Dear Diary

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Hvad gør man, når verden simpelthen bliver for meget? Man flygter. Man flygter simpelthen fra det hele. Men hvad så når gamle problemer, begynder at flette sig ind i ens liv igen og skader dem man elsker? Hvis man mister dem man elsker, er der ikke andet at gøre, end at følge efter dem. Hvor end de tager hen.
Måske er der et helt andet land, der venter på os?

0Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

2. One shot - Dagbogsform

Kære Dagbog..

 

28./3-09

 

Alt var det samme... Stå op, i skole, tage hjem og så sove. Hvad var meningen med det hele? Det kunne lige så godt være slut nu, som om 1 år, 2 år eller 10 år. Hvilken forskel ville det gøre?

Vi skal alle dø. Og det ved vi. Så hvorfor? Hvad skulle gøre livet værd at leve?

 

Tænk at det virkelig var mig. At det alt sammen var noget jeg havde skrevet. Kun to uger siden? Det kunne næsten ikke passe, men det var i dag, præcis to uger siden, at mit liv var blevet forandret for altid. At det pludselig var blevet værd at leve... Eller hvad man nu kan kalde det.

 

2./4-09

 

Jeg vågner ved lyden af sirener. Sådan er det tit, så det overrasker mig ikke. Jeg står op for at tage tøj på og gøre mig klar, jeg vælger den sædvanlige sorte hættetrøje, og mine mørke cowboybukser. Jeg ser hen på uret. Klokken er præcis 8, så jeg skal skynde mig for at nå i skole. Jeg skynder mig ud på badeværelset, børster mine tænder, og kommer eyeliner på. Her for tiden er jeg begyndt at bruge mere og mere af det. Jeg ved ikke lige hvorfor, men normalt er jeg altså ikke ret goth-agtig, men jeg har det bare med altid at tage det på der passer til mit humør, og gennem det sidste halve år, har mit liv, rent ud sagt været noget lort.

 

Mit liv havde været virkelig forfærdeligt, ingen tvivl om det, men når jeg tænker tilbage på det nu... Så virker det faktisk slet ikke så slemt. Jeg tror at jeg fik det til at se værre ud, end det egentlig var.

 

3./4-09

 

Jeg bor sammen med min plejemor Amber og min far. Eller bor og bor, far ser vi aldrig noget til. Jeg tror Amber har smidt ham ud, han er heller ikke til at holde ud at være sammen med. Han drikker evig og altid og er aldrig ædru. Amber har ikke sagt noget, egentlig kan man vel godt sige at det er mærkeligt, en pige på 16 år burde da vide om hendes far er skredet eller have et valg om hun vil bo hos ham. Men mig gør det ingenting, jeg foretrækker alligevel at bo hos Amber. Her får man mad, og en seng at sove i, det er mere end man kan forvente af far.

 

Selvom han ikke var til at stole på. Eller man nogensinde kunne regne med at få hjælp hos ham. Så savnede jeg alligevel min far. Jeg havde tænkt over nogle ting jeg havde læst i skolen, og det havde givet mig den konklusion, at selv den værste far, den mest løgnagtige mand og det mest forfærdelige menneske, må være elsket af nogle, hvis ikke flere, så bare én. Alle er elsket. Den mand, min far, han skulle åbenbart være sådan en far, sådan en mand og sådan et menneske, og jeg skulle være den éne, som holdt af ham.

 

12./4-09

 

Jeg kan slet ikke tro det! Malena og Malik har været sammen i snart en uge. Det er faktisk slet ikke til at fatte, de er bare så forskellige og alligevel er de på en måde så ens. Malena er bare den ledeste pige i hele klassen, hende skal man aldrig stole på, for hun forråder bare en. Hun er bare i det hele taget en virkelig dårlig veninde. Malik han er bare virkelig lækker og ret følsom, men Malena hun får bare det værste frem i ham. Sammen med hende skal han altid spille den perfekte kæreste. Jeg hader dem! Hvad har jeg nogensinde gjort dem?

