Wherever You Will Go ~ Zayn Malik One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
Mød Melody Williams, en altid smilende og glad pige. De fleste vil nok betegne hende liv som perfekt. Men man kan vel heller ikke ungå at folk mener det, når man har rige forældre, og en kæreste der er medlem af One Direction. Men bag facaden, er der forfærdelige ting, der piner Melody dybt inde. Hun hører en stemme, der hver dag fortæller hende hvor forfærdelig og uønsket hun er. Vil det i sidste ende, være sådan at Melody vælger at flygte fra alt, for at slippe af med stemmen? Eller vil hun søge hjælp? *Denne historie er mit bud, til 24-timers konkurrencen."

4Likes
8Kommentarer
477Visninger
AA

2. One Shot

Det kan du ikke have på, dine deller blævre jo helt, når du bevæger dig.

Kig på dig selv, du er en lille luder der ikke kan andet end at udnytte folk.

Tag dog at dø, ingen ville alligevel lægge mærke til hvis du gjorde.

Du er uønsket, og du skulle garanteret bare have været en klat på lagenet.

 

Stemmen var ved at drive mig til vanvid, og jeg kunne intet gøre, for at flygte fra den.

Jeg stod og kiggede ind i det store spejl, der hang på væggen, og betragtede mig selv i det tøj jeg havde prøvet, men jeg valgte til sidst at det ikke skulle være det.

Stemme i mit hoved havde været der i flere år nu, og den sagde forfærdelige ting. Ting, som jeg egentlig godt kunne give den ret i.

Jeg var grim, og uønsket. Selvom alle omkring mig viste noget andet. Men hvorfor skulle stemmen lyve? Hvorfor skulle mine forældre elske et misfoster som mig? Hvorfor ville en dreng som ham, vælge en pige som mig?

Jeg elskede ham, men jeg kunne ikke mere. Stemmen havde overbevist mig om at jeg var en levende fiasko. Jeg havde flere gange prøvet at flygte fra den, men nu ville jeg gøre noget ved det.

Min største frygt var at lægerne ville erklære mig for syg, men hvis de kunne hjælpe mig af med stemmen, ville jeg gøre det. For det var ikke normalt, men jeg ville bryde psykisk sammen hvis jeg blev erklæret syg. Endu mere end jeg var i forvejen.

 

Jeg bevægede mig igen mod mit Walk-in-closet, for at finde noget tøj, der var passende at tage på hen til lægen. Jeg tog en blå Superman sweater ud, og nogle lyseblå stramme bukser, der havde huller foran. Jeg gik hurtigt ud på badeværelset, for at lægge et tyndt lag mascara og sætte mit lange hår op i en høj hestehale.

Jeg kiggede kort i spejlet og skulle til at vende mig om.

Hvor ser du afskyelig ud, du kan da ikke gå nogen steder sådan der.

Jeg prøvede så godt at ignorere den som overhovedet muligt.

Jeg tror at hele verden ville være et bedre sted uden dig.

Jeg gik hurtigt ud af mit værelse, ned af trapperne, og ud i entreen, hvor jeg tog mine sorte og røde new balance på, og trak min hvide vest på (link til alt tøjet i kommentar), tjekkede at jeg havde hvad jeg nu skulle bruge. Da jeg fik bekræftet det, ved at klappe på mine lommer, låste jeg døren, og gik om i garagen. Jeg satte mig ind på det beige lædersæde, og tændte for bilen.

 

Nu må vi håbe at du kører galt.

 

***

 

 

’’Desværre miss, vi modtager ikke patienter som dem, på fredag eftermiddage, de må vente til mandag.’’ Sagde damen, der sad bag skranken.

Jeg stod på hospitalet, og havde prøvet at forklare hende min situation.

’’Men, jeg har brug for det.. Jeg kan ikke mere!’’ Jeg snakkede hurtigt, og nogle af ordene fik jeg kludret i, fordi at jeg var ved at gå i panik.

