Den Ukendte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Jeg-person der møder en ukendt person på en klub/bar. Abstrakte samtaler og intense øjeblikke opstår mellem disse to individer, imens de begge prøver at flygte fra hvem de normalt er.

2Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

2. Den abstrakte leg

 

Der gik ikke lang tid, eller mange shots inden jeg så ham. Han var en type, der var umulig at misse, i hvert fald for mig, og det var dér jeg fik idéen. Line skulle selvfølgelig spørge ham om han spiste kellogs’ til morgenmad, logisk. Jeg gik ud fra, at Line og ham ville være hinandens typer, selvom jeg godt var klar over, at jeg ønskede ham. Bag det skulderlange hår og skægstubbene måtte der gemme sig et eller andet interessant.

”Skal vi ikke lige spørge ham, om han er med på den?” Spurgte jeg Betina, som nok var den mest berusede af os. Hun nikkede selvfølgelig ivrigt, og så spankulerede hun og jeg ellers over mod den lille gruppe hvor han stod og snakkede. De stod nær bordfoldbold bordene.

Jeg var knap kommet derover før Betina allerede var over ham: ”Nu skal du høre her! Vi har den her veninde.” Startede hun lige på og hårdt uden at præsentere sig eller sige hej.

Aldrig har jeg set en dreng, der virkede mere ligeglad. Et par af hans lavere venner grinede imens Betina talte videre. Af en eller anden, for mig, ukendt grund stoppede hun med at tale, og jeg fik pludselig en ukendte guts opmærksomhed.

Det har aldrig været et problem for mig, at tale med fremmede, især ikke når alkohollen cirkulerede i min krop og svækkede min nervøsitet. ”Ja, det er vores veninde. Hun skal fyre en dårlig joke af, og jeg vil bare sikre mig, at ingen griner af det.”

Han betragtede mig koldt og mistroisk. Jeg fortsatte ufortrødent.

”Joken er ikke noget specielt, men vil du ikke love mig at grine, hvis jeg sender hende herover?” Af hvad jeg selv fornemmer er mine øjne så bedende som de kan, og mit blik ligeså uskyldigt og sødt.

Han kigget blot ned på mig, ligeså koldt som han tidligere havde betragtet mig.

”Jeg har dårlig humor.” Min håb faldt til jorden med et brag, og jeg kunne høre ekkoet trods den høje musik. Hvad var det for et svar? Var han ikke fuld, sikkert interesseret i at score damer, ligesom så mange andre, og så bruger han tiden på at konstatere, at han har dårlig humor?

Min tålmodighed og lillepigecharme forsvandt på få sekunder, jeg rullede tydeligt øjne af ham og gik mig vej, tilbage til de andre veninder.

Bag mig kunne jeg høre han grinede, hvilket fik mig til at smile, trods jeg ikke vendte mig om. Måske havde han ikke så dårlig humor alligevel.

                      Som aften skred frem fik vi spillet bordfodbold, jeg fik både tæsk og sejers-high fives samt flere alkoholiske drikke indenbords. Trods jeg morede mig og dansede som om ingen kiggede på, kunne jeg ikke lade være med at betragte den ukendte. Jeg ville gerne snakke med ham igen, men hvad jeg skulle sige til ham, anede jeg ikke. Faktisk gik jeg ud fra, han opfattede mig som lettere latterlig.

Line, der havde fundet en at massere læber med, sad ved et bord og snakkede med ham. Jeg satte mig kort, for at få en pause fra at danse, og får at iagttage. Han var virkelig høj. Umiddelbart fandt jeg ham ikke tiltrækkende, han virkede slet ikke som min type, men det mystiske over ham fik mig alligevel til at smile. Jeg vendte mig mod Line, selvom hun sad og snakkede med en anden og spurgte højt, så hun ikke havde chance for at ignorere mig. ”Hvis jeg nu går over ved siden af ham, kan du så tjekke, om han faktisk er højere?” Det var en lille leg min søster og jeg ofte brugte til at godkende eller skrotte. Mine motiver var måske ikke så rene denne gang, som de normalt var.

”Smut, jeg nikker, hvis det er.” Sagde Line smilende, og jeg rejste mig med det samme.

Han stod ikke langt væk fra det bord jeg lige havde forladt. Få skridt så stod jeg ved siden af ham, med en vis afstand, selvfølgelig. Line nikkede og jeg smilede tilfreds, indtil den ukendte drejede de 180 grader, som han ifølge den almindelige metode ikke måtte, men som han ifølge min underbevidsthed godt måtte. Af en eller anden grund blev jeg nødt til at snakke med ham og nu havde jeg en undskyldning.

”Hvad laver du?” Spurgte han en anelse forundret og forvirret.

Jeg sendte ham blot et uskyldigt smil, og svarede hurtigt, ”Intet.” Heldigvis var verden på min side, og hans venner kom atter hen til ham. Det betød, at jeg lige havde få sekunder, hvor jeg kunne tænke. Jeg kunne ikke gå nu, jeg ønskede ikke at gå nu, jeg havde hans opmærksomhed.

Med et halvt øre til den ukendte og hans venner, kunne jeg konstatere, at de var på vej hjem. Øv, så skulle kunne han sikkert også finde på at gå. Til min store overraskelse vender han sig mod mig igen, smilende og med en øjenkontakt der slår benene væk under mig. Hvad blev der lige af den ukendte med dårlig humor og at tage hjem?

