22,06 absurde kroner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Jeg har absolut ingen anelse om, hvad der her er. Min hjerne kastede op ud over tasteturet og ud af det kom det her.
Minimalt inspireret af sangen ude til højre (som højest sandsynligt ikke har det mindste til fælles med min... tekst?) og min usunde afhængighed af Candy Crush, som jeg virkelig ikke kan se det fede i, men som alligevel er fedt. Jeg garanterer ikke, at det her er værd at læse. Det er det højest sandsynligt ikke. På forhånd undskyld for mit misbrug af kursiv og talesprog og linjeskift og generelt bare usammenhængen-hed (hvad?). Og genren er humor? Få mig ikke engang startet, for jeg har intet svar.

70Likes
28Kommentarer
2545Visninger
AA

1. 22,06 absurde kroner (der ændrede mit liv bare fordi)

 

 

Har det her noget med flugt at gøre?

Ja.

Og nej.

Det er noget I selv bestemmer.

 

Når noget bliver for meget, så bliver det bare for meget. Alting kan, i realiteten, blive for meget og for mig, ja, der blev alting for meget. Ikke for meget i sådan en grad at jeg fik lyst til at finde barberbladet frem fra min hemmelige skuffe i badeværelset - som, bare lige for at få det på det rene - ikke eksisterer, fordi godt nok fik jeg nok, men ikke nok nok. Det har jeg desuden aldrig fået.

Nok nok, altså.

Dråben der fik bægret til at flyde over, var noget så dybt latterligt og irrelevant, at det næsten gjorde fysisk ondt på mig, at det var det der skulle til.

 

"Tip om poweups!

 

Det ser ud til at du har problemer med dette niveau. Måske kan denne booster hjælpe dig?

 

Kokoslakridskonfekt.

Tilføj effektive kokoslakridskonfekthjul til slikblandingen."

 

Mine øjne gled over skærmen imens jeg med nøje undersøgte det lyserøde pop-up vindue, der gemte størstedelen af mit spil Candy Crush Saga. Jeg blinkede langsomt, fordi nej, selvfølgelige havde jeg ikke problemer med dette niveau. Det var jo ikke fordi jeg havde prøvet at gennemføre det 78 gange (ikke at jeg holdte styr på det) eller noget i den stil.

På ingen måde.

Det var da min hånd arbejdede uafhængigt af min hjerne og trykkede på knappen "køb" og derefter "ok", at det blev for meget, fordi jeg havde lige brugt 22,06 kroner på tre effektive kokoslakridskonfekthjul til min slikblanding.

22,06 rigtige kroner, som jeg kunne have købt en pakker hamburgerryg eller en spegepølse eller tre liter mælk eller noget andet nyttigt for, men nej, jeg brugte dem på kokoslakridskonfekthjul, der var effektive. Effektive kokoslakridskonfekthjul.

Absurditeten ramte mig få sekunder efter pengene var blevet trukket fra min telefonregning og dermed havde gjort hele dette nonsens til virkelig.

Amanda, tænkte jeg for mig selv, hvem er du egentlig?

Det var ikke et spørgsmål, jeg havde hjernekapacitet til at svare på, på daværende tidspunkt, for hvem var jeg? Når en 16-åring spørger sig selv, hvem hun er, er det mere naturligt at hendes hjerne ikke finder nydelse i at svare, end at den disker op med et tilfredsstillende svar, der definerer hende som præcist den person hun er (og altid vil blive ved med at være).

Det er bare noget, der ikke sker. Det der med et præcist svar og sådan. Absolut ingen chance.

Jeg kiggede i stedet indtrængende på min veninde overfor mig, som om hun kunne se gennem min computer og vidste, at jeg lige havde spildt 22,06 kroner på tre latterlige boostere i et latterligt spil på en latterlig hjemmeside, der er til mere skade end gavn. Fordi hun kunne helt sikkert se det.

Jeg var omtrent 97,3 % sikker på, at hun kunne.

"Jeg har lige købt tre effektive kokoslakridskonfekthjul på facebook," mumlede jeg til hende, overrasket over at jeg sagde det og chokeret over, helt præcist hvor meget mere idiotisk det lød, da jeg sagde det højt.

Signe præsterede at rive sit blik fri fra computerskærmen og kiggede intetsigende på mig, som om det jeg lige havde fortalt hende, ikke var noget nær det latterligste, hun nogensinde havde hørt.

"Hvad kostede de?"

"22,06 kroner," svarede jeg tøvende.

"Hvor snyd," udbrød hun og slog ud med sine sweaterklædte arme, så hun væltede et vandglas på gulvet. Hvad der synes som milliarder af stumper spredtes ud over hele køkkengulvet og det gik op for mig, at hvis jeg ikke havde købt de skammeligt åndsvage power-ups, kunne jeg have erstattet det glas, som jeg ikke engang havde smadret.

Jeg rejste mig op fra min stol, for Signe gjorde ikke mine til at gøre noget ved de let erstattelige skår fra glasset, der med garanti ville blive et meget stort problem, hvis hendes mor så dem.

"Betalte du 22 kroner for dem?" spurgte hun, da jeg var i gang med at pakke de sidste stykker glas ind i et stykke avispapir.

"22,06," rettede jeg, fordi 22,06 var et latterligt tal. Vi bruger ikke engang øre længere og alligevel skulle jeg betale 22,06 kroner. Jeg har aldrig nogensinde ejet én øre, aldrig nogensinde holdt en i hånden, men alligevel skulle jeg betale seks af dem (godt nok sammen med to 10'ere, eller en 20'er, men… det er lidt noget andet). Det her gav ingen mening.

"Jeg betalte 30 kroner for mine."

Filmen knækkede. Glasset flød over.

Nej, tænkte jeg. Det stod stemplet mod indersiden af mine øjenlåg og hver eneste gang jeg blinkede, så jeg de tre bogstaver for mig; fede, røde, hungrende efter opmærksomhed.  Det var det eneste ord, der fyldte min bevidsthed, imens jeg stod i midten af et køkken, der ikke var mit eget, med et smadret glas i hånden, som jeg ikke selv havde smadret og var 22,06 kroner fattigere.

Det her var for meget. Det her kunne ikke være mig. Hvem bruger penge på et facebook-spil?

Det burde ikke være mig, men på en eller anden syg og fordrejet måde var det blevet mig, og jeg brød mig meget, meget lidt om det faktum.

 

Efterfølgende prøvede jeg på at flygte. Fra mig. Fordi jeg fik nok af mig og alt det der udgjorde mig. Min veninde, der ikke gad gøre rent efter sig selv. Min telefonregning, der var 22,06 kroner større.

Og jeg flygter stadig, til jeres orientering, men min succes har været minimal. Hvorfor?

Jo, fordi åbenbart definerede de tre kokoslakridskonfekthjul hele mit liv. Hvem skulle dog have troet det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...