsvar jeg havde sat op i forvejen.
Og det skal han have credit for. Og udover det, skal han have tak.
For uden det, er jeg ikke sikker på at jeg havde lært hvem jeg er, at den person jeg er, er noget værd. Og måske ville jeg heller ikke have lært at leve længe nok til at værdsætte min egen, unikke person. Tak.
For min skat? Jeg husker dig stadig alt, alt for godt.

8Likes
6Kommentarer
828Visninger

1. All Too Well

 

Maybe we got lost in translation, maybe I asked for too much.

Or maybe this thing was a masterpiece, 'till they tore it all up!”

 

Det er sjovt... Første gang jeg så dig vidste jeg at der var et eller andet... Sært. En form for forbindelse, som jeg ikke helt kunne forklare, eller tro på. Jeg skulle vælge imellem dig og en anden, og jeg var lige ved at vælge den anden, alene af den grund at jeg var bange. Bange for at blive for forelsket, for tæt knyttet, for... Lykkelig.

Men jeg valgte dig i sidste ende. Og jeg blev lykkelig.

Du var umulig, for at sige det mildt. Men der var noget ved den trodsighed, den ild der brændte bag de store mørke øjne, som jeg aldrig så mit træt i.

Efter et år i mørket... Kunne jeg se lyset.

Og det blev begyndelsen på noget jeg kun kan prøve at beskrive. Jeg kan male billederne, for jeg har dem. Et endeløst antal billeder hvor du kommer hen til mig, møder mig på halvvejen. Jeg stolede på dig, fordi du aldrig gav mig en grund til at lade være.

Året var 2010. Alt i alt var 2010 et godt år, selv for mig. Jeg smilede ægte for første gang i... To år? Alt sammen på grund af en lille rund pony med en tendens til at te sig som en tikkende bombe.

Det var tidspunkter hvor jeg var villig til at dø for den hest. Selvfølgelig var jeg i forvejen selvmordstruet, så jeg må nok indrømme at der var meget få ting jeg ikke ville dø for.

Men det var anderledes. Det var ikke for mig.

Der var også tidspunkter hvor jeg ville ønske at jeg havde valgt en anden. Hell, der var mange er de stunder!

Aldrig har jeg mødt nogen, dyr eller menneske, der kunne få mig op på det niveau af altopslugende irritation.

For du var jo ikke dum, vel Martell? Bare stædig, trodsig og vanvittig dominant.

Og så var der tidspunkter hvor det hele var magi.

For jeg turde gøre hvad som helst med, og på den hest!

Du lærte mig ting jeg aldrig troede jeg skulle lære. Du lærte mig hvordan man fik en hest til at danse, til at lege med en. I sidste ende tror jeg endda du lærte mig at trække vejret frit igen, noget jeg på det tidspunkt havde glemt hvordan man gjorde.

For første gang i lang, lang tid var jeg ikke ligeglad.

For første gang i lang, lang tid, elskede jeg et andet væsen.

For første gang i endeløse tider, vendte mine mundviger sig opad, i noget fremmed for mig, noget man vist nok kaldte et smil.

Da der var gået et år fra 1. April 2010, et år fra jeg mødte dig, gjorde jeg noget jeg før ville have svoret var umuligt.

Vi red i skoven, og alting forgik kun med en nærmest ubevægelig snor om din hals. Det gik ikke engang langsomt, der var fart over fæltet. Endda et lille spring hist og her, nogle mere planlagte end andre. Men vandpytter udgjorde efter din mening perfekte spring, ikke?

Den tillid jeg følte dengang, den tror jeg aldrig at jeg får igen.

En gang da vi var ude og gå en tur trak du lige pludselig tovet fra min hånd og satte i galop i den anden retning.

Det sjoveste ved den historie?

Du løb ned til en sti, sprang tre små spring, og endte ud på en eng omkring 50 meter fra hvor jeg stod. Og hele vejen hen til mig vrinskede du og snublede i det dumme træktov der da også bare var i vejen.