”Du vil ikke fortælle hvad du lavede?” Han sætter sig ned på en høj barstol. Når jeg står ved siden af, er jeg lige så høj som ham.

”Nej.” Mit svar er kontant.

”Så lad os lege en leg.” Fortsætter han smilende. Mit blik bliver en anelse skeptisk, men han lader sin hånd glide ned af min arm, inden han bestemt tager fat i den. Jeg kan lide det.

”En leg?” gentager jeg og han nikker. ”Jeg bliver nødt til at vide, hvad du hedder, før vi kan lege.” Det er et desperat forsøg på at vise modspil, han har fuldstændig styr på det her, åbenbart.

”Mit navn?” Spørger han og jeg nikker endnu engang. ”Det er lige meget.”

”Lige meget? Et navn er ikke lige meget!” Udbryder jeg, imens han sidder der på sin barstol og smiler lusket.

”Jo, det er lige meget. Et navn fortæller intet om mig som person.” Det slår mig, at han jo har ret, dog vælger jeg at virke mere irriteret på ham, end at bifalde hans udtalelse. Jeg er stadig nysgerrig efter navnet.

”En leg, sagde du?” Mit blik og sind er mere legesygt, jeg forstår pludselig hvor han vil hen, og jeg elsker det. Automatisk, som vores kemi kommer mere til udtryk læner jeg mig ind mod ham, og han svinger armen om mig. Han greb er fast, og det gør mig glad, at han er typen der er markant.

”Ser du…” Starter han smilende, imens han stadig holder fast mig, trækker mig ind til ham. Vores øjenkontakt er ubrydelig, hvilket er rart, jeg føler allerede jeg kender ham og så alligevel ikke. ”… Jeg ved, hvad du gerne vil have.”

Det får mig til at smile.

”Så hvad vil jeg have, ukendte?” Spørger jeg nysgerrigt og forsøger at være forførende og mystisk. Hvor godt det går, er jeg i tvivl om. Han trækker mig ind til ham med kræft, muskler.

”Du kan lide, når jeg trækker i dig. Når du er ved at gå, kan du lide, jeg trækker dig tilbage, det er derfor jeg gør det. Du kan lide at jeg tør se dig i øjnene og du kan lide mystikken.” Jeg føler mig som en åben bog. Hvordan kan en gut, jeg aldrig nogensinde har mødt før og knap nok snakket med fortælle så meget om mig?

Jeg nikker diskret og et smil løber over hans læber.

”Der er ikke mange der tør at se folk i øjnene.” Konstaterer jeg. Sjældent oplever jeg en person, der stirrer så intenst på mig, faktisk nærmere aldrig.

”Det skaber bånd.” Fortæller han, men jeg er allerede klar over det. Jeg er en klog og delvist erfaren pige.

”Skal vi danse?” Spørger jeg for at finde på noget andet, end at stå her, og havde svært ved at modstå ham.

”Jeg danser ikke. Ligesom jeg har dårlig humor. Jeg danser ikke.” Jeg kan mærke på ham, han mener det, og det irriterer mig lidt.

”Dans som om ingen kan se dig. Dans som om, du er den eneste herinde. Så er det sjovt.” Om det var mine ord eller min charme der fik ham med på ud på dansegulvet, ved jeg ikke, men pludselig stod vi der, og det var sjovt.

Af alle mennesker dansede han virkelig som en, der ikke tænkte over at andre var der. Udover mig, selvfølgelig.

Efter utallige svingom og flere sange blev begge lidt trætte, og han førte mig ud fra gulvet.

”Verden er beskidt.” Konstaterer jeg og ser ned på de krus, cigaretskodder og andet snavs der ligger på gulvet.

”Det kommer an på hvordan du ser verden.” Siger han ved min side, da vi går tilbage til det samme sted igen. Jeg begynder at grine. Det blev det næsten for abstrakt til at være godt.

”Læser du filosofi eller noget i den stil?” Ryger det ud af mig, da vi når de gamle pladser.

Han griner blot. ”Nej, det gør jeg ikke.”

Vi snakker i lang tid, om alt mellem himmel og jord. Samtalen bliver løbende drejet ind på hvorfor jeg ikke må vide noget om ham. Jeg kan mærke på ham, at han skjuler noget. Det er muligvis en facade, men så skjuler han det faktum, at det blot er en facade. Det driver mig til vandvid og jeg elsker det. Utallige gange prøver han at møde mine læber, men jeg siger standhaftigt nej. Det har jeg lovet mig selv uden nogen videre grund, jeg har jo lyst, jeg vil bare ikke tabe legen. Da han ikke fortæller mig mere, vælger jeg at gå fra ham. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi det pludselig går op for mig, at mine veninder faktisk også er på samme bar som jeg. Natten er ikke ung længere, og jeg nærer et ønske om, at han kommer hen til mig. Trods alt er han blevet efterladt af sine venner.

Jeg taler kort med min søster og veninderne, men den aften siger det mig ikke så meget. Jeg vil tilbage. Tilbage til hans faste greb og til hans abstrakte virkelig, som ingen mening giver. Mit mentale fravær gør, at det ikke går op for mig, at baren stille og roligt er begyndt at lukke, og han er endnu ikke kommet. Det pisser mig af, for det skal han, jeg troede vi legede? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...