Overfaldet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Vi er i Iran og krigen hærger blandt befolkningen. Det er svært at føle sig tryg, når man er blandt folk, som man ved kan finde på at gøre en ondt. Er det dét værd, at tage en chance, hvis det hele kan ende med at ødelægge resten af ens liv??
Men er det et liv, hvis du aldrig tager nogle chancer... Du kan ikke flygte for evigt. *Pigerne i en lille landsby i Iran, har valgt, at de vil gå i skole og få sig en uddannelse. Men med noget så simpelt, som at de vælger at gå i skole, løber de en enorm risiko. For mange ser ned på kvinderne og fratager dem deres rettigheder. Men hvad sker der, når pigerne trodser forbuddene og går efter deres drømme?

0Likes
0Kommentarer
272Visninger

2. One shot

Overfaldet

 

Jeg har fået senere fri, end jeg plejer. Det er allerede ved at blive mørkt, og solen er ved at gå ned bag bjergenes spidse tinder. Jeg følges hjem fra skolen med de andre piger fra landsbyen. Vi går aldrig alene, det er alt for farligt. Vi lever livet farligt, det plejer vi altid at sige.

 

Jeg er ikke en pige, som siger ret meget, så det er mest de andre, som går og snakker og griner. Jeg behøver ikke være deres ven, og de behøver ikke være mine veninder. Det er alt for risikabelt, hvis vi nu en dag skulle blive dræbt. Det ville gøre for ondt at miste en veninde. Jeg ville ikke kunne bære det. Alle ved at vi løb en stor risiko ved at gå i skole.

 

I dag er ikke anderledes end dagen i går eller dagen i morgen. Sådan går jeg og tænker over tingene, da jeg pludselig hører støj, som kommer bagfra. Vi stivner alle sammen et par sekunder midt på den øde landevej. Jeg er den først, som vender mig om og ser, hvor støjen kommer fra. Det er fire knaldrøde motorcykler, som er på vej lige imod os.

 

Pludselig er alle i bevægelse, og vi løber, selvom vi ved, at det er håbløst. Vi er så tæt på at være i sikkerhed, men alligevel stadig så langt fra. Man kan se byens konturer i horisonten. Mørket har sænket sig fuldstændigt over ørkenen, så jeg farer hurtigt vild. Jeg er kommet et godt stykke væk fra kaoset, og hvis jeg bare fortsætter gennem de små tørre buske og alt sandet, så vil jeg kunne slippe væk. Men jeg kan ikke, for i det samme hører jeg et skrig lige bag mig.

 

En af mændene på motorcyklerne har taget fat i en pige og prøver at slæbe hende over til motorcyklen. Jeg kan kun se det, fordi lygten fra en anden motorcykel kaster lys over mod dem. Hun er den yngste i vores klasse, og altid den jeg har syntes bedst om. Hun minder mig om min egen lillesøster, som også skal gå i skole, når hun er gammel nok. Pigen er kun 9 år gammel og slet ikke begyndt at leve sit liv endnu. Jeg kan ikke lade dem tage hende.

 

Jeg sniger mig hurtigt og lydløst over mod dem i skjul af mørket. Jeg ved ikke, hvordan jeg har modet til det, men jeg er villig til at gøre alt for at beskytte hende. Jeg springer frem fra mørket og vælter dem omkuld. ”Løb, LØB!” skriger jeg til hende, mens vi alle tre ligger i en stor bunke i det varme sand. Hun kommer hurtigt fri og løber og løber, lige som jeg sagde, at hun skulle. Hun er hurtig, og snart er hun helt ude af syne.

 

Jeg prøver at rejse mig og løbe efter hende, men nogen holder fast i mig. Det er en af landsbyens unge mænd. Jeg ser kort hans ansigt i lygtens skær. Først er det helt umuligt for mig at forstå, hvad der sker. Det kan simpelthen ikke være sandt, men det er det. Vi er der alle sammen. Undtagen den vigtigste, den lille pige.

 

Jeg er i chok, hvad vil de med os? Inden nogle af os når at reagerer, har drengene omringet os. De er ikke ældre end, at jeg kan kalde dem drenge. De cirkler rundt om os. Jeg er skrækslagen, men jeg gør alt for ikke at vise det. Hurtigt, som en slange, griber en af dem ud efter en af de andre og trækker hende uden for cirklen. Hun forsvinder om bag de andre drenge, så hun er ude af syne, men vi kan stadig høre hende bede for sit liv. Han griner ad det, og lidt efter hører vi hendes skrig. Hun skriger, og det er tydeligvis af smerte. Et skrig så kraftigt og skingert at det kunne knuse glas.