Se, selv her er du ikke god nok. Du er uønsket, og selv på hospitaler hvor de hjælper ALLE vil de ikke hjælpe dig.

’’Desværre, jeg kan intet gøre. Jeg må bede dem om at forlade stedet.’’ Hun havde ingen følelse i stemmen, og kiggede bare koldt på mig.

’’Jamen, den driver mig til vanvid, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Er det ikke jer der burde hjælpe mig?’’ det prikkede i øjnene på mig, og jeg kæmpede af alle kræfter for ikke at græde.

’’Miss, jeg beklager, men hvis de ikke forlader stedet nu, må jeg tilkalde vagten.’’ Hun kiggede ikke engang på mig længere, men ned i computerskærmen.

’’Tusind tak, for ingenting.’’ Mumlede jeg, vendte mig om, og gik med lange og hurtige skridt hen mod døren, og da jeg først var ude på den store gang, løb jeg alt hvad jeg kunne, ud af hospitalet. Jeg satte mig ind i min bil igen, og lod tårerne få frit løb.

Lad nu være med at være sådan en tudeprinsesse, folk havde ikke gjort sådan, hvis det ikke var fordi du fortjente det.

Det eneste jeg så frem til, var at se ham i aften. Han reddede altid mine dage, og stemmen var der aldrig, når han var der. Få sekunder efter hørte jeg en brummende lyd, og fandt hurtigt ud af at det var min mobil.

#Hey babe. Jeg må desværre aflyse aftalen i aften, skal arbejde sent, men jeg kommer forbi dig når jeg er færdig, men jeg ved ikke om det først bliver i nat. Elsker dig, husk det. xxx#

Se, han vil dig ikke, som jeg har prøvet at fortælle dig. Det der er bare en dårlig undskyldning.

Det var dråben, jeg kunne ikke mere. Jeg måtte væk, men jeg vidste det bare var at flygte fra problemerne. Men, der var ingen anden udvej nu. Jeg vidste det var forkert, men jeg kunne ikke klare det. Den stemme havde så stor en indflydelse på mig, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg satte nøglen i bilen, og begyndte at køre hjem af.

 

***

 

Jeg var i gang med at skrive et brev, til mine forældre, og ham. Jeg ville give dem et minde om mig, så de altid ville huske mig, selv om de nok slet ikke bekymrede sig.

Jeg startede med det til mine forældre først;

 

’’Dear Mom and Dad.

I’m sorry. That’s all I can say. I’m an awful person, I know that, but I can’t do this anymore.

Daddy: I’m so sorry, that I couldn’t be your little princess, just like you wished. I’m sorry you couldn’t say to your friends ‘’that’s my girl, isn’t she beautiful?’’. Mom; I’m sorry I couldn’t be the daughter, you always wanted. That I weren’t the type, you could take out shopping with, without feeling embarrassed.

 I’m sorry, I ruined it all. I ruined our family, and that’s one of the reasons why I’m doing this. For the last couple years, I’ve been hearing a voice inside my head, but when I went to the hospital for help, they wouldn’t help me. And now, it’s too late. I love you more than anything.

- Your own daughter, Melody.’’

 

Årh buhu, lad dog være. De er jo fuldkommen ligeglad med alt det der pis.

 

Med tårer ned af kinderne, begyndte jeg på det til ham.

 

’’To the love of my life.