Det var en af de gange mit hjerte fløj i brystet på mig, og jeg virkelig mærkede at jeg var i live. Hvorfor jeg stadig var her.

Men selv solen vil en dag brænde ud. Og det gjorde vi også.

 

"Time won't fly, it's like I'm paralyzed by it. I'd like to be my old self again, but I'm still trying to find it."

Oktober 2011.

Halvandet år efter jeg første gang fik det privilegie at sidde på din ryg.

Det er så længe siden, og stadig savner jeg dig, stadig spekulerer jeg over hvad jeg kunne have gjort anderledes, om det ville have ændret noget. Og hvis det ville, om vi stadig havde været sammen den dag i dag, var vi så de samme? Ville jeg stadig turde kravle rundt på dig, ude midt i ingenting, fordi jeg bare vidste at du ikke ville smide mig af?

For det tror jeg ikke. Jeg tror nemlig ikke at der så ville være grundlag for den tillid. Jeg tror at du ville være et helvede.

For vi er ens, du og jeg. Hvis andre spørger pænt, så fair nok. Hvis nogen siger du skal, så kan de godt skride af helvede til, og det i en vis fart.

Måske er det derfor jeg altid forstod dig. Fordi du alt i alt, i al den tid, har været præcis ligesom mig.

De prøver at knække dig, du nægter at falde. De prøver at give dig englevinger, du nægter at flyve.

Ligesom mig. For der er ikke nogen i verden der skal fortælle mig hvad jeg skal, og ikke skal. Måske med én undtagelse. Dig.

Præcis som jeg fra tid til anden kunne kræve, kunne sige; ”Nu skal du altså.” og du ville lytte, af en eller anden grund.

En gang stak din bedste ven af midt ude i skoven. Du sprang en meter direkte op i luften, og jeg fik sådan et chok at jeg var ved at glide af. Jeg gad ikke engang at prøve at komme op, for du ville jo bare løbe efter ham, ikke?

Men det gjorde du ikke. Og jeg begyndte at kravle på plads igen. Det tog mig måske 15 sekunder, og ham du så gerne ville følge efter var for længst ude af syne. Men først da jeg sad der, helt klar, løb du. Ikke at jeg kunne have stoppet dig, men på grund af det, den tålmodighed og omsorg du lige havde vist, prøvede jeg heller ikke.

Det var vores magi.

Jeg flygter fra disse minder, men jeg omfavner dem også. En del af mig er helt holdt op med at flygte. Ikke fordi jeg ikke er bange, men fordi du viste mig hvor smukt noget kan være når man plejede at frygte det. Kærligheden blandt andet.

Så dette er min måde at holde op med at løbe på, min måde at indstille min flugt. Forhåbentlig vil det være det andet rigtige valg af mange. Det første var da jeg valgte dig.

Så ja, jeg savner dig. For helvede, jeg græder stadig for dig! Men jeg lever stadig, og ved du hvorfor? Fordi du lærte mig det. Og jeg kan ikke glemme dig nok til at glemme hvad du lærte mig, selv når jeg prøver. Kun nu og da kan jeg glemme dig længe nok til at glemme hvorfor det var nødvendigt. Hvorfor, præcis hvorfor mit hjerte vred sig i mit bryst ved alle de spekulationer.

Hvad hvis jeg havde gjort noget anderledes? Hvad hvis jeg havde været mindre mig, mindre os, og mere ligesom dem?

Men så ville det minde, og den kærlighed der stadig brænder i mit bryst ikke være der. Så ville vi ikke have været så ægte, og selvom det gør ondt, selvom det sviger, brænder, isner og flår, så ville jeg ikke have byttet 'os' for noget.

Så tak. Også for smerten. Tak for alt, for så mange ting at jeg slet ikke kan begynde at remse dem op. Men mest af alt tak for at du viste mig hvem jeg var, og lod mig være mig.

Til evig tid ønsker jeg at du forbliver dig.

Og for evigt vil vi forblive os.

 

"I remember it all, all, all too well."

 

Yours truly.

Bella.

 

 

@TrueStory

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...