Den Ukendte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Jeg-person der møder en ukendt person på en klub/bar. Abstrakte samtaler og intense øjeblikke opstår mellem disse to individer, imens de begge prøver at flygte fra hvem de normalt er.

2Likes
0Kommentarer
271Visninger
AA

3. Endnu ukendt

 

Jeg stopper ham da han er på vej ud, og han tager atter fat i mig, som før og jeg er igen glad.

”Fortæl mig hvad du hedder, hvis du går.” Beder jeg.

”Jeg har sagt, hvad jeg hedder er irrelevant for den jeg er, og hvad jeg står for.” Han har igen ret.

”Jeg tænker, derfor er jeg.” Siger jeg så, fordi han på en eller anden måde minder mig om en filosof.

”Descartes.” Et afmålt nik forlader ham imens han siger det og jeg står en anelse chokeret tilbage. Han vidste faktisk, hvad jeg snakkede om. Imponerende. Det er første gang jeg møder nogen i byen der er i stand til at citere de filosoffer jeg kender.

Kemien kammer over igen, og han begynder at kysse mig på halsen, skiftevis på hver side, og af og til prøver han at stjæle et kys fra mine læber. Jeg nægter stadig, selvom hans kys og det skæg der kildrer får hele min krop til at længdes efter ham.

Jeg må holde hovedet koldt, jeg kan ikke tabe. Min søster råber efter mig i det fjerne, og jeg er ved at gå, inden han hiver mig tilbage, præcis som jeg vil have det.

”Hvad så? Den her aften for ingenting, nu ser vi aldrig hinanden igen?” Udbryder jeg lettere irriteret. Jeg har lyst til at vide alt om ham, fordi han lige præcis intet afslører. Det virker bare som en umulig mission.

Min søster kalder igen og jeg går, uden kys, uden kontakt, uden noget og jeg er skuffet. Vi går et par hundrede meter og sætter os ind i en taxa, alle fem. Nogen mere stive en andre.

Da vi kørte hjem gik det op for mig, at jeg intet vidste om ham, intet. Vi havde snakket om alt andet end os, hvad vi lavede, hvad vi troede på, hvad vi hed. Jeg gik fra en mand, som jeg ikke havde lyst til at forlade, for det betød jeg ville forlade en godt stadie.

Jeg ved ikke om det var ham, eller det faktum, at jeg for en aften fik lov til at flygte. At flygte fra den jeg til hverdag var, at flygte fra virkeligheden og bevæge mig ud i noget så abstrakt, at selv abstrakte ville kalde det abstrakt. Han var spændende, mystisk og pludselig utroligt tiltrækkende.

 

Han fortalte aldrig hvad han hed, og jeg fortalte ham aldrig mit navn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...