Baby, what would I have done without you? You saved me. Or, almost. But, don’t blame yourself. This is my own decision, and I know, that maybe, you don’t even care. Bur before I tell you why, I’ll say I’m sorry, because I really am. I know I’m not the prettiest, thinnest, best or something like that, but you chose me, beyond those things. And I couldn’t imagine how I would have come this far, if I had not had you. You’re my one and only, my soulmate, and the one I wanted to spent the rest of my life with. But life didn’t want it to go that way. I’m sorry baby, I really am. But, here’s the reason; for the last couple years, I’ve been hearing a voice in my head, that kept telling me, I wasn’t good enough, that you used me, that my parent’s hated me, and so much more. So, today I went to the hospital, for help.. But, they didn’t want to help me. They said I could return at Monday, but, I couldn’t stand it, until Monday, even though I’ve been living with it, past the last years. And the reason why I didn’t tell you, or my parents, was because didn’t want you to worry about that. I’m sorry baby, I love you, but I’ll let you go now. Go find a girl, that makes you happy, and isn’t mentally ill. I love you, I love you, I love you. Always remember that. We’ll meet again someday.

- Your own Melody.’’

 

 

Årh, er lille Mel ked af det. Jeg forstår ikke at du har brugt tid på at skrive de breve, de er alligevel ligeglade.

 

Tårene rendte lydløst, mens jeg tjekkede klokken; 19:43. Jeg foldede de to papirer, og lagde dem på mit skrivebord. Jeg tog min mobil, som lå på bordet, og gik ned i gangen, hvor jeg tog det samme overtøj på som før i dag.

Du ser stadig ligeså forfærdelig ud, som du har gjort hele dagen. Du burde skamme dig.

Men da jeg gik ud denne gang, vidste jeg præcist hvor jeg skulle hen. Min ben bevægede sig, men jeg styrede dem ikke. Og hvis jeg havde gjort, var de gået præcis det samme sted hen, som de gjorde nu. Der var næsten helt mørkt, så der var ingen der ville lægge mærke til mig alligevel.

Da jeg havde nået min destination, satte jeg mig ned, låste min telefon op, og skrev en sidste besked til ham.

#I will always love you, ok? No matter what happens, I’ll always be with you – in heart. x#

For sidste gang, han er fuldkommen ligeglad.

Stemmens ord sårede mig, og jeg måtte til sidst indse, at jeg intet betød for ham. Stemmen havde ret. Jeg loggede kort på twitter, og oprettede et nyt tweet, hvor jeg taggede dem der betød mest for mig i denne onde verden.

@Mel_Williams: @Real_Liam_Payne, @zaynmalik, @NiallOfficial, @harrystyles and @Louis_Tomlinson – i love you guys, more than anything. I’ll always be with you in your hearts.’’ Jeg læste tweetet igennem en ekstra gang, men blev så enig med mig selv, om at det var fint nok.

 

Igen kiggede jeg på klokken; 20:23. Så var der kun få minutter tilbage, og til sidst besluttede jeg mig for at tage et sidste billede af mig selv, velvidende om at jeg så forfærdelig ud.

Hah, ja du gør – endelig har du fattet det.

Jeg satte blitz på, tog et billede, og studerede mit ansigt, som så direkte klamt ud.

Ja, du ser herrens ud – men du er født sådan, du kan ikke gøre for det. Det var gud der lavede en fejl, som han glemte at smide ud.

Stemmen var der igen, og jeg skreg af frustration, og for sidste gang kiggede jeg på klokken; 20:26. Det betød at det ville være slut om få sekunder. Fjernt kunne jeg svagt skimte noget lys, og da lyset ikke var længere væk end 50 meter, tikkede en SMS ind fra ham.

#Baby, where are you? You’re freaking me out, seriously, i’m coming home to you now, see you soon. Love you, x#

 

Jeg nåede ikke at opfatte mere, før en enorm smerte skød igennem mig. Det var som om at alting gik i slowmotion. Men inden jeg faldt helt ud i intetheden, var der sidste tanke der gik igennem mit hoved;

 

Jeg vil altid elske dig, Zayn Malik.

 

Jeg var flygtet fra stemmen i mit hoved, og endelig havde jeg fået fred.

 

The Calling - Wherever You Will Go

 

***

 

Tuuuuusind tak, fordi du/I har læst mit oneshot. I må meget gerne like, og lægge en kommentar med hvad i syntes. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...