 

Pludselig ophører skriget, og ringen af drenge åbner sig. Der i sandet ligger hun bevidstløs, men selv da græder hun og klynker af smerte. Hele hendes ansigt er vansiret. Helt rødt og hævet, som havde de skoldet hende med kogende vand eller sprøjtet syre på hende. Lige i det øjeblik går det op for mig, at det er præcis, hvad de har gjort.

Kvalmen stiger op i halsen på mig, og jeg er lige ved at brække mig. Mit blik bliver let tåget. Jeg kan ikke længere fortrænge angsten. Den stiger helt op i mig, og jeg går i panik. Jeg snurrer rundt om mig selv og leder efter en flugt vej, men der er ingen. Alle drengene står vendt med os med plastikpistoler. Det er ikke svært at gætte, at de er fyldt med syre. Alt bevæger sig langsomt, som er jeg spærret inde i en boble. Det er slet ikke mig, som står her og er omringet, som et andet dyr. Jeg er langt væk, et lykkeligere sted.

 

Rundt omkring mig falder pigerne sammen og vrider sig og skriger, hver gang de bliver ramt af syrestrålerne. Nogle forsøger at rejse sig igen, og for nogen lykkes det, men for de fleste gør det ikke. Nu ligger de bevidstløse i sandet.

 

Smerten rammer mig pludseligt og springer hul på min boble. Jeg skriger og falder på knæ. Først nu går det op for mig, hvor mange gange jeg er blevet ramt. Mine hænder og min hals svier og er helt ubevægelige. Jeg gør et forsøg på at rejse mig og er også næsten helt oppe, da den ældste af drengene træder et skridt hen mod mig og sparker mig omkuld.

 

Jeg gør endnu et forsøg på at komme op, og da jeg næsten er helt oppe, vender jeg ansigtet mod dem, for at se hvem de er. Men det eneste jeg ser, er løbet på en af pistolerne. Jeg hører drengenes latter, lige inden de trykker på aftrækkeren. De er ikke mere end en meter fra mig, og de rammer hele venstre halvdel af mit ansigt, så det brænder. Det er så voldsomt og gør så ondt, som har man presset hundrede chilier ind i munden og tygget dem på en gang. Det eneste jeg vil, er at dyppe mit ansigt ned i flodens kolde vand.

 

Jeg falder sidelæns ned mod sandet og lander tungt med hele min kropsvægt. Denne gang bliver jeg liggende, jeg har ikke kræfter til andet, og sløvheden er ved at komme krybende. Jeg er ved at forsvinde ned i et uendelig mørkt hav. Vandet presser mig længere og længere ned, men jeg kæmper. Kæmper for at fastholde min bevidsthed. Jeg åbner forsigtigt mine øjen. Jeg er blind på det ene øje, jeg ser kun sort.

 

Jeg stirrer op mod dem med mit raske øje. De står og snakker, inden de starter motorcyklerne og forsvinder. Jeg får kun få glimt af dem, men det er nok, til at jeg genkender dem. De er ikke alle sammen fra landsbyen, så jeg kender ikke dem alle, men jeg skal nok huske dem. En dag tager jeg hævn!

 

Jeg ligger der i sandet og er stivnet af smerte, da jeg hører blide fodtrin i sandet. Det er pigen. Hun er her stadig. Hun kommer hen mod mig, men jeg ved ikke, om hun har opdaget mig, for jeg kan ikke bevæge mig den mindste centimeter, for at se efter. Pludselig er hendes ansigt lige ud for mit, og hun hvisker til mig: ”I'll save you. I'll get some help.” I sine hænder står pigen med nogle visne palmeblade, som ligger alle vegne. Hun spytter på dem og dækker mit ansigt med dem, inden hun begynder at løbe. Jeg hører hendes fodtrin forsvinde i det fjerne.

 

Bladene er ikke meget, men de dulmer smerten. Jeg ligger og venter. Det føles som timer, men jeg er ikke sikker på hvor længe, det virkelig er, for alt står stille for mig. Det eneste jeg kan tænke på er smerten. Den ufattelige brændende smerte som fylder min krop.

 

Pludselig, ud af ingenting, hører jeg en kraftig trampen og stemmer, som taler, men jeg er langt væk nu. En eller anden samler mig op i sine arme og løber afsted med mig. Det er under løbeturen, at jeg mister bevidstheden, og resten af dagen forsvinder i mørke...

 

Tre af pigerne overlevede ikke overfaldet, og ingen af os har noget håb om en fremtid længere. Det er det, som høvdingen fortæller os alle dagen efter overfaldet. Vores eventyr er slut, siger han. Men det var meget mere end bare et eventyr. Det var et helt liv, fyldt med muligheder, som endte. Det var så meget mere, end det de tror. Det var håbet for alle landsbyens piger, og det døde sammen med vores drømme. Det var simpelthen alting, som forsvandt den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...