 

Malena var min bedste veninde. Vi var som to dråber vand, måske lignede vi hinanden mere. Det påstod vi i hvert fald begge to. Vi havde massere af gode minder sammen, men da hun stjal min kæreste, faldt det hele bare fra hinanden. På det tidspunkt hadede jeg hende virkelig, men nu har jeg bare ondt at hende, hun skulle altid efterligne andre, og kunne ikke bare være sig selv.

 

26./4-09

 

Dagene går. Den ene mere elendig end den anden. Tre uge er gået siden Malena og Malik fandt sammen, og i alt den tid, har jeg hverken talt med Malena eller Malik.

Men jeg er begyndt at være sammen med en pige fra min klasse, som hedder Dina. Vi forstår hinanden fuldt ud. Vi er begge blevet forladt af vores bedste veninde. Jeg kan mærke på Dina, at hun er sig selv sammen med mig. Det føles helt anderledes end at være sammen med Malena. Jeg forstår ikke hvordan, jeg kunne være veninder med Malena så længe, uden at kunne se hvor falsk hun er. Dina og jeg er ved at planlægge en tur ned til byen, bare os to sammen.

 

Nu var jeg endelig ved at blive lykkelig... Måske var det bare meningen at jeg aldrig, som menneske, skulle være lykkelig...? Hvem ved. Gud måske?

 

30./1-10

 

Dina og jeg har været i byen et par timer nu, og er på vej hjem, da vi ser Malena og Malik. Vi går bare videre forbi dem, uden at tænke over det. Idet vi skal til at dreje om hjørnet, og vil hente vores cykler, skriger Malena efter mig. Pludselig går alt så stærkt.Malena løber hen mod mig, og begynder at rive og kradse mig. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men jeg ved at Dina kom for at hjælpe mig, og Malena griber fat i hende. De tumler rundt i vild slåskamp, og de ryger ud på vejen. Jeg så det ikke ske, men alligevel ved jeg det bare. Bilen med de to unge mænd kom mod dem, med fuld fart, og smadrede direkte ind i dem.Jeg husker ikke hvad der skete de få minutter hvor det var værst. Det eneste jeg er 100% sikker på, er at jeg ville ønske, at det var Dina der var i live nu...

 

Der er ingen grund til at græde, det ved jeg, men alligevel kan jeg ikke lade vær. Smerten og vreden efter ulykken er vendt tilbage til mig, selvom det er noget jeg for længst har skubbet fra mig, og prøvet at glemme. Jeg er bange for at læse den næste side, det er den sidste side... Det må jo betyde at det er slutningen. Selvom det var den bedste dag i mit liv.

 

15./2-10

 

Jeg savner Dina. Det er det eneste jeg kan tænke på, og det eneste jeg ønsker mig er, at hun skal komme tilbage til mig. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og jeg blinker for at kunne se klart. Udsigten er smuk. Jeg er gået ned til søen, for at kunne nyde den sidste tid... Min sidste tid.

Måske er det dumt af mig, at efterlade min dagbog, frit åben,men jeg ønsker at min familie skal kende sandheden, at de skal vide at det er mit eget valg at forlade denne verden...

 

Slut.

 

Jeg bladrede om til bogens start, og lukkede den forsigtigt i. Det gav en underlig følelse indeni, at læse om sin egen død. Det var noget jeg var flygtet fra så længe, at det føltes helt uvirkeligt, og efter at have læst det, føler jeg mig helt tom indeni. Bogen lå blød og glat i mine hænder, og blev ved at kalde på mig og kræve min opmærksomhed. Men jeg kunne ikke blive ved med at leve i fortiden... Det var et overstået kapitel, og havde ikke længere noget med mig at gøre.

Jeg sad lidt og vejede bogen i mine hænder, inden jeg løftede den op til munden og kyssede den farvel, inden jeg kastede den ind i kaminens glubske flammer, som øjeblikkeligt fortærede bogen og forvandlede den til aske.

 

Jeg listede ud i nattens mørke, hvor Dina stod og ventede på mig. Sammen stod vi og kiggede ned mod jorden, inden vi foldede vores store hvide englevinger ud, og lettede fra den sky, som nu var blevet hele vores verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...